På torsdag afholdes Velfærdens Innovationsdag for tredje gang. Arrangementet samler godt 1000 politikere og velfærdsledere fra den offentlige, private og civile sektor til diskussioner om, hvordan vi kan udvikle velfærdssamfundet. Få kan være i tvivl om behovet!

Et af de store temaer på konferencen bliver, hvordan aktive borgere kan spille en større rolle i velfærdssamfundet. På konferencen lanceres en ny rapport om aktive borgere, der er kulminationen på projektet Den aktive borger, som Mandag Morgen har gennemført i samarbejde med 18 kommuner, frivillige og faglige organisationer og professionshøjskoler. De kommende dage vil jeg her på bloggen løfte sløret for nogle af pointerne i rapporten. Vi starter med en tur i helikopteren.

Borgeren og velfærden

Den senere tids offentlige debat har sat fornyet fokus på borgernes rettigheder og pligter i samfundet. Det startede med Carina, og siden er socialministeren, beskæftigelsesministeren og statsministeren hoppet med på vognen. Ja, selv dronningen berørte emnet i sin nytårstale. Det er positivt, at vi tager denne debat.

Men det er vigtigt, at debatten ikke blot kommer til at handle om borgerens moralske ansvar over for samfundet. Det er mindst lige så vigtigt at få diskuteret, hvordan vi forstår og tænker velfærd.

Vi har i Danmark udviklet en usund forståelse af, at velfærd og kvaliteten af den måles på det offentlige udgiftsniveau. Jo flere offentlige udgifter, desto mere velfærd. På den måde er velfærdsudviklingen blevet reduceret til et spørgsmål om, hvilke varer velfærdsbutikken Danmark skal have på hylderne. I svære tider har vi reduceret udvalget på hylderne – for dele af eller hele befolkningen. Og i gode tider har vi sat flere varer på hylden.

I de kommende år, ja faktisk årtier, skal det offentlige udgiftsniveau ned pga. den økonomiske og demografiske udvikling. Hvis vi ikke får skabt en ny måde at tænke og dermed skabe velfærd på, vil hylderne i velfærdsbutikken langsomt, men sikkert blive tømt.

Det er derfor på høje tid, at vi gentænker velfærdssamfundet – og stiller os selv spørgsmålet: Kan vi ikke skabe et bedre velfærdssamfund?

Den ultimative velfærdsrettighed

Selve idéen med velfærdssamfundet har altid været at skabe et godt liv for den enkelte borger. Og et godt liv indebærer at være aktiv og deltage i relationer. Tænk over dit eget liv. Ville du kalde det et godt liv, hvis du fjernede relationerne til familie, venner, kolleger og naboer?

At være borger i det danske velfærdssamfund indebærer på den måde en ret til at indgå i relationer til andre. Man kunne sige, at den ultimative rettighed – hvis vi skal tale om rettigheder – i velfærdssamfundet er retten til at være noget for nogen.

Det betyder, at kerneopgaven for enhver, der arbejder med velfærd, er at fremme borgerens aktivitet og deltagelse i relationer. Prøv engang at tjekke formålsparagrafferne i de væsentligste velfærdslove, f.eks. serviceloven. Den er god nok. Men selvom det står i loven, er det ikke nødvendigvis sikkert, at der reelt arbejdes med fremme af borgerens aktivitet. Jo måske på nogle områder, men ikke alle. Og det er der, vi skal hen.

Hvordan kommer vi så det?

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at vi ikke bare kan sige, at nu skal borgerne løfte flere opgaver, og så ellers læne os tilbage. Borgeren kan og skal ikke løfte de samme opgaver, som det offentlige hidtil har løftet. Den ældre kommer ikke bare til at gøre rent hos sig selv, fordi vi siger det. Den travle familiefar kommer ikke bare til at blive frivillig i lektiecaféen, fordi vi siger det. Og så videre.

Gentænkning af velfærden

Vi skal i stedet gentænke opgaverne, og hvem der kan være med til at løse dem. Og det skal ske med udgangspunkt i en redefinering af borgerens konkrete behov:

• Behov: Sundhed, uddannelse, pleje, omsorg, grønne områder og rent drikkevand. Det er alt sammen velfærdsbehov, vi sammen har været med til at sætte ord og aktiviteter på. Når vi skal genskabe velfærdssamfundet med borgeren i centrum, skal vi turde sætte de eksisterende svar i parentes og stille det oprindelige spørgsmål igen: Hvilke behov skal opfyldes? Hvor nogle har behov for hjælp til de daglige gøremål på grund af fysisk handicap, har andre behov for hjælp til at lære nye digitale løsninger – for nu at sætte det på spidsen. Hvis vi ikke kender borgerens behov, er der ikke alene fare for, at vi løser opgaver, der egentlig ikke er behov for. Vi risikerer også, at de vigtigste opgaver slet ikke løses, fordi de ikke passer ind i de eksisterende kasser.
• Opgave: Opgaven skal udspringe af behovet og er derfor meget mere forskelligartet, end vi måske er vant til at tænke den. Borgernes behov er forskellige, og derfor bliver opgaverne også forskellige. Det betyder, at vi må sætte opgaverne fri. Vi kan ikke detailregulere, hvad de er. Vi kan i stedet fokusere på målet med opgaven – og dermed vende tilbage til det behov, der skal opfyldes. Opgaver er derfor noget andet end ydelser. Hvis målet er, at et barn lærer at læse, er opgaven at lære netop dette barn at læse. Ikke at levere et bestemt antal timers undervisning.
• Partnere: Velfærd skabes i samarbejde mellem mennesker. Og den velfærd, vi kender i dag, har rødder i lokale og nationale fællesskaber. Ingen velfærd skabes i denne forståelse af den enkelte til den enkelte. Selvom velfærd er opstået i mange slags samarbejder, har vi i dag ofte et sprog, der definerer velfærdsafsenderen som det offentlige og velfærdsmodtageren som borgeren. Partnerne i velfærden har hidtil primært været det offentlige og borgeren. Men partnerne er også i familien, i nærmiljøet, i foreningerne og på arbejdspladserne.

Når vi har redefineret behovet, gentænkt opgaven og identificeret flere partnere, skal vi se på, hvilken form for aktivitet der skal sættes i værk. Det kigger jeg nærmere på i de kommende dage her på bloggen.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.