Vi er alle grækere

Enhver risiko rummer som bekendt en mulighed, og den græske tragedie er Helle Thorning-Schmidts største. Det er der 3 grunde til.

Den symbolske betydning af de voldelige protester i Athen – Demokratiets Vugge, Europas Baghave(!) – er svær at overse. Og ingen der har fulgt det seneste års dramatiske udvikling i Grækenland, kan have undgået at bemærke, hvordan den med uhyggelig ironi ligner en genopførsel af den klassiske græske tragedie.

Som en anden Ødipus synes premiereminister Papandreou at kæmpe en heroisk, men forgæves kamp mod en uomgængelig skæbne. Til trods for at han som sagnhelten på papiret gør alt det rigtige – hæver skatterne, fyrer offentligt ansatte og reducerer pensionsalderen – drives han alligevel af uforklarlige årsager mod statsbankerottens afgrund.

Hvis Grækenland falder, er der overhængende risiko for, at det trækker det sydeuropæiske korthus – og dermed hele den Europæiske Monetære Union - med sig i faldet. Ikke alene vil flere generationer af europæiske politikeres arbejde dermed være spildt på gulvet. Det vil også udløse et uoverskueligt, økonomisk kaos. Derfor sidder europæiske regeringsledere, centralbankdirektører og embedsmænd da også med tilbageholdt åndedræt og venter på godt nyt fra rentemarkederne hver gang nye finansielle modforanstaltninger sættes i værk.

Indtil videre kan den europæiske krisehåndtering bedst betegnes som ’for lidt, for sent’. Gang på gang har Trojkaen godkendt nye lånepakker til Grækenland eller oprustet den Europæiske Finansielle Stabilitets Facilitet (EFSF). Og gang på gang har det kun købt de politiske og økonomiske ledere en stakket frist, inden renterne igen er søgt mod Olympens højere luftlag. (Se f.eks. Financial Times illustrative gennemgang af de græske statsobligationers renteudvikling siden 2010 her.)

I sidste uge vedtog de 17 eurolande den indtil videre største krisepakke, der bl.a. via ’frivillig tvang’ af den europæiske banksektor indebar en 50 % nedskrivning af tilgodehavender på græsk statsgæld, en forhøjelse af EFSF til 290 mia. euro, yderligere krav om omfattende sydeuropæiske budgetbesparelser, skridt i retning af større finanspolitisk integration samt trusler om sanktioner overfor lande, der bryder disciplinen. (Se Mandag Morgen 37)

Også denne pakke har kun resulteret i et kort pusterum. Da Papandreou tirsdag med politisk mandsmod og stilsikker fornemmelse for historieskrivning insisterede på at sende Grækenlands Euromedlemskab til folkeafstemning, sendte han atter Europa til tælling. Nu er spørgsmålet ikke blot om den historisk store pakke vil være nok til at dæmpe finansmarkedernes panikangst. Spørgsmålet er, om finansmarkederne er parate til at vente på demokratiet helt til den 3. December. Vi venter stadig på svaret…

Imens Europa alligevel holder vejret, er det værd at overveje, hvorfor effekten af de mange nationale konvergens- og genopretningspakker er udeblevet, og den europæiske krise ikke for længst er blevet bragt under kontrol?

Én forklaring er, at de mange skrappe besparelsesprogrammer, som Grækenland, Italien, Spanien og Portugal er blevet påbudt, kun behandler symptomerne og ikke årsagerne til markedets mistillid. Kort sagt at de såkaldte ’austerity’-programmer – eller i det mindste timingen af dem - udgør en del af problemet snarere end en del af løsningen.

Der kan samlet peges på tre grundlæggende problemer ved den foretrukne behandlingsform af de gældssyge patienter i såvel Grækenland og det øvrige Sydeuropa:

  1. Forkert Diagnose: I mange medier udlægges sygdommen som konsekvensen af et umådeholdent sydeuropæisk offentligt forbrug. Tysklands svar på Teaparty-bevægelsen hævder, at grækerne simpelthen er dovne(!). Guderne skal vide, at det selv fra et nordisk velfærdsperspektiv ser ødselt ud med en pensionsalder på 55, og skatteunddragelse og korruption pynter heller ikke på det samlede billede
    Ikke desto mindre ligger et mere fundamentalt problem til grund for den løbske gældssætning. Euroen er skabt med en konstruktionsfejl. Ved den fælles valutas indførelse i 1999 var det reelt vidt forskellige lande med væsensforskellige industrielle strukturer, arbejdsmarkeder, produktivitet, vækstpotentiale og konkurrenceevne, der indtrådte i  samarbejdet. Man antog, at de dårligt stillede i syd via lavere renter kunne investere sig til produktivitetsforbedringer og dermed indhente det konkurrencedygtige Nord.
    Det skete bare aldrig. Nærmest tværtimod. (se Nationalbankens Kvartalsoversigt 4. Kvartal 2010 s. 49) I stedet oplevede lande som Tyskland, Holland og Danmark markante forbedringer på betalingsbalancen, parallelt med at Sydeuropas underskud eksploderede. Fordi de sydeuropæiske medlemslande ikke kunne beskytte deres konkurrenceevne og beskæftigelse via devaluering, blev øget offentligt forbrug og beskatning deres eneste våben overfor f.eks. arbejdsløshed. I dag ser vi konsekvensen.
    Når bølgerne i den europapolitiske debat går højt, må man stilfærdigt minde om, at det seneste 10-års Nordeuropæiske eksport- og væksteventyr i vidt omfang hviler på Sydeuropæisk gæld.
  2. Forkert Medicin: Fordi diagnosen er forkert, vil medicinen heller ikke virke. Vi ved med sikkerhed at højere skatter, fyringer af offentligt ansatte og reduktion af pensionsalderen på kort sigt driver den indenlandske efterspørgsel ned. Det vil reducere bruttonationalproduktet, udhule skattegrundlaget og i sidste ende forøge – ikke reducere – landenes gældsætning.
    Det forventes nu, at rundbarberingen af de offentlige finanser, vil have tre gavnlige effekter, som på sigt mere end opvejer det tab. For det første, at de finansielle markeder vil genfinde tilliden og købe ind af landets statsobligationer, og dermed sænke renten. For det andet, at det private forbrug og investeringer derfor vil tage til, og kompensere for faldet i efterspørgsel samt øge produktiviteten. Og for det tredje, at landets virksomheder via styrket priskonkurrenceevne begynder at eksportere mere og forbedrer handelsbalancen.
    F.eks. henviser IMF til, at spare-programmer som disse tidligere har virket for lande som Tyskland og Danmark (se IMF, World Economic Outlook 2010, Kapitel 3 ”Will et hurt?”). Men de 3 effekter er mere usikre, og det kan ikke uden videre forventes, at tiltagene i Sydeuropa vil få samme effekt, som det f.eks havde i Danmark i 80’erne.
    For det første: Hvem skal Grækenland og det øvrige Sydeuropa øge eksporten til? Nordeuropa? I de seneste 10 års højkonjunktur har syd ikke formået at skabe en nævneværdig afsætning i den retning. Skulle mulighederne være bedre i dag, hvor EU-landene har trådt kollektivt på den finanspolitiske bremse? Verdensmarkedet? Det er gået i stå. BRIK-landene? Det betyder, at Europas økonomiske skæbne afhænger af grækernes evne til at sælge fetaost og olivenolie til Kina og Indien(!) Nordafrika? Det er kort sagt ikke tydeligt, hvordan en stigende eksport under de nuværende konjunkturforhold, kan kompensere faldet i efterspørgsel.
    For det andet, forudsætter øget privat forbrug og investeringer ikke alene adgang til kredit og lave renter men også investeringslyst og tro på fremtiden. Det er en sydeuropæisk mangelvare. Det er langt mere sandsynligt, at overbelånte husholdninger og virksomheder vil bruge eventuelle råderum til at betale af på gæld snarere end at øge forbruget og investeringsgraden.
    For det tredje, markedernes tillid, ja, de er for tiden et kapitel for sig. Men man synes, at glemme, at investorer ikke vurderer et lands kreditværdighed i isolation men i et helhedsperspektiv. Den samlede kompleksitet og usikkerhed i hele Euro-området vil længe endnu blokere for at markederne vil genvinde tillliden til enkeltstående landes statsobligationer.
    Groft sagt adresserer nedskæringerne kun Sydeuropas betalingsevne men ikke dets konkurrenceevne. Det er ”one-size-fits-all”-politik, der bygger på forventningen om at det, der virkede for eksport-kraftværket Tyskland igennem en 10-årig højkonjunktur, også vil virke for væsensforskellige lande – på kortere tid – i en lavkonjunktur.
    Derfor kommer medicinen ikke til at virke foreløbig. Og derfor ser vi heller ikke markederne slappe af, hver gang der gennemføres nye besparelses-programmer. De ved, der er behov for en fælleseuropæisk indsats, der går på to ben – et der sikrer løntilbageholdenhed, og et der sikrer produktivitetsforbedringer.
  3. En rask patient, gør andre patienter syge: Endelig synes den europæiske politiske elite at have glemt den økonomiske (og for øvrigt filosofiske) grundsætning, at det, der gælder for delene af en helhed, ikke nødvendigvis gælder for helheden af delene. De politiske tiltag der isoleret set kan være gavnlige for et enkelt land, kan være uhyre ødelæggende, hvis alle lande gennemfører dem samtidigt.
    Det er præcis den kurs, EU nu har slået ind på med simultane besparelses- og konvergensprogrammer i samtlige lande.

Misforstå nu denne analyse korrekt! Pointen er ikke at Grækenland og det øvrige Sydeuropa ikke på et tidspunkt skal konsolideres finanspolitisk. Det skal de. Pointen er derimod, at timingen ikke kunne være værre. Europas nuværende kurs – hvor det stædigt fastholdes at krisen skyldes et gældsplaget Grækenlands problemer med betalingsevnen, og ikke udgør et fælleseuropæisk konkurrenceveneproblem– rummer en enorm risiko for, at Unionen sætter sig selv finans- og pengepolitisk skakmat.

Vi risikerer, at det går for Europa som Japan i 1997. Her blev skattestigninger også udskrevet som krisemedicin, et spirende økonomiske opsving trådt under fode og man spildte et tiårs økonomisk vækst og udvikling.  Kort sagt risikerer vi, at operationen lykkes, men patienten dør.

Enhver risiko rummer som bekendt en mulighed. I dette tilfælde tilfalder denne mulighed den nytiltrådte statsminister Helle Thorning Schmidt. Det er der 3 grunde til.

For det første, fordi Danmarks økonomiske skæbnetråde via fastkurspolitikken og det forhold, at langt størstedelen af dansk eksport går til Europa, er filtret godt og grundigt sammen med Euroen. Danmark har siden den fælles valutas indførelse de facto været medlem af det monetære samarbejde. (At vi har valgt at vægte glæden ved at kalde vores Euro for kroner højere en egentlig pengepolitisk medindflydelse, er en anden sag.)

Det betyder, at isolerede danske væksttiltag, kickstarter og fremrykkede investeringer vil forslå som en skrædder et vist sted, hvis Grækenland forlader Euroen, og Europa slår i back-gear. Nøglen til langsigtet dansk økonomisk succes – og dermed Thorning Schmidts - ligger mere end nogensinde i et strategisk parløb med Europa, hvor alle lande ikke snævert varetager egne handelspolitiske interesser, men agerer for et samlet Europas fælles bedste.

For det andet, fordi vi var de første grækere! Fra 1973 til 1988 eksploderede den danske udlandsgæld, investorerne flygtede, og i forløbet satte vi den pengepolitiske suverænitet over styr. Vi er et af de lande, der faktisk har gennemlevet og gjort erfaringer med omkostningerne ved et langsigtet austerity-program: Kartoffelkuren i 1986.

Derfor ved vi , at der skal ganske særlige betingelser til, for de programmers succes. På den ene side, lykkedes det for Schlütter med indefrysningen af dyrtidsreguleringen, at få bugt med den galopperende inflation, hvorfor danskernes realindkomster faktisk steg til trods for nominel løntilbagegang. Det holdt hånden under det private forbrug og stimulerede et selvbærende opsving. På den anden side skabte 80’ernes legendariske tre-parts forhandlinger, hvor arbejdsmarkedets parter enedes om stor løntilbageholdenhed, en massiv intern devaluering, der styrkede priskonkurrenceevnen.

Derfor ved vi også, at disse forløb ikke uden videre lader sig reproducere i den situation Grækenland og det øvrige Europa nu befinder sig i. Inflationen er allerede lav, og der er næppe udsigt til at den nytiltrådte ECB-chef Mario Draghi ændrer nævneværdigt kurs. Og en bred europæisk samfundspagt blandt arbejdsmarkedets parter er anno 2011 om ikke umulig så dog en anseelig mundfuld.

Fordi Danmark internationalt ofte fremhæves som skoleeksemplet på et vellykket austerity-program, er det også vores politiske pligt at påpege, hvor svært det er at lykkes med dem, og at kræver særlige betingelser, der ikke er tilstede i dag. Den danske erfaring med Kartoffelkuren udgør her 25 år efter ikke blot et vigtigt bidrag til den Europapolitiske debat men en unik politisk platform.

For det tredje, fordi Danmark overtager EU-formandsskabet i januar 2012, og dermed i en kort periode faktisk har en vis Europa-politisk stemme. Helle Thorning-Schmidts første EU-formandskab kan hvis håndteret rigtigt blive lige så betydningsfuldt som Anders Fogh Rasmussens. Hun kan endda nå at ’slå Fogh’ – ikke som statsminister, men som statsmand.

Derfor er det også mere end velkomment, at regeringen tager udfordringen alvorligt, ved at udpege en egentlig Europa-minister. Og det er lovende at, de har sat sig i spidsen for en bred europæisk vækstdagsorden, når det overtager EU-formandsskabet i 2012. De vil:

”sikre at vi i fællesskab får lagt den økonomiske krise bag os, og at vi skaber grundlaget for økonomisk, finansiel, social og miljømæssig ansvarlig vækst og beskæftigelse. Regeringen vil under det danske formandskab  arbejde for, at EU’s budget for perioden 2014-2020 understøtter denne udvikling. Vi vil samtidig arbejde for, at vækstpotentialet i Europa styrkes gennem et revitaliseret indre marked, der er en stærk hjemmebane for verdens førende højteknologiske virksomheder og frembringer innovative løsninger på de store udfordringer såsom stigende oliepriser, vandmangel og ressourceknaphed.” (Se ”Et Danmark, der står sammen”, 2011)

Men de flotte ord kræver handling. Markederne venter ikke blot på en koordineret europæisk  nedskærings-politik. De venter på et overbevisende fælleseuropæisk svar på hvad Europa skal leve af i fremtiden og en overbevisende langsigtet konkurrenceevne-strategi. Dvs. en europæisk politik der går på to ben, og ikke blot sigter til massiv intern devaluering men også på massiv produktivitetsopbygning.

Svaret kunne bestå i en fælleseuropæisk form for ”samfundskontrakt” (de er også hurtigere at vedtage end traktatændringer), hvor man gav hinanden bindende håndslag på at investere massivt i produktivitets- og konkurrenceevneforbedrende tiltag nu, og udskyde den tungeste del af genopretningen til et selvbærende økonomisk opsving får fat. Elementer i en sådan kontrakt kunne f.eks. bestå i at

  • liberalisere og styrke vækstgrundlaget i de nordeuropæiske servicesektorer, (som foreslået af Nationalbanken) og dermed øge efterspørgslen
  • Massive investeringer i infrastruktur, uddannelse, forskning, digitalisering og andre produktivitetsfremmende tiltag
  • Lette en anelse på den finanspolitiske bremse i Nordeuropa

At chefen for IMF, Christine Lagarde, senest har anbefalet ”at landene i Europa tilpasser deres spareplaner til den ændrede situation og overvejer foranstaltninger, der skal drive væksten" er måske et tegn på, at de politiske vinde er ved at vinde. (Se AE-Rådet: Koordineret krisepolitik kan skabe 36000 job I Danmark, s. 5)

Men det forudsætter selvsagt politisk vilje, timing og mod i Papandreou-klassen at tale Merkozys herskende ortodoksi midt imod og med fasthed i stemmen erklære: I Europa er vi alle grækere – kulturhistorisk, økonomisk og politisk. Det rummer en historisk risiko – men mulighederne er større, og kommer ikke igen.

”Ich bin ein Athener!”

Dette blog-indlæg er blevet til på baggrund af inspirerende samtaler med professor Robert Boyer, CEPREMAP, Paris, om hans forskning i Austerity-policies.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Hvad skal være Danmarks Futurama? Næste artikel Grækenland, euroen og den nye Europa-orden

Ø-mærket gør det sværere at være klimavenlig

Ø-mærket gør det sværere at være klimavenlig

Det danske økologimærke er blevet synonymt med varer, som er gode for os og vores klode. Men økologiske produkter er ikke nødvendigvis bæredygtige i bred forstand – eller det mest klimavenlige valg. Ø-mærkets popularitet er ligefrem blevet en hæmsko for nogle af dem, der går nye veje for at skabe fremtidens klimavenlige fødevareproduktion.

Kan du holde dit lederskab under 1,5 grader?

Kan du holde dit lederskab under 1,5 grader?

KOMMENTAR: Der er brug for at opfinde en helt ny model for virksomhedsledelse, hvis verdens mål for klimaet skal efterleves. Erik Rasmussen håber, at dansk erhvervsliv vil gå foran i det udviklingsarbejde, og skitserer her seks af de spørgsmål, ledelser kan starte med at stille sig selv, hvis de vil i gang med at omstille deres egen virksomhed eller organisation.

Derfor opgav politikerne klimamærket

Derfor opgav politikerne klimamærket

Den forrige regering forsøgte i foråret at indføre et klimamærke til fødevarer, men det viste sig at være for kompliceret. Nu vil fødevareminister Mogens Jensen forsøge at gøre forbrugerne mere klimabevidste gennem folkeoplysning og informationskampagner.

Klimahensyn genåbner debatten om GMO

Klimahensyn genåbner debatten om GMO

Etisk Råd kalder det i en rapport ”etisk problematisk” at afvise GMO som et af værktøjerne til at dyrke tilstrækkeligt med fødevarer uden at ødelægge klimaet. Selv Økologisk Landsforening afviser ikke fuldstændigt mulighederne for at tillade sorter med bedre egenskaber via genteknologi.

Kina savner soft power

Kina savner soft power

Beijing er ivrig for at øve kulturel indflydelse, men kun et frit samfund i åben samtale med sig selv kan skabe global efterspørgsel.

Et Europa i form til den digitale tidsalder

Et Europa i form til den digitale tidsalder

KOMMENTAR: Bag Vestagers nye job ligger en meget stærk ambition i den nye Kommission om at rykke hurtigere og mere effektivt på den digitale dagsorden. Man fristes til at sige: Endelig. Må alle gode ønsker følge Vestager på gigantmissionen.

EU satser på grøn omstilling – med gas

EU satser på grøn omstilling – med gas

Grøn omstilling står centralt i den nye EU-Kommission af klimamæssige, økonomiske og industripolitiske grunde. Samtidig sikrer valget af hollænderen Frans Timmermans som klima- og energichef, at EU-toppen fortsat støtter import af russisk naturgas.

Et godt råd til danske startups: Go east

Et godt råd til danske startups: Go east

I det klassiske iværksættereventyr tager den lille startup til Silicon Valley og finder investorer og et kæmpe marked i USA. Men eventyrlystne iværksættere bør kigge mod Asien, som bugner af muligheder. Danske startups er generelt ikke særlig internationalt orienterede – og Asien er stort set ikke på landkortet.

E-sport er blevet en milliardindustri i Tyskland

E-sport er blevet en milliardindustri i Tyskland

I weekenden fandt en af verdens største computerspilsturneringer sted i Berlin, og endnu en gang blev det klart, at e-sport er meget mere end bare underholdning. Industrien er en sovende kæmpe med et stort uforløst samfundsmæssigt og industrielt potentiale.  

Politikere fastholder fossile brændsler på varmeværker

Politikere fastholder fossile brændsler på varmeværker

Politikerne bag sidste års energiaftale skubber bæredygtig dansk biomasse til side for at bane vejen for klimavenlige varmepumper. Resultatet er bare, at værkerne fastholdes i at fyre fossile brændsler af, når vinterkulden tager fat, og varmepumperne ikke længere slår til.

Biomassen tages op til politisk revision

Biomassen tages op til politisk revision

Biomasse har været under kritik i den seneste tid, og politikerne tager nu træpiller, flis og halm op til revision. Hvordan skal biomassen bruges i fremtidens varmeforsyning? Og er det fornuftigt at basere de små, decentrale værker på naturgas frem for bæredygtig dansk biomasse? Vi har spurgt politikerne bag energiaftalen fra 2018 om deres holdning til biomasse. 

Velfærd afgør Venstres regeringsdrømme

Velfærd afgør Venstres regeringsdrømme

Socialdemokratiets og Venstres vælgere trækker de to partier fra hinanden på nogle af de mest centrale temaer i dansk politik: lighed, skat og velfærd. Forskellene har være forbløffende stabile i 40 år. Det viser Mandag Morgens omfattende undersøgelse af vælgernes holdninger. Det forsøgte Løkke at løse med sit velfærdsløfte og SV-regering. Ny V-formand står nu med et alvorligt dilemma mellem hensynet til velfærdsvælgerne og ønsket om en klar borgerlig profil.

Sådan kan Venstre trække vælgere over midten

Sådan kan Venstre trække vælgere over midten

Statsminister Mette Frederiksen sidder tungt på ejerskabet til valgets to vigtigste temaer – velfærd og klima. Det bliver svært at rykke ved for Venstres nye formand. Men ikke umuligt. Venstre har også sine styrker, viser valgundersøgelse.

Løkke grundlægger sit exit i 2015

Løkke grundlægger sit exit i 2015

En af de mest oversete politiske historier er Venstres fejllæsning af valgresultatet i 2015, mener valgforsker. Selv om vælgerne havde givet reformpartierne en ordentlig lussing, fortsatte Løkke med at gå reform-amok. Det var en af årsagerne til, at han tabte regeringsmagten, lyder dommen.

Set, læst og hørt: Stine Bosse

Set, læst og hørt: Stine Bosse

I denne uges ’Set, læst og hørt’ anbefaler forretningskvinden Stine Bosse filmen om, hvordan Cambridge Analytica var med til at hacke Trump til sejr. Og så skal vi en tur tilbage til 1970’erne med bandet 10CC.   

Politiske regneregler binder fjernvarmeværker til naturgas

Politiske regneregler binder fjernvarmeværker til naturgas

Det fossile brændsel naturgas vinder indpas på de små varmeværker, mens regneregler, der blev vedtaget i forbindelse med energiaftalen sidste år, dømmer bæredygtig, dansk biomasse ude. Reglerne er et forsøg på at fremme varmepumper og dermed en grøn omstilling af værkerne, men varmepumperne rækker ikke til hele vinteren.

Dansk biomasse skal bruges i de små byer

Dansk biomasse skal bruges i de små byer

De decentrale værker kan i højere grad end de store, centrale kraftvarmeværker aftage den danske skovflis. Derfor er det en god idé at lade de små værker benytte sig af den bæredygtige biomasse, der er tilgængelig inden for landets grænser, vurderer flere eksperter.

Klimaministeren skynder sig langsomt

Klimaministeren skynder sig langsomt

Klimaminister Dan Jørgensen (S) giver sig god tid til at bygge en bred alliance bag regeringens mål om 70 procents CO2-reduktion i 2030. Efter ministerens udtalelser i Mandag Morgen om nye regler for biomasse kæmper brancheforeningerne Dansk Energi og Dansk Fjernvarme for fortsat politisk accept af afbrænding af træ på kraftværkerne.

Løkkes fatale selvbedrag

Løkkes fatale selvbedrag

Det uhørt dramatiske opgør i Venstre tjener som skrækeksempel på, hvad der kan ske, hvis en leder ikke har en exitstrategi.

Kina vil have verdens smarteste byer

Kina vil have verdens smarteste byer

KOMMENTAR: Kina er i fuld gang med at samle alle tænkelige data fra sensorer, kameraer og mobiltelefoner i byrummet sammen og skabe smart cities. Det sker i et tæt samarbejde mellem myndighederne og de store tech-virksomheder.

Tech-analysen: Vi skal leve af det usædvanlige og ualmindelige

Tech-analysen: Vi skal leve af det usædvanlige og ualmindelige

TECHTENDENSER: I fremtidens økonomi skifter fokus fra det masseproducerede og standardiserede til det usædvanlige og personligt tilpassede. Når det forudsigelige kan automatiseres, bliver det det udsøgte og specielle, som driver økonomien.

Brainstormen stilner af

Brainstormen stilner af

Forestillingen om, at man kan finde de gode idéer ved at smide så mange på bordet som muligt, holder ikke længere. Idéerne skal ud af mødelokalet. 

Udvikler du mennesket bag talentet?

Udvikler du mennesket bag talentet?

Talenter, der accelererer hurtigt karrieremæssigt, har også brug for at accelerere det at modnes som menneske. Kan du som leder sætte strøm til læren om livet, så kan du få talenter, der modnes hurtigere end andre. Din opgave er ikke bare at uddanne, men at danne talentet.

Også blå vælgere ønsker minimums-normeringer

Også blå vælgere ønsker minimums-normeringer

De blå partier er ude af trit med deres vælgere om et af valgkampens hovedtemaer. Et stort flertal af danskere på tværs af alle partier ønsker et loft over, hvor mange børn der må være per voksen i landets børnehaver og vuggestuer. Kommunerne har længe været modstandere, men har læst skriften på væggen.

Set, læst og hørt: Mikkel Bogh

Set, læst og hørt: Mikkel Bogh

Mikkel Bogh anbefaler en udstilling, der sætter Emil Nolde i helt nyt lys, barokmusik fremført af Les Ombres og dansk poesi.

Rekordmange vælgere besluttede sig først i valgkampen

Rekordmange vælgere besluttede sig først i valgkampen

Næsten halvdelen af alle vælgere besluttede sig først under selve valgkampen for, hvem de ville stemme på ved folketingsvalget i juni, viser stor undersøgelse. Det er det største antal usikre vælgere, der nogensinde er registreret i den slags målinger. Næsten hver tiende besluttede sig først på selve valgdagen.

Det polariserede demokrati

Det polariserede demokrati

KOMMENTAR: Mens vi kan glæde os over, at tilliden til politikerne er steget for første gang i mange år, har vi fortsat brug for at finde veje til indflydelse for de grupper, som føler sig marginaliseret og overhørt.