Socialdemokraterne har misforstået deres ideologiske arv, og det er derfor, vælgerne svigter dem i dag, siger forfatteren til den omdiskuterede bog “Konkurrencestaten”. Ove K. Pedersen udgiver nu andet bind i trilogien om velfærdsstatens fødsel. CBS-professoren mener, at Socialdemokraterne fremhæver den forkerte historiske sejr, når de besynger efterkrigstidens velfærdsstat som partiets historiske højdepunkt. I stedet skal de dykke helt tilbage til opgøret med Enevælden, der endte med at løse danskerne fra stavnsbånd og tvangsarbejde. Her kan Helle Thorning og hendes regering finde “det glemte socialdemokratiske værdigrundlag”, som kunne få vælgerne til at forstå, at regeringens reformer af velfærdssamfundet er klassisk socialdemokratisk politik.