Vi er alle grækere

Enhver risiko rummer som bekendt en mulighed, og den græske tragedie er Helle Thorning-Schmidts største. Det er der 3 grunde til.

Den symbolske betydning af de voldelige protester i Athen – Demokratiets Vugge, Europas Baghave(!) – er svær at overse. Og ingen der har fulgt det seneste års dramatiske udvikling i Grækenland, kan have undgået at bemærke, hvordan den med uhyggelig ironi ligner en genopførsel af den klassiske græske tragedie.

Som en anden Ødipus synes premiereminister Papandreou at kæmpe en heroisk, men forgæves kamp mod en uomgængelig skæbne. Til trods for at han som sagnhelten på papiret gør alt det rigtige – hæver skatterne, fyrer offentligt ansatte og reducerer pensionsalderen – drives han alligevel af uforklarlige årsager mod statsbankerottens afgrund.

Hvis Grækenland falder, er der overhængende risiko for, at det trækker det sydeuropæiske korthus – og dermed hele den Europæiske Monetære Union - med sig i faldet. Ikke alene vil flere generationer af europæiske politikeres arbejde dermed være spildt på gulvet. Det vil også udløse et uoverskueligt, økonomisk kaos. Derfor sidder europæiske regeringsledere, centralbankdirektører og embedsmænd da også med tilbageholdt åndedræt og venter på godt nyt fra rentemarkederne hver gang nye finansielle modforanstaltninger sættes i værk.

Indtil videre kan den europæiske krisehåndtering bedst betegnes som ’for lidt, for sent’. Gang på gang har Trojkaen godkendt nye lånepakker til Grækenland eller oprustet den Europæiske Finansielle Stabilitets Facilitet (EFSF). Og gang på gang har det kun købt de politiske og økonomiske ledere en stakket frist, inden renterne igen er søgt mod Olympens højere luftlag. (Se f.eks. Financial Times illustrative gennemgang af de græske statsobligationers renteudvikling siden 2010 her.)

I sidste uge vedtog de 17 eurolande den indtil videre største krisepakke, der bl.a. via ’frivillig tvang’ af den europæiske banksektor indebar en 50 % nedskrivning af tilgodehavender på græsk statsgæld, en forhøjelse af EFSF til 290 mia. euro, yderligere krav om omfattende sydeuropæiske budgetbesparelser, skridt i retning af større finanspolitisk integration samt trusler om sanktioner overfor lande, der bryder disciplinen. (Se Mandag Morgen 37)

Også denne pakke har kun resulteret i et kort pusterum. Da Papandreou tirsdag med politisk mandsmod og stilsikker fornemmelse for historieskrivning insisterede på at sende Grækenlands Euromedlemskab til folkeafstemning, sendte han atter Europa til tælling. Nu er spørgsmålet ikke blot om den historisk store pakke vil være nok til at dæmpe finansmarkedernes panikangst. Spørgsmålet er, om finansmarkederne er parate til at vente på demokratiet helt til den 3. December. Vi venter stadig på svaret…

Imens Europa alligevel holder vejret, er det værd at overveje, hvorfor effekten af de mange nationale konvergens- og genopretningspakker er udeblevet, og den europæiske krise ikke for længst er blevet bragt under kontrol?

Én forklaring er, at de mange skrappe besparelsesprogrammer, som Grækenland, Italien, Spanien og Portugal er blevet påbudt, kun behandler symptomerne og ikke årsagerne til markedets mistillid. Kort sagt at de såkaldte ’austerity’-programmer – eller i det mindste timingen af dem - udgør en del af problemet snarere end en del af løsningen.

Der kan samlet peges på tre grundlæggende problemer ved den foretrukne behandlingsform af de gældssyge patienter i såvel Grækenland og det øvrige Sydeuropa:

  1. Forkert Diagnose: I mange medier udlægges sygdommen som konsekvensen af et umådeholdent sydeuropæisk offentligt forbrug. Tysklands svar på Teaparty-bevægelsen hævder, at grækerne simpelthen er dovne(!). Guderne skal vide, at det selv fra et nordisk velfærdsperspektiv ser ødselt ud med en pensionsalder på 55, og skatteunddragelse og korruption pynter heller ikke på det samlede billede
    Ikke desto mindre ligger et mere fundamentalt problem til grund for den løbske gældssætning. Euroen er skabt med en konstruktionsfejl. Ved den fælles valutas indførelse i 1999 var det reelt vidt forskellige lande med væsensforskellige industrielle strukturer, arbejdsmarkeder, produktivitet, vækstpotentiale og konkurrenceevne, der indtrådte i  samarbejdet. Man antog, at de dårligt stillede i syd via lavere renter kunne investere sig til produktivitetsforbedringer og dermed indhente det konkurrencedygtige Nord.
    Det skete bare aldrig. Nærmest tværtimod. (se Nationalbankens Kvartalsoversigt 4. Kvartal 2010 s. 49) I stedet oplevede lande som Tyskland, Holland og Danmark markante forbedringer på betalingsbalancen, parallelt med at Sydeuropas underskud eksploderede. Fordi de sydeuropæiske medlemslande ikke kunne beskytte deres konkurrenceevne og beskæftigelse via devaluering, blev øget offentligt forbrug og beskatning deres eneste våben overfor f.eks. arbejdsløshed. I dag ser vi konsekvensen.
    Når bølgerne i den europapolitiske debat går højt, må man stilfærdigt minde om, at det seneste 10-års Nordeuropæiske eksport- og væksteventyr i vidt omfang hviler på Sydeuropæisk gæld.
  2. Forkert Medicin: Fordi diagnosen er forkert, vil medicinen heller ikke virke. Vi ved med sikkerhed at højere skatter, fyringer af offentligt ansatte og reduktion af pensionsalderen på kort sigt driver den indenlandske efterspørgsel ned. Det vil reducere bruttonationalproduktet, udhule skattegrundlaget og i sidste ende forøge – ikke reducere – landenes gældsætning.
    Det forventes nu, at rundbarberingen af de offentlige finanser, vil have tre gavnlige effekter, som på sigt mere end opvejer det tab. For det første, at de finansielle markeder vil genfinde tilliden og købe ind af landets statsobligationer, og dermed sænke renten. For det andet, at det private forbrug og investeringer derfor vil tage til, og kompensere for faldet i efterspørgsel samt øge produktiviteten. Og for det tredje, at landets virksomheder via styrket priskonkurrenceevne begynder at eksportere mere og forbedrer handelsbalancen.
    F.eks. henviser IMF til, at spare-programmer som disse tidligere har virket for lande som Tyskland og Danmark (se IMF, World Economic Outlook 2010, Kapitel 3 ”Will et hurt?”). Men de 3 effekter er mere usikre, og det kan ikke uden videre forventes, at tiltagene i Sydeuropa vil få samme effekt, som det f.eks havde i Danmark i 80’erne.
    For det første: Hvem skal Grækenland og det øvrige Sydeuropa øge eksporten til? Nordeuropa? I de seneste 10 års højkonjunktur har syd ikke formået at skabe en nævneværdig afsætning i den retning. Skulle mulighederne være bedre i dag, hvor EU-landene har trådt kollektivt på den finanspolitiske bremse? Verdensmarkedet? Det er gået i stå. BRIK-landene? Det betyder, at Europas økonomiske skæbne afhænger af grækernes evne til at sælge fetaost og olivenolie til Kina og Indien(!) Nordafrika? Det er kort sagt ikke tydeligt, hvordan en stigende eksport under de nuværende konjunkturforhold, kan kompensere faldet i efterspørgsel.
    For det andet, forudsætter øget privat forbrug og investeringer ikke alene adgang til kredit og lave renter men også investeringslyst og tro på fremtiden. Det er en sydeuropæisk mangelvare. Det er langt mere sandsynligt, at overbelånte husholdninger og virksomheder vil bruge eventuelle råderum til at betale af på gæld snarere end at øge forbruget og investeringsgraden.
    For det tredje, markedernes tillid, ja, de er for tiden et kapitel for sig. Men man synes, at glemme, at investorer ikke vurderer et lands kreditværdighed i isolation men i et helhedsperspektiv. Den samlede kompleksitet og usikkerhed i hele Euro-området vil længe endnu blokere for at markederne vil genvinde tillliden til enkeltstående landes statsobligationer.
    Groft sagt adresserer nedskæringerne kun Sydeuropas betalingsevne men ikke dets konkurrenceevne. Det er ”one-size-fits-all”-politik, der bygger på forventningen om at det, der virkede for eksport-kraftværket Tyskland igennem en 10-årig højkonjunktur, også vil virke for væsensforskellige lande – på kortere tid – i en lavkonjunktur.
    Derfor kommer medicinen ikke til at virke foreløbig. Og derfor ser vi heller ikke markederne slappe af, hver gang der gennemføres nye besparelses-programmer. De ved, der er behov for en fælleseuropæisk indsats, der går på to ben – et der sikrer løntilbageholdenhed, og et der sikrer produktivitetsforbedringer.
  3. En rask patient, gør andre patienter syge: Endelig synes den europæiske politiske elite at have glemt den økonomiske (og for øvrigt filosofiske) grundsætning, at det, der gælder for delene af en helhed, ikke nødvendigvis gælder for helheden af delene. De politiske tiltag der isoleret set kan være gavnlige for et enkelt land, kan være uhyre ødelæggende, hvis alle lande gennemfører dem samtidigt.
    Det er præcis den kurs, EU nu har slået ind på med simultane besparelses- og konvergensprogrammer i samtlige lande.

Misforstå nu denne analyse korrekt! Pointen er ikke at Grækenland og det øvrige Sydeuropa ikke på et tidspunkt skal konsolideres finanspolitisk. Det skal de. Pointen er derimod, at timingen ikke kunne være værre. Europas nuværende kurs – hvor det stædigt fastholdes at krisen skyldes et gældsplaget Grækenlands problemer med betalingsevnen, og ikke udgør et fælleseuropæisk konkurrenceveneproblem– rummer en enorm risiko for, at Unionen sætter sig selv finans- og pengepolitisk skakmat.

Vi risikerer, at det går for Europa som Japan i 1997. Her blev skattestigninger også udskrevet som krisemedicin, et spirende økonomiske opsving trådt under fode og man spildte et tiårs økonomisk vækst og udvikling.  Kort sagt risikerer vi, at operationen lykkes, men patienten dør.

Enhver risiko rummer som bekendt en mulighed. I dette tilfælde tilfalder denne mulighed den nytiltrådte statsminister Helle Thorning Schmidt. Det er der 3 grunde til.

For det første, fordi Danmarks økonomiske skæbnetråde via fastkurspolitikken og det forhold, at langt størstedelen af dansk eksport går til Europa, er filtret godt og grundigt sammen med Euroen. Danmark har siden den fælles valutas indførelse de facto været medlem af det monetære samarbejde. (At vi har valgt at vægte glæden ved at kalde vores Euro for kroner højere en egentlig pengepolitisk medindflydelse, er en anden sag.)

Det betyder, at isolerede danske væksttiltag, kickstarter og fremrykkede investeringer vil forslå som en skrædder et vist sted, hvis Grækenland forlader Euroen, og Europa slår i back-gear. Nøglen til langsigtet dansk økonomisk succes – og dermed Thorning Schmidts - ligger mere end nogensinde i et strategisk parløb med Europa, hvor alle lande ikke snævert varetager egne handelspolitiske interesser, men agerer for et samlet Europas fælles bedste.

For det andet, fordi vi var de første grækere! Fra 1973 til 1988 eksploderede den danske udlandsgæld, investorerne flygtede, og i forløbet satte vi den pengepolitiske suverænitet over styr. Vi er et af de lande, der faktisk har gennemlevet og gjort erfaringer med omkostningerne ved et langsigtet austerity-program: Kartoffelkuren i 1986.

Derfor ved vi , at der skal ganske særlige betingelser til, for de programmers succes. På den ene side, lykkedes det for Schlütter med indefrysningen af dyrtidsreguleringen, at få bugt med den galopperende inflation, hvorfor danskernes realindkomster faktisk steg til trods for nominel løntilbagegang. Det holdt hånden under det private forbrug og stimulerede et selvbærende opsving. På den anden side skabte 80’ernes legendariske tre-parts forhandlinger, hvor arbejdsmarkedets parter enedes om stor løntilbageholdenhed, en massiv intern devaluering, der styrkede priskonkurrenceevnen.

Derfor ved vi også, at disse forløb ikke uden videre lader sig reproducere i den situation Grækenland og det øvrige Europa nu befinder sig i. Inflationen er allerede lav, og der er næppe udsigt til at den nytiltrådte ECB-chef Mario Draghi ændrer nævneværdigt kurs. Og en bred europæisk samfundspagt blandt arbejdsmarkedets parter er anno 2011 om ikke umulig så dog en anseelig mundfuld.

Fordi Danmark internationalt ofte fremhæves som skoleeksemplet på et vellykket austerity-program, er det også vores politiske pligt at påpege, hvor svært det er at lykkes med dem, og at kræver særlige betingelser, der ikke er tilstede i dag. Den danske erfaring med Kartoffelkuren udgør her 25 år efter ikke blot et vigtigt bidrag til den Europapolitiske debat men en unik politisk platform.

For det tredje, fordi Danmark overtager EU-formandsskabet i januar 2012, og dermed i en kort periode faktisk har en vis Europa-politisk stemme. Helle Thorning-Schmidts første EU-formandskab kan hvis håndteret rigtigt blive lige så betydningsfuldt som Anders Fogh Rasmussens. Hun kan endda nå at ’slå Fogh’ – ikke som statsminister, men som statsmand.

Derfor er det også mere end velkomment, at regeringen tager udfordringen alvorligt, ved at udpege en egentlig Europa-minister. Og det er lovende at, de har sat sig i spidsen for en bred europæisk vækstdagsorden, når det overtager EU-formandsskabet i 2012. De vil:

”sikre at vi i fællesskab får lagt den økonomiske krise bag os, og at vi skaber grundlaget for økonomisk, finansiel, social og miljømæssig ansvarlig vækst og beskæftigelse. Regeringen vil under det danske formandskab  arbejde for, at EU’s budget for perioden 2014-2020 understøtter denne udvikling. Vi vil samtidig arbejde for, at vækstpotentialet i Europa styrkes gennem et revitaliseret indre marked, der er en stærk hjemmebane for verdens førende højteknologiske virksomheder og frembringer innovative løsninger på de store udfordringer såsom stigende oliepriser, vandmangel og ressourceknaphed.” (Se ”Et Danmark, der står sammen”, 2011)

Men de flotte ord kræver handling. Markederne venter ikke blot på en koordineret europæisk  nedskærings-politik. De venter på et overbevisende fælleseuropæisk svar på hvad Europa skal leve af i fremtiden og en overbevisende langsigtet konkurrenceevne-strategi. Dvs. en europæisk politik der går på to ben, og ikke blot sigter til massiv intern devaluering men også på massiv produktivitetsopbygning.

Svaret kunne bestå i en fælleseuropæisk form for ”samfundskontrakt” (de er også hurtigere at vedtage end traktatændringer), hvor man gav hinanden bindende håndslag på at investere massivt i produktivitets- og konkurrenceevneforbedrende tiltag nu, og udskyde den tungeste del af genopretningen til et selvbærende økonomisk opsving får fat. Elementer i en sådan kontrakt kunne f.eks. bestå i at

  • liberalisere og styrke vækstgrundlaget i de nordeuropæiske servicesektorer, (som foreslået af Nationalbanken) og dermed øge efterspørgslen
  • Massive investeringer i infrastruktur, uddannelse, forskning, digitalisering og andre produktivitetsfremmende tiltag
  • Lette en anelse på den finanspolitiske bremse i Nordeuropa

At chefen for IMF, Christine Lagarde, senest har anbefalet ”at landene i Europa tilpasser deres spareplaner til den ændrede situation og overvejer foranstaltninger, der skal drive væksten" er måske et tegn på, at de politiske vinde er ved at vinde. (Se AE-Rådet: Koordineret krisepolitik kan skabe 36000 job I Danmark, s. 5)

Men det forudsætter selvsagt politisk vilje, timing og mod i Papandreou-klassen at tale Merkozys herskende ortodoksi midt imod og med fasthed i stemmen erklære: I Europa er vi alle grækere – kulturhistorisk, økonomisk og politisk. Det rummer en historisk risiko – men mulighederne er større, og kommer ikke igen.

”Ich bin ein Athener!”

Dette blog-indlæg er blevet til på baggrund af inspirerende samtaler med professor Robert Boyer, CEPREMAP, Paris, om hans forskning i Austerity-policies.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Hvad skal være Danmarks Futurama? Næste artikel Grækenland, euroen og den nye Europa-orden

Regeringen: EU skal kunne straffe lande, der ikke overholder ny klimalov

Regeringen: EU skal kunne straffe lande, der ikke overholder ny klimalov

Hvis EU’s nye klimalov bliver juridisk bindende, vil det være en oplagt fordel for Danmark, der risikerer at miste arbejdspladser til lande med mere lempelige klimakrav. Men det er svært at se, hvordan overtrædelser skal sanktioneres. Politikere er blevet lige lovlig glade for at hive domstolene på banen, når øst og vest ikke kan blive enige om Unionens ambitioner, mener EU-eksperter.

Forankring bedre end forhastet klimahandling

Forankring bedre end forhastet klimahandling

KOMMENTAR: Selvfølgelig haster det med at komme i gang med klimaforhandlingerne, men det er vigtigere, at de centrale aktører kommer med, og at vi får politisk ærlighed på bordet om prisen for klimaambitionerne.

Skal kunstig intelligens fiske med net eller harpun?

Skal kunstig intelligens fiske med net eller harpun?

TECHTENDENSER: Skal vi fiske med net eller med harpun, når vi bruger kunstig intelligens til at jagte de værdifulde indsigter, som gemmer sig i oceanerne af data? Teknologien gør det muligt at kaste stadig bredere net ud, men hensynet til privatliv og menneskerettigheder passer bedre med at gå efter et enkelt, veldefineret mål.  

Den helt enkle tilgang til verdensmålene

Den helt enkle tilgang til verdensmålene

KOMMENTAR: At drive virksomhed efter verdensmålene kræver nytænkning, men ikke revolutioner. Som leder kan du ty til nogle simple og ganske gammeldags greb, hvis du vil have tranformationen i gang. Her er et bud på en tretrinsraket mod verdensmålene.

Set, læst og hørt: Lykke Friis

Set, læst og hørt: Lykke Friis

Lykke Friis holder sig opdateret med interviewpodcast med europæiske topforskere og har læst en sylespids satirisk fremstilling af Brexit.

Nu bliver den offentlige sektor kunstigt intelligent

Nu bliver den offentlige sektor kunstigt intelligent

Den offentlige administration er ved at ændre form. I de kommende år vil kunstig intelligens og maskinlæring brede sig i sagsbehandlingen. Allerede i dag bruges kunstig intelligens til vurdering af hundredtusinder af regnskaber og udbetalinger af offentlige ydelser. Vi mærker det bare ikke rigtig endnu.

Vind- og solenergi overhaler kul i Europa

Vind- og solenergi overhaler kul i Europa

I 2019 har vind- og solenergi for første gang tilsammen produceret mere elektricitet end kul i EU. EU's energiproduktion fra kul er halveret i forholdt til niveauet i 2007. Det skyldes især udfasningen af kul i Vesteuropa.

Det største offentlige paradigmeskifte i årtier giver ansatte større frihed

Det største offentlige paradigmeskifte i årtier giver ansatte større frihed

Ledere og medarbejdere i landets kommuner får større frihed til at skabe nye, bæredygtige velfærdsløsninger i samarbejde med borgere, organisationer og virksomheder. Den nye strategi er baseret på et klart værdisæt og udstrakt tillid. ”Det fører til bedre løsninger,” siger professor. Mange kommuner er inspireret af canadiske Jocelyne Bourgon og hendes tanker om Ny Syntese.

4.000 ansatte i Hvidovre Kommune får nye roller

4.000 ansatte i Hvidovre Kommune får nye roller

Alle ansatte i Hvidovre Kommune – fra direktører og centerchefer til pædagoger og lærere – får nye roller som led i nyt grundlag for ledelse. De skal samarbejde mere på tværs, dele viden og sætte borgeren i centrum. Det giver resultater: Et tværfagligt team af specialister har på kort tid mere end halveret antallet af unge, der ikke mødte i skole.

22.000 ansatte i Aarhus Kommune skal udvikle velfærd med borgerne

22.000 ansatte i Aarhus Kommune skal udvikle velfærd med borgerne

Byrådet i Aarhus forbereder et nyt grundlag for styring og ledelse. Kommunen og dens 22.000 medarbejdere skal vende blikket udad og skabe værdi sammen med borgere, civilsamfund og ledere. Resultatet bliver uforudsigeligt, og medarbejderne får brug for tillid og opbakning fra ledelsen.

Rundbordssnak giver lavere udgifter til specialundervisning i Hørsholm

Rundbordssnak giver lavere udgifter til specialundervisning i Hørsholm

Mens flere og flere elever går i skolernes specialtilbud på landsplan, går Hørsholm mod strømmen. I et nyt lederforum træffer forvaltningschefer og skoleledere i fællesskab beslutninger om ekstra tilbud til børn. Det giver både bedre kvalitet og lavere udgifter, mener kommunen.

Kommunerne overhaler Frederiksens nærhedsreform

Kommunerne overhaler Frederiksens nærhedsreform

KOMMENTAR: Mange af landets kommuner er ved at finde vejen til stærkere lokalt engagement og mindre bureaukrati. Men hvis deres forehavende skal lykkes, har de brug for, at Christiansborgs politikere sætter en markant ny retning.

Tech-lyspunkter for Kina midt i coronaepidemien

Tech-lyspunkter for Kina midt i coronaepidemien

De seneste par uger har al snak om Kina fokuseret på udbruddet af coronavirus covid-19. Situationen minder på mange måder om udbruddet af sarsvirus tilbage i 2003. Derfor er det relevant at drage et par techrelaterede paralleller, idet sars faktisk spillede en stor rolle i udviklingen af Kinas techlandskab, som vi kender det i dag.

AI i det offentlige sætter borgernes tillid på spil

AI i det offentlige sætter borgernes tillid på spil

KOMMENTAR: Det er oplagt at også den offentlige sektor begynder at bruge avanceret dataanalyse til at levere mere effektiv og præcis service. Men det kræver, at vi som borgere forstår, hvad der foregår, og at vi kan nære tillid til, at teknologien bliver brugt til vores bedste.

Derfor trak vi den socialdemokratiske netavis i Pressenævnet

Derfor trak vi den socialdemokratiske netavis i Pressenævnet

KOMMENTAR: Netavisen Pio overholdt ikke god presseskik, da den gik til angreb på Mandag Morgens journalistik. Sagen viser ifølge Mandag Morgens chefredaktør, at den socialdemokratiske avis er partiets – og regeringens – forlængede arm. 

Bred opbakning til EU-Kommissionens digitale strategi

Bred opbakning til EU-Kommissionens digitale strategi

EU skal beholde sin førerposition, lød det fra kommissionsformand von der Leyen. Derfor lancerer Kommissionen nu en række strategier, der skal sætte turbo på den digitale vækst, uden at sætte borgernes rettigheder over styr.

Når medarbejderen bliver din mor

Når medarbejderen bliver din mor

KOMMENTAR: Lederfaget er fyldt med anvisninger til, hvordan ledere håndterer en udfordrende medarbejder. Men medarbejdere udvikler også strategier for, hvordan de håndterer en udfordrende chef. Nogle strategier er defensive og manipulerende. Andre er omsorgsfulde og udviklingsorienterede.

Set, læst og hørt: Rasmus Kjeldahl

Set, læst og hørt: Rasmus Kjeldahl

Børns Vilkårs direktør, Rasmus Kjeldahl, er blevet mindet om næstekærligheden i uafrystelig dokumentarfilm og har lyttet til historier fra livet på dødsgangen.

Faldende renter er en historisk megatrend

Faldende renter er en historisk megatrend

NY VIDEN: Bank of England har gennemgået den globale renteudvikling gennem de sidste 700 år, og trenden er for nedadgående. Forskerne bag peger på, at renten sagtens kan fortsætte ind i det negative territorie.

Europas magthavere er historisk unge

Europas magthavere er historisk unge

Mens gennemsnitsalderen for politiske magthavere stiger globalt, bliver de i Europas bare yngre og yngre. Flere europæiske lande har sat historiske rekorder, senest i Østrig med valget af den 33-årige Sebastian Kurz som kansler. Det kan betyde, at Europa vil blive ledet mere visionært og mindre ud fra gamle ideologier.

Alderen er dalet på Slotsholmen

Alderen er dalet på Slotsholmen

Da Mette Frederiksen som 41-årig blev den yngste danske statsminister nogensinde, fulgte hun en alderskurve, der i forvejen var på vej nedad. Også ministre og folketingsmedlemmer bliver gennemsnitligt yngre. De dage, hvor politikere og partiledere døde med arbejdstøjet på, er forbi.

Det er nu, milliarderne skal skaffes til Europas grønne omstilling

Det er nu, milliarderne skal skaffes til Europas grønne omstilling

ANALYSE: EU-Kommissionen vil i denne uge forsøge at overbevise de europæiske regeringsledere om, at hver fjerde euro i det nye budget skal gå til grøn omstilling. 340 milliarder kroner om året fra EU skal trigge lokale, nationale og private investeringer i den grønne omstilling i 27 lande. Der er lagt op til et gigantisk partnerskab på tværs af den offentlige og private sektor som – hvis det lykkes – kan give et effektivt boost til den grønne økonomi.

USA er forvandlet til Det Gamle Vesten

USA er forvandlet til Det Gamle Vesten

KOMMENTAR: Glem Det Vilde Vesten. USA er ved at gro fast i gamle måder at tænke på og en insisterende modstand mod at tænke nyt. Det er en mulighed for Europa, hvis kontinentets unge ledere tør gribe den.

Grøn vinter: MM's bedste om grønt landbrug

Grøn vinter: MM's bedste om grønt landbrug

I hele uge 7 kan du læse nogle af de mest indsigtsfulde analyser om den grønne omstilling fra Mandag Morgens arkiv. Du kan frit dele artiklerne med dit netværk. God læselyst!

I dag har vi samlet evergreens om GRØNT LANDBRUG:

Grøn vinter: MM's bedste om grøn energi

Grøn vinter: MM's bedste om grøn energi

I hele uge 7 kan du læse nogle af de mest indsigtsfulde analyser om den grønne omstilling fra Mandag Morgens arkiv. Du kan frit dele artiklerne med dit netværk. God læselyst!

I dag har vi samlet evergreens om GRØN ENERGI:

Grøn vinter: MM's bedste om grøn økonomi

Grøn vinter: MM's bedste om grøn økonomi

I hele uge 7 kan du læse nogle af de mest indsigtsfulde analyser om den grønne omstilling fra Mandag Morgens arkiv. Du kan frit dele artiklerne med dit netværk. God læselyst!

I dag har vi samlet evergreens om GRØN ØKONOMI:

Grøn vinter: MM's bedste om grøn politik

Grøn vinter: MM's bedste om grøn politik

I hele uge 7 kan du læse nogle af de mest indsigtsfulde analyser om den grønne omstilling fra Mandag Morgens arkiv. Du kan frit dele artiklerne med dit netværk. God læselyst!

I dag har vi samlet evergreens om GRØN POLITIK:

Skal robotterne betale skat?

Skal robotterne betale skat?

Virksomheder skal punge ud, når de erstatter medarbejdere med maskiner, mener nogle forskere og politikere. Andre frygter, at det vil hæmme innovationen uden at have den ønskede effekt.

Fremtidsscenarier handler egentlig om nutiden

Fremtidsscenarier handler egentlig om nutiden

TECHTENDENSER: Udviklingen accelererer. Nye teknologier breder sig hurtigere, forholdene skifter, og det virker aldeles uforudsigeligt, hvad der sker om blot få år. Både professionelt og privat er vi nødt til at reagere hurtigere og hurtigere. Alligevel er der også hårdt brug for at lære at tænke mere langsigtet. Det kan scenarier og fortællinger om fremtiden hjælpe os med.

Fire udfordringer for Mette Frederiksens strategiske ledelsesprojekt

Fire udfordringer for Mette Frederiksens strategiske ledelsesprojekt

KOMMENTAR: Danmark har fået en statsminister, som har gjort det klart, at Danmark skal drejes i en ny retning. Forankret i Statsministeriet er regeringen lige nu i en proces med at fastlægge strategien. Det er en opgave, der indebærer en række velkendte udfordringer.