Man on the moon-projekter er sendt på smalkost

Ambitionerne var tårnhøje, da regeringen lancerede sin længe ventede innovationsstrategi. Nu skulle der skub i den danske vækst og jobskabelse, og det skulle ske med radikale innovationsprojekter, der kunne løse store samfundsudfordringer – man on the moon-projekter, som ministrene kaldte dem med henvisning til USA’s månelandingsprogram i 1960’erne. Men i dag, hvor Innovationsfonden har frist for at søge midlerne til de stort anlagte samfundspartnerskaber, er kun målene intakte, viser Mandag Morgens kortlægning. Reelt ender det med, at fonden kun har øremærket en tiendedel af de penge til prestigeprojekterne, som oprindelig var tanken. Forskere og virksomheder skal “sætte mænd på månen” med 10 millioner kr. om året og innovationsaftaler for kun tre år ad gangen. Skiftet udløser kritik fra flere sider, for de nye vilkår er milevidt fra de forhold, der har givet attraktive resultater i andre lande. Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R), fastholder, at de oprindelige høje ambitioner stadig skal nås, men afviser ellers at blande sig i Innovationsfondens udmøntning af støtten.

Anders Rostgaard Birkmann

Dagen i dag burde være en skelsættende festdag for Danmarks kvaler med at fremelske innovation, der skaber vækst og job.

I dag har Innovationsfonden deadline for ansøgninger til de nye og stort anlagte samfundspartnerskaber, der ved skåltalerne er blevet kaldt Danmarks svar på det legendariske man on the moon-projekt, der var så ambitiøst, at dét alene sikrede USA den innovative førertrøje i flere år.

De nye partnerskaber skal ifølge regeringens innovationsstrategi bidrage til at hive Danmark ud af innovationens hængedynd og skabe radikalt innovative løsninger på væsentlige samfundsudfordringer.

Men dét, som daværende uddannelsesminister Morten Østergaard (R) for to år siden præsenterede som et “paradigmeskifte” inden for dansk innovationspolitik, er på flere konkrete punkter blevet decimeret siden lanceringen, viser Mandag Morgens kortlægning af udviklingen fra innovationsstrategiens fødsel til der i dag er ansøgningsfrist til den første støtte.

I stedet for de bebudede 33 pct., får partnerskaberne nu kun mellem 9 og 12 pct. af det samlede budget på 2,2 milliarder kr., der er afsat til teknologi og innovation. Dertil kommer, at flere analyser allerede nu peger på, at der er sat for kort tid af til projekterne. Og uden tilstrækkelig tid og penge risikerer de ambitiøse målsætninger, som storskala-partnerskaberne skulle indfri, at blive nedjusteret.

Ifølge en ekspert med stor erfaring i internationale innovationsprogrammer, tidligere departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted, er der grund til bekymring allerede nu. Han peger især på, at et gennemsnitligt beløb til hvert samfundspartnerskab på 10 millioner kr. om året er alt for lidt.

“Beløbet er helt utilstrækkeligt i forhold til at lave egentlige projekter,” siger han.

Ganske vist er det hensigten, at konsortierne løbende selv skal spæde til og søge yderligere midler fra fonde. Men Jørgen Rosteds pointe er, at man ikke får opbakning til et langsigtet strategisk samarbejde mellem universiteter og virksomheder, hvis det afhænger af, om man løbende kan få positive svar på nye ansøgninger.

“Det er præcis den modsatte tilgang, man har i andre lande, hvor sådanne partnerskaber virker,” siger han.

Behov for paradigmeskifte

Morten Østergaard lancerede samfundspartnerskaberne for at skabe et mere effektfuldt dansk innovationssystem.

“Tanken er, at disse partnerskaber skal udgøre op til en tredjedel af midlerne fra de nuværende offentlige investeringer i forskning, teknologisk udvikling og innovation,” sagde han bl.a. i sommeren 2012. Siden han og regeringen tiltrådte efter valget i 2011, havde der ikke været mange programerklæringer fra den nye uddannelsesminister, for som han forklarede:

“Jeg har ikke noget behov for at vise noget i første kvartal. Min opgave er at vende en supertanker.”

