Anders Fogh: Du bliver en dårlig politisk leder den dag du mister friheden til selv at gå

Hvordan begår en toppolitiker en velkomponeret exit? Anders Fogh Rasmussen har prøvet det et par gange, og han synes stadig, set i bakspejlet, at det er en svær øvelse. De etiske grænselande og mediers kritik lurer altid. Men én ting ved han: Man skal sørge for selv at gå.

Der sker noget i livets sidste kvartal. Tyngdekraften sætter ind og gør ansigtet mildt. Stemmen bliver dybere, mens grinet går en oktav op. Roen sænker sig, og man kan tillade sig at efterrationalisere på en mere indviende facon.

Det er der, Anders Fogh Rasmussen er nu. Han kan roligt fortælle om sin exit fra statsministerposten og om den måske lidt vanskeligere exit fra Nato’s hovedkvarter. Han kan uden problemer indvie os i de indre overvejelser, han gjorde sig, og hvorfor han var nødt til at drøfte sin Nato-exit med folk som Madeleine Albright, og senere Tony Blair, og han kan også – relativt – smertefrit forklare, hvilken strategi han har, når journalister vil tale med ham om fortiden, og hvorfor han ikke altid gider tale med dem. 

Men først vil han tale om 1981, for det var dér, han første gang overvejede at forlade politik. Af en mand, der som barn legede statsministerleg, forekommer det tidligt at ville smutte tre år efter sin folketingsdebut. Men overvejede det, det gjorde han altså

"I 1981 legede jeg med tanken om at gå ud af politik, fordi jeg var træt – evigt træt! – af nogle interne skænderier, vi havde i Venstre. Men så blev Schlüter statsminister, og jeg blev finansordfører, og pludselig så verden ny og lys og spændende ud," siger Anders Fogh Rasmussen.

Han fortæller om sit unge jeg på overbærende vis. Som når en bedstefar fortæller om sit barnebarn og trækker let på skulderen over ungdommens emsige stræben og store skuffelser, der årtier senere bliver til små parenteser i biografien.

Anders Fogh overvejede det konkret en gang mere. At forlade politik. I 1986 følte han sig forbigået til posten som boligminister, han var ærgerlig, og han var tæt på at gå sin vej. Og da der året efter landede et tilbud om at blive direktør i en privat virksomhed, gav det næring til idéen om et liv uden for politik. Men inden han nåede at give sit endelige svar, blev der udskrevet valg, og i september 1987 kunne han kalde sig skatteminister.

"Og så modtog jeg en kasse god vin fra den pågældende virksomhed, der skrev, at de ikke havde hørt fra mig, men de regnede med, at jeg nu havde afgivet mit svar. Og det var også korrekt," siger han.

Det kommer til at lyde som lutter tilfældigheder, som han sidder der og fortæller i Færøværelset på Christiansborg. Det kan ikke passe – og det gør det så heller ikke helt.

Exit statsminister

Anders Foghs kontrolgen er et velbeskrevet blad, og det er endnu ikke visnet helt. Selv om han ankommer to minutter for sent til dette interview, selv om livets sidste kvartal sætter fri, så vil han godt lige tage os gennem 80’ernes trælse oplevelser, inden vi når til det egentlige formål med interviewet: exitstrategier for toppolitikere og de etiske grænselande, der uomtvisteligt skyder frem i overgangene. En svær manøvre. Også for Fogh.

Hvor tidligt begyndte du at lege med tanken om, hvad du skulle efter statsministerembedet?

"Det er på en måde et sjovt spørgsmål, for jeg har hele tiden vidst, at i politik skal man have friheden til at gå af og sige, man vil gå af, når som helst. Den dag, du mister den frihed, der bliver du en meget dårlig politisk leder. Så selv om jeg har været i politik altid, så har jeg ikke været mere bundet af det, end at jeg vidste med mig selv, psykisk, at jeg til enhver tid kunne forlade politik og gå over i noget andet."

Han synes, det er vanskeligt at begå en velkomponeret exit som statsminister. Det er ikke noget, der kan planlægges i detaljen, mener han. Sol, måne og stjerne skal stå rigtigt – der skal for eksempel være et ledigt job. Timing tæller.

"Nu var der så tilfældigvis i 2008 og 2009 mange poster, der kom op på en gang. Nato plus tre EU-poster. Og mit navn blev nævnt på alle. Det kunne jeg jo ikke vide noget om på forhånd."

"Efter valget i 2007 og i begyndelsen af 2008 blev jeg ringet op af forskellige politiske ledere i Europa, som lykønskede mig, og som allerede dengang spurgte, om jeg kunne være interesseret i et eller andet internationalt. Jeg måtte så sige, at jeg lige var blevet genvalgt, og derfor havde jeg slet ikke de tanker. Allerede der begyndte jeg at fornemme, at der ligesom var en stemning i den retning. Men det var altså faktisk først i begyndelsen af 2009, at jeg konkret var nødt til at gøre den overvejelse op."

Medierne spekulerede længe i statsministerens videre karriereplaner, ligesom de havde gjort det tilbage i 2004, da der skulle udpeges ny formand for EU-Kommissionen. Men ifølge Fogh var situationen i 2004 faktisk ikke andet end et strategisk spil anført af Storbritannien:  

"Det var ikke noget, jeg var særlig optaget af. Der var nogle i mine omgivelser, der gjorde det til mere, end det var. Det, det i virkeligheden drejede sig om, var, at Tony Blair ønskede en anden formand for EU-Kommissionen end den belgiske statsminister Guy Verhofstadt (kandidaten, som Tyskland og Frankrig pegede på, red.). Og som led i det spil og for at få Verhofstadt skubbet ud så foreslog Blair offentligt eller lod sive offentligt, at London ville støtte mig som kandidat. Men det var mere et britisk spil, end det var reelt."

Da Anders Fogh fem år senere besluttede at gå efter posten som Nato’s generalsekretær, skete det, uden at han indviede alt for mange i planerne.

"I samme øjeblik en statsminister begynder at drøfte den slags ting, selv med de allernærmeste, så bliver det en ret interessant historie. Så det var noget, jeg selv måtte gå med, bortset fra nogle ganske få betroede medarbejdere i Statsministeriet. Bortset fra dem vidste ingen noget. Og de tre, der vidste det, vidste ikke engang indbyrdes, at de andre vidste noget," siger han.

På den hjemlige scene var Fogh midt i en historisk skattereform med kontroversielle lempelser af skatterne for højtlønnede. Og på udlandsfronten rasede krigen stadig i Afghanistan med danske styrker i hårde kampe i Helmandprovinsen.

Og da det, som alle vidste, var ved at ske, blev en realitet, gik der kritik i den.

Debatten dengang, du gik til Nato, var blandt andet, at du havde lobbyet for dig selv i stedet for at være statsminister. Hvad tænker du om den kritik, der var dengang?

"Det kan jeg roligt afvise, for det var ikke mig, der lobbyede for noget som helst. Det, der foregik, det var, at en række af mine kolleger ønskede, at jeg skulle have den post. Og spurgte mig, når vi holdt møder, om jeg var interesseret. Det var bestemt ikke sådan, at jeg rejste rundt for at promovere mig selv. Overhovedet."

For det var i virkeligheden virkelig, virkelig møjsommeligt "delikat", som han selv kalder det at være et lands statsminister og samtidig være på tale som kandidat til en international post. Fokus flytter sig.

"Det er meget besværligt. Fordi folk i hjemlandet vil straks spørge: Er han her eller der? Og det var også det, jeg blev udsat for."

"Penge kan også købes for dyrt. Jeg kunne aldrig drømme om at arbejde for at rådgive ikkedemokratier," siger Anders Fogh Rasmussen. FOTO: Arthur J. Cammelbeeck

Anders Fogh Rasmussen endte som bekendt med at være dér, nede hos Nato i Bruxelles. Og hjemme i Danmark indtog daværende næstformand i Venstre Lars Løkke Rasmussen statsministerposten.

Du lod nogen i stikken, men du gav også nogle nye en chance. Hvilke overvejelser gjorde du dig?

"Det er selvfølgelig altid en overvejelse, man have, fordi den danske befolkning havde trods alt betroet mig det ansvar, det er at være landets statsminister. Og jeg var meget glad for og tilfreds med at være statsminister. Men over for det stod så, at jeg altså fik et tilbud fra udlandet, som jeg ikke synes, at man som dansker kan tillade sig at sige nej til. Det er meget sjældent, at Danmark som lille land kommer i nærheden af den slags poster."

Anders Foghs exit var en fordel for alle parter, syntes han dengang, og det synes han fortsat.

