Man må beundre statsministeren. Hun ligner en, der selv tror på det, når hun med sin vanlige retorik om at sige tingene klart og tydeligt forsøger at puste nyt liv i klassekampen i sit første store interview efter finanslovsaftalen.

Klassekampen bliver ikke nævnt direkte i interviewet med Ugebrevet A4, men ord som ”omfordeling” og ”lighed” – og naturligvis den noget brede betegnelse ”velfærd” – er blivende temaer for statsministeren, der ellers ikke har talt meget om netop de temaer siden de glade dage i 2011. Her brugte hun talerstolen i Fælledparken til at sige følgende ord til de forhåbningsfulde 1. maj-deltagere: ”Lad mig sige det klart, så det ikke kan misforstås: Socialdemokraterne vil ikke afskaffe efterlønnen. Vi vil ikke forringe folkepensionen.” Og hyldesten fra folket var stor. Jo, der var mange, der ikke skulle betale for VK-regeringens forfejlede politik i Thornings tale. De studerende, de arbejdsløse, postbuddet og mureren. Alle skulle holdes fri af regnskabet.

[quote align="left" author=""]Helle Thorning-Schmidt har med andre ord allerede én gang fået tæsk af vælgerne ved at føre en politik, som er langtfra udgangspunktet i de glade Søvndal-dage. Alligevel vender hun nu tilbage til klassekampsretorikken, som hun ikke har kommunikeret og talt om, siden hun den 3. oktober 2011 blev udnævnt til statsminister.[/quote]

Historien blev som sagt en ganske anden, da Helle Thorning-Schmidt omsider satte sig på regeringsmagten efter partiets dårligste valg i mere end 100 år. Og i de seneste tre år er det gået over stok og sten. Alle politiske aftaler, som øger arbejdsudbuddet, er lavet med Venstre. Thorning har selv brugt udtrykket ”reform-amok” om sin regering, og Corydon har været forhadt langt ind i partiets egne rækker for sin forvandling fra arkitekten bag de 12 minutter til en teknokrat, som har set nødvendighedens politik som et helt naturligt sted at være placeret for et parti, som historisk altid har taget ansvar og truffet svære beslutninger.

Og det var faktisk også en del af regeringens fortælling, da det stod klart, at Margrethe Vestager ville løbe med politikken i det sorte tårn. Flere kommentatorer og journalister måtte lægge ører til det smarte i, at Socialdemokraterne nu lagde snittet så langt til højre, at Lars Løkke Rasmussen og Venstre blev nødt til at lade sig presse endnu længere til højre. Man vandt politisk terræn og definerede så at sige en ny midte i dansk politik. Nok havde man bildt danskerne noget andet ind, men det var ikke værre, end at tiden ville reparere på det forhold. Det var smart. Den analyse var der flere, der skrev under på, blandt andet en nu forhenværende kommentator på TV2, som i dag bærer byrden for en hel branches syndefald.    

Tilbage til før 2011

Men nu er det, som om at tiden er vendt tilbage til før valget i 2011. Det med reformer og vækst har ikke længere den samme værdi for statsministeren, som i interviewet fortæller, at fronterne i politik står imellem to meget simple valg. Dem, der vil bevare den særlige nordiske velfærdsmodel og omfordele fra de rige til de fattige, og så de blå partier anført af Lars Løkke Rasmussen, som vil rive velfærden ned og skabe endnu mere ulighed.

Der er intet fortænkt i at definere meget klare skel i dansk politik. Statsministeren lever af uenighed med oppositionens formand, som omvendt heller ikke er bleg for at påpege, at man med Venstres udgiftsstop eller nulvækst vil kunne skabe vækst og arbejdspladser i et omfang, som slet ikke kan lade sig gøre, hvis verdens største offentlige sektor vokser med 0,8 procent. 

Det interessante ved Thornings melding er imidlertid, at hun skifter retning endnu en gang, hvilket gør Socialdemokraterne sårbare i forhold til den regeringsførelse, som Thorning har stået i spidsen for siden 2011. Man forsøger med andre ord at slette regeringsperioden ved at bruge finansloven som afsæt.

”Vi skal sige klart og tydeligt til hinanden, at vi har et samfund, der omfordeler fra rig til fattig. Og det skal vi fortsat have,” sagde statsministeren til Ugebrevet A4.

Det var vel derfor, at hun ved sidste valg ville indføre en millionærskat, som hun netop ikke er lykkedes med at indføre. Faktisk har Helle Thorning-Schmidt gjort det stik modsatte med skatteaftalen fra 2012, hvor direktørfamilien får en gevinst på 17.820 kroner, mens parret på førtidspension taber 11.710 kroner. Blandt andet ved at finansiere en del af skatteaftalen med en lavere satsregulering af overførselsindkomster. 

Ydermere har regeringen med sin vækstaftale lettet skatter og afgifter for virksomheder – herunder selskabsskatten ved at tage pengene fra danskere på kontanthjælp og SU-modtagere. Også kommunerne skulle belønnes med 8 milliarder ekstra kroner med det såkaldte velfærdsløfte, men langt størstedelen har måttet tage til takke med minusvækst.  

Er det det, statsministeren mener, vi klart og tydeligt skal sige til hinanden, når vi skal omfordele fra rig til fattig?

Klassekampsretorik

Politisk kommentator på Dagbladet Information Lars Trier Mogensen har allerede latterliggjort finansloven som et redskab, regeringen og især SF og Enhedslisten kan bruge til at vise en ny retning for venstrefløjen. Venstrefløjen har solgt sig historisk billigt. 

”De, der kalder årets finanslovsaftale for ’rød’, virker politisk farveblinde,” mener Trier Mogensen, som afrunder sin kommentar med at fastslå, at finansloven står som et symbol på, at et ambitiøst, realpolitisk alternativ til venstre for Venstre er ved at smuldre. Heller ikke Ekstra Bladets chefredaktør, som egentlig gerne vil støtte en S-ledet regering, har fundet anledning til at rose finansloven. Dagpengespørgsmålet er en lappeløsning, og det politiske skifte er kommet for sent. ”Tilliden er knækket til Socialdemokraterne. De har haft tre år til at vise en anden vej for Danmark, men har valgt at fortsætte de borgerliges kurs,” mener Poul Madsen.

Første Voxmeter-måling efter finanslovsaftalen tyder på, at Madsen har det ligesom resten af danskerne. Venstre ligger for første gang efter Løkkes personlige krise i foråret på valgresultatet, mens Socialdemokraterne går tilbage til 21,3 – det er 3,5 procentpoint under valget i 2011.   

Hvis statsministeren turde blive ved regeringens fortælling, så er der masser at prale af. Konkurrenceevnen målt som lønkonkurrenceevnen er forbedret, flere erhvervsfolk roser statsministerens professionalisme, når der skal afsættes danske produkter i udlandet, og de fleste anerkender regeringens mod til at lave om på en folkeskole, som har haft det alt, alt for let – også under VK-regeringen. Helle Thorning-Schmidt har med andre ord allerede én gang fået tæsk af vælgerne ved at føre en politik, som er langtfra udgangspunktet i de glade Søvndal-dage. Alligevel vender hun nu tilbage til klassekampsretorikken, som hun ikke har kommunikeret og talt om, siden hun den 3. oktober 2011 blev udnævnt til statsminister. 

Læs flere af Mikael Børstings indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.