Det er særdeles bekymrende og bestemt ikke hverdagskost, når medierne gungrer i takt og råber: censur. Og det er endnu mere bekymrende, når de så gør det, og det faktisk ikke er rigtigt, at det er det, der foregår.

Det er slemt, når en chefredaktør overtræder loven og negligerer et fogedforbud med påstand om ikke at vide, at hans medie var omfattet af forbuddet, selv om det faktisk står sort på hvidt at læse i rettens kendelse, at det er tilfældet. Og det er stødende, når en tidligere PET-chef, Jakob Scharf, efter syv år på posten som leder af den hemmelige tjeneste, der skal beskytte os alle, føler sig kaldet til at henvende sig til et forlag for at sælge sin historie om tjenestens arbejde, samtidig med at han selv forsøger at køre et privat sikkerhedsfirma op, som netop lever af hjælpe virksomheder og andre i kampen mod terrortrusler og andre trusler.

Selv om Politikens journalist Morten Skjoldager, som er forfatter til bogen, helt åbent fortæller om kontrakten mellem forlaget, Scharf og ham selv, så stilles der i medierne ikke kritiske spørgsmål til Scharfs motiver for åbenheden, efter at han forlod PET med en hård exit efter intern ballade.

Og allerværst bliver det, når størstedelen af den danske mediebranche med meget få undtagelser kan blive enige om at hylde og klappe kolleger på skulderen, der bevidst vælger at sætte sig ud over retsstatens fundamentale principper og respekt for domstolenes afgørelser.

Alt sammen under påberåbelse af mere bedreviden vedrørende statens sikkerhed end eksperterne på området, og et for journalistikken tilsyneladende helt nødvendigt korstog for ytringsfriheden, må man forstå, for en bog, der i øvrigt samtidig karakteriseres som uden særlig nyhedsværdi.

Hvordan i alverden skal medierne bevare troværdigheden på dette grundlag?

Ikke tale om censur

Det handler selvfølgelig om bogen ’Syv år for PET’, som dagbladet Politiken trykte i et særtillæg i søndags, på trods af at der var nedlagt midlertidigt fogedforbud mod at offentliggøre bogen, indtil retten og PET havde haft mulighed for at læse den og vurdere, om den indeholder fragmenter, der kan være potentielt skadelige for statens sikkerhed, som kan bringe menneskeliv i fare eller skade samarbejdet med sikkerhedstjenester i andre lande. Det er altså ikke helt ligegyldige ting, der er på spil her.

PET havde ved Københavns Byret fået rettens medhold i det midlertidige fogedforbud på baggrund af en nok lidt hårdtpumpet reklametekst på bogens bagside og en beskrivelse af bogens indhold bl.a. på forlaget People’s Press’ hjemmeside.  Det fremgår bl.a. af beskrivelsen, at Jakob Scharf i bogen ”blotlægger PET-operationerne, de kendte og de ukendte, og han portrætterer tjenestens dedikerede agenter og kunsten at hverve en meddeler”.

Et alt for tyndt grundlag til en fogedsag er PET blevet kritiseret for. Men i mangel af mere og bedre var det vel den nødvendige løsning, da bogens indhold var begyndt at blive spredt til anmeldere og boghandlere. Det ville jo være lidt for sent at komme i tanke om bagefter, hvis der nu virkelig var problematiske afsløringer i bogen, som kunne modvirke PET’s fremtidige arbejde med vores allesammens sikkerhed.

Er der så tale om censur her? Nej. Ifølge Grundlovens § 77 er enhver berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.

Her er ikke tale om censur. Vi ved ikke engang, om PET ville ende med at fastholde et forbud mod bogens udgivelse af hensyn til statens sikkerhed, hvis de altså havde fået lov at læse den, før den gik i trykken. Det hele kunne principielt ende med, at PET udelukkende fandt anledning til at forfølge Jakob Scharf for brud på tavshedspligten om hans tid hos PET.

Vi ved kun, at PET har anmodet domstolene om en tænkepause i form af et midlertidigt fogedforbud for at kunne undersøge, om den pågældende bog indeholder oplysninger af skadelig karakter for Danmarks sikkerhed. Det er jeg med al respekt mere tryg ved, at PET gør, end at Christian Jensen, Politiken, Poul Madsen, Ekstra Bladet, eller Jørgen Ramskov, Radio24syv, sidder og fedter med at bedømme.

