Mens flere europæiske lande taler om at sænke de laveste lønninger, er de tyske politikere nu opsatte på at indføre en mindsteløn. Indtil videre har det affødt et par artikler i danske medier om muligheden for at holde lidt længere på vores slagterijob, men emnet fortjener mere opmærksomhed. For selv om en tysk mindsteløn på kort sigt kan komme til at koste tyskerne både penge og arbejdspladser, er mindsteløn i længden en investering, der kan betale sig for et højeffektivt samfund.

Tyskland klarer sig i øjeblikket bedre end de fleste lande i eurozonen, men når det kommer til arbejdsløshed, har tyskerne et problem på bunden af arbejdsmarkedet. 1,4 millioner tyskere tjener i dag under 5 euro i timen – og det kan man ikke klare sig for i dagens Tyskland. Så selv om de mange working poor holder arbejdsløsheden på et imponerende lavt niveau, holder de til gengæld også de sociale omkostninger for højt oppe.

De arbejdende fattige har i praksis ringe muligheder for at flytte sig selv ud af den situation, de sidder i. Og når en familie, hvor begge forældre har fast arbejde, fastholdes i fattigdom, så er det svært at gøre op med den negative sociale arv. Den negative arv rammer ikke alene den enkelte familie, den påvirker også samfundet og alle borgere negativt, f.eks. i kraft af manglende uddannelse, dårligere sundhed og højere kriminalitet.

Borgerbidrag

I Danmark skal vi åbent diskutere, om vores relativt høje lønninger spænder ben for konkurrenceevnen. Men det er samtidig vigtigt, at vi ikke glemmer de omkostninger, det har for både den enkelte og for samfundet, hvis en stor gruppe borgere bliver markant fattigere.

I stedet for at stirre os blinde på lønniveauet, kan vi med fordel se på det effektiviseringspotentiale, der gemmer sig blandt alle dem, som modtager mindstelønnen eller som står uden for arbejdsmarkedet. Vejen frem med opkvalificering, kompetenceløft og mikrojob er langt mere attraktiv for både den enkelte og for samfundet som helhed.

Derfor er regeringens fleksjobreform et skridt i den rigtige retning. Den lægger op til, at alle kan og skal bidrage med noget – også selv om de i deres nuværende situation ikke nødvendigvis kan gøre det på rene markedsvilkår. Selv et par timers indsats kan være til gavn for den enkeltes tilhørsforhold til arbejdsmarkedet og for os alle sammen.

Det umiddelbare fokus skal altid være at videreuddanne flest muligt. Men det tager tid, og i den periode spilder vi arbejdskraft. Det er der ingen grund til, når der er masser af samfundsmæssige opgaver, som er store nok til at være et problem – men så små, at det ikke er muligt for det offentlige eller rentabelt for private aktører at løse dem.

Tag for eksempel de ensomme ældre. Den uddannede hjemmehjælper har ikke tid til at snakke med dem, som i virkeligheden mangler selskab mere end støvsugning. Her kan man engagere de, som endnu ikke har kvalifikationerne til at arbejde – i en form for borgerbidrag.

Det behøver ikke være mere end et par timer om dagen, for de skal selvfølgelig opfylde deres forpligtelser i forhold til opkvalificering. Men det vil give den enkelte følelsen af at bidrage med noget, og så vil det uden tvivl have en positiv, om end mindre, indvirkning på den store samfundsøkonomi. For en lidt gladere pensionist bliver lidt mindre syg og skal derfor også lidt mindre til lægen og måske slet ikke på hospitalet.

Et andet eksempel er turisterne. De færreste danskere standser, når de ser et kinesisk ægtepar med et bykort i hånden og hovedet på skrå. Men hvad med at lade de folk, som endnu ikke har kompetencerne til at bidrage på markedsvilkår, bidrage her? De kan gå på gaden og hjælpe turisterne, samtidig med at de måske hjælper dem selv det første skridt tilbage mod arbejdsmarkedet.

En sådan erfaring kan jo blive starten på et tjenerjob – og så får vi lige pludselig både bedre betjening og flere turister.

Den slags gode oplevelser er der også penge i. Måske ikke i år eller næste år. Men på sigt vil vi kunne mærke, om kineserne tager hjem og fortæller om de danske cyklister, der bander ad dem, eller om den søde, smilende mand, som bare ydede sit borgerbidrag og hjalp de stakkels turister væk fra cykelstien.

Lighed giver tryghed

Det jeg taler om, er ikke aktivering. Aktivering er til for at skræmme folk tilbage til arbejdet, og det er ikke de dovne Robert’er, som skal hjælpes på vej gennem borgerbidraget. Det er dem med de laveste kompetencer, som virksomhederne måske ikke vil ansatte til mindsteløn, men som et effektivt samfund stadig skal bruge. Dem får vi ikke noget ud af at sende direkte i jobsøgning, for det private kan og vil ikke have dem.

Det betyder ikke, at det offentlige står alene tilbage med ansvaret. Men staten må yde en større indsats, end den gør i dag. For de private virksomheder kan måske nok finde plads til nogle mikrofleksjobbere, men det er urealistisk at begynde at tilbyde de svage et konkurrencepræget job. Det kan hverken jeg eller kolleger i samme situation. Samfundets effektivitet tager til gengæld ikke skade af at ansætte de svageste til at yde et borgerbidrag.

Der er mange, som mener, at en lidt lavere mindsteløn vil kunne holde flere arbejdspladser i Danmark. Men jeg mener, der er gode argumenter for, at en lavere mindsteløn vil være dyrt i det samlede regnskab.

Forleden talte jeg med en topchef i en stor international virksomhed, jeg arbejder for. Han fortalte, at han lige var blevet tilbudt et endnu bedre job i Brasilien. Lønnen var meget højere og skatten meget lavere. Han valgte alligevel at takke nej. For han kendte allerede en direktør i Brasilien, og vedkommende var nødt til at flyve på arbejde i helikopter. Officielt for at undgå dårlige veje og trafikpropper – men i virkeligheden frygtede han at blive kidnappet. Og som topchefen sagde, så er det mere afgørende at kunne følge ungerne i børnehave på gåben end at kunne flyve til arbejde i helikopter.

Det er et eksempel, som ligger fjernt fra vores danske velfærdssamfund. Men det er alligevel vigtigt, at vi i jagten på materiel velfærd ikke glemmer den store værdi, som trygheden i et mere lige samfund giver.

Derfor skal vi også glæde os over, at vores tyske naboer nu indfører mindsteløn. Og vi skal vise verden, at vi kan finde vores egen vej i den internationale konkurrence. For vi kommer aldrig til at vinde på lønnen alene. Den spiller en stor rolle, og vi er nødt til at holde øje med den, optimere dens niveau og diskutere den. Men skal vi fastholde vores høje velstand, er lavere mindsteløn ikke den rigtige vej at gå. Vi skal i stedet have et praktisk og arbejdsmarkedsrettet kompetenceløft spredt ud over hele arbejdsstyrken. Det er en meget vigtig og meget dansk vej at gå – som vi hele tiden skal videreudvikle og styrke.

Læs flere af Peter Golls indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.