Tegn på digital sundhed

Kunstigt intelligente apps og wearables skal holde øje med vores helbred. Startup-miljøet i Danmark er sundt og vokser. Og fyringer kan forebygge forfald.

Peter Hesseldahl

Fremover vil en af de vigtigste anvendelser af vores smartphone være at holde os sunde. De mange sensorer på vores bærbare devices bliver stadig mere præcise, de kan måle vores krops tilstand løbende, og i en kvalitet, der betyder at vi snart ikke længere behøver gå til lægen for at checke hjerterytme, blodtryk eller om et modermærke er ved at udvikle sig i betænkelig retning.

Ovenikøbet bliver der udviklet en lang række nye apps, der ved hjælp af kunstig intelligens kan analysere, diagnosticere og give os råd om behandling eller ændring af livsstil.
Vi fortæller om udviklingen, der dybest handler om at fokus indenfor sundhed skifter fra behandling til forebyggelse.
 
Måske skal vi fremover downloade fra app-oteket, snarere end købe medicin på apoteket? Der er hundredetusinder af sundhedsapps på markedet, men det kan være svært for brugerne at vurdere, hvilke der bygger på reelle medicinske undersøgelser. Nu skal der etableres et officielt dansk overblik over de sundhedsapps, der er bedste.
 
App-oteket er en del af projektet HealthD360, som i de næste tre år skal opbygge en nye digital platform for danskerne sundhedsdata. I øjeblikket er borgernes data spredt hos mange forskellige behandlere eller offentlige instanser.

Ved at samle dataene håber man bl.a. at kunne bruge tværgående analyser til at finde patienter, der lever med en særlig stor risiko, eller som har brug for en særlig indsats fra sundhedssystemets side, hvis man skal undgå store problemer fremover.

Det er smart - men, som Jens Reiermann skriver, er der også store etiske dilemmaer, som skal afklares når borgernes meget private data samkøres.
 
Fyringer er i reglen dårligt nyt. Når DR fyrer 400, er det et varsel om at der bliver skåret i servicen og kvaliteten fremover. Når Novo Nordisk fyrer 400 forskere, som de gjorde i sidste uge, kunne man frygte, at det vil gøre Novo betydeligt svagere i den globale konkurrence fremover.

Men som Mandag Morgens chefredaktør Jakob Nielsen skriver, kan det også være et tegn på det modsatte. For fyringerne er del af et langsigtet skifte fra én type forskning til en anden; fra traditionel medicin,  i retning af bio-informatics. De fyrede erstattes af andre kompetencer et andet sted i den store forretning.

Men derfor er det selvfølgelig stadig synd for dem, der ryger ud….
 
God fornøjelse med læsningen!


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu