Det er et dybt splittet USA, der har givet præsident Barack Obama sejren efter en meget hård valgkamp, hvor kandidaterne har spenderet et par milliarder dollar i den dyreste valgkamp nogensinde. Obama vandt et solidt flertal af valgmænd i delstaterne og et mere snævert flertal i befolkningen. Mitt Romney fik et ærefuldt nederlag, hvor han var få hundrede tusinde vælgere fra at nå sit mål.

Obamas valgstrateger fik med stor dygtighed designet en succesfuld valgkamp, der gjorde præsidenten i stand til at erobre de afgørende svingstater og nå et flertal af valgmænd, mens Romney havde svært ved på overbevisende vis at erobre midtervælgernes hjerter. 

Uanset hvor begejstrede de demokratiske vælgere i disse timer er, så kan valgresultatet meget vel forstærke de folkelige frustrationer med det politiske system. Og vi kan komme til at opleve en fortsat bitter magtkamp i Kongressen, hvor de frustrerede republikanske tabere – som stadig sidder på flertallet i Repræsentanternes Hus – kan gøre livet ekstremt svært for præsidenten og det demokratiske flertal i Senatet.

Mitt Romney holdt en værdig tabertale, hvor han opfordrede fløjene til at rykke sammen om at løse USA’s store udfordringer. Republikanerne repræsenterer mere end 55 millioner frustrerede vælgere og endnu flere frustrerede ikke-vælgere, der vil trække i den anden retning.

Det politiske miljø i Kongressen har i de sidste fire år været forpestet i en hård skyttegravskrig, og intet tyder på, at en stor national forsoning er på vej. De nyvalgte demokratiske senatorer er mere liberale end deres forgængere, og det kan skabe spændinger mellem det demokratisk ledede Senat og så Repræsentanternes Hus, hvor republikanerne har flertallet. Præsidenten får brug for republikanerne og en national politisk forsoning for ikke at ende i en bitter anden præsidentperiode uden mærkbare resultater.

[quote align="right" author=""]Den splittede politiske virkelighed blandt vælgerne kan føre til en dobbeltmagtsituation, hvor de to partier fortsætter med at operere i deres egne parallelvirkeligheder med deres egne tv-kanaler og radiostationer, som bekræfter deres egen virkelighedsopfattelse, men ikke har blik for modpartens indvendinger.[/quote]

USA står over for en række svære strategiske afgørelser, der kan få enorm betydning for stormagtens økonomiske og militære magtposition på den globale arena. Det ved Obama. Derfor appellerede han i sin flotte sejrstale til amerikanernes følelse af national stolthed, og til at den amerikanske nation formår at stå sammen selv i de sværeste tider.

Amerikanerne er ikke så kyniske og så splittede, som mange mener, lød budskabet fra Obama. Han appellerede til håbet om en bedre fremtid, og han forsøgte at overbevise amerikanerne om, at nationen ikke er splittet mellem blå stater og røde stater, men kan stå sammen som Amerikas Forenede Stater.

Denne appel skal stå sin prøve i en barsk økonomisk virkelighed, hvor de gamle sår mellem blokkene meget nemt kan blive revet op igen, og hvor sejrsrusens opstemte tale pludselig møder den anden halvdel af nationen, der står frustreret tilbage som tabere og uden et håb om, at det faktisk bliver bedre under Barack Obama. Præsidenten skal nu bevise, at det kan være anderledes, og at han om nogen forstår at bygge bro over uenighederne.

USA står i en dyb økonomisk krise, USA er på vej ud over afgrundens rand på grund af landets historisk høje gældsættelse, og gælden er over 16.000 milliarder dollar. Præsidenten og den splittede kongres skal inden nytår nå til enighed om yderligere besparelser på de offentlige budgetter, hvor underskuddet er over tusind milliarder dollar, og de skal til at udskrive højere skatter, så USA ikke ødelægger det selvpålagte gældsloft. De svære politiske indgreb skal udføres meget præcist og i den rigtige rækkefølge, for de kan også smide en spand koldt vand ind i en svækket realøkonomi, hvor arbejdsløsheden stadig ligger nær 8 procent.

