Nye regler fra Bruxelles bliver som oftest ført ind i dansk ret af Slotsholmens embedsmænd, uden at have været til grundig behandling i folketingssalen først. Der bliver ikke ført systematisk kontrol med embedsværkets fortolkninger, selv om de kan fordreje hensigten med EU’s lovgivning. Fordrejninger, som flere gange har medført uforudsete administrative og økonomiske konsekvenser for Danmark.

Sådan lyder meldingen fra en af Danmarks førende EU-forskere, Dorte Sindbjerg Martinsen, der er professor ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet. Hun efterlyser mere bevågenhed fra politikere, pressen og interesseorganisationer, hvis vi skal komme de fejlfyldte fortolkninger til livs:

”Der er meget dårlig kontrol med, om reglerne bliver implementeret korrekt, og det er selvfølgelig kritisabelt. Vi mangler kontrolmekanismer, der kan sikre, at vi forstår direktiver og domme rigtigt. Ikke mindst en demokratisk kontrol, hvor folketingspolitikerne, journalister og interessenter interesserer sig mere for, hvilke konsekvenser EU-reglerne får,” siger professoren.

Lovgivning i et lukket rum

Dorte Sindbjerg Martinsen forsker løbende i, hvordan vi fører EU-regler ind i dansk lov og administrativ praksis. Hun har især undersøgt fortolkningen af direktiver og domme inden for sundhed, ligestilling, miljø og familiesammenføring. Her foregår processen i det, hun kalder ”et lukket administrativt rum i forvaltningen”.

Embedsværket fortolker i nogle sammenhænge domsafsigelser og regler efter, hvad de mener ministerens interesse er. Ministeren selv er sjældent direkte involveret, og Folketinget ser først bekendtgørelserne, efter at de er blevet bekendtgjort. Hvis embedsmændene laver fejl eller fortolker EU-reglerne anderledes, end de folkevalgte mener, reglerne bør fortolkes, bliver det derfor først opdaget, når reglerne er omsat til dansk lov eller administrativ praksis, forklarer Dorte Sindbjerg Martinsen.

”De seneste 15 år har vi set adskillige eksempler på, at embedsværket er gået galt i byen, når det skulle implementere et nyt EU-direktiv eller fortolke en afgørelse fra EU-Domstolen. Tag bare habitatdirektivet, ligestillingsområdet og de mange domme, der er faldet i forbindelse med retten til grænseoverskridende sundhedsbehandling. Her er den danske implementering blevet udfordret af EU. Men det er først blevet opdaget, efter man har lagt sig fast på den danske lov eller administrative praksis. Hvis vi havde bedre kontrol, ville vi uden tvivl kunne fange en del af fejlene i opløbet,” siger hun.

Der findes ingen samlet opgørelse over, hvor mange direktiver og domme Danmark har fortolket forkert. Men EU-Kommissionen har alene i de første måneder af 2013 sendt 10 åbningsskrivelser til Europaudvalget. Her gør de opmærksom på direktiver, der ikke er omsat korrekt til dansk lov. I 2012 modtog udvalget 21 skrivelser, og i 2011 rundede tallet 35. Men Kommissionen undersøger kun, om udvalgte direktiver er indført korrekt. Derfor kender ingen til problemets reelle omfang.

Miljøministeriets ftalatbekendtgørelse skadede Ida Auken

Dorte Sindbjerg Martinsens kollega, professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard, er heller ikke imponeret over Danmarks håndtering af EU’s regler. Han oplever en tendens til, at folketingspolitikerne smider direktiverne fra sig, så snart de har fået grønt lys i Bruxelles. Implementeringen bliver betragtet som en teknikalitet, embedsværket må tage sig af. Også selv om det netop er den danske fortolkning af direktiverne, der betyder noget for lovgivningen herhjemme.

”Politikerne interesserer sig for et direktiv i beslutningsprocessen i EU. Her vurderer de, at de kan få mest indflydelse. Når direktivet først er vedtaget, mener de, at selve fortolkningen er en forvaltningssag, som de ikke behøver at sætte sig ind i. Nogle gange har de haft ret, andre gange har de taget fejl. Fra tid til anden fortolker embedsværket direktiverne forkert, når de skriver bekendtgørelserne. Og så får politikerne travlt med at rette skuden op,” siger han.

For nylig så vi et godt eksempel på, at et ministeriums embedsværk ifølge Peter Nedergaard tog fejl. Det drejer sig om det nu droppede ftalatforbud, som ville have betydet, at iPhones, fladskærmsfjernsyn og en lang række andre elektronikprodukter hverken måtte købes eller sælges i Danmark fra 2014. Forbuddet blev bekendtgjort af miljøminister Ida Auken i november 2012, men først i april 2013 råbte en række interessenter med Dansk Erhverv og Coop Danmark i spidsen vagt i gevær.

Ministeren viste sig ikke at være klar over, hvor omfattende konsekvenserne af forbuddet ville være. Hendes ministerium havde nemlig ikke været opmærksomt på, at et forbud mod ftalater kunne få udenlandske leverandører til at droppe det danske marked. En rundringning, som Coop Danmark lavede, viste imidlertid, at op mod 500 af kædens leverandører ville gå uden om Danmark, hvis forbuddet blev indført. Elektronikproducenter bruger små mængder af de fire ftalater til at blødgøre plastik i deres produkter. Og selv om forbuddet mod stofferne er sat i verden, fordi ftalater kan virke hormonforstyrrende, hvis de kommer i direkte kontakt med huden, ville selv den mindste smule i en computers hardware være forbudt. Ida Auken har kritiseret interesseorganisationerne for at være for langsomme i optrækket, men hun erkender også, at situationen er uhensigtsmæssig. Derfor har hun sat Miljøstyrelsen til at undersøge sagen.

Som Mandag Morgen tidligere har beskrevet, ser Dansk Erhverv og DI ftalatsagen som et typisk eksempel på, at de danske embedsmænd overfortolker direktiver fra EU. Peter Nedergaard ser det nærmere som et eksempel på et embedsværk, der ikke altid gør arbejdet lige grundigt.

”Ftalatforbuddet er et eksempel på, at dårligt håndværk på kontorerne i Miljøstyrelsen er endt med at skade miljøministeren. De har måske ikke hørt parterne i god nok tid. De har måske ikke lavet en tilstrækkelig konsekvensanalyse af de forbud, de har udstedt. I stedet ser de ud til at have tolket direktivet stramt – strammere end resten af Europa, og strammere end det viste sig, at ministeren brød sig om,” siger han.

EU-afgørelser blev undervurderet for millioner af SU-kroner

Ftalatsagen er langtfra det eneste eksempel på, at embedsværket ikke har gjort sit hjemmearbejde ordentligt. Dorte Sindbjerg Martinsen henleder opmærksomheden på et andet nyligt eksempel, hvor embedsværket ifølge professoren undervurderede, hvad EU’s regler betyder for Danmark.

En dom om det danske SU-system fra februar i år kom angiveligt bag på både politikere og embedsmænd. Afgørelsen slog fast, at studerende fra andre EU-lande har ret til fuld SU i Danmark, hvis de arbejder 10-12 timer ved siden af deres studier eller har arbejdet her i landet, inden de begynder at læse. Dommen kan blive en dyr omgang for Danmark. Ifølge Finansministeriets efterfølgende beregninger løber regningen op i 200 millioner kroner om året. Oppositionen mener, at tallet hurtigt kan vise sig at blive endnu større. Den frygter, at udenlandske studerende vil strømme til Danmark for at nyde godt af verdens højeste studiestøtte, og den har ved flere lejligheder kaldt afgørelsen ”en bombe under uddannelsessystemet”.

Ifølge et speciale, som en afgangsstuderende afleverede på Københavns Universitet i 2007, hævdede de danske embedsmænd ellers, at EU’s regler på området ikke ville få betydning for Danmark. I en række interview fortæller ansatte i det daværende Videnskabsministerium, at EU’s bestemmelse om arbejdskraftens fri bevægelighed ikke giver udenlandske studerende ret til dansk SU. Heller ikke selv om flere domme tydede på det modsatte.

EU-Domstolens afgørelser i Gravier-sagen fra 1985, Grzelczyk-sagen fra 2001 og Bidar-sagen fra 2003 indeholdt alle fortolkninger af EU-traktaten, der gav studerende i andre lande ret til uddannelsesstøtte på baggrund af en vis tilknytning til værtslandet.

SU-sagen er et godt billede på, at embedsværket ikke fuldt ud kan vurdere konsekvenserne af EU-Domstolens afgørelser, mener Dorte Sindbjerg Martinsen:

”Den seneste SU-dom viser, at man, indtil man selv får en dom, antager, at EU’s domme ikke vil have nogen nævneværdig effekt. Man mener, at man kan afskærme sig nationalt, selv om EU-retten udvikler sig meget dynamisk,” siger hun.