Parallellovgivning for parallelsamfund

Når den halve regering demonstrativt rykker ud i Mjølnerparken i København for at lancere sin ghettoplan, så er det en magt- og strafdemonstration.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er insisterende, og nærstuderer man hans personlige engagement i sagen om parallelsamfund i Danmark, så er man ikke i tvivl.

Han har vitterlig slået knuder på sit personlige, liberale udgangspunkt ved at foreslå en lovgivning, der er grænseoverskridende, hvad angår danske frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og kultur – paradoksalt nok med argumentet om netop at sikre danske frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og kultur.

Han har til gengæld også klogt aflæst, hvad der skal til for at vinde næste valg. Og han har læst rigtigt, i henseende til hvad der bekymrer mange danskere. Bandekrig, terror, fremmedartede kulturer og værdier, en økonomisk byrde for fællesskabet på 36 mia. kr., en anden holdning til ligestilling af kvinder end den danske og en fremmedartet religion er blevet en stadig tydeligere og skræmmende virkelighed for os de seneste år.

Løkke mener det utvivlsomt, når han siger, at om 12 år skal ghettoområder og parallelsamfund i Danmark være afskaffet. Om det kommer til at lykkes, er svært at spå om, men målet i sig selv er godt.

Der skal til den tid være taget førergreb på både for høj kriminalitet i udvalgte boligområder, dårlig integration, dårlige danskkunstskaber hos børnene fra ghettoerne og en uheldig tendens til, at folk med anden etnisk baggrund klumper sig sammen i bestemte boligområder for dermed at kunne bevare så meget som muligt af deres egen kultur og egne traditioner.

Regeringen løber med sin plan en åben dør ind i et Folketing, der holdningsmæssigt også er rykket på strammerkurs, hvad angår parallelsamfund og integration. Der er ikke langt til Socialdemokratiets nye kurs på det område. Også hos SF og de radikale er der bevægelse, når det gælder ghettodiskussionen.

Dansk Folkeparti skal naturligvis altid prøve at få lidt flere stramninger ind for at vise sin eksistensberettigelse, nu hvor de andre partier i flokkevis flytter ind på deres tidligere enemærker.

Det siges, at fem tidligere danske ghettoplaner i løbet af de seneste 20 år ikke har virket. Men rent faktisk er der planer, der har virket, for både kriminalitet, arbejdsløshed og manglende uddannelse viser tendenser til at tage en positiv vending, og antallet af områder på den udskældte ghettoliste er gået nedad de senere år takket være en betydelig indsats i kommunerne og i den almennyttige sektor.

Alligevel er der grund til at rose regeringen for at tage initiativ til en sjette plan i rækken med den klare målsætning, at Danmark kan undgå at få de samme problemer som andre steder i Europa med en horribelt høj ungdomsarbejdsløshed, med arnesteder for udklækning af terrorister, med sociale problemer af enhver tænkelig art og uundgåelige kultursammenstød.

Fire vigtige pointer skal planen have med på vejen.

  • Kan man realisere regeringens plan alene via de massive straffeaktioner mod alt og alle fra kommunerne til boligselskaberne og forældrene, der lægges op til? Der savnes en ekstraordinær socialpolitisk indsats i planen. Og hvad sker der med de boligområder, som nu skal udtyndes for socialt belastede beboere og fremstå som attraktive steder for ejerboliger, ældreboliger og ungdomsboliger? Når områderne i årevis er blevet talt ned, kan de så pludselig tales op? Eksperterne siger, at der er en cirka 20 pct. rotation i de belastede boligområder. Det må kunne give anledning til at udtænke kreative byløsninger, der gør områderne attraktive, men bliver særlovgivningen og det politiske damoklessværd over ghettoområderne så fjernet hurtigt nok igen?
  • Hvor skal de mennesker, der skal flyttes ud af de udsatte boligområder, flytte hen? Der er masser af ledige boliger – også i den almennyttige sektor – siger indenrigsministeren kækt, og måske endda inden for samme kommune. Men ikke nødvendigvis til samme pris. Og der er jo ofte en grund til, at det er en bestemt gruppe mennesker på overførselsindkomst, der havner netop i de udsatte boligområder. Hvis de ikke skal ende i faldefærdige huse på Lolland eller andre steder i det såkaldte Udkantsdanmark, så er der brug for, at der bygges flere billige boliger i de kommuner, der skal have udtyndet deres ghettoområder.
  • Skal planen lykkes, skal der skaffes jobs. Også til den somaliske kvinde, som har boet her i 16 år uden at lære dansk og kun har erfaring fra få måneders arbejde i Danmark. Den bedste vej til integration er at komme i job. Det samme gælder for de unge i de udsatte boligområder. Der savnes en god plan for den indsats.
  • Det fjerde punkt handler om respekt for mennesker. Når den halve regering demonstrativt rykker ud i Mjølnerparken i København i et par timer i et beboerlokale proppet med pressefolk for at lancere sin ghettoplan, så er det en magt- og strafdemonstration, der skal vise det øvrige Danmark, at nu skal ghettoerne jævnes med jorden – billedligt talt. Men det er samtidig en marginalisering af de mennesker, der bor i områderne, som går på arbejde hver dag, betaler deres skat og bidrager til det danske samfund. De socialt udsatte boligområder er blevet et symbol på årtiers fejlslagen integrationspolitik. Her kan ingen politiske partier gå ram forbi i den konstatering. Men skal noget lykkes bedre de næste 12 år, så skal vi begynde at tale om de positive forbedringer, som trods alt sker. Det nytter ikke blot at sprede sociale udfordringer til andre områder af landet. Og så skal vi også uden for ghettoområderne begynde at forholde os til den kendsgerning, at næsten en halv million indbyggere i Danmark nu har ikkevestlig baggrund, og at de fleste af dem bidrager positivt til vores samfund.

Fire stemmer anmelder regeringens ghettoplan

Regeringens udspil ’Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030’ indeholder i alt 22 konkrete initiativer, der én gang for alle skal afskaffe ghettoer og parallelsamfund.

Fra hvert sit ståsted vurderer Eyvind Vesselbo, kultursociolog og tidligere MF for Venstre, Birgitte Eiriksson, advokat med speciale i socialret hos tænketanken Justitia, Niels Bjørn, ph.d. og urbanist, og Jesper Christensen, socialdemokratisk børne- og ungdomsborgmester i København og selv beboer i ghettoen Tingbjerg, ghettoplanens positive og negative konsekvenser.

Eyvind Vesselbo: Ghettoplan løser ikke problemerne

Advokat: Ghettoplan tager livtag med retsstaten og frihedsrettigheder

Urbanist: Gode forslag blandt larmende symbolpolitik

S-politiker fra Tingbjerg: Intentionerne er gode, men jeg vil se handling

Forrige artikel Velfærd forfra, tak! Velfærd forfra, tak! Næste artikel Vi skal måle effekt i stedet for effektivitet Vi skal måle effekt i stedet for effektivitet