Christian Friis Bach: "Jeg har virkelig fået indblik i, hvor psykisk hårdt det er at blive fyret”

Da han fyrede sig selv som minister, tog han selv teten. Det var et voldsomt skifte, men han havde kontrollen. I foråret blev han så fyret uden at være enig i beslutningen. Dén fyring er noget af det sværeste, han har prøvet arbejdsmæssigt.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Laura Ellemann-Jensen

Exitstrategier

Hvordan kommer man godt videre fra et topjob?

Mandag Morgen taler i interviewserien 'Exitstrategier' med nuværende og tidligere topchefer og politikere om, hvordan det er at forlade et topjob med udgangspunkt i deres egen personlige historie. Hvilke strategiske overvejelser det krævede, hvilke psykiske krumspring de måtte igennem, hvordan de måtte gå gelinde i etisk grænseland og i nogle tilfælde tage imod offentlige tæsk på grund af jobskiftet. 

Tidligere interview: tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, tidligere reklamekonge Peter Wibroe, tidligere finansminister Bjarne Corydon og tidligere tobakslobbyist Morten Boje Hviid.

Kontrol er en vigtig ting for det arbejdende menneske. Begynder den først at vakle, vakler psyken ud i ukendt og ubehageligt farvand.

Det ved Christian Friis Bach. 

Han har prøvet at fyre sig selv som minister, han har forladt FN uden at have noget andet job på bedding, og han har prøvet den hårde version: at blive fyret uden på nogen måde at være enig i beslutningen.

Den sidste var den hårdeste, og den gemmer vi til sidst i dette interview

Vi skal tale in-between-perioder. Nogle beder om en uges ferie, inden en ny titel indtages, mens andre mere eller mindre selvvalgt tvinges ud i længere usikre perioder.

”Det er en brutal omvæltning at stoppe som minister. I det sekund du går af, så er du bare ude, og der bliver lukket for alt. Du ryger ud med det samme. Og man har jo mange ting, man tænker over sådan en dag, og du skal altså også lige pakke dine bøger ned i kasser. Du kan jo ikke have to ministre på én gang, så det er nødt til at være på den måde: hårdt og kontant. Men jeg havde det helt okay med det, for det var en beslutning, jeg selv havde truffet,” fortæller den tidligere radikale udviklingsminister Christian Friis Bach.

Det var en næsten måbende presse, der i 2013 var vidne til hans afgang fra ministeriet. For sagen, der gjorde, at han væltede sig selv, handlede sådan set ikke om ham, men om Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der som GGGI-formand havde fløjet lidt for meget på 1. klasse.

Dét havde Danmark ikke haft kendskab til, sagde Christian Friis Bach igen og igen, efter han havde bedt ministeriet tjekke, at det var rigtigt med ”1000 procents sikkerhed”. Han sagde det til pressen, han sagde det i samråd, og han sagde det til Folketinget. Problemet var bare, at det havde Danmark faktisk. Og hvad værre var: Friis Bach havde – rent teknisk – selv godkendt de fashionable rejserier. Så han fyrede sig selv, inden sagen voksede ham selv og regeringen over hovedet. Slut, færdig.

De fleste andre, tror jeg godt, man kan sige, havde klamret sig til ministerposten.

”Jeg syntes, det var en alvorlig fejl. Og jeg er ikke verdensmester i magtkampe, og det skal du nok kunne lidt mere, hvis du vil være politiker. Jeg siger ikke, at andre bør gøre det samme som mig. Andre gør det på én måde. Respekt for det. Jeg valgte en anden vej.

På vej til Genève

Der gik knap en måned, og så stod den første headhunter der. FN havde en stilling åben i København, og den passede til Christian Friis Bach. Men han var stadig ved at lande som menigt folketingsmedlem, så det blev et pænt ’tak, men nej tak’. Lidt tid gik, og så kom der endnu en person forbi, denne gang en FN-ansat, der opfordrede ham til alligevel at søge. Christian Friis Bach endte til sidst med at søge det, men fik det ikke. Men hans CV blev i bunken i New York.

Rent mentalt rykkede processen ved ham. Hans chef, den daværende politiske leder af De Radikale Margrethe Vestager var blevet holdt opdateret undervejs, og situationen var ikke optimal, siger han selv i dag. For i mellemtiden var han blevet formand for folketingsgruppen. Og det tog en krig, før den stilling, han forlod Folketinget til fordel for, faldt på plads.

Da han landede stillingen som undergeneralsekretær for FN i Genève var lettelsen derfor stor.

