Når indbyggerne i Osted lidt sydvest for Roskilde køber ind i Dagli’Brugsen, er de ikke længere henvist til småsnak over køledisken, når de vil sludre med andre af de lokale borgere. Siden november har de også kunnet mødes i Brugsens nyoprettede ”dagli’stue”, der fungerer som en blanding af hyggekrog og mødelokale, hvor der altid er kaffe på kanden.

Indtil videre er der etableret 30 dagli’stuer rundt omkring i Danmark, og flere kommer til hver eneste måned. På landsplan findes der i dag omkring 300 Dagli’Brugsener, og målet er, at de alle skal have deres egen dagli’stue. Her kan folk mødes til en sludder, børnene kan lege, mens forældrene klarer ulvetimens indkøb, og lokale foreninger kan holde møder, arrangere foredrag og afholde vinsmagning efter lukketid.

Det er et af de seneste eksempler på, at civilsamfundsorganisationer og erhvervslivet i disse år insisterer på at engagere sig lokalt. Det handler om noget så simpelt som liv i landsbyen og at skabe plads til fællesskaber, siger Flemming Jørgensen, der er redaktionschef i Samvirke og indtil for nylig var chefkonsulent i Coops foreningssekretariat:

”Noget af det, der kendetegner gode lokalsamfund, er, at der bor aktive borgere. Men mange steder i de mindre byer er skoler, biblioteker og andre institutioner voldsomt reduceret af besparelser eller helt lukket, så rammerne for at være aktive bliver mindre. Vi vil gerne være med til at sikre, at der stadig er liv, også i de små byer,” siger han.

Det er et naturligt næste skridt i den udvikling, der følger i kølvandet på liberaliseringen af lukkeloven, hvor stadig flere lokale købmænd udvider deres tilbud med bagerier, apotekerudsalg og pakkepostafhentning som en del af forretningen.

”På den måde er det også et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Folk vil gerne have rum til fællesskabet der, hvor de alligevel færdes. I stedet for at stå ved mælkekøleren og snakke, går de ud i dagli’stuen og drikker en kop kaffe eller aftaler at mødes og holde generalforsamling i frimærkeklubben dér næste gang,” siger Flemming Jørgensen.

Unge er fælles om at virke

Et andet nyt samlingssted for borgere åbnede i januar sidste år, da Ungdommens Røde Kors slog dørene op til sit første brugerdrevne medborgerhus for unge. Det har fået navnet ”Fællesværket” og ligger i Bolbro i udkanten af Odense.

For Anders Folmer Buhelt, der er direktør i Ungdommens Røde Kors, handler arbejdet med at etablere lokale medborgerhuse for unge om noget så simpelt som at gøre det, man er god til.

”Vi gør det, fordi vi tror på, at vi er dem, der kan. Med vores kendskab til børn og unge kommer vi med noget erfaring og nogle metoder, der kan få ting til at blomstre lokalt,” siger han.

I Fællesværkerne kan børn og unge i områder med sociale og økonomiske udfordringer gå til lektiecafe, få en mentor og i vid udstrækning selv være med til at bestemme, om der skal være Playstation-aften om torsdagen eller fællesspisning om mandagen. Målet er, at de unge skal opleve, at de er noget værd, og at deres stemme betyder noget.

”Alle undersøgelser viser, at unges demokratiske selvtillid er meget lav. Det vil vi gerne lave om på,” forklarer Anders Folmer Buhelt og understreger, at det kun kan lade sig gøre, hvis der er flere, der tager del i arbejdet. Det er da heller ikke uden grund, at husene er kommet til at hedde Fællesværker.

”Målet er at gøre det her til noget, som tilhører lokalsamfundene. Det er kun bæredygtigt, hvis ikke det er os alene, der ejer løsningen. Derfor inviterer vi også både kommunen, boligselskaber, den lokale handelsstandsforening, spejderne og musikskolen til at være med til at fylde indhold ind i husene,” siger han.

Borgmesterskole og politiklaboratorier

Fællesværkerne er en del af indsatsen ”Frem i Lyset”, som Ungdommens Røde Kors gennemfører i partnerskab med TrygFonden for at uddanne unge til at tage del i demokratiet og lære de demokratiske og sociale spilleregler at kende på egen hånd. I Nakskov betyder det eksempelvis, at unge på den lokale produktionsskole har været gennem et projektforløb, hvor de har sat ord på og arbejdet med, hvad deres nye Fællesværk skal indeholde.

”Du kan kalde det en slags politiklaboratorium, hvor de har arbejdet med at formulere ideer, fremlægge dem og prøve dem af i praksis,” siger Anders Folmer Buhelt.

I Coop uddanner man de lokale brugsuddelere til at tage rollen som lokal ildsjæl på sig. De skal indtage rollen som ”borgmestre” – ikke kun i deres egen butik, men også i området omkring den.

”En borgmester er sådan en, der favner hele lokalsamfund og formår at stå i centrum lokalt. Det er det, vores brugsuddelere skal og kan. Mange steder er det allerede dem, der ringer ind til kommunen, hvis vandet i byens vandhaner har en mystisk farve – eller dem, som borgerne kommer til, hvis der er udfald på tv-signalet midt i DR’s drama om søndagen. De skal kunne lidt af hvert – udover at drive forretning,” siger Flemming Jørgensen.

Deres opgave består med andre ord i mere end blot at sikre, at kassen stemmer, og at de rigtige varer finder vej til hylderne. Det lærer de butiksdrivende på kurser, hvor de øver sig i at sætte sig selv i centrum for lokalsamfundet.

Coop gennemfører også løbende tilfredshedsundersøgelser blandt kunderne, hvor et af de parametre, der måles på, er, om uddelerne har succes med at gøre sig til et kendt ansigt i lokalområdet. Flemming Jørgensen afviser dog, at Coop er ved at opfinde en slags nyt forretningsbaseret demokrati.

”Men vi vil gerne gøre os selv til omdrejningspunkt for lokale fællesskaber,” siger han og uddyber:

”Mange steder er det eneste oplagte samlingspunkt den lokale købmand eller brugs, så det skal vi selvfølgelig arbejde med og støtte op om – og så skader det jo ikke, hvis folk køber en pose kartofler med, nu de er der.”