Her er en uskreven regel: Der er de gode, som man gerne må arbejde for, og der er de onde, som man ikke må arbejde for. Sådan er det. Sådan er den uskrevne regel.

Men visse personager her i verden formår at arbejde for både den ene og den anden side af den grænse, og med et par undtagelsesvise sure opstød slipper de fra det med relationerne i behold.

Sådan en personage er Morten Boje Hviid.

Måske det for denne ene gangs skyld tjener et formål at kaste et blik tilbage i tiden: Faderen var så borgerlig, som man overhovedet kunne blive det, dengang sønnen var dreng, og moderen havde hjemme på 70’ernes progressive og ligestillede fløj. Deres søn, Morten, endte i spændingsfeltet et sted midtimellem.

Og dog.

For nok blev Morten Boje Hviid socialdemokrat, men han bevæger sig rundt ude i de stærke poler, hvor holdninger brydes. Han har været rådgiver for mangt en topsocialdemokrat i Nyrup-tiden, inden han blev lobbyist for først tobaksindustrien og nu arbejder som europæisk government affairs director i pesticidbranchen. Og den der vandring – fra de gode socialdemokrater til de onde smøger og pesticider – kan man tillade sig det? Altså må man det? 

Morten Boje Hviid anerkender, at han med skiftet til tobaksindustrien gik over på den mørke side. Som man siger. Det er hele præmissen for interviewet her. Men det går hurtigt op for en, at han ikke tænker som de fleste af os. Han dissekerer alt, og vigtigst for ham er hans eget værdisæt: Hvordan han agerer.

”Når du er tobakslobbyist, så kan du være det mere eller mindre ordenligt. Du kan være fordækt og påstå, at du i virkeligheden repræsenterer en helt anden interesse end den, du gør. Altså du kan spille med skjulte kort. Du kan også snyde og sige: ’Hvis I, kære embedsmænd, overtaler jeres ministre til at gøre sådan her, så lover vi at gøre sådan’. Og så lader du være med at gøre det. Og du kan være truende og sige: ’Hvis I gennemfører den der regulering, så lukker I 500 arbejdspladser’. Selv om man ved, det ikke passer. Vi kan altid diskutere, om der skal være olie, om der overhovedet skal være tobak. Det er en legitim diskussion. Men du kan jo sagtens udføre det hverv som lobbyist på en måde, som er accepteret af et stort flertal af interessenter.”

Han bringer sin mor i spil:

”Tænk på min mor, og hvor hårdt presset hun er: Først spindoktor. Så lobbyist - og så for tobaksindustrien! Men prøv at tænke på, hvis jeg var kommet hjem og havde sagt: ’Mor, jeg arbejder for Greenpeace’, og dagen efter: ’Nu arbejder jeg for Vestas, og vi laver vindmøller, og vi udfaser alt det sorte, og det bliver så godt’.”

Så havde det været et lettere liv?

”Ja, så havde det været et lettere liv, men jeg kunne jo udføre de funktioner på en fuldstændig skånselsløs og uetisk måde,” siger han, fanger udtrykket i det, han siger, og hiver straks sig selv ned fra moralens piedestal.

For har han altid opført sig ordentligt og redeligt? Han svarer selv, for han har, siger han, helt sikkert overskredet grænser og trådt et par stykker over tæerne i tidens løb.

”Jeg indrømmer, at ordentlighed er et subjektivt begreb og derfor løbende til diskussion – også når det gælder lobbybranchen.”

Særlig rådgiver

Tilbage i sine unge år så Morten Boje Hviids fremtid rød ud. Hans socialdemokratiske indstilling blev tændt gennem hans skoleven David, der hed Auken til efternavn, og Davids far hed Svend. Vennerne David og Morten blev tætte, og ”det Aukenske hjem” smittede af på Morten. Han gentager det flere gange: Det var ikke hans egen far, det var ikke hans egen mor, det var vennen Davids familie.

Morten opholdt sig to år i militæret og blev talsmand for de værnepligtige i Danmark, som har et tæt samarbejde med Hærens Konstabelforbund, et forbund i det tidligere LO, og den røde glød blev holdt ved lige.

Et enkelt år gik derpå som taxa- og limousinechauffør for diverse kendisser, når de besøgte Danmark – ”Taxa var sjovt, limousine var vildt sjovt” – inden han startede på RUC og blev medlem af den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum. Senere endte han sågar som formand for Frit Forum, og det var her, det begyndte at blive alvorligt. En kreds rakte en føler ud efter ham, men det blev ikke til noget. Videre:  

Da Henrik Dam Kristensen blev landbrugs- og fiskeriminister i midten af 1990’erne, hentede han Morten Boje Hviid ind som det, der endnu ikke hed hverken særlig rådgiver eller spindoktor. Samme funktion fik han i 1996 ovre hos forsvarsminister Hans Hækkerup, og så blev det journalistiske folkedyb ellers mopset og anklagede ministeren for kammerateri for statens penge, fordi man hyrede socialdemokrater og ansatte dem på en embedsmandskontrakt.

”Det her var jo, før rådgiversystemet var institutionaliseret, så jeg lå i den der zone mellem politisk udpegede embedsmænd og rigtige embedsmænd. Dengang havde jeg en almindelig embedsmandskontrakt, og det var da en gråzone. Fuldstændig ligesom du i dag aktuelt har en ny gråzonediskussion,” siger Morten Boje Hviid med henvisning til statsminister Mette Frederiksens særlige rådgiver, Martin Rossen.  

Først senere, i 1998, slog det såkaldte Bundgaard-Nielsen-udvalg det fast med betænkning nr. 1354/1998 om forholdet mellem minister og embedsmænd, at særlige rådgivere: alene ansættes i et ministersekretariat eller i hertil knyttede stabsfunktioner, ansættes tidsbegrænset og følger ministeren og ikke tillægges instruktionsbeføjelse i forhold til det almindelige embedsværk.

Og således betænkt blev Morten Boje Hviid ansat på det, der vel var en af de første særlig rådgiver-kontrakter, da han startede som rådgiver for daværende udenrigsminister Mogens Lykketoft. Så da valget blev udskrevet i 2001, stoppede Boje samtidig med Lykketoft, og da Nyrup gik af som partiformand, startede Boje i stedet som rådgiver for formand Lykketoft i oppositionen. Og igen blev han kontaktet af en valgkreds. Ville han mon være politiker, ville kredsen høre på den der implicitte måde, hvor man ikke afslører for meget og ikke rigtig bringer nogen i fedtefadet.

”Det var jo umuligt at gøre det, mens jeg arbejdede for Mogens, og måske var det derfor, det låste sig fast. Fordi jeg arbejdede for Mogens, og det gjorde det svært for en kreds at række hånden ud, og det gjorde det svært for mig at tage imod den. Og så sandede det til. Både hos mig og hos dem. Og det handlede dybest set om, at vi andre ikke på Mogens’ vegne kunne træffe en beslutning om, at nu skulle jeg være kandidat til noget som helst og bringe ham i en penibel situation som partiformand.”

Særlig træt af fløjkrigen

Han blev som rådgiver hos Lykketoft frem til valgnederlaget i 2005 og blev derefter løsladt med et halvt års løn med i tasken, som det er helt normalt for den type stillinger.

Når han skal beskrive, hvad der så skete, er det ikke med lutter behag i stemmen. Den nye formand, hun hed Helle Thorning-Schmidt, ville have ham som særlig rådgiver, og han trådte tilbage i hvepsereden. Han fortryder faktisk lidt:

”Jeg nåede at arbejde for Helle i ét år, og det føltes som ti. Da jeg begyndte at arbejde for Helle, da … Jeg skulle nok aldrig have taget den tur,” nærmest sukker han.

Det var ikke formanden, der var noget galt med. Hende havde han stor respekt for, og det har han fortsat, fortæller han. Nej, det var partiet, den var gal med. Og ham selv.

Man kan se, at han tænker over, hvor langt han skal gå. Han tager et delvist skridt: ”Der var nogle i partiet, som hverken ønskede mig eller Helle det særlig godt. Man skal huske … Altså når man ser på Venstre i dag, så var det sådan næsten al den tid, jeg arbejdede for Socialdemokratiet. Og det var ikke bare et år. Eller to. Det var lige siden Nyrup-Auken-krigen. Al den tid, jeg havde været aktiv. Og jeg var selv aktør i fløjkrigen. Fra begyndelsen af 90’erne, til jeg stopper i 2006, der ligger den fløjkrig, som selvfølgelig fik nogle nye forgreninger, nye nuancer og nye twist, men den helt grundlæggende fløjkrig mellem højre og venstre i Socialdemokratiet, den er der i al min tid. I al min tid. Og det vil sige, at alt, hvad jeg oplevede af gode ting og dårlige ting, sejre og nederlag, det kan læses i den prisme.”

Så han stoppede.

