Det er altid farligt at pege fingre ad pressen, så derfor er denne kommentar ikke en kritik. Den startede nok som en kritik inde i mit hovedet, men jeg faldt hurtigt tilbage til en oprigtig glæde ved at læse mine tre morgenaviser, selvom begejstringen er aftagende. Ikke så meget på grund af stoffet inde i avisen, som ofte er fantastisk til prisen, men derimod avisens første sider. Alt det, som redaktører og avischefer har valgt at sælge avisen på. Forsiden er gået tabloid.

Det er en konstatering, som magthavere, forretningsfolk og kendte mennesker i al almindelighed skal have et særligt blik for. Det er et vilkår, som især det politiske led ved alt om, og som de klager over, når pilen peger på dem, men ellers udnytter i det daglige til at fremme deres egen sag eller skade en modstander – både i fjendeland og egne rækker. To-tre utilfredse parti-kilder er et ’oprør’, og hvis historien går i tomgang, så har vi kommentatorlaget, som kan bekræfte over for journalisten, at bare det, at kommentatoren nu skal forholde sig til spørgsmålet om det såkaldte oprør, er et problem for regeringen/oppositionen. Indholdet er skyllet ud med perspektivet, og tilbage står formen og dramaet med flammeskrift.  

Og nej. Det er ikke det seneste oprør mod Lars Løkke Rasmussen, jeg hentyder til, men en helt klassisk politisk forsidehistorie, som havner på en af de tre morgenaviser mindst én gang hver uge.

News = succes

Form og personsager har altid fyldt meget i den politiske dækning. De nære fortællinger og anekdoter er akkurat som et godt billede, der kan sige det hele på én gang. Så langt så godt. Problemet er, at formen og det personlige ikke kan stå alene, men desværre alt for ofte gør det i vores tre morgenaviser, som higer efter at sætte en dagsorden, der kan komme på TV2 News fra morgenstunden fremfor at perspektivere og oplyse.

Rammer man News, så er forsiden en succes, og man glæder sig over, at de to andre morgenaviser nu skal bruge dagen på at komme på omgangshøjde med det, der er blevet til News-historien, for så igen at vente til overskrifterne i aftenens nyhedsudsendelse på News kl. 23:00, så man kan se, hvem der vinder næste dags kapløb. Historierne glemmer man lige så hurtigt, som man har læst dem, for man kender efterhånden skabelonen. Det eneste nye er et nyt ansigt.

Afgående nyhedschef på BT, Simon Andersen, har mange stærke holdninger til journalistbranchen og har ofte gjort sig tanker om, at tabloidpressen har sejret så stort, at den nu bliver udkonkurreret af de tre store morgenavisers tabloide dækning. Der er næsten ikke noget tilbage til de ægte tabloidaviser, da morgenavisernes hurtige og hårdt vinklede rubrikker ofte er på fuld omgangshøjde med BT og Ekstra Bladet. 

Manden frem for bolden

To store sager alene i sidste uge rammer tendensen fint ind: Peter Loft, tidligere departementschef i Skatteministeriet, der i offentligheden for længst var domfældt for sin rolle i skattesagen, ser ud til at slippe for den tjenestemandssag, som medierne havde set ham som centrum i. Kommissionen har, ifølge det udkast til en beretning, der nu er kommet for dagen, ikke kunnet finde bevis for den magtpåvirkning, som den fyrede Loft (og andre) var anklaget for. Alt tyder altså på frifindelse af en allerede dømt mand. Men det er glemt. Morgenaviserne er for længst videre. Sagen er glemt, Loft blev ofret, morgenaviserne fik deres skandalesag, lederskribenterne deres forargelse og kommentatorerne stod i kø for at tale om en ny Tamil- og Rigsretssag mod tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen, som ifølge flere medier ser ud til at slippe næsten uplettet fra kommissionens omfattende undersøgelse.

Og så dækningen af den allerede gennemtæskede Løkke-sag, hvor flere agtværdige dagblade (og DR) sprang ud med spredte ben og dømte Løkke færdig som Venstre-formand. Tirsdag kl. 12:53 skrev Børsen: ”Lars Løkke Rasmussen vil i forbindelse med aftenens møde i partiets hovedbestyrelse træde tilbage som formand for Venstre.” De havde alle sammen historien fra det, Politiken kaldte en ”virkelig god kilde”. At chefredaktør Bo Lidegaard ikke helt bryder sig om sin avis’ nye tabloidrolle, kom tydeligt frem i et bodsgangsinterview torsdag, hvor en af hans egne journalister førte pennen. Lidegaard slog fast: ”Vi begik en virkelig alvorlig fejl.” Politiken, der ellers anser sig selv for at have stor journalistisk flyvehøjde, strejfede trætoppene.

Problemet er bare, at der tilsyneladende er et mønster, hvor drama, tidspres og ’gode kilder’ presser dagbladene frem på banen. De deltager i et kapløb med bind for øjnene og dropper eftertænksom journalstik til fordel for højt tempo, arrig hundeglam og en stærkt forøget risiko for at skrive noget forkert.

Jeg ser et mediebillede, hvor dagbladenes tabloide form stiller helt nye krav til topfolk i politik og dansk erhvervsliv. Som leder bliver man nødt til at forholde sig til, hvordan man håndterer en situation, hvor journalister i langt højere grad går efter manden frem for bolden, og hvor konklusionerne drages, inden en sag er fuldt belyst. Det er sjældent sagen, man dør på, men håndteringen af sagen. Den pointe er blevet endnu mere central og med et stadigt mere presset dagbladsmarked er det svært at se udviklingen gå en anden vej.   

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.