”Det var en laaaang proces, og størstedelen af foråret gik med det. Og du ved: Man bliver lidt underlig og måske lidt fraværende under den slags forløb. Når man er på vej væk og er gruppeformand, altså … det var ikke ideelt. Heller ikke for Vestager og partiet. Der var jo kun meget få mennesker, der vidste det, så det var rart endelig at kunne sige åbent, at jeg forlod Folketinget og gruppen,” siger han.

På vej hjem

Det var som at lande på en privilegeret tue nede i Genève. Han kunne spise morgenmad i Tyskland, frokost i Frankrig og pizza til aften i Italien, hvis han havde lyst. Med Friis Bachs egne ord var det ” sindssygt spændende”, men da det første år var overstået, begyndte det at stramme til.

”Det var fantastisk det første år. Og andet år var også okay, men tredje år var jeg slidt,” siger han.

Der var i alt tre problemer, der gjorde, at han ikke søgte om forlængelse.

Han havde efterladt familien hjemme på gården i Veksø på Sjælland, og derfor blev der lagt endnu en fast rejsedestination ind i et job, der i forvejen var præget af at rejse jorden rundt.

Og hans arbejdsområde passede ikke rigtig til ham, syntes han. Der var for meget teknik og konventioner og for lidt mennesker og humanitær udvikling.

”Jeg har arbejdet med udvikling og verdens fattige lande hele mit liv. Og nu arbejdede jeg i stedet med trafiksikkerhed og landbrugsstandarder og vandstandarder og luftforurening. Det er vigtige ting, som jeg også går op i, men jeg savnede det humanitære.”

Blå bog: Christian Friis Bach

Født 1966. Cand.agro. (1992) og ph.d. (1996) ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.

2019-nu: Formand, Nordic Impact Funds, samt deltidslandmand
2017-2019: Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp
2014-17: Undergeneralsekretær, FN Geneve
2011-2014: Medlem af Folketinget for De Radikale
2011-2013: Udviklingsminister
2010-2011: CEO, ViewWorld ApS
2005-2010: International chef, Folkekirkens Nødhjælp
2002-2005: Selvstændig
2002: Journalist, DR
1999-2002: Lektor i International Økonomi, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole
1997-2001: Formand, Mellemfolkeligt Samvirke

Den tredje problemstilling var det ledelsesrum, som man per definition ikke har i FN. Man kan derfor være placeret ganske højt på rangstien uden at have et ledelsesmanøvrerum.

Han smiler, når han fortæller om det, men erkender, det var svært at være FN-topleder i den del af FN, hvor han arbejdede.

”Jeg sagde nogle gange til de venner, jeg har, som arbejder i private virksomheder,’der er kun tre ting, man ikke kan som leder i FN: Man kan ikke hyre, man kan ikke fyre, og man kan ikke lave om på organisationen’. Og så sagde de: ’Øh, hvad laver du så som leder?”

”Det tager for eksempel nogle gange op til et år at ansætte, og du kan ikke selv bestemme. Du kan heller ikke fyre folk, og det vil jeg faktisk sige, er en udfordring for FN, for der sidder altså mennesker, som ikke burde sidde der mere. Det var frustrerende for mig at iagttage. Og du kan ikke lave om på organisationen, fordi den bliver mikrostyret af medlemslandene, der sidder og bestemmer, for eksempel hvor mange medarbejdere du skal have i de enkelte afdelinger. Så ledelsesmæssigt var det ikke så tilfredsstillende, og jeg følte nogle gange, at jeg som leder kunne levere bedre andre steder,” fortæller han og understreger, at kritikken især gælder FN-sekretariatet og at de store FN-organisationer gør det godt.

Og så sagde han stop. Meddelte FN’s generalsekretær at han ikke ville forlænge - uden at have et andet job. Han skulle hjem, og så måtte fremtiden løse sig senere.  Det gjorde den også, men kun for det, der må betegnes som en stund.

Hjemme

Han nåede næsten ikke at have en in between-periode efter FN, for kort tid efter at han atter havde dansk muld under fødderne, faldt det sådan ud, at han blev ny generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp. Igen var der en headhunter involveret, men faktisk var Christian Friis Bach så ivrig efter lige dén stilling, at han sendte en ansøgning, straks han så jobopslaget.

Men den nye generalsekretær fik en dårlig start, og måske var det begyndelsen til enden, før han overhovedet var kommet i gang.

”Jeg overtog en udfordret økonomi, og jeg gennemførte tre større nedskæringer i den tid, jeg var der. Og så havde man et stort IT-efterslæb og skulle indføre et moderne administrativt it-system. En investering på over 100 millioner kroner og en gigantisk proces, når du skal have 6.500 medarbejdere over på et helt nyt system. De to ting var bare ikke verdens bedste start. Det var ikke en optimal start at overtage både en økonomi, der virkelig var udfordret og indføre en et stort it-system, der ledelsesmæssigt er noget af det mest udfordrende.”

