Chefredaktør på Altinget siden maj 2017.
Jakob Nielsen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere studeret international økonomi ved CBS. Han har i en årrække været ansat på Politiken, bl.a. som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington. Senest var han redaktør for Politikens netavis.
Forfatter til en lærebog om EU, en politisk biografi af Helle Thorning-Schmidt samt en bog om modstandsmanden og redaktøren Børge Outze.
Løkkes fatale selvbedrag
Det uhørt dramatiske opgør i Venstre tjener som skrækeksempel på, hvad der kan ske, hvis en leder ikke har en exitstrategi.
Et vist element af selvbedrag opstår som en nødvendig forsvarsmekanisme, hvis man bliver for længe i politik.
Sådan sagde ekspolitikeren Bjarne Corydon nærmest profetisk i Mandag Morgens fascinerende interviewserie om exitstrategier.
For selvbedrag ser ud til at have været en af hovedårsagerne til, at Lars Løkke Rasmussen endte med at give sig selv en helt uhørt og ubarmhjertig sortie.
Efter ti år som formand, efter to perioder som statsminister og efter to pæne valgsejre denne sommer forlod Lars Løkke dansk politik ad bagdøren – uden andre forklaringer end et tweet, et facebookopslag og et billede på Instagram, det ene mere indebrændt end det andet.
Ikke siden 1900, da politikeren og teateranmelderen Edvard Brandes udfordrede skuespilleren Robert Schyberg til duel på pistoler, har en venstremand taget del i så voldsomt et opgør som det, der fandt sted på Hotel Kellers Park i Brejning ved Vejle i forrige weekend.
Lars Løkke Rasmussens selvbedrag hvilede i den efterhånden vedtagne sandhed om, at han altid kunne finde en udvej. At han var usårlig som politisk leder.
Det var en fortælling, som Løkke tydeligvis spejlede sig i, og som blev forstærket af hans ubeslutsomhed, der gang på gang førte ham helt ud på kanten, hvor katastrofen kun kunne afværges ved hjælp af trusler, panikløsninger og en god portion kreativitet.
Da de politiske kommentatorer tilpas mange gange havde skrevet, at Løkke havde ni liv, begyndte han selv at tro på det. Og til sidst holdt han op med at tælle.
Men man skal ikke tage fejl: Metoden satte ofte og i lange perioder Løkke under hårdt pres.
Fænomenet blev beskrevet meget præcist af Bjarne Corydon i Mandag Morgen:
”Til et vist punkt kan oplevelsen af politisk pres bidrage til, at man lærer sig selv og sine grænser bedre at kende. Men derefter risikerer de fleste, at politik æder af selvindsigten. Måske fordi et vist element af selvbedrag bliver en nødvendig forsvarsmekanisme.”
Hvordan kommer man godt videre fra et topjob?
Mandag Morgen taler i interviewserien 'Exitstrategier' med nuværende og tidligere topchefer og politikere om, hvordan det er at forlade et topjob med udgangspunkt i deres egen personlige historie. Hvilke strategiske overvejelser det krævede, hvilke psykiske krumspring de måtte igennem, hvordan de måtte gå gelinde i etisk grænseland og i nogle tilfælde tage imod offentlige tæsk på grund af jobskiftet.
Læs interviews med tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, tidligere reklamekonge Peter Wibroe, tidligere finansminister Bjarne Corydon og tidligere tobakslobbyist Morten Boje Hviid.
Corydon glæder sig over, at han forlod politik, inden det var for sent, og med selvindsigten i behold.
Det er paradoksalt, at Løkkes fald blev udløst af hans velfærdsløfter og hans åbne invitation til et SV-samarbejde midt i valgkampen.
For som valgresultatet viste – og som professor Jørgen Goul Andersen også påpeger i denne uges Mandag Morgen med baggrund i omfattende data om vælgernes holdninger – så var det helt rigtigt set af Lars Løkke Rasmussen.
Vælgerne var reformtrætte og ville have mere velfærd. Det gælder også Venstres vælgere. Lars Løkke opdagede det bare alt for sent. Han fejllæste vælgerne, da han i 2015 gik til valg på flere reformer og yderligere skattelettelser. Det gav et dårligt valg, som kun med det yderste af neglene sikrede regeringsmagten, og det lagde kimen til den dysfunktionelle VLAK-regering.
I det lys forstår man godt, at Lars Løkke følte sig styrket efter sommerens valg: Han havde læst vælgerhavet rigtigt og handlet derefter.
Men Løkke havde mistet selvindsigten undervejs og troede, at han kunne gennemføre en fundamental ændring af partiets strategi i dybeste hemmelighed sammen med sit reklamebureau, og at baglandet ville acceptere, at han fortalte en journalist og forfatter om den, før han informerede partiet og folketingsgruppen.
Han følte sig usårlig. Og dermed mistede han også evnen til at gå selv. Og det var præcis, hvad hans forgænger Anders Fogh Rasmussen advarede imod, da han fortalte om exitstrategier i Mandag Morgen:
”I politik skal man have friheden til at gå af og sige, man vil gå af, når som helst. Den dag, du mister den frihed, der bliver du en meget dårlig politisk leder,” sagde han.
Sådan og så trist endte det for Lars Løkke Rasmussen. Han blev en dårlig leder, og hans partifæller gad til sidst ikke høre mere om hans politiske idéer. I stedet tvang de ham til at gå. Men som beskrevet af Jarl Cordua i Altinget, rakte Lars Løkkes selvbedrag så vidt, at han nåede at kokettere med tanken om at stifte sit eget parti.
I bogen ’Befrielsens øjeblik’ fortæller Lars Løkke selv, at han frygter at ende som Jens Otto Krag, der forlod dansk politik efter EF-afstemningen i 1972 – men aldrig fandt lykken uden for politik og døde blot 63 år gammel. Det var ikke en god exitstrategi.
Men Lars Løkkes selvbedrag bestod i, at han ikke troede på, han selv behøvede at forberede nogen exitstrategi. Den lektie kan alle ledere – både i og uden for politik – skrive sig bag øret.
Anders Fogh Rasmussen
Lars Løkke Rasmussen
