Hellere gøre for meget end gøre for lidt.

Sådan har mantraet lydt, siden regeringen begyndte håndteringen af coronakrisen i marts. Og befolkningen har bakket op om strategien og gjort Mette Frederiksen til en urørlig leder. Urørlig i målingerne, urørlig i Folketinget og urørlig internt i regeringen, hvor en større oprustning i Statsministeriet er den logiske følge af, at ingen væsentlige beslutninger træffes uden chefens godkendelse.

I denne uge blev det så alligevel for meget for dele af Folketinget. En ulovlig ordre om at slå alle mink på danske farme ihjel har udløst regeringens mest alvorlige krise.

De flestes øjne er rettet mod fødevareminister Mogens Jensen, hvis post lige nu virker lige så usikker som fremtiden for de 942 danske minkfarme.

Men tag ikke fejl: Sagens egentlige hovedpersoner sidder i Statsministeriet.

DEN ENE ER SELVSAGT METTE FREDERIKSEN. Den anden er hendes departementschef Barbara Bertelsen – den tidligere chef for Justitsministeriet – som helt ubegribeligt lod sin statsminister melde ud om en ulovlig instruks, som derefter blev udsendt af Fødevarestyrelsen.

Sammen med andre sager er minkskandalen med til at tegne et billede af et statsministerium, hvor politisk handlekraft prioriteres så højt, at alle andre hensyn må vige. Hellere for meget end for lidt.

I sådan et system ender processerne nemt med at blive vendt på hovedet: Den normale sagsgang vil være, at systemet enten af egen drift eller på opfordring leverer et eller flere forslag til, hvad regeringen inden for gældende rammer kan stille op – omhyggeligt forsynet med overvejelser om fordele og ulemper.

Men når den politiske chef selv skriver konklusionen på forhånd, sker der noget andet. Så er systemets opgave pludselig at udføre ordren – ikke at afdække handlerummet. Ganske vist er embedsmænd forpligtet til at sige fra, hvis de bliver bedt om at udføre en åbenlyst ulovlig ordre, men i hverdagen går danske embedsmænd ikke rundt med røde ulovlighedsflag i inderlommen. De arbejder loyalt på at gennemføre regeringens politik.

IGENNEM HELE CORONAKRISEN har Mette Frederiksen gjort en dyd ud af at træffe politiske beslutninger. Forstået som beslutninger, der ikke nødvendigvis bundede i anbefalinger fra relevante myndigheder, men i stedet byggede på et forsigtighedsprincip. I et interview med Mandag Morgen i august kaldte statsministeren det for ”en demokratisering af den politiske proces”, fordi de folkevalgte i højere grad sætter deres vilje igennem frem for at lade embedsværket styre.

”Rækkefølgen i et demokrati er nødt til at være, at en regering kommer ind ad døren med et mandat, som følges op med nogle konkrete beslutninger i Folketinget. Og der er det et politisk ansvar, at tingene føres ud i livet,” sagde hun.

Det ekstreme fokus på handlekraft og politisk styring stiller særlige krav til embedsværket. Især til det øverste lag – departementscheferne – der sidder med ansvaret for, at der administreres lovligt i Danmark.

Og de sidder med et ansvar for at bevare roen. Men i Mette Frederiksens statsministerium er der tilsyneladende ingen, der tør tænke sig om en ekstra gang, når der bliver trykket på panikknappen.

Tænk på FE-sagen, der havde ligget på regeringens bord i ugevis, måske endda måneder, da det pludselig blev besluttet at hjemsende en departementschef, en FE-chef og flere centrale medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste.

For nylig begyndte man så at sluse dem alle ind i systemet igen – hvilket næppe var sket, hvis de stod overfor retssager om landsforræderi. Hjemsendelsen ligner en overreaktion.

Eller tænk på den drastiske, men dog midlertidige, epidemilov, som regeringen fik vedtaget på blot et døgn i coronakrisens begyndelse. Den betød blandt andet, at det nu er sundhedsministeren, altså en politiker, og ikke Sundhedsstyrelsen, der afgør, hvornår en sygdom er ”samfundskritisk”. Loven giver også mulighed for voldsomme indgreb som tvangsindlæggelse og -vaccination af borgere i yderste nødstilfælde. 

Regeringen forsøger netop i disse dage at få gjort store dele af hasteloven permanent.

DET BLIVER EN AF FOLKETINGETS vigtigste opgaver i de kommende måneder at finde den rette balance mellem tilstrækkelig handlekraft og faglige hensyn i den politiske proces.

Det er legitimt og demokratisk sundt, at Mette Frederiksen insisterer på at benytte sit folkelige mandat til at gennemføre forandringer. Men handlekraften kan give bagslag, hvis hun ender med at stå i spidsen for Panikministeriet.