Det vidste du vel godt, at du gik ind til?

”Ja, det vidste jeg godt. Jeg så det med økonomien meget tidligt. Og det samme med it-systemet, som vi troede var på ret kurs. Men det var ikke ordentlig færdigt, da vi gik i luften med det, og organisationen viste sig ikke at være gearet til det. Det udløste en krise i foråret.”

Christian Friis Bach blev fyret af den nye formand. Processen gik hurtigt: indkaldelse til møde aftenen forinden, fyret klokken 8 morgenen efter. Bortvist og mail lukket ned to timer efter. Enkelte filer fik han aldrig med fra sin computer og en afskedsreception kom aldrig på tale. Det var bare: ud!

Man plejer at sige, at jo højere op, du kommer ad rangstien, desto større risiko er der for at blive fyret. Og det ved han godt. Men han synes ikke, at fyringen var rimelig, og det er nok derfor, det har sat sig i ham, selv om han virkelig ikke vil være tynget af den erfaring.

”Det ramte mig. Det vil jeg godt erkende. Jeg fik virkelig indblik i, hvor psykisk hårdt det egentlig er at blive fyret.”

Er du overrasket over det?

”Ja. For det har jeg jo ikke prøvet før. Jeg har været heldig og privilegeret hele mit liv, og jeg skal overhovedet ikke spille nogen form for offerrolle, men det er bare hårdt. Og det tror jeg, vi som samfund skal tage mere alvorligt, og i vores fælleskab tror jeg, vi skal gøre mere for at bakke op om folk, der går gennem sådan nogle processer. Man skal huske at tage hånd om dem, ligesom man gør det ved andre former for livskriser. Der skal man jo også være god til at være der.”

Han blev kontaktet af overraskende mange der havde været gennem lignende forløb, da hans fyring kom frem. Flere som han kender, og som han ikke anede havde oplevet en fyring, og andre som han slet ikke kender. Summen af budskaberne var entydige: det er ekstremt hårdt, og det kan være svært at komme sig.

”Der var en, der fortalte mig, at han havde tænkt over sin fyring i 11 år, også selv om han var kommet videre med alle mulige gode ting. Men hver eneste dag i 11 år havde han tænkt på den fyring!”

En anden ubehagelig erkendelse var også, at netværket hurtigt bliver opdelt. Der er dem, der er de rigtige venner. De er der stadig. Og så er der dem, der forsvinder, når der ikke længere er en interessant titel at omgås med. Dén erfaring er speciel, synes Christian Friis Bach.

”Jeg kender rigtig mange mennesker, og dem kan jeg nu dele op i de to grupper: De ’venner’ jeg havde, fordi jeg var minister eller generalsekretær. Og så er der dem, som er der, fordi jeg er mig. Og det er meget tydeligt at se i sådan et forløb her. Det finder man meget hurtigt ud af. Og det tror jeg da også er det, der er hårdt for mange. Vi skal allesammen blive bedre til at bakke op om dem, der går gennem en fyring og anstrenge os for at behandle dem på samme måde, uanset om det er før eller efter.”

Han har bagefter tænkt over dem, han som chef selv har fyret, og håber, at han har gjort det mere nænsomt, givet dem en chance og behandlet dem ordentligt.

Christian Friis Bach har kastet sig ud i en slags selvterapi, for at han ikke skal gå og tænke alt for meget over det. Det er historien om de 11 år, der ikke skal gentages.

Først hoppede han op på sin gravemaskine, for han ville grave ud til et nyt maskinhus til gården. Han sad på den gravemaskine i to uger og bare bearbejdede sindet. Så steg han ned og blev frivillig på et herberg for hjemløse på Nørrebro, og da han i et stykke tid havde hjulpet andre, der havde det langt, langt værre end ham selv, begyndte han at skrive på en bog, og siden er han blevet formand for Nordic Impact Fund, der skal rejse kapital til udviklingsprojekter i Afrika.

Så altså: Lidt minigraver, lidt frivilligt arbejde, lidt investeringer og så skrive lidt. Det hjælper alt sammen. Især det med at hjælpe andre, når man selv har det lidt svært, er et råd som han gerne vil give videre. Det og så naturen.

”Her på gården er jeg ude i naturen, og det er godt, når man er ude for noget hårdt. Og jeg tror, der er noget om det; jeg render rundt med mine køer, og der er et eller andet beroligende ved at kigge på sådan en ko. Og den ligger bare der og tygger drøv og er fuldstændig ligeglad med alt andet.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu