I disse dage indløber årsregnskaberne fra landets største virksomheder, som for første gang skal rapportere om deres arbejde med menneskerettigheder. Men kun 10 pct. af virksomhederne har det nye CSR-krav med, viser Mandag Morgens rundspørge til landets store revisionshuse. Alt er ved det gamle, siger de, og regelstramningen er uden effekt. Politikernes hensigt var ellers, at stramningen skulle rykke de danske virksomheder op i den globale CSR-superliga og give dem en global konkurrencefordel. Kritikerne kalder loven for slap og vag, fordi den ikke engang kræver, at virksomhederne begrunder, hvorfor de ikke har noget at rapportere. “Lovgivningen er alt for uforpligtende. Når virksomhederne ikke skal legitimere, hvorfor de ikke finder det relevant at have politikker og procedurer på områderne, efterlader det forbrugere, investorer, ngo’er og myndigheder ude af stand til at vurdere virksomhederne,” siger Sanne Borges, seniorrådgiver hos Amnesty International. Men snart bliver det mere alvorligt. Til efteråret ventes nye og strengere regler fra EU.