"Schlüters politiske testamente" er bogen, der heldigvis er blevet skrevet, selv om man ikke skulle tro, der var mere at komme efter i fortællingen om Danmarks hidtil eneste konservative statsminister siden systemskiftet i 1901 og den længst siddende på posten siden Anden Verdenskrig.

Poul Schlüters 10 år og 138 dage er velbeskrevet i hans egne bøger "Den lange vej" og "Sikken et liv" samt i den netop udkomne mammutbog "Poul Schlüters tid 1982-1993". Men John Wagners bog om Schlüters politiske testamente adskiller sig ved at kombinere journalistens nysgerrige spørgsmål, Wagners personlige indsigt i Det Konservative Folkeparti som tidligere generalsekretær fra 1988 til 1992 og ikke mindst Poul Schlüters egne skriftlige og mundtlige bidrag til testamentet.

Man kan mene, at Poul Schlüters politiske testamente er et dokument fra en svunden tid, hvor der fandtes politiske gentlemen, hvor en aftale var en aftale, hvor politiske modstandere blev omtalt med respekt, og hvor politiske diskussioner handlede om substans og folkestyre mere end taktik og ageren til ære for medierne.

Men tag ikke fejl.

Politik i Schlüters tid var også i hans eget parti, Det Konservative Folkeparti, benhårde personopgør, ufine tacklinger og brutale magtkampe.

Det var også et spørgsmål om at tænke modigt politisk og kommunikere på den rigtige måde. Ikke ved smarte marketingkampagner, Facebook-opslag eller køb af digital berømthed hos unge influencere. Taktikken handlede mere om den rette politik, om de rette værdier, om evnen til at skabe politiske resultater og personlige alliancer, om troværdighed og om lederskab.

Schlüters succes blev skabt på en kombination af politisk, folkelig snusfornuft, modig handlekraft, når det skulle til, både i den økonomiske politik og i udenrigspolitikken, bragende gode kommunikationsevner, et politisk håndelag ud over det sædvanlige og respektfuld behandling af politiske samarbejdspartnere. 

Hans kommunikationsmæssige onelinere er velkendte fra "ideologi er noget bras" til "unionen er stendød", "ikke så konservativ så det gør noget" og "det går ufattelig godt". Han kunne tale et opsving op, selv om en af hans store bedrifter faktisk var en benhård økonomisk genopretning, kartoffelkur og besparelser.

Tamilsagen er stadig en frustration

Der, hvor John Wagners bog virkelig får gennemslagskraft og betydning, er gennem Schlüters meget åbenhjertige beskrivelser af hans relationer til andre politikere og hans egne mundtlige og skriftlige bidrag om blandt andet ideologi, politisk strategi og om tamilsagen. Den sag, som til hans vedvarende frustration endte med at fælde ham og tvang ham til at forlade den statsministerpost, som han elskede så højt.

Der lægges ikke fingre imellem hverken i forhold til daværende justitsminister Erik Ninn-Hansens ansvar for tamilsagen, for Schlüters fald og tabet af regeringsmagten i 1993. Ifølge Schlüter tog Erik Ninn-Hansen fuldstændig fejl, hvad angår både det juridiske og politiske.

"Jeg kan stadig ikke fatte, at han som jurist kunne gøre det, han gjorde," siger Schlüter i bogen.

Ansvaret for den famøse gulvtæppetale bliver klart placeret hos tre embedsmænd i Justitsministeriet og de to departementschefer fra Justitsministeriet og Statsministeriet, som i et særligt udvalg havde konciperet den katastrofale tekst om, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet i tamilsagen.

Den sidste del af Schlüters kritik rettes mod Tamilrapportens forfatter, Mogens Hornslet, som efter Schlüters mening dømte ham væk fra statsministerembedet med næsten maniske påstande og uden forudgående anklageskrift, forsvarer, procedure eller appelmulighed.

"Jeg drømte ikke om det udfald, sagen fik. Det kom som en rystelse for mig, fuldstændig. Jeg drømte ikke om, at jeg kunne komme i farezonen. Det fortalte de mig ikke, de to departementschefer (Peter Wiese i Statsministeriet og Poul Lundbæk Andersen i Justitsministeriet). Det fortalte de mig aldrig," lyder et Schlüter-citat fra bogen.

Folkepartiets gentleman

Schlüter fik personlig genoprejsning ved et kanonvalg til Europa-Parlamentet efterfølgende, men det er tydeligt, at han ærgrer sig over måden, han blev tvunget fra magten.

Han formåede at genrejse sit parti efter katastrofale interne stridigheder ved at placere det mere som folkeparti end som konservativt. 

En typisk Schlüter til afslutning:

"Spørgsmålet om Det Konservative Folkepartis geografiske placering i verdensrummet rager mig en papand. Det interesserer mig mere, om vi er et folkeligt, konservativt folkeparti."

Og hvordan vil han så gerne huskes af det der folk? Med hans egne ord: som en politisk gentleman.

Schlüters politiske testamente. John Wagner. Forlaget Gyldendal. Udkommer 19. marts 2019.