På alle arbejdspladser findes der møder, afrapporteringer og andre tidskrævende rutiner, som af en eller anden grund får lov til at overleve, selvom de gør mere skade end gavn.

Tilbagevendende møder, som ingen stiller spørgsmål ved – men som æder alt for mange menneskers kalender op. Enkle opgaver, der lettest kan løses ved, at to mennesker taler sammen, men som kompliceres af lange beslutningskæder, der mest tjener til, at mellemlederne i hele kæden ikke mister kontrol. Eller målstyring og afrapporteringer, der dræner motivationen og tager vigtig tid, der kunne være brugt på at komme tættere målet.

Hvis du lige nu sidder og tænker, at du arbejder et sted, hvor den slags slet ikke findes, så er du sandsynligvis enten topleder eller en, der har været på samme arbejdsplads længe. Møder, afrapportering og beslutningskæder indføres som regel oppefra, men deres konsekvenser mærkes tydeligst nedefra. Og jo længere, man lever i rutinerne, jo dårligere bliver man til at sætte spørgsmålstegn ved dem.

Måske vil mennesker, der i månedsvis har levet som hobbitterne i det tepotte-hyggelige Shire, ikke uanfægtede springe tilbage i habitten igen?

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør Mandag Morgen

EN AF DE POSITIVE BIVIRKNINGER ved at blive sendt hjem på en tænker i månedsvis er, at man kan se på sin arbejdsplads med nye øjne. Corona giver muligheden for et nyt kollektivt klarsyn. Derfor har vi lige nu en helt unik mulighed for at smide de mest uproduktive, motivationsdræbende rutiner permanent i graven, inden hverdagen melder sig igen.

Og hvis du er leder, så må du nok indstille dig på, at det ikke er dig, der er den bedste til at se, hvor de rutiner, du selv har indført, ikke ’har noget tøj på’. Men det kræver mod at stille de spørgsmål, der kan befri os for noget af det pseudoarbejde, vi ellers er blinde for.

Vover du at lade alle medarbejdere – også dem i organisationens yderste led – lave en liste med pseudoarbejde, rutiner eller krav til deres arbejde, som de oplever æder mere tid og energi, end det giver positivt afkast?

TØR DU OGSÅ inddrage de nye erkendelser, som mange på arbejdspladsen vil have fået under corona, om betydningen af familielivet, gåturen i det fri, roen derhjemme eller et lidt langsommere tempo? Hvad er fordele og ulemper ved at lade det smitte af på post-corona-arbejdspladsen?

Billedet med barnet i Kejserens nye klæder opstod i Mandag Morgens nye digitale samtaleværelser om ledelse, hvor vi sammen med læserne bliver klogere på et emne, der optager os lige nu. (Fri adgang for abonnenter på mm.dk/samtale.)

Her taler sociolog Anette Prehn om, at de brede stier i hjernen, der er groet til under corona, nemt kan indtages igen, når man vender tilbage. Det føles tryggere at genoplive gamle vaner end at skabe nye. Derfor skal nye rutiner ikke mejsles i sten fra dag ét, men snarere formuleres som noget, vi gør lige nu og justerer henad vejen.

Advarslen mod at indføre nye, stive regler og politikker for at forsøge at regulere sig ud af dilemmaerne ved de nye hybridarbejdspladser, optager også organisationspsykolog Elize Dimare og flere andre i Mandag Morgens virtuelle ledelsesrum.

Ledelsesrådgiver Klaus Majgaard taler for, at ledere skal turde forholde sig til de oplevelser, medarbejderne nu kommer med, og se dem som en mulighed for at genforhandle vores relationer på arbejdspladsen med større indsigt.

Mads Thimmer fra Innovation Lab drømmer om et opgør med synet på arbejdskraft – inklusive vores egen – som en uudtømmelig human ressource, der bare kan tappes løs af. Han venter spændt på en ’kulturrevolution i arbejdslivet’.

Måske vil mennesker, der i månedsvis har levet som hobbitterne i det tepotte-hyggelige shire, ikke uanfægtede springe tilbage i habitten igen?

Mange har oplevet, at deres prioriteringer forandrede sig, da de blev tvunget ud af det hurtige liv fyldt med daglige sceneskift, menneskemylder og konstante stimuli. Nærvær og ro er steget i værdi. Fordybelse og effektivitet føles pludselig mere beslægtede end før.

Hvordan ønsker vi inderst inde nu, at vores arbejde kunne være fremover? Og hvad forhindrer, at det kan blive (lidt mere) sådan? Måske er der begrænsende overbevisninger fra gamle dage – før corona – som vi bedre kan få øje på nu og måske endelig få gjort op med?

Hvis vi ønsker reelle forandringer, så er det systemerne, der skal ændres – ikke bare den enkeltes rutiner. Ellers tramper vi nemlig hurtigt de samme stier op, som vi plejede at gå ad.