Min morbror døde af kræft forleden. Han var 83 og havde levet et godt liv. Han opdagede sygdommen sent, og heldigvis var det kun i de sidste uger, han for alvor var mærket.

Men for hans søstre – deriblandt min mor – blev de sidste uger til gengæld et trist møde med en del af det danske sundhedsvæsen, som ikke altid fungerer særlig godt. Nemlig det nære, kommunale sundhedsvæsen.

Først den gode nyhed: Den enkelte plejer, sosu-assistent og sygeplejerske efterlod et godt indtryk og leverede den service, som tiden og omstændighederne tillod. Det er en kliché, men den holder i dette tilfælde: De såkaldt varme hænder leverer varen.

Frustrationen opstod til gengæld i mødet med et system, der aldrig rigtig syntes at indse eller at reagere på det faktum, at der var tale om et menneske, der efter 83 år nærmest for første – og eneste – gang havde brug for at få hjælp. At der var tale om et menneske, der var ved at dø.

Det viste sig, da administrationen i den midtjyske kommune, hvor min morbror boede, i telefonen forklarede de bekymrede søstre, at han skam fik hjemmebesøg fire gange om dagen. Det kunne søstrene afkræfte; de var jo flyttet ind og vidste derfor, at besøgene var langt sjældnere.

Det viste sig, da kommunen lovede at levere en hospitalsseng til hjemmet af hensyn til det personale, der skulle vaske og pleje – men først kom med den flere dage efter den lovede dag, og så manglede der ovenikøbet fortsat dele til den.

Og det viste sig, da kommunen i perioder var umulig at komme i dialog med, fordi computersystemet var brudt ned. Og selv da kunne nogle ting ikke lade sig gøre på søstrenes anmodning; næ, min morbror skulle selv bede om det. Jo tak, men han var ved at dø. Og havde i øvrigt aldrig bedt nogen om noget.

MED DEN HISTORIE i ubehagelig frisk erindring lyttede jeg ekstra godt med, da Lars Løkke Rasmussen – flankeret af en kvart regering for at understrege sagens alvor – fremlagde regeringens forslag til en ny, gennemgribende reform af det danske sundhedsvæsen.

Og langt hen ad vejen lød det, som om han netop italesatte de problemer, som en helt almindelig dansk familie havde mødt i de foregående uger op til min morbrors død. ”Patienten først”, hedder udspillet, og der skal afsættes flere penge til den nære indsats.

Så langt, så godt.

Men når man har fulgt Mandag Morgens grundige dækning af sundhedsvæsenet og dets udfordringer gennem de seneste mange måneder, må man alligevel undre sig og spørge, om regeringen ordinerer den rigtige medicin.

Den nye struktur præsenteres som en forenkling, fordi de 205 folkevalgte politikere i regionerne afskaffes. Men hør nu: Regionerne fortsætter som administrative enheder og suppleres med 21 sundhedsfællesskaber med en foreløbig meget uklar ansvarsfordeling.

Dertil kommer en ny, statslige enhed med titlen Sundhedsvæsen Danmark, som placeres i Aarhus. Rollefordelingen mellem Sundhedsvæsen Danmark og Sundhedsstyrelsen er endnu uklar. Men i alt vil der være så mange led, at der er grund til at frygte, at ansvaret deles mellem så mange led, at ingen vil føle, det er deres.

Paradoksalt nok vil mindst lige så mange bestyrelsesmedlemmer indsættes i de nye strukturer, som de 205 folkevalgte, der fjernes.

Nogen forenkling synes der således ikke at være tale om, tværtimod.

Så meget desto mere paradoksalt er det, at netop regionerne nedlægges, når det nu står helt klart, at de store udsving i kvaliteten i sundhedsvæsenet især skal findes i kommunerne.

MIN TERMINALT SYGE morbror burde formentlig undervejs have været indlagt, tilbudt intensivt hjemme-hospice individuelt tilpasset hans behov, bragt på plejehjem eller være blevet tilbudt en plads på et hospice.

Men i et system, der dyrker en i øvrigt sund praksis med ”længst muligt i eget hjem”, sker den slags ikke af sig selv. Og slet ikke, hvis man ikke selv kræver det. Højlydt.

Reform eller ej, så er det en fremtid, alle danskere skal være forberedte på. Antallet af ældre vokser hastigt, og den øgede levealder gør det helt utænkeligt, at de alle sammen kan få plads på plejehjem, sygehuse og hospicer i samme omfang som tidligere.

Netop derfor skal plejen og kvaliteten i det nære sundhedsvæsen forbedres. Det er alle enige om.

Og selvfølgelig skal man vare sig med at tro, at problemet alene løses ved at sende flere penge ud til kommunerne med besked om at ansætte flere varme hænder. Et moderne velfærdssamfund er en kompliceret maskine, der også kræver styring og administration.

Men ligefrem at komplicere beslutningsgangene og sprede et i forvejen diffust ansvar mellem langt flere aktører virker omvendt som en meget farlig vej at gå. For den enkelte vil det afgørende være et personligt møde med en kvalificeret læge eller anden fagperson, der har mandat til og mulighed for at bestemme et passende forløb.

Mange flere vil i de kommende årtier dø i deres eget hjem. Nogle vil være heldige at have søskende eller børn, der kan træde til og hjælpe. Andre vil være overladt til det velfærdssamfund, de har betalt til i årtier. Vi skylder dem alle en værdig afslutning på livet.