"I forhold til de interne overvejelser så synes jeg på en måde, at det var meget godt, at Lars Løkke Rasmussen fik to år til at etablere sig og kunne gå til valg i 2011 som siddende statsminister. Og det førte mig til den konklusion, at punkt 1: Når Danmark får det tilbud, så må vi sige ja, punkt 2: Internt så er jeg halvvejs igennem valgperioden, og det giver en ny statsminister muligheden for at bruge de to år på at konsolidere sig. Så det havde jeg ikke betænkeligheder ved."

Anders Fogh Rasmussen

Fortidens elefanter

Der er en kæmpe elefant sammen med os inde i Færøværelset: Krigene. Udredningen. Ingen kommentarer!

Uden for døren er der et værre virak. Lars Løkke har lige udskrevet valg. Folketingsmedlemmer og ministre er tumlet ud af folketingssalen, direkte ud i favnen på de snurrende kameraer, og netop på dét tidspunkt skal Fogh passere for at komme til vores mødested. Han kom igennem, fortæller han, for han har sine metoder. Han griner og signalerer, at han som en anden Spiderman er krøbet langs muren med ansigtet gemt bag hænderne.

Anders Foghs aktuelle forhold til danske journalister er p.t. lidt specielt. Alle vil helst tale med ham om én ting: Foghs ansvar for at have ført Danmark i krig med argumenter, der ifølge krigsudredningen ikke holdt vand. De vil tale med ham om den historiske krigsudredning og dens kritik af, at Fogh som statsminister holdt oplysninger tilbage fra Folketinget men han vil ikke svare. Det vil han ikke.

Det er den strategi, han har haft, siden han forlod Statsministeriet. Han kommenterer gerne på international politik, men han holder sig fra at kommentere på dansk national politik. Men han ved godt, at vi ikke kommer igennem interviewet her uden at tage hul på den elefant.

"Du kan så sige, at det giver den sårbarhed, at jeg kan se en debat om, hvad der foregår og er foregået i Danmark, uden at jeg deltager i den debat. Men jeg tror bare, at hvis jeg gjorde det, så ville det straks kaste mig ud i en endeløs række af diskussioner, som jeg slet ikke ønsker på nuværende tidspunkt," siger Anders Fogh Rasmussen og pointerer det, man bedst kan kalde et arvtagerhensyn: "Det ville være stærkt generende for min efterfølger på posten, hvis jeg gik og kommenterede alt muligt. Og det vil jeg slet ikke."

Krigsudredningen konkluderer jo altså, at der er nogle ting, der er blevet fordrejet, og at Folketinget ikke har fået korrekte oplysninger – og det vil du ikke kommentere på?

"Men det ville straks blive en dansk debat. Som jeg ikke har ønsket at gå ind i, fordi jeg ville blive hvirvlet ind i en hjemlig debat om den undersøgelse. Derimod har jeg jo kommenteret på undersøgelsens konklusioner vedrørende det udenrigspolitiske og sagt, at det er jeg meget tilfreds med. Det har jeg sagt. Jeg er meget tilfreds med rapporten på dét punkt."

Kropsholdningen ændrer sig. Før sad han fremme i stolen og var åben. Nysgerrig. Nu har han kastet sig tilbage mod ryglænet og har vendt sig lidt væk. Afvisende. Han ser ud ad den store vinduespart, han tager et par sekunders pause, han vender sig frem igen.

"For eksempel skal der nu være folketingsvalg, og så ville det, jeg siger, blive udlagt på den ene eller anden eller tredje måde. Så det er grunden til det. Der er såmænd ikke anden strategi. Ikke andet, end at jeg holder fast ved, at når det gælder udenrigspolitik, internationalt, det kommenterer jeg gerne på, men når det gælder hjemlig national politik – det holder jeg mig helt ude af. Foreløbig i hvert fald."

Du nævner hensynet til din efterfølger, men er det lige så meget af hensyn til dig selv og din virksomhed?

"Ja, det er både det ene, det andet og det tredje. Men først og fremmest af hensyn til, at hvis jeg gik ind i en debat om de der informationsstrømme til Folketinget … som jeg i øvrigt har sagt, hvad der er at sige om. Jeg deler ikke den kritik, det har jeg sagt tydeligt. Der er ikke mere at føje til den debat."

"Hvis jeg gik ind i den debat nu, så ville jeg bare stikke en finger ned i en hvepserede, og det gider jeg ikke."

Exit generalsekretær

Anders Fogh Rasmussen sad som generalsekretær i fem år, og da årene var gået, havde han i princippet frie tøjler, for Nato har ikke karensregler for, hvad tidligere ansatte må foretage sig. Ligesom det også er tilfældet for danske ministre. Det passede meget godt til Foghs holdning på området – den enkelte må selv tage ansvar for at undgå interessekonflikter, mener han. 

Hans farvel til Nato var en langt vanskeligere exit, end da han forlod Statsministeriet, synes han.

"Det er jo sværere at planlægge, fordi når du kommer fra en stor international post, så er spørgsmålet: Hvad så? Hvordan omsætter man det? Og det var derfor jeg besluttede mig for at gøre det på den amerikanske facon. Før jeg gjorde det, havde jeg samtaler med en række amerikanske kolleger, som i tidens løb havde gjort det samme."

Han nævner Madeleine Albright, USA's tidligere udenrigsminister, som eksempel. De to holdt et møde i september 2014 og her kunne Madeleine Albright fortælle om, hvad der sker, når man så at sige flytter et par niveauer i en ny retning. Ikke nødvendigvis nedad, bare ind i en ny og helt anden sfære. Madeleine Albright var selv gået fra at være international toppolitiker til at være partner i en privat virksomhed, og en dag sad hun med ’en sag’, fortalte hun Fogh.

"Så ringede hun til en af sine gamle kolleger, en udenrigsminister i et stort europæisk land, og sagde: ’Jeg har en sag’. Og han grinede bare i så lang tid, sagde hun til mig. Fordi sidst de havde været sammen, havde de talt om storpolitik, og nu ringede hun med en lillebitte detalje. ’Jeg har en sag’…"

Det er tæt på, at Anders Fogh fniser. Det er ikke nødvendigvis et brutalt ’harh harh’ mere. Nu kan det også hedde ’hi, hi’. I sidste kvartal af livet rummer man mere.

"Det var både første og sidste gang, hun gjorde det. For det var bare for småt. Og hun sagde, at det skulle jeg tage mig i agt for. ’Du skal holde dig på det overordnede niveau’."

Når danskere bliver tilbudt en af de helt store internationale topposter, så takker man ja, siger Anders Fogh Rasmussen. FOTO: Arthur J. Cammelbeeck

Det handler ikke om niveaumæssige ydmygelser, hvis læseren skulle have fået dén tanke. Det handler om, at man skal overveje, hvem man ringer til. Havde Madeleine Albright nu ringet til en almindelig medarbejder i det specifikke ministerium, så var det selvfølgelig gået an. Men: "Den pågældende medarbejder ville jo være skræmt fra vid og sans, fordi USA's tidligere udenrigsminister ringede. Så man skal organisere sig på den rigtige måde. Ja. Et vist niveau. Det er der, man skal hen."

Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair har senere kunne fortælle Fogh om, hvad man ikke skal gøre. Man skal ikke være rådgiver og offentligt udpeget mægler på samme tid. Det går ikke, og det blev Blair også fortalt. Som Anders Fogh siger: "Han har jo lært af det. Han blev kritiseret for nogle ting og det har han også rådgivet mig om."

Rasmussen Global blev offentliggjort dagen efter, at Anders Fogh var stoppet i Nato. Der var murren i krogene, for havde Fogh nu brugt sin sidste tid på sig selv i stedet for at passe sin Nato-tjans? Fogh selv siger, at planlægningsfasen var ganske kort, for han havde for travlt med russernes fremstød mod Ukraine i foråret 2014.

"Jeg vidste, at 30. september 2014 skulle det slutte. Så kan man tro, at jeg brugte den sidste tid til at planlægge det. Det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg var fuldt optaget af mit job i Nato, der var meget at se til, ikke mindst efter den russiske aggression mod Ukraine i foråret. Det var sådan set kun de sidste tre uger i september jeg brugte på egentlig at planlægge, hvordan jeg så ville stoppe. Og der besluttede jeg så, at jeg havde så mange kræfter i mig, så meget lyst til at arbejde, at jeg ikke bare kunne gå ned og lægge mig på stranden."

Grunden til, at det blev offentliggjort så tidligt, var for at komme spekulationer i møde. Han ville fortælle, at han skulle drive konsulentfirma, og at det var et internationalt sigte, firmaet havde anlagt.

"Dels så synes jeg jo, at jeg havde arbejdet internationalt i så mange år, at det var mere udfordrende og sådan set også en forpligtelse at arbejde med internationale spørgsmål. Men desuden ønskede jeg heller ikke nogen hjemlig debat om ’hvad skal han så nu?’."

Så ved at tage kontrollen afkoblede du den debat?

"Ja, jeg tog kontrollen selv."

Etikken og friheden

Fogh havde kun sit eget etiske kodeks at følge i 2014, så han lavede en aftale med sig selv.

Du må jo løbende få tilbud, hvor du er nødt til at overveje de etiske grænselande. Det kan være fra udemokratiske regeringer, eller hvor du selv ikke synes, det er etisk forsvarligt. Hvordan opererer du i det land?

"For så vidt kunne jeg dagen efter beskæftige mig med hvad som helst. Men jeg satte selv nogle regler, blandt andet at jeg i de første år ikke ville beskæftige mig med ting, der havde med forsvar og sikkerhed at gøre. Fordi jeg ikke ville risikere en kritisk debat om, at der var interessekonflikter eller noget som helst. Nu er der så gået fem år."

20 måneder efter Fogh forlod Nato, synes han dog selv, den karensperiode var ovre, og sagde ja til – gennem Boston Consulting Group – at rådgive forsvarsministerier og våbenproducenter.

De jobs, han har sagt nej til, handler ikke om interessekonflikter eller beskyttelse af fortrolige oplysninger, men om personlig samvittighed:

"Det var nogle, der ville have mig til at arbejde for at løse nogle problemer, som deres tobaksfirma havde i Østeuropa. Og der måtte jeg sige: ’Det kan jeg bare ikke, for helt fra jeg var ung har jeg været medlem af Røgfrit Miljø, som arbejder for netop et røgfrit miljø. Det ville være totalt utroværdigt, hvis jeg så nu, for penge, arbejdede for at fremme jeres interesser’."

Mere grisk var du så heller ikke?

"Nej, det var jeg altså virkelig ikke. Og det leder mig frem til en hovedkonklusion, nemlig at penge også kan købes for dyrt. Jeg kunne aldrig drømme om at arbejde for at rådgive ikkedemokratier. Der, hvor jeg går ind, det er demokratiske lande, der måske ikke er perfekte, men på den anden side så kæmper de for deres demokrati," fortæller han.

Spørgsmålstegn ved etikken er han dog ikke helt sluppet for. For eksempel da han i 2016 indgik en aftale med Ukraines præsident.

Du havde som Nato-chef lige været involveret i den russiske annektering af Krim, og så gik der kun knap to år, før du fik aftalen med Ukraine. Hvordan styrede du, hvad du havde fået af fortrolige informationer og …

"Jamen det så jeg ikke noget problem i. Nu var det der jo også russisk propaganda …"

Det kan godt være …

"Jamen det var det! Men jeg så ingen som helst problemer i det, for der var en meget klar, direkte sammenhæng mellem, hvad jeg stod for som statsminister, hvor jeg støttede Ukraine, som generalsekretær, hvor jeg støttede Ukraine, og i Rasmussen Global, hvor jeg støtter Ukraine. Altså så længe, det er så klart, så ser jeg ingen som helst problemer. Ing-en!"

Han mener ikke selv, at han har siddet med meget store dilemmaer i sin konsulentvirksomhed. Altså lige bortset fra det med røgen.

Nidkære studier

Der er nu 20 ansatte i Rasmussen Global. Alle Foghs børn er involveret på forskellig vis, og firmaet har kontor i København, Bruxelles og er til stede i Berlin og Washington. Han har nået det, Albright rådgav ham til. Niveauet.

Han er på vej til Bruxelles, og taxaen venter på ham. Han kommer i tanker om sin første flyvetur som privatperson. Forud var gået 13 år, hvor han, og det her er hans egne ord, var blevet "båret igennem" sikkerhedskontrollen, men nu skulle han selv gå igennem. Helt alene. Som Anders.

"Jeg havde studeret reglerne meget nøje, ned til den mindste detalje; hvor meget jeg måtte have med af likvide væsker, hvordan de skulle være opbevaret og så videre, og så videre. Jeg tror, at jeg var den mest effektive til at komme igennem sikkerhedskontrollen, fordi jeg tænkte: ’Ingen som helst må se mig klokke i det’. Det ville være for pinligt."

Der kunne skrives afhandlinger om toppolitikeres exitstrategier og hvordan de har gebærdet sig efter embedet. Anders Fogh har afhandlingen memoreret og har nidkært styr på, hvordan hans statsministerforgængere har forladt embedet siden Anden Verdenskrig: Der er dem, der døde på posten, dem, der blev syge, dem, der måtte gå af, og dem, der tabte et valg. Og så er der ham selv, der gik frivilligt.

Han kan hele striben, men her spoler vi frem til 1955 i Foghs afgangsremse: "Hedtoft døde på posten. HC Hansen, han døde jo så også. Viggo Kampmann blev syg. Hilmar Baunsgaard blev fældet ved et valg. Og Krag …"

Han gik jo selv … 

"Ja, Krag han gik jo. Men han gik ikke til noget andet end til noget maleri. Og det endte sørgeligt," konstaterer Fogh. Han stopper ikke op og dvæler ved det. Han fortsætter: "Hartling tabte et valg, kan man sige. I hvert fald måtte han jo stoppe på den måde. Anker Jørgensen gik af. Schlüter stoppede på grund af Tamilsagen. Nyrup tabte et valg. Og jeg gik så til noget andet."

Forrige artikel Ministre kan blive lobbyister dagen efter valget Ministre kan blive lobbyister dagen efter valget Næste artikel Morgendebat om etnisk opdelte gymnasier // Mød Enhedslisten til vælgermøde Morgendebat om etnisk opdelte gymnasier // Mød Enhedslisten til vælgermøde

Volvos nye liv som succesrig kineser

Volvos nye liv som succesrig kineser

Lone Fønss Schrøder har som næstformand i Volvos bestyrelse oplevet sammenlægningen af et aldrende svensk ikon og en kinesisk opkomling i bilindustrien på tæt hold. En lektion i markedsforståelse, forenkling og eksekvering – og hvordan ’goldplating’ kan være en fælde for de kvalitetsbevidste.

Meditation breder sig fra hjørnekontoret

Meditation breder sig fra hjørnekontoret

Meditation er det nye sort blandt internationale topledere. I den danske virksomhed Able praktiserer stifter og CEO Martin Bjergegaard det hver dag – og hans ansatte kan gå til det hver fredag, mens de er på arbejde. Forskning taler positivt om meditations gavnlige effekter.

Fremtidens europæiske socialdemokrati: dansk eller spansk?

Fremtidens europæiske socialdemokrati: dansk eller spansk?

Mette Frederiksen præsenteres som en model for Europas socialdemokrater med stram udlændingepolitik og offensiv velfærdspolitik. I Spanien har partikammeraten Pedro Sanchez succes med en anden vej, der appellerer til unge og kosmopolitiske vælgere. Sanchez er stærkt EU-engageret, mens såvel Frederiksen som store dele af Danmark har store forbehold.

Klimaet kræver lederskab, Mette!

Klimaet kræver lederskab, Mette!

KOMMENTAR: Danmark skal gennemføre en bæredygtig transformation, der kræver historisk lederskab. Hvis Mette Frederiksen vil og tør, kan hun danne verdens første verdensmålsregering og blive et forbillede for resten af kloden. En væsentlig mission for ’børnenes statsminister’.

Degrowth: En verden uden vækst

Degrowth: En verden uden vækst

Vi har travlt, hvis kloden skal være beboelig i år 2100. Derfor må vi stoppe udvindingen af naturressourcer, stoppe forbruget og stoppe stigningen i BNP. Væksten må aflyses, bremsen skal i bund. Det er ekstremt, men ekstremt nødvendigt, lyder det fra degrowth-bevægelsen og de økologiske økonomer, der står bag dem.

10 veje til en vækstfri verden

10 veje til en vækstfri verden

Det kan ikke lade sig gøre at bremse væksten uden fundamentale ændringer af hele den måde, vi har indrettet vores samfund på, påpeger degrowth-folket.

Vi klarer kun klimakrisen med fuld fart på grøn vækst

Vi klarer kun klimakrisen med fuld fart på grøn vækst

Økonomisk vækst og CO2-reduktioner er ikke modsætninger – tværtimod. Verden har brug for, at det går ekstremt stærkt med omstillingen af energien, transporten, byggeriet, landbruget osv. Derfor skal speederen i bund nu, lyder det fra både ngo'er, McKinsey og World Economic Forum.