Et fogedforbud kan for det første kæres. Det skal dernæst følges op med anlæggelse af en egentlig retssag inden for 14 dage, hvis det ønskes opretholdes. Her skal det i givet fald afgøres, om forbuddet er lovligt nedlagt.

Vi var altså meget, meget langt væk fra en endelig afgørelse om forbud mod Scharf-bogen, fordi alle retsprøvninger slet ikke var overstået endnu. Vi var også meget langt fra begrebet censur, som ville forudsætte en eller anden form for politisk undertrykkelse af bogen og dens indhold. Grundloven foreskriver, at selv i ytringsfrihedssammenhænge er ingen altså over domstolene. Heller ikke medierne.

Var der noget, der gjorde, at Politiken og andre ikke havde tid til at vente på fogedforbuddet blev kæret, eller at PET fik tid til at gennemgå bogen? Nej. Der er ganske enkelt ingen argumenter for hastværket andet end at demonstrere aktivisme og satse på øget bladsalg, som Politiken tidligere succesfyldt har gjort det ved andre kontroversielle bogudgivelser.

At chefredaktør Christian Jensen i et interview med Radio24syv så samtidig prøver at tale sig ud af, at der rent faktisk lå et klokkeklart fogedforbud, der også omfattede Politiken, må virkelig undre. Enten har JP/Politikens Hus et ualmindelig elendigt internt informationssystem, og det tror jeg næppe i sådan en sag, eller også er der tale om bevidst ignorering af fakta.

I 21 Søndag forsøgte studievært Kim Bildsøe Lassen ihærdigt, men uden held at få Christian Jensen til at svare på, om medierne er over domstolene og bare kan tilsidesætte en domstolsafgørelse, hvis vi sådan føler for noget andet og mener, at afgørelsen er forkert. Det var hamrende gode spørgsmål og så meget desto mere beskæmmende, at svaret fra Jensen ikke blev et klart nej.

Respekten for et retssamfund

Skal medierne stille sig over Grundloven og domstolene og lave deres egen afdeling for ret og rimeligt i sådan en sammenhæng? Nej, det skal medierne selvfølgelig ikke.

Vi har en vigtig kontrollerende funktion i demokratiet, og vi kan kritisere alt og alle inklusive domstolene for dårlige afgørelser, og PET for amatøragtig optræden, men at gå direkte op imod et fogedforbud og negligere en domstolsafgørelse er selvtægt. Og det bør ikke være mediernes rolle.

Medierne kunne ganske glimrende – uden at overtræde fogedforbuddet og uden at trykke den omtalte bog – have gået til angreb på PET’s håndtering af sagen, kritiseret domstolskendelsen og opfordret til mere åbenhed i debatten om sikkerhedstjenesternes virke. Hvad der kan være god grund til.

Når så Politikens chefredaktør og andre påberåber sig retten til at overtræde et fogedforbud af hensyn til ytringsfriheden og den historisk vigtige diskussion, som bogen ’Syv år for PET’ skulle repræsentere, må man undre sig over, at de selv samme medier beskriver, at der faktisk ikke er noget rigtigt nyt i bogen, og Scharf selv bekræfter, at han på ingen måde har afsløret hemmeligheder i strid med hans forpligtelser som tidligere PET-chef.

PET har tilsyneladende bedt forlaget om at få bogen til godkendelse. Det forekommer temmelig tåbeligt at bede om og lægger selvfølgelig direkte op til en afvisning hos enhver publicist. Men da Scharf har underskrevet en tavshedspligt om sit virke i PET, var det vel muligt at spørge ham om, hvad han render rundt og siger i interviews til bogen?

Nu er bogen ’Syv år for PET’ allemandseje og forlaget og Jakob Scharf har fået gang i den største markedsføringskanon, de kunne ønske sig, til lanceringen af bogen. PET sørgede for gratis omtale i samtlige medier med sit fogedforbud og langt flere end dem, der normalt ville læse sådan en bog, er nu læsere. Til lykke med det til Peoples Press, Politiken, Skjoldager og Scharf.

Desværre betaler vi andre en høj pris for deres stunt: For undervejs døde mediernes forståelse af deres egen rolle i samfundet og respekten for, at vi lever i et retssamfund, som også gælder for medier.