Anders Fogh: Du bliver en dårlig politisk leder den dag du mister friheden til selv at gå

Der sker noget i livets sidste kvartal. Tyngdekraften sætter ind og gør ansigtet mildt. Stemmen bliver dybere, mens grinet går en oktav op. Roen sænker sig, og man kan tillade sig at efterrationalisere på en mere indviende facon.

Det er der, Anders Fogh Rasmussen er nu. Han kan roligt fortælle om sin exit fra statsministerposten og om den måske lidt vanskeligere exit fra Nato’s hovedkvarter. Han kan uden problemer indvie os i de indre overvejelser, han gjorde sig, og hvorfor han var nødt til at drøfte sin Nato-exit med folk som Madeleine Albright, og senere Tony Blair, og han kan også – relativt – smertefrit forklare, hvilken strategi han har, når journalister vil tale med ham om fortiden, og hvorfor han ikke altid gider tale med dem.