Supertankeren var det danske innovationssystem. For diagnosen var klar – det stod skidt til.

“Selv om vi klapper os selv på skulderen, er det jo rimelig overskueligt, hvor mange store virksomheder vi har skabt de seneste 10 år. Det har vi helt mistet evnen til. Når man bruger så mange penge på forskning og udvikling, skal det også være i stand til at give job. Det er min opgave at få demonstreret, at det godt kan lade sig gøre,” sagde Morten Østergaard.

Et af kerneproblemerne var det eksisterende system og de fonde, der støttede innovationen. Isoleret set kunne Det Strategiske Forskningsråd, Højteknologifonden og Rådet for Teknologi og Innovation alle fremvise fornuftige resultater, men målt på samfundseffekterne i form af bl.a. jobskabelse kneb det gevaldigt.

Samfundspartnerskaber – før og nu

Ambitionerne for samfundspartnerskaberne var på flere punkter mere ambitiøse ved lanceringen i december 2012, end Innovationsfonden nu lægger op til i praksis:

2012:

  • Fokuser på 3-4 danske styrkepositioner. Det blev senere til 2-5 partnerskaber om året.
  • Giv dem op til en tredjedel af det samlede innovationsbudget – altså op mod 733 millioner kr.
  • Giv dem konkrete og veldefinerede målsætninger.

2014:

  • Satsningen er spredt til 5 styrkepositioner i 2014 og 2-5 mere i 2015.
  • Budgettet er skrumpet til 150-250 millioner kr. i 2014 til de 5 partnerskaber på 3-5 år. Altså i gennemsnit 10 millioner kr. pr. partnerskab om året.
  • INNO+katalogets konkrete målsætninger justeres til partnerskabernes ambitioner.

Ifølge Innovation Union Scoreboard, der tager temperaturen på landes innovationssystemer, ligger Danmark ganske vist i top – bl.a. takket være de penge, der kanaliseres til forskning og udvikling. Men målt på afgørende og fremadrettede parametre som teknologieksport og nysalg rangerer Danmark lavt.

Danmark er også bagud i kapløbet om at skabe stærke vidensklynger, der er vigtige i forhold til at besidde nationale styrkepositioner i en global verden. Erhvervsministeriets enhed for forskning og analyse (FORA) dokumenterede i 2011, at mens lande som Finland, Sverige og Storbritannien alle har en høj grad af beskæftigelse i specialiserede klynger både i og uden for storbyerne, ligger Danmarks andel af beskæftigede i klynger meget lavt uden for hovedstadsområdet.

Det var alt dette, som en national innovationsstrategi med samfundspartnerskaber i stor skala som en hjørnesten efter planen skulle ændre. Sådan skulle flere aktører trække i samme retning og skabe grundlag for mere specialiserede klynger.

Uddannelsesministeriet søsatte også selv en ekstern og internationalt anerkendt vurdering af det danske innovationssystem, der pegede på behovet for at skærpe fokus i innovationspolitikken. Anbefalingerne i den såkaldte ERAC-vurdering, der blev offentliggjort i oktober 2012, lød bl.a.: Sats på at løse 3-4 samfundsudfordringer, og lad dem være i tråd med Danmarks styrkepositioner.

Da innovationsstrategien blev lanceret et par måneder senere, gav tre pilotprojekter syn for, hvad der kunne blive de danske man on the moon-projekter:

Visionen om at skabe en svinestald, der ikke forurener – hverken i form af lugt eller næringsstoffer – blev døbt Månegrisen. Et andet projekt skulle udvikle metoder til brug af sekundavand. Og et tredje gik ud på at løse udfordringen med at opmagasinere grøn energi.

Ambitionerne i forhold til pilotprojekterne var store. Om den grønne svinestald lød det fra daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S):

"Det er næsten en lige så svær opgave, som da USA’s præsident besluttede at sende en mand til Månen i 60’erne.”

Tunge udenlandske erfaringer

Samfundspartnerskaber var ikke et dansk påhit. I lande, der mestrer innovationen, er offentlig-private partnerskaber en ikke uvæsentlig forklaring på succesen.

I Finland centrerer modellen sig eksempelvis om de såkaldte SHOK-centre. Siden 2005, da den daværende premierminister lancerede centrene, har store dele af den finske støtte til innovation fokuseret på seks overordnede udfordringer, som har haft et væld af underprojekter af kortere og længere varighed med bl.a. erhvervslivet som medspiller. Alene i 2012 kanaliserede finnerne 865 millioner kr. ind i de finske samfundspartnerskaber, og modellen har effekt.

En evaluering viste i 2013, at 500 virksomheder og 30 forskningsinstitutioner havde været involveret i de finske samfundspartnerskaber fra 2008 til 2012. En af de finske klynger – Finnish Metals and Engineering Competence Cluster – anslog, at forskningsprogrammerne havde resulteret i et forretningspotentiale på 3 milliarder euro hos de private virksomheder.

En række andre lande arbejder også med specialisering inden for forskellige områder i form at et tæt samarbejde mellem forskningssystemerne og private aktører. Det gælder bl.a. Holland, Storbritannien, Tyskland og Frankrig.

Der findes med andre ord en række velafprøvede modeller. Og Morten Østergaards idé var ikke hentet helt ud af det blå.

Færre penge

Ikke mindst i lyset af de internationale erfaringer er der flere indikationer på, at den nye danske innovationsmodel ikke får den effekt, regeringen retorisk lagde op til.

Det samlede budget til samfundspartnerskaberne er stærkt decimeret. Oprindelig lagde ministeren op til, at en tredjedel af de samlede innovationsmidler på 2,2 mia. kr. skulle gå til de nye partnerskaber.

Ministeriet pointerer i dag, at meningen var at sætte en maksimal grænse.

Reelt ender det med, at kun godt en tiendedel af midlerne – 150 til 250 millioner kr. – kanaliseres ud i de fem partnerskaber. De har en varighed på mellem tre og fem år. En simpel beregning viser, at hvert partnerskab i gennemsnit vil modtage 10 millioner kr. om året. I Finland blev der alene i 2012 brugt 846 millioner kr. til at støtte innovation i samfundspartnerskaber.

I lovteksten til den nye Innovationsfond, der har fået til opgave at uddele støtten, antydes det, at de nye samfundspartnerskaber hører til blandt de større satsninger. I en formulering foreslås det eksempelvis, at der nedsættes to udvalg, der skal bistå bestyrelsen med udmøntning af tilskud til de mere traditionelle virkemidler, sådan at bestyrelsen “får mulighed for at holde fokus på de større virkemidler, herunder de nye samfundspartnerskaber”.

Udvandede målsætninger

Et andet tegn på, at det gyldne skær er gået af samfundspartnerskaberne, handler om de konkrete målsætninger.

Hele grundtanken var fra begyndelsen, at partnerskaberne skulle have klare mål. Mål, som skulle være ret konkrete og ambitiøse – altså en pendant til ambitionen om at sætte en mand på månen frem for en noget mildere ambition om “en mand i kredsløb om jorden”.

[graph title="Danmarks “måneprojekter”" caption=" " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/ca138-ar_fig0x_danmarks-mu%cc%88neprojekter-01.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/310f1-ar_fig0x_danmarks-mu%cc%88neprojekter-01.png" text=""]Kilde: "INNO+ Det innovative Danmark", Uddannelsesministeriet, 2013. [/graph]

I det inspirationskatalog, som politikerne fik serveret i efteråret 2013, det såkaldte INNO+katalog, er målsætningerne således også ambitiøse. I samfundsudfordringen om en mere vandeffektiv industriel produktion er målsætningen at mindske vandforbruget i industrien med 15 pct. og reducere brugen af grundvand med mindst 20 pct. Se figur.

Det høje ambitionsniveau affødte reaktioner, bl.a. i de mange høringssvar. Fra rektor på DTU Anders Bjarklev lød det bl.a.: ”Det bør desuden overvejes, hvor mange samfundspartnerskaber (INNO+projekter), det er hensigtsmæssigt at igangsætte årligt, set i lyset af den fastsatte bevillingspulje til samfundspartnerskaberne. Inden for nogle områder vil det kræve et betydeligt bevillingsniveau for at opnå succesfulde resultater.”

Da der ikke findes nogen konkrete erfaringer med samfundspartnerskaberne endnu, er det vanskeligt at sige noget om, hvorvidt målsætningerne står mål med midlerne. Men det er et faktum, at andre lande satser massivt på at knække disse samfundsmæssige gordiske knuder. I Tyskland har man over en treårig periode kastet 1,3 milliarder kr. i fire konsortier, der konkurrerer om at finde frem til fremtidens grønne biler.

I Innovationsfonden er man bevidst om, at målene skal stå i forhold til midlerne, og at de nævnte målsætninger – der ellers er defineret i samarbejde med bl.a. forskningsmiljøer – kan virke store.

“Det er vigtigt, at målene bliver skåret til, så de falder ind under partnerskabets interesser. Forskere, virksomheder og myndigheder skal i partnerskab definere målsætninger. Vi kan ikke forvente, at de kan honorere alle parametre hundrede procent,” siger Innovationsfondens analyse- og kommunikationschef, Thomas Bjerre.

En for stor mundfuld på få år

Partnerskaberne har fået en tidshorisont på tre til fem år. Og det er tredje tegn på, at ambitionerne er sænket. Flere analyser og eksperter har advaret om, at det er alt for kort tid. En rapport fra tænketanken DEA sammenligner f.eks. med internationale erfaringer med store innovationspartnerskaber og konkluderer, at tre til fem år er alt for lidt, hvis man som i Danmark har ambitioner om, at der skal være positivt afkast til alle parter i hele spektret af forsknings- og udviklingsaktiviteter, markedsnære innovationsløsninger samt uddannelse og iværksætteraktiviteter.

I Finland afsætter man eksempelvis 5-10 år til de overordnede innovationsprojekter, og i det europæiske innovationsinitiativ KICS er tidshorisonten 7-12 år.

“Med en kortere tidshorisont er man nødt til at fokusere mere. Enten på markedsnære produkter, på at udvikle nye teknologier eller på at uddanne nye forskningstalenter. Det er meget svært at se, at man kan nå alle tre ting på en så kort årrække,” siger seniorkonsulent Jeppe Wohlert fra DEA.

Desuden fastslår DEA i sin analyse, at der i de finske SHOK-programmer har været store forsinkelser, når konsortier skulle dannes og deltagernes forventninger og forskellige roller i projekterne skulle afstemmes. Det samme har faktisk også gjort sig gældende i de danske pilotpartnerskaber, som konsulent- og analysevirksomheden DAMVAD har evalueret.

“Tre år er stadig kort tid, og fem ville være at foretrække. Men i modsætning til pilotprojekterne kan man forestille sig, at temaerne for de nye samfundspartnerskaber allerede er spredt i forskningsmiljøet, i brancheorganisationer, så man lettere kan komme godt fra start,” siger chefkonsulent i DAMVAD Rasmus Vendelboe Lund Jensen.

Det er alt andet lige for tidligt at fælde den endelige dom over partnerskaberne. Men tidligere departementschef og chef for Erhvervsministeriets enhed for forskning og analyse (FORA), Jørgen Rosted, vurderer, at modellen allerede nu virker uholdbar og derfor bør kigges efter i sømmene, inden midlerne spildes. Modellen for de danske samfundspartnerskaber minder i sin endelige udmøntning mest af alt om noget, man har gjort tidligere i Danmark, mener han.

“Den udformning, det har fået, forekommer mig som gammel vin på nye flasker. Der er ikke den store forskel på det nye forslag om samfundspartnerskaber og de gamle innovationskonsortier, der tidligere blev kaldt centerkontrakter,” siger Jørgen Rosted, der har mange års erfaring med erhvervspolitik.

“Hvis man vil innovation i den størrelsesorden, er der behov for et langsigtet commitment med større midler bag,” fastslår han.

Ministeren fastholder mål

Morten Østergaards afløser på posten som uddannelsesminister, Sofie Carsten Nielsen (R), er uenig. Ifølge hende giver kritikken ikke anledning til at tage samfundspartnerskaberne op til revision endnu, og ministeren vil hverken forholde sig til beløbsrammen eller tidshorisonten på nuværende tidspunkt.  

”Jeg lytter selvfølgelig til kritikken, men mener også, vi skylder hinanden at se partnerskaberne blomstre og vise, de kan levere resultater,” siger hun til Mandag Morgen.

Sofie Carsten Nielsen understreger, at Uddannelsesministeriet har givet stafetten videre til Innovationsfonden, der nu skal løse opgaven uden ministeriets indblanding:

”Armslængden mellem fonden og ministeriet er vigtig. Og derfor er det også fonden, der har mandat og fleksibilitet til at udvælge og udvikle de konkrete partnerskaber og uddele den konkrete støtte. Derfor sikrer vi, at alle gør det, de er bedst til.”

Hun pointerer dog, at det er de ambitiøse mål i INNO+kataloget, der bør gælde – også selv om partnerskaberne vurderer, at de er vanskelige at nå inden for de rammer, der er udstukket fra Innovationsfonden.

”Vi sigter efter de mål, der er beskrevet i INNO+, da det er de samfundsudfordringer, vi sammen med virksomheder, forskere og andre spillere mener, er de vigtigste at få løst for vores allesammens fremtid.”

Innovationsfonden: Partnerskaber får penge nok

Danmarks Innovationsfond betegner stadig samfundspartnerskaberne som et paradigmeskifte.

Innovationsfonden, der står for den konkrete udmøntning af de nye samfundspartnerskaber, kalder samfundspartnerskaberne i den nye nationale innovationsstrategi for et paradigmeskifte i den danske innovationspolitik.

I fonden er man uforstående over for kritikken af samfundspartnerskaberne i deres foreløbige konstellation. Man kan sagtens komme langt for de afsatte midler, og det har ikke været muligt at allokere flere penge i 2014, lyder det fra fonden, der er resultatet af en fusion af Højteknologifonden, Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation.

“For det første har vi haft den forpligtelse at fortsætte aktivitetsniveauet med de eksisterende virkemidler. Tidligere uddannelsesminister Morten Østergaard har gjort det klart, at fusionen ikke må betyde, at aktivitetsniveauet falder, og at gode projekter går tabt i processen,” siger Thomas Bjerre, kommunikations- og analysechef i Innovationsfonden.

“For det andet er det første gang, vi prøver det, og så er det vigtigt, at konceptet er fleksibelt og starter i den rette skala. Vi antager, at niveauet passer. Før vi investerer flere midler i samfundspartnerskaberne, er vi nødt til at have en analyse af, at det er det rigtige niveau,” siger han. 

I forhold til de konkrete midler til de enkelte partnerskaber vurderer fonden, at 10-17 millioner kr. om året er nok:

“På baggrund af tidligere projekter ligger der en stor erfaring i Innovationsfonden med, hvad der er den rigtige størrelsesorden for projektaktiviteter. Det er på basis af den erfaring, at vi har budgetteret. Det er en realistisk opgave,” konstaterer Thomas Bjerre.

Stillet over for kritikken af, at de oprindelige, store ambitioner ikke kan løftes for de beskårne uddelinger, siger Thomas Bjerre:

“Samfundspartnerskaber skal finde helt deres egen form i forhold til, hvad de vil angribe, og hvad de har mulighed for at realisere. Det skal ske med henblik på, at det område, der bliver løftet, opnår mere innovation og mere udvikling.”

Det er med andre ord ikke INNO+kataloget, vi skal måle dem på?

“Vi har ikke set ansøgningerne endnu. Det er svært at sige, hvordan de ser deres rolle, og om de kan leve op til målene. Det vil være meget bedre at tage dialogen, når vi har fået ansøgningerne, og vi har et syn på sagen,” siger Thomas Bjerre.

Kan man forvente, at midlerne til samfundspartnerskaber bliver øget næste år?

“Bestyrelsen skal have nogle strategiske drøftelser. Og indtil den har haft dem, har jeg ikke mulighed for at sige mere om det. Det er svært at gisne om,” siger han.

Er der stadig tale om det store paradigmeskifte?

“Ja, det mener jeg. For første gang skaber man et 360-graders-projekt, hvor man både tænker det konkrete indhold og de regulatoriske rammer ind. Det øger kompleksiteten, men sikrer også, at man ikke lader sig begrænse,” siger Thomas Bjerre.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu