5.500 globale ledere: Job til unge er den bedste forretning
En fjerdedel af verdens unge er hverken i job eller under uddannelse. Den enorme ledighed blandt klodens unge udgør den absolut største risiko globalt, vurderer mere end 5.500 ledere fra det private erhvervsliv og den offentlige sektor i årets udgave af “Global Opportunity Report”. Lederne frygter, at en hel generation bliver tabt på gulvet, hvis ikke vi meget snart får knækket den negative kurve og får flere unge ud på arbejdsmarkedet. Men den gode nyhed lyder, at de selvsamme ledere udpeger ungdomsarbejdsløsheden, som en af de største muligheder for at skabe positiv forandring i samfundet. Samtidig vurderer lederne, at det er her, de mest profitable muligheder ligger for at skabe ny forretning for virksomhederne. De mange ledere fra hele verden ser god forretning i at lukke kompetencegabet mellem de unges kvalifikationer og virksomhedernes behov for arbejdskraft. De ser også potentialer i at udnytte mulighederne i det digitale arbejdsmarked og ikke mindst i at hjælpe flere unge i gang som iværksættere opfostret under vingerne af etablerede virksomheder. Resultaterne fra årets “Global Opportunity Report” viser også, at selv om ungdomsarbejdsløsheden påvirker alle sektorer, så er det fra virksomhederne, vi kan forvente først og størst action, hvad nye initiativer angår.
Marianne Kristensen Schacht