Særlig lobbyist

Da Public Affairs Group, der slet og ret var et rendyrket lobbyistbureau, rakte hånden ud efter Morten Boje Hviid, var beslutningen ikke vanskelig at tage. Stifteren af firmaet holdt en art forelæsning for den endnu uprøvede lobbyist: 

”Hans pointe var, at en interesse skal varetages, og den skal varetages ordenligt. Og det handler ikke om, hvem du kender, men om du forstår processen. Og da jeg havde haft den diskussion med ham, da føltes det bare fuldstændig rigtigt og nærmest … altså han kunne næsten få det til at lyde som en pligt. En samfundspligt,” siger han og griner af det, mens han imiterer sin ”mester”: ’Der skal bygges bro mellem dansk erhvervsliv og Christiansborg, det er et kald’. Og jeg synes ikke, han tog helt fejl. Det må jeg sige.”

Der var ikke de store moralske kvababbelser dengang. Men da han kom i nærkontakt med British American Tobacco (BAT), som han oprindeligt forsøgte at få som kunde hos Public Affairs Group, men som endte med at stjæle ham og give ham ansvar for de nordiske lande og senere Baltikum og EU, dér kom overvejelserne. For kunne man – han! – det?

Jeg kan huske, da du skiftede, og der var mange, der talte om det: tidligere socialdemokratisk rådgiver med helt andre værdier går nu over og skal sælge …

”... smøger.”

... døden! Og skal sørge for, at det produkt overlever. Men sådan tænkte du ikke selv på det?

”Ja og nej. For jeg tænkte mere på, om det nu også ér sådan? Jeg ved godt, at andre tænker sådan, og min egen mor tænker sådan. Så det gjorde jeg mig rigtig mange tanker om. Det var ikke et nemt skifte. Det øjeblik, du går ind ad døren i BAT, og der står BAT på dit navneskilt, så ér du tobak. Det var et stort spring.”

”Det, jeg tænkte over, da jeg skiftede, var det ideologiske. Er det okay at ryge? Er det okay at arbejde for nogen, der sælger tobak? Og så skal du huske, at ja, jeg gik ind ad døren hos en tobaksvirksomhed, men jeg gik også ind ad døren hos en multinational virksomhed. Det er altså en ny verden for en socialdemokrat. BAT er trods sit navn hverken særlig engelsk eller særlig amerikansk, det er internationalt. Så man kommer ind i en forretningsverden med nogle andre værdier. Så det reflekterede jeg også meget over,” fortæller han.  

Omverdenens reaktioner var der ingen, der kunne forberede ham på. Det var først, da han var startet, han måtte sande, at det var en ekstremt personlig ting for mange. Efter en halv time med ellers munter stemning taler han nu sagte og langsomt. Bedrøvet.

”Vi har alle et familiemedlem eller en god ven, der har været ramt af kræft. Jeg har i hvert fald en god håndfuld, og der er da rygere blandt dem. Og det … Er det så i orden?” spørger han.

Han er helt deroppe på de store nagler, hvor man sjældent kommer i arbejdslivet. Det handler om retten til det frie liv, om individets ansvar, og så handler det om døden:

”Og der er en kerne der, som er enormt hård, fordi min far, der spiste, drak og røg for meget, havde et ansvar. Ikke en skyld, men et ansvar. Synes jeg. Et personligt ansvar, og det bliver ekstremt følsomt at tale om – og det var det, der var det sværeste. Ikke bare da jeg gik ind ad døren til BAT, men også mens jeg var der. Det var ikke at gå ind på Christiansborg og sige ’goddag, jeg repræsenterer British American Tobacco’. Det var faktisk ikke særlig grænseoverskridende. Men at gå til et selskab af en hvilken som helst karakter og få en borddame, der spørger, hvad jeg laver, og når hun får det at vide så tage den samtale, mens du spiser og drikker og har det sjovt … Det var simpelthen den største udfordring. Det var personligt.”

”Nogle mener jo, at det er BAT’s skyld, at en kær slægtning er blevet ramt af lungekræft. Og hvis du selv mener, det er BAT’s skyld, så skal du ikke gå derind som lobbyist,” siger han, og man fornemmer klart, hvor han selv står: Så længe det sker på et oplyst grundlag, er folk i deres gode ret til at ryge.

”Jeg er socialdemokrat, og jeg er medlem af Socialdemokratiet. Og som socialdemokrat synes jeg, og det er bare, hvad jeg synes, at hele pointen med et velfærdssamfund er at sætte folk fri. Jeg mener ikke, at borgerlige partier har monopol på at sætte det enkelte menneske fri. Men vi kan så være uenige om, hvad det betyder at sætte mennesket frit, og hvordan gør vi det. For mig er hele pointen, at voksne mennesker skal have lov at ryge, hvis de vil det. 

Han glider af på modargumenter om, at ikke alle sætter sig fuldt ind i alting og dermed bliver oplyst. Siden skueprocesserne i midt-halvfemserne, hvor tobaksindustrien på pinligste vis påstod, at cigaretter hverken var skadelige eller afhængighedsskabende, og den senere erkendelse og bodsgang, mener han ikke, at nogen kan være i tvivl.

