Genbrug af guld
Kommunerne opmuntrer til tyveri og stjæler frisk væk gode ideer fra hinanden. Ifølge Pia Gjellerup, der leder Center for Offentlig Innovation (COI), er der god grund til, at offentlige institutioner gør en særlig indsats for at stjæle fra deres kolleger:
”Vi ved, at det har en række fordele, at man løfter blikket og kigger efter, hvor og hvem der har gjort noget lignende før en selv. Ved at lære af hinanden kan man undgå mange blindgyder, potentielle fejltrin og komme hurtigere til den praktiske implementering af de gode ideer,” siger hun.
Men den offentlige sektor halter stadig et stykke bag ved det private, når det kommer til at genbruge andres gode løsninger. Ofte er der en tendens til, at kommunerne udvikler deres egne produkter. ”Det har vi f.eks. set på rehabiliteringsdagsordenen. Der kunne man sagtens være bedre til at kigge til hinanden og overføre de gode løsninger til flere – selvfølgelig med den grad af tilpasning, det kræver,” siger forskningschef i Rockwool Fonden Jan Rose Skaksen.