Det er kun et år siden, Joe Biden vandt det amerikanske præsidentvalg med løfter om en genrejsning af den amerikanske middelklasse og en mere fair fordeling af samfundets goder, inklusive en højere beskatning af de allerrigeste.

Derfor skal der en helt særlig logik til at forstå, hvorfor demokraterne nu har sneget en betragtelig skattelettelse til de rigeste ind i den historisk store genopretningsplan Build Back Better (BBB), som Biden lige nu kæmper for at få godkendt af senatet.

Forklaringen skal findes i det amerikanske skattesystems myriader af fradrag.

Et af de mere omkostningstunge af slagsen hedder SALT-deductions (State And Local Tax). Det går ud på, at udgifter til lokale skatter kan trækkes fra den skat, alle amerikanere med en vis indkomst skal betale til den føderale regering.

SET MED EUROPÆISKE ØJNE lyder det absurd at kunne trække skat fra i skat. Men i amerikansk logik anses lokale skatter altså som en udgift, der kan udløse et fradrag.

En ordning, der gennem en årrække har givet betydelige skatterabatter til højtlønnede og mennesker med dyre boliger og høje boligskatter.

I nogle delstater kan velhavende familiers samlede betalinger til lokale skoleskatter, indkomstskatter, delstats-moms, ejendomsskatter og så videre udløse så store skattefradrag, at de ender med at betale meget lidt eller ingenting i føderal skat.

Skatteeksperter kalder SALT-fradraget regressivt. Stik modsat det danske progressive skattesystem, hvor princippet er, at de bredeste skuldre bærer de tungeste skattebyrder.   

Skattesystemet er langt fra den eneste forklaring på, at USA i dag stikker ud som et af de vestlige lande, der har den største ulighed.

Når uligheden i Danmark og Europa er mikroskopisk sammenlignet med den amerikanske, skyldes det, at danske politikere har valgt, at det skal være sådan.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

I 2017 OMFORDELTE SALT-fradraget alene 369 milliarder dollars til USA’s rigeste skatteydere. Det svarer til 1,9 procent af det amerikanske BNP, ifølge Economist.

Alligevel blev det ikke en demokratisk præsident, der satte en prop i dette hul.

Det gjorde til gengæld Donald Trump.

For fire år siden indførte han et loft over SALT-fradraget på 10.000 dollar, og siden har amerikanerne kun kunnet trække lokale skatter for 65.000 kroner fra, før de betaler national skat.

DET NYE LOFT RAMMER hårdest i demokratisk dominerede områder, hvor de lokale skatter typisk er højest. Og uden fradraget frygter demokraterne et nedadgående pres på de lokale skatter, der for eksempel finansierer skoler og den nære velfærd.

Derfor har en gruppe af demokratiske kongresmedlemmer længe kæmpet hårdt for at få fjernet eller hævet Trumps loft. En af dem er den magtfulde formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

Og få dage før Build Back Better blev fremlagt i kongressen, lykkedes det endelig: Et nyt og meget højere loft for SALT-fradraget blev – trods modstand fra præsidenten og den demokratiske venstrefløj – skrevet ind i Bidens store reform.

Bliver det vedtaget, vil amerikanske familier fremover kunne trække ’udgifter’ til lokale skatter på helt op til en halv million kroner fra, før de betaler føderal skat.

Det efterlader en kontant regning til den føderale skattekasse på 275 milliarder dollars. Betydeligt mere, end Build Back Betters ellers stort lancerede skattelettelser til de fattigste børnefamilier.

I DENNE UGE BRINGER MANDAG MORGEN opdaterede tal for den globale ulighed fra Piketty-tænketanken World Inequality Lab, der samler indkomst- og formuedata fra hele verden.

Rapporten viser – som utallige før den – en voksende global ulighed. Status er, at de 10 procent rigeste i dag ejer 75 procent af verdens formuer, mens den fattigste halvdel må deles om bare 2 procent af pengene.

Særligt hos superrige amerikanere hober værdierne sig op år for år. 38 procent af den samlede vækst i formuer de seneste 25 år er ifølge Piketty og hans fagfæller gået til de 1 procent rigeste.

De fleste økonomer og politikere er i dag enige om, at det er uhensigtsmæssigt på utroligt mange planer.

ULIGHEDEN ER VOKSET i så mange år, at man nemt kan komme til at opfatte den som en slags økonomisk tyngdelov. Men som hovedforfatteren på årets ulighedsrapport, den franske økonom Lucas Chancel, siger i interviewet i Mandag Morgen, så er den voksende ulighed ikke nogen naturlov. Den er resultatet af politiske beslutninger.

Når uligheden i Danmark og Europa er mikroskopisk sammenlignet med den amerikanske, skyldes det, at danske politikere har valgt, at det skal være sådan.

Ligesom det ikke er tilfældigt, at uligheden er høj i lande, hvor mennesker med penge og magt har indrettet samfundssystemet, så det fremmer deres egne økonomiske interesser.

Det er for så vidt en god nyhed. For hvis mennesker – og ikke økonomiske tyngdelove – skaber uligheden, så betyder det også, at mennesker kan gøre noget ved problemet.

Det skulle Bidens historiske Build Back Better-plan netop være beviset på.

Indføres Bidens plan i sin nuværende form, vil kun ni procent af pakkens skattelettelser imidlertid gå til amerikanere med en årsløn under 1,3 millioner kroner. Det viser beregninger foretaget af tænketanken Tax Policy Centre.

Det er – som økonomerne bag den seneste ulighedsrapport siger – en politisk beslutning, om Build Back Better skal skabe mindre eller større ulighed.

Men måske kræver politiske beslutninger, der fjerner privilegier fra de mest privilegerede vælgere, mere mod og magt, end selv en amerikanske præsident kan fremvise.