Al den diskussion var næsten forstummet, da han startede som tobakslobbyist. Vist levede den videre ved middagsselskaberne, men blandt professionelle stakeholders og lobbyister var det nogle helt, helt andre spørgsmål, det drejede sig om.

”Jeg har brugt en væsentlig del af mit arbejdsliv i Bruxelles på at diskutere, om der måtte være runde hjørner på en cigaretpakke. Eller om en cigaretpakke skal være firkantet. Så mens min mor tænker, jeg render rundt og prøver at overbevise politikere om, at så skadeligt er det heller ikke, så sidder jeg med millimeterbånd på mit kontor i Bruxelles og diskuterer med nogle embedsmænd om, hvorvidt hjørnet må runde eller ikke må runde.”

Særlig tvivlende  

Morten Boje Hviid er så overbevisende, at man ikke kan andet end at tvivle på ham, da han pludselig siger: ”Jeg ejer tvivlens nådegade. Og nu siger jeg gave, men det kan også være belastende. Jeg tvivler på alt.

Ikke kun i det her spørgsmål, men i livet som sådan. Jeg er altid i tvivl, og det er jeg også omkring det her.”

Det handler om alt det med rygning. Han er selv ryger, og da han første gang blev verdenskendt i Danmark, var det med en smøg i hånden, mens han fortalte de rullende kameraer, hvordan han som eneste dansker havde overlevet Estonias forlis.

Men han ved også godt, at det ikke er fornuftigt at ryge, og han er lidt klichéfyldt splittet mellem fornuft og følelse. Den ene dag stopper han. Den næste dag starter han igen. 

”Jeg synes egentlig, at den tvivl var et privilegium at tage med ind i BAT, fordi du skal jo ikke bare gøre op med dig selv, om du vil arbejde for tobaksindustrien, du skal også gøre op med dig selv, om du kan arbejde for den virksomhed. For det var jo ikke særlig mange år siden, at amerikanske tobaksdirektører over for Kongressen sværgede på, at nikotin ikke var afhængighedsskabende.”

Båndudskriften af interviewet ender med at give ham ret. Han er mester i pros and cons. Hvis det er ikke tvivl, er det som minimum et analytisk intellekt, og selv om han næsten fnyser, når han bliver spurgt, om hans tilgang til rollen som lobbyist ikke er mindst lige så akademisk som han lobbyistlæremester fra Public Affairs Group, var det, så ér det altså sådan. Han analyserer og diskuterer, og hvis han konkluderer noget som helst, stiller han et modspørgsmål. Til sig selv og sin konklusion.    

Ordet ’diskussion’ bruger han om de fleste menneskelige interaktioner. Han siger sjældent ’debat’, og når han skal fortælle, hvorfor lobbyarbejdet er interessant, så er det under fortællingen om ”den tekniske diskussion om, hvordan vi flytter virksomhederne, produkterne og verden fra A til B”, at han virkelig retter sig op og bliver tændt.

Lige nu har han de diskussioner for FMC Agricultural Solutions, som enkelt forklaret er en amerikansk, multinational virksomhed inden for syntetiske og biologiske pesticider, med aktiviteter i hele Europa. 

Som det helt klassisk er med lobbyister, kan de ikke sige alverden om deres nuværende job.

Men han kan godt fortælle, at hans tilgang og overvejelser er nogenlunde lig med dem, han havde for over ti år siden, da han gik ind ad døren hos BAT – nu er det bare for en helt anden, men også udskældt, industri. Og det samme gælder i øvrigt også konfrontationen ved middagsselskaberne, selv om det ikke længere handler om liv og død. Men folk reagerer også kraftigt på pesticider. Det er en af de brancher, den uskrevne regel handler om. Man må bare ikke. 

Der findes i virkeligheden ikke den virksomhed eller organisation, han ikke kunne arbejde for, siger han. Og trækker i land:

”Det afgørende er, hvordan du fører den diskussion. Hvordan du tager den der diskussion med embedsmændene og politikerne. Tager du den reelt, åbent og ærligt, eller tager du den fordækt og manipulerende? Du kan sige det på en anden måde: Jeg kunne ikke arbejde for tobaksindustrien i midt-halvfemserne. Og jeg ville også være presset, hvis vi røg ud i noget storpolitik – altså jeg kan have stærke personlige, politiske holdninger om Rusland og Saudi-Arabien, og jeg vil sige, at der ville jeg blive udfordret. Med rygning havde jeg holdninger, der passede ind. Men hvad nu, hvis jeg mener, at russerne er uartige, når de annekterer Krim? Kan man så være lobbyist for Putin i Danmark? Så er vi lidt et andet sted.”