De politiske ambitioner om at skabe stribevis af danske CSR-frontløbere er gået tabt i en hullet og vag tilføjelse i Årsregnskabsloven, som giver virksomhederne frihed til at selv at bestemme, hvad de vil rapportere om – eller slet ikke rapportere – og stadig leve op til loven.

Så hård lyder kritikken af den tilføjelse i Årsregnskabsloven, der forpligter landets godt 1.100 største virksomheder til at fortælle, hvordan de forholder sig til menneskerettigheder og miljø. Faktum er, at lovkravet runder sit første leveår uden at have rykket noget hos virksomhederne.

“Lovgivningen er alt for uforpligtende. Du skal ikke engang forklare hvorfor, hvis du undlader at rapportere. Når virksomhederne ikke skal legitimere, hvorfor de ikke finder det relevant at have politikker og procedurer på områderne, efterlader det forbrugere, investorer, ngo’er og myndigheder ude af stand til at vurdere virksomheden,” siger Sanne Borges, der er seniorrådgiver inden for menneskerettigheder og erhverv hos Amnesty International.

Amnestys kritik er helt i tråd med det høringssvar, den såkaldte 92-gruppe allerede kom med, da lovforslaget var i høring. 92-gruppen består af i alt 23 danske udviklings- og miljøorganisationer, som allerede i januar 2012 påpegede huller i forslaget:

“Det er et skridt i den rigtige retning, men slet ikke ambitiøst nok,” lød det dengang fra gruppen. Gruppen efterlyste, at loven afkræver virksomhederne, at de laver en risikovurdering, der afdækker, hvor de kan have en negativ indflydelse på menneskerettigheder og miljø, samt at de gør en aktiv indsats for at forebygge risici og ikke mindst rapporterer om arbejdet.  

Kun hver tiende virksomhed rapporterer

Nu viser de første vurderinger af den nye lov, at kritikerne fik ret. Ifølge et skøn fra landets største revisionsselskaber, der netop har været striben af årsregnskaber igennem, er det endnu højst 10 pct. af landets 1.100 største virksomheder, der har taget loven til sig og er begyndt at rapportere, så det giver værdi for interessenterne. Se tekstboks. De resterende 90 pct. har endnu ikke forstået, hvad menneskerettigheder har med deres virksomhed at gøre.

Birgitte Mogensen, der er formand for CSR-udvalget hos FSR – Danske Revisorer og indehaver af virksomheden Board Management, udtrykker det på denne måde:

”Det her er soft law om et soft emne. Efter det første år med regnskabslovgivningen som drivkraft tegner der sig et billede af, at virksomhederne er frustrerede. De ved ikke, hvad menneskerettigheder er for en størrelse, og de ser ingen brændende platform for at prioritere det. Det er virkelig op ad bakke.”

Lignende toner lyder fra de store revisionshuse Deloitte, PwC og KPMG:

”Vi ser en stor gruppe af handels- og produktionsvirksomheder, hvis største udfordringer handler om at få lageret bragt ned og mindske trækket på kassekreditten, og for dem er det med rapportering om menneskerettigheder en svær størrelse,” siger Jens Frederiksen, der er partner i KPMG.

Menneskerettigheder er fluffy og giver ikke værdi

Årsrapporterne tikker netop ind hos Erhvervsstyrelsen i disse dage, og Mandag Morgen har spurgt revisorerne, om de kan se, at skærpelsen i regnskabsloven har smittet af på de årsrapporter, som de netop har godkendt. Kravet om særlig rapportering på menneskerettigheder blev tilføjet i loven, fordi netop menneskerettigheder har vist sig at være det område, hvor virksomhederne har været svagest i deres nuværende CSR-rapportering. Men revisorernes konklusion er klar: Effekten udebliver, fordi virksomhederne mangler en brændende platform og ikke ser menneskerettigheder som værdiskabende, men som fluffy og fjerne.

”Virksomhederne vil altid sige øv til nye rapporteringskrav, fordi de ikke kommer fra dem selv. Og menneskerettigheder vil have års indtrængningscyklus, fordi det for de fleste virksomheder er svært at se den brændende platform, og fordi det er langt lettere at se businesscasen på miljøområdet. Der mangler rollemodeller og trendsættende virksomheder, som kan synliggøre den forretningsmæssige risiko og relevans,” siger Birgitte Mogensen.

Men menneskerettigheder er også relevant for dem, der ikke har komplekse værdikæder og produktion i udviklingslande, understreger Helena Barton, der er partner i Deloittes sustainability-afdeling:

”Menneskerettigheder er hverken noget fjernt eller fluffy. Det er ganske nærværende i arbejdsdagen i form af ytringsfrihed, ikke-diskrimination, anti-mobning, fagforeningsfrihed, religionsfrihed, privatliv, sikre og sunde arbejdsforhold m.m. Vi tager dem for givet her på danske arbejdspladser, lige indtil det går galt.”

Strammere lov på vej fra EU

I Dansk Industri og Dansk Erhverv er man fortrøstningsfulde, og mener, at resultaterne kommer med årene. Men lige nu er et nyt EU-direktiv på vej, som står til at udfylde en række af de huller, den danske lovgivning har. Bliver direktivet vedtaget, vil det medføre stramninger af den danske lov.

”Udfordringerne for virksomhederne bliver kun større fremadrettet,” siger Kim Haggren, der er chef for erhvervsjura og CSR i Dansk Industri, med henvisning til direktivet.

Det lægger op til, at virksomhederne skal beskrive de vigtigste risici – ikke bare i selve virksomheden, men også hos samarbejdspartnere. Den danske lov nævner ikke samarbejdspartnere.

Derudover skal virksomhederne rapportere på fem CSR-områder: miljø, sociale forhold herunder medarbejderforhold, respekt for menneskerettighederne, anti-korruption og bestikkelse.

Og endelig er tilgangen en helt anden, fordi direktivforslaget kræver, at virksomhederne beskriver, hvordan deres aktiviteter påvirker mennesker og miljø negativt, og hvilke procedurer de har for at forebygge og håndtere den påvirkning.

“Det er et lille, men vigtigt paradigmeskifte, fremfor at det som herhjemme er op til virksomhederne selv at bestemme, hvad de vil rapportere om,” siger Sanne Borges fra Amnesty International.

Frivillighed rykker ikke

Ngo’erne ser dog også huller i EU-direktivet – f.eks. omfatter det kun knap 6.000 europæiske selskaber, så i Danmark kommer det kun til at gælde for de godt 100 største selskaber.

”Der er helt sikkert svagheder. Det her er et kompromis. Men ikke desto mindre er det et vendepunkt for ikke-finansiel rapportering,” siger Francois Passant fra tænketanken Eurosif, the European Sustainable Investment Forum, til Reuters.

Den danske lovgivning på området forventes at blive genforhandlet til januar, og implementeringen af EU-direktivet bliver en del af de forhandlinger. Forventningen er, at man her tager de stramninger med, som EU-direktivet indeholder, men udvider kravene til at gælde flere virksomheder. Under alle omstændigheder skal EU-direktivet omsættes til dansk lov, inden for to år fra det er vedtaget.  

”I dag er der ikke mange virksomheder, der har en udtrykkelig politik på menneskerettigheder, for det har aldrig været intentionen med loven at lave en spændetrøje for virksomhederne. Det her er et frivilligt krav, som nogle finder relevant, og andre ikke gør,” siger Helena Barton fra Deloitte.

Men de første resultater af år ét med den nye tilføjelse i Årsregnskabsloven er for Sanne Borges i Amnesty International et bevis på, at frivillighedens vej ikke rykker.

“Vi skal ikke kun have retningslinjer og guidelines her. Det skal være lovpligtigt at arbejde med områderne. Det er godt, at vi har fået en lov, men den er for uforpligtende, og der er brug for at styrke den,” siger hun.

Fjollet at tro, det giver profit

Hele den oprindelige intention med at føre CSR-politik gennem regnskabsloven var netop at rykke massen af danske virksomheder på området, så det kunne styrke den danske konkurrenceevne.

”CSR-diskursen bygger i dag i høj grad på forestillingen om, at virksomhederne både kan skabe værdi for sig selv og for samfundet ved at arbejde med ansvarlighed på en strategisk måde. Men man skal have den alternative regnestok frem, hvis man skal se de direkte markedsfordele i at respektere menneskerettighederne. Selv om man ofte hører, at det er noget, som kunder og andre interessenter lægger vægt på, må man spørge, om virksomhederne reelt oplever det som udslagsgivende, når kontrakter skal i hus,” siger Steen Vallentin, der er lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS.

Han mener, at virksomhedernes modstand mod at gå ind i det nye område af bæredygtighedsdagsordenen skyldes, at de har svært ved at se, hvad de får ud af det.

”Menneskerettighedsagendaen er ikke umiddelbart forenelig med en forretningsdrevet tilgang til og fokus på businesscasen. Det er næsten fjollet at tro, at der skulle være direkte sammenhæng mellem menneskerettigheder og virksomhedens profit,” siger Steen Vallentin.

Både revisorer og eksperter peger dog på, at menneskerettigheder er en god forretning for virksomhederne.

”Det gælder for mange virksomheder. Men for andre er det måske primært relevant på den kedelige måde, så virksomhederne må tage hånd om det ud fra en risikotilgang,” siger Allan Lerberg Jørgensen, der er afdelingsleder hos Institut for Menneskerettigheder.

Det er netop tilgangen i direktivet, der er på vej fra EU. Her indgår menneskerettigheder som en del af virksomhedens risikovurdering, og så giver det pludselig mening for ledelserne på linje med at skrive om valutausikkerhed i årsregnskabet, påpeger Birgitte Mogensen fra Danske Revisorer, FSR.

Ikke desto mindre vil der være virksomheder, der kan gøre menneskerettigheder til en konkret forretningsmulighed, f.eks. i forhold til social innovation eller i forhold til at profilere sig hos forbrugerne. 

Andre kan bruge det til at finde et værdifællesskab med leverandører, der har samme syn på tingene.

”Det lægger Årsregnskabsloven ikke op til, men vi håber, det er den erkendelse, mange vil komme frem til. Og så er det vigtigt at fastslå, at virksomhederne har et ansvar for at respektere menneskerettighederne, uanset om der er en forretningsmulighed i det eller ej,” siger Allan Lerberg Jørgensen.