I en ideel verden ville FN’s 17 verdensmål altid understøtte hinanden. Som når rent drikkevand ikke alene fremmer menneskers sundhed, men samtidig sikrer biodiversiteten, forbedrer klimamålet og bekæmper fattigdom og ulighed. 

Men i den virkelige verden kan der opstå alvorlige dilemmaer mellem alle de gode intentioner, der ligger bag de 17 globale mål for en bæredygtig verden.

Helt overordnet kan man tale om, at de mange mål, der handler om menneskers velfærd, sundhed og trivsel, ofte støder ind i hensynet til naturen. 

 

MENNESKERS BEHOV for energi til lys og varme og digitale hjælpemidler koster naturen dyrt. Det samme gør vores behov for at brødføde stadig flere mennesker på en i forvejen tæt befolket klode. Sætter vi alt ind på at opfylde verdensmål nummer to – at afskaffe sult – er der derfor stor risiko for, at vi samtidig forbryder os mod en hel stribe andre verdensmål om klima, livet på land, livet i vandet, forsvarligt forbrug og produktion, rent vand og anstændige jobs.

Alligevel er det stadig almindeligt at håndplukke de verdensmål, der giver bedst mening eller størst forretningspotentiale – og udskyde at forholde os til den effekt, det har på de øvrige mål. Forklaringen findes i mange varianter, men alle baseret på nogenlunde samme logik: Et eller andet sted skal man jo starte, og hellere gøre noget end ingenting. En logik, der giver god mening i en startfase, men mister sin mening, efterhånden som årene går, og vi nærmer os mållinjen: 2030.

De 17 verdensmål blev vedtaget i september 2015, og verdens lande og virksomheder har nu haft syv et halvt år til at knække koden. Men vi er desværre ikke kommet meget tættere på mål.

HVIS MÅLENE SKAL NYTTE, må arbejdet med dem nå en ny modenhed, hvor vi som minimum overholder do-no-harm-princippet, så vores arbejde med det ene mål ikke skader de øvrige – eller endnu bedre tillader os at løfte flere mål på samme tid.

Det er en ekstremt vanskelig øvelse at tage hensyn til 17 forskellige mål på én gang, samtidig med at man tager højde for, at det er fremtidens natur og fremtidens mennesker, vi har det største ansvar for at passe på. Men det er dette komplicerede dilemmaspil, vi skal lykkes med.

Virkeligheden er, at de 17 mål hænger sammen og påvirker hinanden som et kompliceret spind af tandhjul. Drejer man lidt på det ene, snurrer de andre med – og ikke nødvendigvis i de retninger, vi ønsker.

Den bevidsthed er ekstra vigtig lige nu, hvor milliarder af kroner, euro, dollar og yen investeres i grøn energi og klimavenlig produktion. Bruges verdensmålene rigtigt, kan de være med til at sikre, at disse investeringer ikke fører til øget minedrift overvåget af Wagnergruppen i afrikanske failed states, mere produktion i kinesiske fangelejre eller flere miljøkatastrofer, der ødelægger lokalsamfund, drikkevand og biodiversitet.

Inden for den grønne dagsorden har vi længe lukket det ene øje og haft fokus enten på klimaet eller på biodiversitet. Se artiklen ‘Giv plads til naturen – men hvem skal flytte sig?’.

De to hensyn støder for eksempel sammen, når det skal besluttes, om man vil sætte en vindmøllepark op midt i trækfuglenes rute eller solceller, der hvor sommerfuglene plejede at flagre over engblomsterne. Heldigvis er vi nu ved at nå en modenhed i den debat, der betyder, at Ørsted aktivt tager hensyn til begge dele i deres seneste planer for havvind. Men samtidig har behovet for hurtig klimahandling skabt et vældigt pres for at skære igennem ’bureaukratiet’ og få tilladelserne til nye vindmøller hurtigere igennem uden lange høringsfaser på naturens vegne.

Alting har en pris. Og jo flere verdensmål man skal tage hensyn til, jo dyrere bliver det. Det vil gøre den grønne omstilling dyrere, hvis de såkaldte sjældne jordarter, vi bruger her i Europa, skal udvindes på vores eget kontinent. Det vil flytte dilemmaerne tættere på og gøre dem endnu tydeligere for os. Skal vi bevare dette stykke unikke natur? Eller anlægge en mine, der er forudsætningen for vindmøller, solceller og elbiler? Og kan vi udvinde råstofferne på en måde, der samtidig sikrer minearbejderne sundhedsforsvarlige arbejdsforhold?

DET GLOBALE SAMFUND HAR KUN SYV ÅR tilbage til at nå Verdensmålenes deadline, men vi har endnu ikke fundet det gyldne snit i forhold til at vej dem op mod hinanden. I Holstebro er et klimaprojekt, der skal beskytte 740 ejendomme fra oversvømmelse, gået helt i stå, fordi to direktiver – et om klima og et om naturbeskyttelse – støder sammen. Resultatet er det eneste, der ikke må ske: Mangel på handling. 

Det er en ekstremt vanskelig øvelse at tage hensyn til 17 forskellige mål på én gang, samtidig med at man tager højde for, at det er fremtidens natur og fremtidens mennesker, vi har det største ansvar for at passe på. Men det er denne balance, dette komplicerede dilemmaspil, vi skal lykkes med.

HAR MÅLENE BRAGT VERDEN PÅ SIKKER KURS mod målet? Nej – langt fra. Men uden dem går det ikke. Verdensmålene giver os et nødvendigt fælles sprog på tværs af kloden. De 17 Sustainable Development Goals er den systematik, der gør det muligt at løfte i flok, og hvert enkelt mål tydeliggør de dilemmaer, vi er nødt til at forholde os til.

Derfor er hele denne uges Mandag Morgen viet til Verdensmålene og de svære dilemmaer, de stiller os i. Og derfor river vi fire dage ud af kalenderen til at diskutere målene med dig og en stribe andre kloge mennesker til debatfest om Verdensmålene på Christiansborg.

Jeg håber, vi ses!