Det er ikke krig eller klimaproblemer, der er den største dræber i det moderne samfund. Det er derimod kroniske sygdomme som hjerte-kar-lidelser, kræft, overvægt, luftvejssygdomme og sukkersyge. Hver eneste dag dør 98.000 mennesker af kroniske sygdomme, og ifølge WHO står de kroniske sygdomme bag 36 ud af de 56 millioner rapporterede dødsfald hvert år. Det er den store drivkraft bag den globale sundhedskrise, hvor regeringerne er udsat for et konstant opadgående pres på sundhedsudgifterne.

Sundhedsskrisen er én af syv forbundne megakriser, som kommer til at præge 2013. Læs analyser af de øvrige kriser her.

I perioden 2000-2008 steg sundhedsudgifterne i den vestlige verden dobbelt så hurtigt som resten af økonomien. For fire år siden så det ud til, at det voksende forventningspres, en stigende ældrebyrde og flere livsstilssygdomme i form af fedmeepidemier og rygning ville sende sundhedsudgifterne endnu højere op.

I USA har det politiske slag om Barack Obamas sundhedsreform også været et af de helt store politiske slagsmål, og de stigende sundhedsudgifter er stadig en tikkende bombe under den amerikanske økonomi.

Der er også et kæmpe ressourcespild i det amerikanske system. En analyse foretaget af The Institute of Medicine vurderer således, at der er et årligt spild på grund af dårlig organisering og overmedicinering på op imod 750 milliarder dollar. En ny effektiv form for ressourceledelse i et sundhedsvæsen med mange overlappende offentlige og private sundhedsaktører er endnu ikke brudt frem i USA, men i Europa er erkendelsen ved at brede sig.

Den teknologiske udvikling rykker grænserne for, hvad der er muligt. Fra videokonferencer og fjerndiagnosticering bevæger man sig nu videre mod en ny generation af løsninger, hvor der udvikles applikationer til folks smartphones og tablets. Det åbner for en personalisering af sundhedssystemet, med skræddersyede forløb, forbedret serviceoplevelse og lavere omkostninger. Patienter med kroniske sygdomme kan måle blodsukker, hjerterytme, vægt eller blodtryk derhjemme og sende deres data via smartphone til hjemmesygeplejersken, lægen eller hospitalet. Øget patientinvolvering og personalisering ser ud til at blive den helt store nye trend i verdens sundhedssystemer.

Op imod 80 pct. af internetbrugerne i USA og Europa har selv søgt efter sundhedsinformationer online, og selv i udviklingslandene bruger flere og flere internettet til at finde løsninger på sundhedsproblemer og sygdomme. Mere end en tredjedel af inderne har søgt efter sundhedsinformationer på nettet, og det samme gælder unge veluddannede borgere fra Brasilien til Kina, fremgår det af en rapport fra konsulenthuset Bain & Company.

Internettet er dog et tveægget sværd. Øget adgang til viden om selv meget specialiserede operationsmuligheder og teknologier er med til at øge presset på politikerne om at investere i nyt dyrt hospitalsudstyr, og det kan sende sundhedsudgifterne yderligere i vejret.

Der er en forventning om, at sundhedsudgifterne vil stige noget i den vestlige verden og endnu mere i de opstigende udviklingslande i de kommende år. Se figur 2.

Der er samtidig en række usikkerheder i det globale risikolandskab, der på dramatisk vis og med stor hastighed kan ændre forudsætningerne for, hvordan sundhedskrisen udvikler sig i de kommende år. Én risiko er, at et større antal borgere udvikler resistens mod antibiotika, fordi man i en årrække har overmedicineret eller har brugt antibiotika mod viruslignende sygdomme i stedet for imod bakterier.

Hvert år udvikler op imod 80.000 borgere en variant af tuberkulose, der er resistent mod antibiotika, vurderer WHO. En anden og mere medieeksponeret risiko er globale epidemier, der i værste fald udvikler sig til pandemier. Stærkt smitsomme influenza-typer, der er blevet overført fra dyr til mennesker – såsom fugleinfluenza og svineinfluenza – har i de senere år skabt store overskrifter, kostet et enormt antal dyrebesætninger livet og fået sundhedsmyndighederne og WHO til at iværksætte større alarmberedskaber, der monitorerer, hvordan disse sygdomme spreder sig.

Får sygdommene først fat, og spreder sig fra land til land, bliver det kostbart. Det skønnes f.eks., at de makroøkonomiske omkostninger af SARS-epidemien i 2003 løb op i 100 milliarder dollar. I det forløbne år er der registreret spredte lokale forekomster af fugleinfluenza i flere lande, men der er endnu meget få dødsfald. Frygten er, at myndighederne ikke når at reagere i tide, og at de forskellige vira muterer til nye resistente varianter.

Endnu er det blevet ved de store overskrifter i medierne, men eksperternes bekymring er, at den stadig mere intensive og industrialiserede fødevareproduktion i bl.a. det sydøstlige Asien kan forværre risikoen for deciderede pandemier.

Endnu ved vi heller ikke, om den industrielle fjerkræproduktion avler nye virustyper eller er med til at forstærke effekten af disse og øger hastigheden, hvormed de spreder sig. Også i den forstand er løsningen af fødevarekrisen nært forbundet med arbejdet for at bekæmpe sundhedskrisen.