Det er svært at forestille sig, at republikanerne efter det frustrerende valgnederlag vil være klar til at æde nogle af de bitre piller eller udskrive store ekstra skatter, der kan skære amerikanernes permanente overforbrug ned til et mere realistisk og fremtidssikret niveau. De vil enten forsøge at gøre livet surt for præsidenten eller kun undtagelsesvis tillade taktisk bestemte kompromiser. Deres politiske bagland er nemlig ikke indstillet på de store strategiske kompromiser lige nu, for de har en helt anden virkelighedsforståelse end demokraterne.

USA’s blokpolitiske virkelighed

Den splittede politiske virkelighed blandt vælgerne kan føre til en dobbeltmagtsituation, hvor de to partier fortsætter med at operere i deres egne parallelvirkeligheder med deres egne tv-kanaler og radiostationer, som bekræfter deres egen virkelighedsopfattelse, men ikke har blik for modpartens indvendinger.

Det vrede republikanske bagland har kørt en dybt ideologisk kampagne imod Obamas sundhedsreformer, men flere vælgerundersøgelser viser, at netop sundhedsreformen har været et af Obamas stærkeste politiske kort i kampen for at bevare opbakningen fra sine egne vælgere. Mange republikanere føler sig overbeviste om, at Obama er socialist, hvor realiteten er, at han målt med europæisk målestok mere er en moderat og midtersøgende borgerlig politiker med liberale værdier.

Der har næsten ikke været nogen bevægelse mellem de to politiske blokke, og USA står tilbage med to skarpt opdelte virkeligheder. Mitt Romneys republikanske parti har bedst fat i de hvide vælgere, mænd over 45 år, de velstående amerikanere, landbefolkningen og vælgerne i de mest kriseramte delstater. Obamas demokratiske parti sidder solidt på flertallet i de store byer og i de økonomisk bedst stillede delstater.

Demokraterne er det foretrukne parti for kvinderne, de yngre vælgere, blandt de sorte amerikanere og også blandt latinoer og amerikanere med asiatisk ophav – så de har bedre fat i de vælgergrupper, der i fremtiden vil vokse mest demografisk. Dette er republikanernes største strategiske problem på den lange bane. De kan ikke vinde Det Hvide Hus ved at forskanse sig blandt vrede, hvide og kristne mænd, for i fremtiden får disse en stadig mindre demografisk vægt.

Romneys akilleshæl i valgkampen har været, at han ikke på troværdig vis kunne erobre de moderate midtervælgere, fordi han i sit partis primærvalg var blevet tvunget til at rykke for langt mod det reaktionære højre for også at erobre de yderligtgående Tea Party-vælgere.

Denne arv kom han aldrig for alvor fri af i præsidentvalgkampens slutspurt, selv om han gjorde et stærkt indtryk og kom i offensiven, ikke mindst i den første tv-transmitterede debat med Barack Obama. Men Obama kom tilbage, og han vandt flertallet af vælgerne i de store svingstater.

Obamas imponerende præstation

Barack Obamas præstation skal ikke undervurderes. Han har været præsident og regeret i USA’s største krise siden 1930’erne. Trods de seneste positive forbedringer i beskæftigelsen, befinder USA sig stadig i en dyb økonomisk krise med en høj arbejdsløshed nær 8 procent, og det er stadig meget usikkert, om den amerikanske økonomi kan se lys for enden af tunnelen.

Det kan mange vælgere stadig ikke, og den brede amerikanske middelklasse har oplevet faldende realindkomster i de sidste fire år. Og Mitt Romneys budskab om at genoprette økonomien har haft stærk klangbund, ikke mindst i de delstater, som er hårdest ramt af krisen.

Alligevel er Obamas genvalg en imponerende præstation, for den sker på en dyster økonomisk baggrund. Ikke siden Franklin D. Roosevelt har en præsident genvundet magten med en så høj arbejdsløshedsrate.

Den forhenværende demokratiske præsident Bill Clinton har under valgkampen leveret et stærkt forsvar for Obamas track-rekord og økonomiske politik, og det har været udslagsgivende i flere afgørende delstater. Clintons bidrag til valgkampen skal ikke undervurderes, og det er også udtryk for en mere langsigtet investering i Det Demokratiske Partis indflydelse og magtposition i USA.

Der spekuleres allerede i Washington på om Hillary Clinton kan blive den næste demokratiske præsidentkandidat. Hun har selv afvist det, og hun vil være 69 år i 2017, når Barack Obamas efterfølger tager over. Men det er ikke umuligt, at hun gør forsøget, og hun har været en vellidt og meget kompetent udenrigsminister. Ronald Reagan var 69 år, da han tilbage i 1981 rykkede ind i Det Hvide Hus. I næste valgkamp kan det meget vel blive Clinton-dynastiet, der står klar til at gøre forsøget.

Men inden da skal demokraterne under Barack Obama vise, at de kan skaffe amerikanerne en solid økonomisk fremgang, som de ikke har leveret siden 2008. Obamas historisk store kriseindgreb i 2008 var med til at forhindre USA i at blive sendt ned i en dyb og langvarig depression, men han har endnu ikke formuleret den politik, der kan bringe nationen tilbage på et langsigtet og holdbart vækstspor.

Obamas største udfordringer

USA’s strukturelle problemer er enorme, og landet lider under mange års investeringsefterslæb i infrastrukturen og i uddannelserne, og de amerikanske virksomheder har svært ved at bevare arbejdspladser i USA.

Den globale økonomiske konkurrence fra nye hurtigløbernationer har sat hele den amerikanske model under et historisk højt omstillingspres, men Barack Obama har endnu ikke fundet den vinderformel, der kan vende udviklingen. Det har også givet et negativt spill-over til de andre store udfordringer, som det amerikanske samfund slås med. 

De globale klimaforandringer har trods Sandy-stormen heller ikke været det store samtaleemne i præsidentvalgkampen, og det er et åbent spørgsmål, om Barack Obama tør holde den grønne fane alt for højt.

Han nævnte klimaproblemerne i sin sejrstale, og han fastholdt sin ambition om at gøre USA fri af fossile brændsler fra udlandet. Men hans nederlag i Kongressen i den første periode, hvor han forsøgte at indføre en cap-and-trade-model for klimareduktioner, var en alvorlig lærestreg, som har tvunget ham til at sænke ambitionsniveauet. Han vil sikkert i stedet forsøge at gå skridtvis frem ved at hæve emissionskravene sektor for sektor, sådan som han bl.a. har gjort det for bilindustrien.

For danske cleantech-virksomheder er Obama at foretrække for Romney, for han vil alt andet lige forsøge at føre en mere offensiv klimapolitik end republikanerne. Men det er samtidig hans største hindring, ikke mindst i en tid, hvor amerikanerne er euforiske over mulighederne i at bore efter skifergas, og hvor vindmøller og solceller ikke længere er så hotte nye teknologier, som de var for fire år siden, hvor Obama – ledsaget af sin energiminister, Steven Chu – havde store ambitioner om at sætte gang i en større grøn omstilling.

Den økonomiske krise har været med til at barbere ambitionerne ned, og de politiske realiteter i Kongressen har gjort det langt sværere for Obama også på den grønne arena.

Amerikanerne har endnu ikke helt forstået realiteterne i den nye globale økonomiske virkelighed, hvor den amerikanske storhedstid blegner, mens det asiatiske århundrede træder frem i horisonten. Samtidig vil en række globale megakriser tvinge det amerikanske samfund til at gennemføre en større omstilling af den vækstmodel, som har præget det amerikanske århundrede.

De globale klimaudfordringer i de kommende år vil ramme USA’s storbyer i form af flere voldsomme storme og oversvømmelser, hvor man ikke bare kan bygge diger og vælge business-as-usual. Det ved Obama, men han kan næppe sætte den dagsorden, hvis ikke han forinden får løst de aktuelle økonomiske udfordringer, der truer amerikanske job og boligejere.

Barack Obamas største og mest aktuelle udfordring bliver dog nok at skabe politisk forsoning i et dybt splittet Amerika, hvor republikanerne skal trækkes tættere på midten i Kongressens løbende magtkampe. Uden politisk forsoning og genetablering af den politiske midte om et nyt, fælles nationalt projekt risikerer USA at stå handlingslammet over for fremtidens største udfordringer.