Det er en kendsgerning, at historikerne vil huske 2016 som året med de store opbrud i det internationale politiske landskab. Men meget tyder på, at ledelseseksperterne også vil referere til 2016, når de i fremtiden skal forklare et paradigmeskifte, som for alvor slog igennem i 2017 og årene derefter, men også havde rod i 2016. Det kan beskrives som ”Trump-syndromet”. Ikke fordi det kun handler om Trump, men fordi han blev en personificering af og et symbol på de nye tilstande.

De handler om erhvervsledernes involvering i aktuelle og ofte betændte politiske dagsordener. Udfordringen blev især åbenbar, da præsident Donald Trump udstedte sit berømte indrejseforbud for statsborgere fra 7 muslimske lande. Det var kulminationen på en række andre udmeldinger om ophævelse af internationale handelsaftaler, lukning af grænsen til Mexico med høje betonmure og et forsvar for et protektionistisk Amerika. Alt sammen en voldsom provokation over for et erhvervsliv, der er svoren tilhænger af globalisering og arbejdskraftens frie bevægelighed. Men det var udstedt af en præsident, som lederne af forretningsmæssige grunde gerne ville stå på god fod med, og som var kendt for at svine modstandere og kritikere til på Twitter.

Den situation konfronterede mange erhvervsledere med det eksistentielle spørgsmål: Hvilken værdi vejer mest – præsidenten og den magt, han repræsenterer, eller virksomhedernes forretningsmæssige frihedsgrader? Corporate America var så meget i vildrede med sig selv i starten af januar, at New York Times’ verdensberømte skribent Thomas Friedman i en åben klumme til landets topchefer opfordrede dem til kraftigt at tage afstand fra Trumps politik. Det skete under overskriften: ”To C.E.O s of America: Please help”.

Om det var den udløsende årsag, vides ikke, men sidenhen har en række amerikanske virksomheder med de store teknologiske koncerner i spidsen forholdt sig kritisk til det indrejseforbud, der efterfølgende blev erklæret for at være i strid med amerikansk lovgivning. Men hvor følsomt og betændt emnet er, fremgår også af et rundspørge, som erhvervsmagasinet Fortune har foretaget til en række af USA’s største virksomheder om indrejseforbuddet. Flere ønsker ikke at forholde sig til problemet, nogle drister sig til at være lodret imod, men mange udtaler sig i undvigende og meget diplomatiske vendinger og afslører ledernes moralske dilemmaer. Det er også symptomatisk for situationen, at mange af de erhvervsledere, som bl.a. Financial times og New York Times har talt med om udfordringen, foretrækker at være anonyme.

Men anonymiteten og de diplomatiske ytringer er en stakket frist. Den taktik holder ikke i længden. Erhvervsledere – især de der, sidder i toppen af store selskaber – må erkende og indstille sig på, at den klassiske skillelinje mellem forretning og politik ikke længere holder. De tvinges til at forholde sig til de store politiske dagsordener. Det skaber åbenbare risici, men det gør tavsheden også. Vi lever i verden, hvor de færreste – hvis nogen – kan påberåbe sig uafhængighed, neutralitet og objektivitet. Og jo større magt og indflydelse, des mindre er muligheden for at holde sig fri af de følsomme dagsordener.

Det er der bl.a. fire grunde til:

1. En ny verdensorden

2016 blev eksemplet på, at vi er på vej ind i meget turbulente politiske og samfundsøkonomiske tilstande – tilstande, der på mange niveauer udfordrer de værdier og regelsæt, vi hidtil har levet efter. Der er tale om de berømte perfekte storme, hvor en række udfordringer forstærker hinanden. Det kan være kombinationen af geo- og sikkerhedspolitisk usikkerhed, accelererende klimaforandringer, voksende social ulighed, flygtningekriser, stigende frygt for robottisering af arbejdsmarkederne, øget protektionisme etc. etc. Det er alle udfordringer, der dominerer den offentlige debat, og hvor virksomhederne – direkte som indirekte – kan være en del af såvel problemerne som løsningerne. I USA udløste Donald Trump stormen bl.a. med sit indrejseforbud og kastede erhvervslederne ud i et moralsk dilemma, som de kun halvhjertet har håndteret.

Men Trump er blot udtryk for, at de politiske klimaforandringer også vil accelerere og på mange områder udfordre virksomhedernes topchefer. Det er ikke nok passivt at acceptere gældende politiske vilkår, især ikke hvis de strider mod de værdier og betingelser, virksomhederne skal bygge på. Lederne vil have en forpligtelse til at sige fra – på samme måde som en gruppe amerikanske foretagender med bl.a. Google, Apple, Facebook m.fl. gjorde det efter indførelsen af rejseforbuddet.

Eksemplerne fra USA er blot udtryk for en ny normalitet og en udvikling, hvor begivenhederne griber ind i hinanden i et stadig mere komplekst mønster, og hvor det bliver umuligt at trække grænsen mellem politik og forretning, og hvor alle kan blive stillet til regnskab for deres handlinger og holdninger når som helst. Det lyder ikke umiddelbart behageligt, men det er den virkelighed, en topleder må agere i. Derfor bliver det i fremtiden lige så vigtigt at have politiske fornemmelser som fornemmelser for at drive forretninger. De bliver hinandens forudsætninger og ikke modsætninger.

2. En ny offentlighed

Hertil kommer, at de sociale medier gennemgribende har ændret det offentlige rum og muligheden for at ytre sig. For virksomhedernes vedkommende betyder det, at såvel medarbejdere som kunder vil have meninger om virksomhedernes adfærd. Medarbejderne, fordi de føler sig som medansvarlige, og kunderne, fordi deres beslutninger i stigende grad bygger på værdier og følelser. Her leverede Trump-dynastiet også et skoleeksempel på de nye tider. Det skete, da stormagasinet Nordstrom efter pres fra store kundegrupper fjernede Ivanka Trumps luksusprodukter fra hylderne. Det udløste straks en kraftig modreaktion fra andre kunder, og det hjalp ikke, at Nordstrom undskyldte beslutningen med, at Ivanka Trumps varer ikke solgte godt nok. Men begivenheden har medført et veritabelt forbrugeropgør – for og imod Trump – og fanget en række butikker og varehuse i krydsilden

En professor i forbrugeradfærd fra University of Pennsylvania, Maurice Schweitzer, forklarer over for New York Times, at virksomheder i et helt nyt omfang må forberede sig på at blive indblandet i forbrugeraktivisme. I samme artikel er en ledelsesekspert citeret for, at stadig flere virksomheder nu etablerer ”war rooms” for at kunne imødegå ”shitstorms” på de sociale medier.

I disse tilfælde forventer såvel medarbejdere som kunder, at virksomhederne og deres topchefer har klare holdninger og ikke er bange for at bekende dem. Men som eksemplet fra USA viser, bliver det en uhyre svær balancegang, og ”war rooms” bliver det nødvendige svar på en stadig mere uoverskuelig og turbulent offentlighed.

3. Et nyt image

Topledernes nye udfordringer kommer på et kritisk tidspunkt. Deres troværdighed er i forvejen i bund og har aldrig været lavere – ifølge en global undersøgelse foretaget af den internationale kommunikationsvirksomhed Edelman. Deres ”Trust Barometer” tester jævnligt forskellige institutioners troværdighed i et globalt panel på over 30.000 mennesker. Et rundspørge fra januar i år viser, at topledernes troværdighed er faldet med 12 pct. Det betyder, at kun 37 pct. mener, at de er til at stole på.

Det får også alarmklokkerne til at ringe i Business & Sustainable Development Commission, der består af en bred gruppe af verdens førende topledere fra store virksomheder og multinationale institutioner. I deres nye rapport ”Better Business, Better World” påpeger de behovet for, at erhvervslivet genvinder, hvad de kalder ”license to operate”. Kommissionen forudser et stærkt stigende pres på erhvervslivet for at bevise sit sociale ansvar – bevise, at virksomhederne betaler deres skat, hvor pengene er tjent, og integrerer såvel sociale som miljømæssige faktorer i alle investeringer m.v. Dermed anføres også at virksomhederne selv bærer et medansvar for, at globaliseringen opleves som en udvikling, der har gavnet de få og skadet de mange. Der er heller ingen tvivl om, hvem der har scoret de største gevinster under globaliseringen, nemlig virksomhederne og deres chefer – alt imens de fleste mennesker har oplevet en stagnation eller et direkte fald i realindkomsten.

