Har SF en fremtid i dansk politik? For fem år siden, hvor Søvndal-kulten toppede og SF en overgang stod til flere stemmer end Socialdemokraterne, ville de fleste anse spørgsmålet for absurd. I dag er partiets overlevelse noget, der giver pæne odds hos bookmakerne.

SF har i de forløbne uger leveret en opvisning i identitetsforvirring og manglende lederskab, som har meget få fortilfælde i dansk politisk historie. Partiet mistede på få døgn en politisk ordfører, to næstformænd, en formand, seks ministertaburetter og tre folketingsmedlemmer, heraf to ministre.

Resterne af SF står forslået tilbage, uden nævneværdig indflydelse, troværdighed, lederskab eller strategi.

Opgaven for den formand, som partiet vælger om små tre uger, bliver ikke at ”genrejse” partiet eller skabe ”ny fremgang”. Missionen handler i første omgang om overlevelse.

Et slag uden vindere

De fleste politiske partier har fra tid til anden måttet gennemleve voldsomme interne magtkampe om den politiske linje, strategi eller ledelse. I nyere tid har både De Konservative og Socialdemokraterne været scene for giftige formandsopgør, der efterfølgende trak lange og dybe spor af konflikt og bitterhed.

SF selv har heller ikke været sparet for opslidende interne opgør: Fra sprængningen, der førte til dannelsen af VS i 1967, over 90’ernes dybe konflikter om EU-politikken, til Søvndals fornyelsesprojekt, der kørte Möger og den øvrige ”børnebande” i stilling på centrale positioner i partiet.

Men i de fleste magtkampe har det været nemt at se, hvem der vandt og tabte. Når det gælder SF’s aktuelle nedsmeltning, er det mindre indlysende, at der overhovedet skulle stå nogen tilbage som vinder.

De umiddelbare tabere var den pragmatiske fløj, der ønskede at blive i regeringen. Men betyder det så, at de ”oprørere”, der ønskede principfasthed i DONG-sagen, står styrket tilbage? Nej. Tilbagetoget fra regeringsmagten foregik ikke med hævet fane, men æreløst og spredt. Selv om SF havde forladt regeringen, stemte partiet for DONG-salget i finansudvalget, og ingen af oprørerne gjorde alvor af truslen om at stemme for Enhedslistens forslag om en timeout.

Efter et par uger, hvor de stridende fraktioner har følt hinanden på tænderne, tyder alt på, at det bliver pragmatikerfløjens Pia Olsen Dyhr, der får den utaknemmelige opgave at samle stumperne af partiet. Oprøret var tilsyneladende ikke så alvorligt ment, at venstrefløjen er klar til at gribe ud efter magten i partiet.

Det er uden tvivl et klogt valg. Hun er en af de SF-ministre, der indiskutabelt har leveret politiske resultater med en klar SF-profil. Hendes politiske svendestykke, Togfonden, er en af de få tydelige sejre i partiets regeringstid.

Men ingen kan være i tvivl om, at den kommende formand vil stå med en monumental udfordring – og en række strategiske valg, der bliver afgørende for partiets fremtid.

SF på nulpunktet

SF står ved et absolut nulpunkt. Og et af de få lyspunkter for den nye formand er den brede erkendelse af krisens dybde. Det er også hovedforklaringen på, at Pia Olsen Dyhr, som ikke ligefrem er en kompromiskandidat, hurtigt har samlet bred opbakning og står til noget nær en kåring i marts.

Hun vil have et meget stærkt mandat. Men det vil være afgørende for partiets overlevelse, at hun forvalter det bedre, end Annette Vilhelmsen gjorde, eller fik mulighed for.

SF’s krise er om noget udløst af manglende lederskab, hvor først Søvndal og siden Vilhelmsen har været ude af stand til at sætte en tydelig retning. En væsentlig del af årsagen til SF’s sammenbrud er, at partiet længe har været så fokuseret på at komme i spil til regeringsmagten – og senere på at bevare den – at ledelsesretten reelt har været deponeret uden for partiet.

Mange kommentatorer har taget SF’s exit som det endelige bevis på, at partiet er uegnet til at sidde i regering. Og i den overskuelige fremtid er det unægtelig svært at forestille sig en situation, hvor det skulle blive aktuelt.

I hvert fald har der vist sig at være store politiske omkostninger ved at kline sig så tæt op ad Socialdemokratiet, at partiets profil forsvinder. Men der er ikke mere perspektiv i den strategi, som dele af partiets venstrefløj har sværmet for: at gå efter at generobre de vælgere, som Enhedslisten har opslugt, siden Søvndal-boblen bristede.

Dels vil det være ret håbløst at anlægge en maske som hårdt oppositionsparti over for en regering, man netop har forladt. Skaden er sket. Den troværdighed, SF har formøblet under sin lange nedtur, kan ikke uden videre genetableres ved at genindtage en klassisk venstrefløjsposition. Desuden er det meget svært at opnå resultater ad den vej. Skal der laves ”røde” forlig, vil det i langt de fleste tilfælde være nødvendigt at have Ø med også. SF kan levere meget lidt alene.

Bæredygtig vækst

Som ny formand er Pia Olsen Dyhr nødt til at tænke på både den kortsigtede overlevelse og, hvis dét lykkes, den langsigtede genopbygning.

I den kortsigtede strategi kan der være brug for et vist opportunistisk hensyn til bredden – både for at klinke skårene internt i partiet og for at holde på så mange af de sidste loyale vælgere, at partiet kan klare spærregrænsen. Det kunne tale for at læne sig lidt længere til venstre, end Pia Olsen Dyhr nok vil finde naturligt.

Men på langt sigt handler opgaven om at udvikle en langt mere tydelig politisk platform, der ikke bare er Socialdemokratiet eller Enhedslisten plus/minus 10 pct. Det kommer til at kræve klare til- og fravalg, som også indebærer smertefulde opgør med gamle dogmer i partiets selvforståelse.

Det er ikke, fordi der ikke er noget at bygge på. SF har på områder som miljø, ligestilling m.v. ydet et stærkt bidrag til Danmarks politiske udvikling, og partiet var blandt de første til at sætte bæredygtighed på dagsordenen. Og i sine bedste stunder har SF stået for en mere offensiv, fremtidsrettet og innovationsfokuseret erhvervspolitik end Socialdemokratiets traditionelle fokus på at skabe og bevare arbejdspladser i eksisterende industrier og sektorer.

Pia Olsen Dyhr har både som handels- og transportminister været en af partiets mest markante eksponenter for koblingen af de to dagsordener: vækst og bæredygtighed. Måske er det her, hun kan finde kimen til fremtidens SF?

Hun har meget lidt at tabe.