Kroniske konflikter er new normal

De næste 1.000 dage vil givetvis føles rodede. Vi har bygget vores samfund og velstand på en forestilling om en række grundlæggende systemers stabile tilstand: en global økonomi, der vokser år for år. Teknologier, der konstant gør verden mere bekvem og effektiv. Og et stabilt økosystem, der tilvejebringer grundlaget for produktion og produktivitet.  

Problemet er, at alle disse systemer synes at være blevet ustabile på samme tid. Vores verdensbillede og -marked krakelerer på slagmarken i Mariupol og Butja; vores teknologioptimisme er blevet til frygt for ekkokamre og misinformation på Facebook; og selve klodens økosystem giver efter – først og fremmest i form af betydelige klimaforandringer, men umiddelbart derefter også som en global biodiversitetskrise.  

Tag ikke bare mit ord for det. Antallet af såkaldte naturkatastrofer er ifølge forskning firedoblet siden 1970’erne, og de rammer i hele verden. I rapporten fra FN’s klimapanel IPCC fra i sommer kan man læse, at hyppigheden af ekstremt vejr allerede er mangedoblet, og at denne udvikling vil fortsætte eksponentielt henimod temperaturstigningen på de 2 grader.  

I World Economic Forums Global Risk Report fra januar anfører 89 procent af de adspurgte ledere og eksperter, at verden enten bliver værre eller markant værre i de kommende tre år. Den største gruppe, omkring 41 procent, mener, at verden vil blive tiltagende uforudsigelig med stadig flere overraskelser, mens omkring 11 procent mener, at vi allerede i de kommende tusinde dage vil se katastrofale tipping points.  

Årsagen er, at vi har bygget en global civilisation, der er sårbar overfor selv små forstyrrelser: Vores fødevareproduktion, energi og transportsystemer hænger tættere sammen end nogensinde før. Det ser vi skrøbeligheden af for tiden. 

Kriser og katastrofer, og måske særligt de transformationer og den læring, de skal give anledning til, bliver måske det mest definerende for, hvilket samfund vi efterlader til vores børn: Så velkommen til katastrofernes tid.  

Jeg har igennem mit arbejde med kriser og katastrofer tre råd til ledere i danske organisationer og virksomheder til, hvordan de kan komme helskindet igennem de kommende 1.000 dage.  

Råd 1: Forstå 

De fleste definitioner på katastrofer benytter sig af to led: For det første er kriser og katastrofer definitorisk ødelæggende med en vis intensitet. Det er altså ikke en katastrofe, hvis der ikke sker ødelæggelser af en given størrelse. For det andet skal der være tale om noget udover, hvad vi opfatter som almindeligt forekommende – altså noget ekstraordinært. Trafik er således ikke en katastrofe, selvom det forårsager ødelæggelser og tab af menneskeliv, fordi vi ikke opfatter det som ekstraordinært.  

Disse definitioner er sådan set fine, men de medfører også et problem. Hvis katastrofer er overraskende ødelæggende, lærer vi nemlig intet. Vi fokuserer på hurtigst muligt at vende tilbage til ”det normale”. Fint med hjemmearbejde, strikning og fællessang, men det var jo covid-19. Efter pandemien kan vi vende tilbage til livet. Men hvad har vi så lært? 

Når vi skal navigere i en verden med flere og hyppigere forekommende katastrofer, så bliver vi nødt til at se katastrofer som noget andet. For katastrofer fortæller ikke bare noget om det ekstraordinære, men også noget om selve fundamentet for vores virksomheder, samfund eller privatliv. I stedet for at se katastrofer som udefrakommende forstyrrelser, kunne man se dem som organiserede indblik: Som en fremkaldervæske for hvilke dele af vores organisationer, der fungerer godt under pres. Hvor vi kan tænke ud af boksen eller samarbejde på tværs af sædvanlige ansvarsområder. Hvis vi gør dette, begynder vi også at kunne lære noget fra en krise til den næste.  

I stedet for at opfatte Ukrainekrisen som et fundamentalt forskelligartet øjeblik fra covid-19, kunne vi benytte os af det faktum, at covid-19 har lært os meget om at træffe beslutninger under pres, om hvordan vi kommunikerer, og om hvordan man kan organisere samfundet i en langstrakt krise.  

Kort sagt: I stedet for at se katastrofer som isolerede, eksternt forårsagede forstyrrelser, skal vi begynde at se katastrofer for, hvad de også er: sammenhængende, organiserede læringsmuligheder. 

I stedet for at se katastrofer som isolerede, eksternt forårsagede forstyrrelser, skal vi begynde at se katastrofer for, hvad de også er: sammenhængende, organiserede læringsmuligheder. 

Kristian Cedervall Lauta
Professor i katastrofer og klima ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, formand for Cope – Copenhagen Center for Disaster Research

Råd 2: Se 

Dette kræver dog, at vi finder modet til at se verden, som den er. Mennesket er notorisk optimistisk, og gentagne studier har vist, at vi simpelthen foretrækker ikke at forholde os til alt det dårlige, der kan ske os. I en videnskabelig undersøgelse blandt skandinaviske aktionærer foretaget for et par år tilbage, viste det sig, at man tjekker sin investeringsportefølje meget oftere i opgangstider end i nedgangstider. Hvorfor det? Det eneste tidspunkt, du ønsker at ændre din portefølje, er, når det går skidt.  

I 2017 udgav Beredskabsstyrelsen det såkaldte nationale risikobillede. Her kunne man i kapitel 4 om højvirulente sygdomme læse, at Danmark skulle forberede sig på vira af coronatypen, som senest var opstået i Kina, overført fra dyr til mennesker, og at et udbrud ville betyde en overbelastning af vores sundhedssystem og få betydelige økonomiske og potentielt infrastrukturelle konsekvenser. Alligevel blev vi tilsyneladende fanget totalt uforberedte.   

Der er masser af grunde til optimisme. Mennesket har omstillet sig til meget mere radikale forhold igennem historien – men det kræver, at vi tør se udfordringerne i øjnene. Så undertryk stemmen i maven, der fortæller dig, at det nok går over med de der klimaforandringer – det er en biologisk nødløgn. Det går kun godt, hvis vi tør se i øjnene, at det er ved at gå galt.  

Råd 3: Husk  

Læsere fra den jyske vestkyst vil være bekendte med de mange spor i landskabet efter oversvømmelser, man kan finde: stormflodspæle, mindesmærker og museer. Disse spiller en væsentlig rolle, udover til forståelsen af de samfund, der har været oversvømmet. De hjælper os nemlig med at huske, hvorfor vi har brugt penge på at bygge et dige, og hvorfor det er vigtigt at blive ved med at vedligeholde det. Det eneste, mennesket er bedre til end at lære fra katastrofer, er at glemme dem. Lige så snart vandet har trukket sig tilbage, er vi videre i livet. For at lære er det derfor nødvendigt at huske, og for at huske skal vi vise også det, der ikke er sket – hvad vi har forhindret. Dilemmaet ved at forhindre trusler fra at blive til katastrofer er, at truslerne derved bliver usynlige. Alle vores investeringer i skybrudssikring i hovedstaden bliver kun vedligeholdt så længe, at folk kan huske, at der faktisk var oversvømmelser. Når de glemmer det, vil alle hellere have penge til en ekstra børnehaveplads eller en flot park. Vi skal derfor huske at vise katastroferne, også dem vi har forhindret i at ske.