22 sundhedsklynger skal hjælpe patienter fra sygehus til kommuner

Sygehuse, kommuner og praktiserende læger skal samarbejde mere om patienterne. De har i ti år mødtes i 22 sundhedsklynger, der erbygget op omkring akutsygehuse i hele landet. Ingen har evalueret klyngernes arbejde. Alligevel kan de få en nøglerolle i en kommende reform.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Torben K. AndersenJens ReiermannJeppe Sahlholdt

Anbefaling 3: Lav evaluering af ti års arbejde med sundhedsklynger og sundhedskoordinationsudvalg før ny reform

Vi skal helt ned i bunden af sundhedsvæsenets hierarki, langt fra Folketing og regering, for at finde de aktører, der løser de kommende ti års helt store udfordring i sundhedsvæsenet: at skabe sammenhæng i behandlingen for patienter, som efter udskrivning fra et sygehus fortsætter behandlingen hos den praktiserende læge eller den kommunale hjemmesygepleje.

Den slags patienter bliver der flere og flere af.

Lige nu er aktørerne samlet i 22 samarbejdsfora eller sundhedsklynger, der i løbet af det seneste tiår er bygget op omkring landets akutsygehuse. I klyngerne sidder repræsentanter fra sygehusene, kommunerne, psykiatrien og almen praksis. De har ikke politisk beslutningskraft men koordinerer og administrerer. Se figur 1.

Det er her, de to centrale parter, regioner og kommuner, kæmper mod hinanden og for hver sin version af fremtidens sundhedsvæsen.

Danske Regioner vil fastholde sundhedsklyngerne som faglige og administrative organer, der gennemfører de beslutninger, regioner og borgmestre træffer på niveauet over sundhedsklyngerne, altså i et af landets fem sundhedskoordinationsudvalg. KL fortsætter, hvor den tidligere regerings reform af sundhedsvæsenet slap. Kommunerne vil gøre klyngerne til det fjerde politiske niveau i sundhedsvæsenet og på den måde give borgmestrene direkte indflydelse på beslutningerne.

Helt ligesom den tidligere regering bygger hverken Danske Regioner eller KL deres forslag på en evaluering af sundhedsklyngerne, der flere steder har fungeret i mere end ti år.

”Man burde bruge tid på at kortlægge, hvad erfaringen indtil nu har været med de sundhedsfællesskaber, vi allerede har i form af klyngerne,” siger professor i sundhedsøkonomi og -politik Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet og tilføjer:

”Nogle klynger har fungeret ganske fortrinligt. Her har sundhedsprofessionelle talt fornuftigt sammen og fundet fornuftige løsninger. Andre steder har de ikke fungeret så godt. Vi skal have kortlagt, hvad der har gjort forskellen i stedet for bare at aftale at bemande dem på toppen med borgmestre. Det er jeg ret sikker på vil få dem til at dø. Det var også det, jeg kritiserede VLAK-regeringens forslag for. De havde ikke tænkt sig om.”

Kampplads på tyndt grundlag

Sundhedsklyngerne er dermed blevet en politisk kampplads på et tyndt vidensgrundlag. Det er særlig tankevækkende, fordi det langtfra er sikkert, at aktørerne i sundhedsklyngerne har kræfterne til at løfte opgaven.

Sådan lyder i al fald vurderingen fra en af landets mest erfarne eksperter i den politiske og administrative opbygning af et sundhedsvæsen, seniorrådgiver Lars Dahl Pedersen fra Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

”Sundhedsklyngerne er skrøbelige. Her mødes direktørerne fra et akutsygehus med direktører fra kommuner og repræsentanter fra de praktiserende læger bare nogle få gange om året. Det er en toptung opgave, og direktørerne har mange andre ting, de skal tage sig af i tiden mellem møderne,” siger Lars Dahl Pedersen, der som en af de få forskere i offentlig ledelse har erfaring fra offentlig topledelse. Før sit arbejde på universitetet var han i ti år direktør for Hospitalsenhed Midt i Viborg og kender indgående til arbejdet i en sundhedsklynge.

Nul evaluering af sundhedsklyngerne

Selv om sundhedsklyngerne har eksisteret i mere end ti år, og selv om de fik en nøglerolle i den sundhedsreform, den tidligere VLAK-regering fremlagde, er der ikke foretaget en systematisk evaluering af den måde, sundhedsklyngerne har fungeret på.

Lige nu besøger sundhedsminister Magnus Heunicke, hans departementschef Per Okkels og et følge af embedsmænd sundhedsklynger rundtomkring i landet. De har for eksempel besøgt den sundhedsklynge, der er tilknyttet akutsygehuset i Randers.

Randersklyngen bliver ofte nævnt som et eksempel på et velfungerende samarbejde.

I modsætning til VLAK-regeringen og nu også KL mener Lars Dahl Pedersens ikke, det giver mening at oprette en helt ny administrativ struktur for sundhedsklyngerne. Det ville blot føje en konkurrent til, når regioner og kommuner skal fordele opgaver mellem sig.

Han forestiller sig i stedet, at nye sekretariater for de 22 sundhedsklynger bemandes med personale udsendt af sygehuse og kommuner. Sekretariaterne bliver på den måde mødested for et løbende samarbejde og kan bringe resultaterne tilbage til sygehusenes og kommunernes store administrative organisationer.

National økonomi for sundhedsklyngerne

En enkelt organisation, KL, fortsætter i Løkke Rasmussens spor og vil både udbygge sundhedsklyngernes administrative kapacitet og tilføje en politisk overbygning, hvor borgmestre fra de omkringliggende kommuner også mødes.

Der er flere grunde til, at KL og kommunerne holder fast i Løkke Rasmussens politiske oprustning af sundhedsklyngerne. I det omfang fremtidige sundhedsklynger skal prioritere økonomiske ressourcer til en behandling, vil KL have, at en borgmester har været inde over beslutningen.

Set i et nationalt perspektiv kan det give mere mening at udarbejde fælles nationale, økonomiske modeller for, hvordan udflytningen skal betales. Det mener i hvert fald en stribe af de eksperter, Mandag Morgen har talt med til dette tema. Lars Dahl Pedersen er enig.

Bliver økonomien for de opgaver, sundhedsklyngerne skal varetage, ikke fastlagt på nationalt plan, bliver det klyngens sygehus, der sammen med borgmestrene skal finde pengene. Det kan betyde, at en kommune må sige nej til for eksempel at overtage opgaver fra et sygehus, fordi den ikke har penge til det.

”Det kan blive svært at finde fælles løsninger i samarbejde med kommuner med meget forskellige økonomiske muligheder. Min erfaring er, at kommunernes repræsentanter ikke altid kan blive enige om en løsning, og så kan det ende med, at der ikke bliver én, men flere modeller for, hvordan et sygehus kan samarbejde med de tilknyttede kommuner,” siger Lars Dahl Pedersen.

De hemmelige politikudvalg

Hvis ikke de helt afgørende politiske beslutninger for samarbejdet om sundhed skal tages helt ude i sundhedsklyngerne, bliver spørgsmålet: Hvor skal de så tages?

For at svare på det spørgsmål er det værd at kaste et blik på den eksisterende struktur i sundhedsvæsenet.

I dag arbejder de 22 sundhedsklynger med opgaver, som regionsråd og borgmestre i de fem regioner udvælger på møder i de såkaldte sundhedskoordinationsudvalg. Udvalget med det lange navn befinder sig på niveauet lige over de administrative sundhedsklynger, men under regionsråd og kommunalbestyrelser.

Sundhedsklyngerne implementerer altså de opgaver, de kommunale og regionale politikere i hvert af de fem regioners sundhedskoordinationsudvalg aftaler og prioriterer.

De fem sundhedskoordinationsudvalg og de nuværende 22 sundhedsklynger er de glemte niveauer i diskussionen om den politiske og administrative struktur i sundhedsvæsenet.

”Når kommuner og regionsråd har lavet en sundhedsaftale om, hvad der skal prioriteres i de næste fire år, så er det et meget stærkt politisk signal om, at det her skal sundhedsklyngerne finde ud af. Derfor er der ikke mange sager om, at sundhedsklyngerne har nedprioriteret opgaverne fra en sundhedsaftale,” siger han.

Regioner og borgmestre aftaler planer for sundhed

Sundhedskoordinationsudvalgenes vigtigste strategiske opgave er at forhandle og vedtage fireårige sundhedsaftaler for samarbejdet mellem regionernes sygehuse og de involverede kommuner.

De seneste sundhedsaftaler omfatter perioden fra 2019 til 2023 og er sammenlignet med den første fra 2007 til 2011 blevet meget mere tydelige på opgaver, mål og ikke mindst på de indikatorer, der kan vise parterne, om udviklingen går i den rigtige retning hen mod de opstillede mål.

”De første sundhedsaftaler var først og fremmest hensigtserklæringer. Nu bliver der opstillet mere præcise mål og udpeget opgaver, som sundhedsklyngerne skal følge op på,” siger Lars Dahl Pedersen.

Sundhedsaftalen i Region Syddanmark er mest tydelig i sine mål for samarbejdet mellem sygehuse og kommuner. Den siger for eksempel, at andelen af unge mellem 16 og 24 år, der ryger dagligt, skal reduceres til maksimalt 10 procent. For ældre handler det om at reducere andelen af genindlæggelser. I alt opstiller aftalen 15 mål og beskriver samtidig både datagrundlag og indikatorer for, hvordan udviklingen kan måles.

”Når der kommer tydelige politiske signaler fra sundhedskoordinationsudvalget, sker der noget. Hvis man er mindre tydelig, kan det være sværere for sundhedsklyngerne at lave en plan for, hvad man lokalt skal prioritere at arbejde sammen om,” siger Lars Dahl Pedersen.

Der kan altså være brug for både at styrke arbejdet i sundhedsklyngerne og at tydeliggøre de politiske mandater i de fem sundhedskoordinationsudvalg.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu