Det står sløjt til med samfundsansvaret i den danske modebranche. Mens internationale modegiganter tager førertrøjen inden for CSR og forsøger at knække udfordringerne i en kompleks global værdikæde, halter de danske tøjhuse bagefter, lyder kritikken fra ngo’er og eksperter. “Der er masser af rapporter og seminarer og snak om emnet. Men der mangler konkrete handlingsplaner, benchmarks og deadlines,” siger Klaus Melvin Jensen fra ngo’en Clean Clothes Campaign. Fra branchen selv lyder en del af forklaringen, at virksomhederne har outsourcet så meget, at det tager tid at samle puslespillet igen. Men ifølge Jan Vang, lektor ved Center for Industriel Produktion på Aalborg Universitet, holder den forklaring ikke. “Andre brancher som f.eks. legetøjsbranchen har jo vist, at det kan lade sig gøre at få styr på leverandørkæderne,” siger han.