De fem kapitalfonde, der købte TDC i 2006, gjorde en god forretning. På trods af finanskrisen, et voldsomt opbrud på telemarkedet og et uventet skattesmæk på 700 millioner kr. om året, har fondene i konsortiet NTC tjent deres investering hjem 1,7 gange. Det fremgår af en ny analyse, der giver et sjældent indblik i TDC’s maskinrum i perioden 2005-2010, hvor selskabet var afnoteret fra Fondsbørsen. Analysen, der er udarbejdet af professor Josh Lerner fra Harvard Business School i samarbejde med to af TDC’s topfolk, afslører, at der i perioden har været voldsomme kultursammenstød og strategiske uenigheder mellem den siddende ledelse og de nye ejere i NTC. Kapitalfondene har ikke indfriet ambitionen om at få den danske telegigant til at vokse. Men de har gennemført en langt mere hårdhændet reorganisering, end en dansk ville have haft mulighed for. Og analysen konkluderer, at fondene, der afhændede deres investering i perioden 2010-2013, har efterladt et TDC, som er stærkere end det, de købte. I dag er det et af de stærkest præsterende af Europas gamle nationale teleselskaber. “Der er ingen tvivl om, at NTC har afleveret et langt mindre forkælet barn end de overtog,” siger den ene af rapportens to danske medforfattere, Senior Vice President i TDC Group Uffe Traberg.