Den kendsgerning gør ledernes position langt mere udsat og stiller store krav til at navigere i politisk turbulente farvande. Her er det selvsagt fristende, at de også følger en protektionistisk linje, nemlig at holde meget lav profil, i håb om at stormene driver over. Men det er ikke realistisk. Stormene risikerer tværtimod at tage til i styrke, og derfor handler det mere om at få blæsten i ryggen og udnytte den positivt.

Trods det bratte fald på troværdighedsskalaen kan lederne trøste sig med, at de deler nedturen med andre institutioner som bl.a. regeringer og medier, men især at de trods alt er den institution, der er størst tillid til – om end den er lav. I en kommentar til undersøgelsen påpeger Edelman også behovet for, at erhvervslivet og dets ledere har en høj troværdighed, netop fordi de kommer til at spille en meget vigtig rolle i udviklingen af morgendagens samfund. De beskrives som troværdighedens sidste bastion.

4. Et nyt socialt ansvar

Den bastion kan også vise sig at få stor betydning og er dermed vigtig at forsvare. Det er det centrale budskab i rapporten ”Better Business, Better World”. Den handler netop om den helt centrale rolle, virksomhederne skal spille ved gennemførelsen af FN’s 17 verdensmål frem mod 2030. Ud over de store markedsmuligheder, verdensmålene åbner, forventes virksomhederne også at engagere sig i løsningen af de store sociale konflikter som at reducere den stigende ulighed, at håndtere flygtningeproblemer, bekæmpe fattigdom, løse fødevareproblemer etc. Her er det afgørende, at virksomhederne netop demonstrerer et troværdigt lederskab og kan optræde som rollemodeller for det øvrige samfund.

Det er også forventningen i Edelmans undersøgelse. Tre ud af fire respondenter mener, at virksomhederne både kan og bør øge såvel indtjening som støtte til den sociale og økonomiske udvikling i deres lande. De skal med andre ord opjustere deres støtte til den sociale og økonomiske udvikling i deres lande og regioner. I modsat fald truer shitstorme på de sociale medier.

Men meget tyder på, at erhvervsledernes mindset allerede er i drift. De er måske morgendagens sociale aktivister. Det er i hvert fald en af konklusionerne på sidste to års udgaver af ”Global Opportunity Report”, der udgives af Sustaina i samarbejde med UN Global Compact og DNV GL. Konklusionerne bygger på undersøgelser blandt mere end 5.000 internationale erhvervsledere. I 2016 toppede ungdomsarbejdsløsheden som den største globale risiko, og i 2017 anser erhvervslederne den stigende sociale ulighed som den alvorligste risiko. De er også bedt om at pege på løsninger, og det er symptomatisk, at de alle peger på brede systemiske initiativer og ikke på hurtige økonomiske reformer. Fællesnævneren er troen på, at ny teknologi og digitalisering åbner for de mest effektive og mest langsigtede svar.

Andre grunde til lederskabets nye vilkår kunne sikkert nævnes, men bundlinjen taler sit eget klare sprog: Erhvervslivets ledere må forberede sig på et paradigmeskifte – et skifte, der bl.a. handler om at demonstrere en langt større social og politisk musikalitet og evne og vilje til at forholde sig til udfordringer, der rækker ud over de normale grænser for at drive virksomhed. Men i stedet for at frygte udviklingen skal de omfavne den, bl.a. fordi de hermed også kan opnå større troværdighed og indflydelse – og dermed vende udfordringen til en oplagt mulighed.

Men ét er sikkert: Disse år vil også blive skrevet ind i erhvervshistorien som en periode, der ændrede vilkårene for at udøve lederskab.