12 teknologier  der kan redde klimaet

12 teknologier der kan redde klimaet

Skal vi redde klimaet gennem grøn vækst, bliver en række nuværende og fremtidige teknologier helt afgørende for, om det lykkes. Her er 12 af dem.

Derfor bør Frederiksen støtte Vestager nu

Derfor bør Frederiksen støtte Vestager nu

KOMMENTAR: Mette Frederiksen vil tjene Europas, Danmarks, Socialdemokratiets og sine egne interesser ved at støtte Margrethe Vestagers realistiske bestræbelser på at blive formand for EU-Kommissionen, skriver europaredaktør Claus Kragh.

Sådan ligger landet for de 13 partiledere

Sådan ligger landet for de 13 partiledere

ANALYSE: Mette Frederiksens sejr er den største til rød blok i næsten 50 år. Udfordringerne ved at danne en S-regering synes overskuelige. Imens er fremtiden for flere blå partiledere usikker. Mandag Morgen analyserer valgets konsekvenser for samtlige 13 partiledere.

Dansk Folkepartis storhed og fald

Dansk Folkepartis storhed og fald

ANALYSE: Dansk Folkeparti bløder vælgere til både højre og venstre og har udsigt til sit tredje valgnederlag i træk. Deres nedtur er den væsentligste årsag til, at syv ud af ti storkredse har udsigt til at blive røde efter valget.

Kvinder, højtuddannede og unge trækker Danmark mod venstre

Kvinder, højtuddannede og unge trækker Danmark mod venstre

En storsejr til Socialdemokratiet kan blive enden på en æra med Venstre som statsministerparti. En omfattende analyse af strømninger i vælgerhavet viser, at den kommende statsminister, uanset farve, skal stå i spidsen for en befolkning, der i stigende grad er politisk opdelt på køn, uddannelse og alder.

De kortuddannede trækker mod blå blok

De kortuddannede trækker mod blå blok

Vælgernes uddannelsesniveau er den største skillelinje i dansk politik. Næsten hver tredje kortuddannede vælger stemmer på Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller Stram Kurs. Blandt de højtuddannede er det mindre end hver tiende.

Set, læst og hørt: Kigge Hvid

Set, læst og hørt: Kigge Hvid

Kigge Hvid fortæller Mandag Morgens læsere, hvad hun har set, læst og hørt for nylig. Hun anbefaler blandt andet en bog om planter og Netflix-serien 'Queer Eye'.

Mød Socialdemokratiet og kom til debat om cybersikkerhed

Mød Socialdemokratiet og kom til debat om cybersikkerhed

Mandagens valgarrangementer hos Mandag Morgen og Altinget byder på et morgenmøde om truslen fra cyberspace, hvor forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen deltager. Senere overtager Socialdemokratiet gården til et valgmøde.

Ny FN-rapport kræver barsk omstilling af virksomheder

Ny FN-rapport kræver barsk omstilling af virksomheder

Internationale forskere dokumenterer i en ny FN-rapport, at vi er ved at tabe verdensmålene, og foreslår en hurtig, barsk og effektiv genopretningsplan. Det konfronterer virksomheder i hele verden med skelsættende og eksistentielle valg.

Sådan vil det nye parlament  forandre EU’s klimapolitik

Sådan vil det nye parlament forandre EU’s klimapolitik

Europa-Parlamentet har fået en ny klimapolitisk akse, der strækker sig fra det yderste venstre til den liberale gruppe. Flere medlemslande presser også på for en mere ambitiøs klimapolitik. Men forvent ikke nogen klimarevolution. EU-landene overopfylder allerede de aftalte klimamål. Derfor vil der næppe komme de store systemændringer, som de mest klimabekymrede vælgere drømmer om.

10 træk der skaber en enestående medarbejder

10 træk der skaber en enestående medarbejder

KOMMENTAR: Enestående medarbejdere besidder ikke gudgivne personlighedstræk; de læner sig op ad nogle enkle hverdagsagtige følelsesmæssige kompetencer, som alle kan tage ind i deres repertoire. Her er 10 ting, det er værd at fokusere på.

Isen sprækker under BNP som mål for fremgang

Isen sprækker under BNP som mål for fremgang

Bruttonationalproduktet er i dag det vigtigste mål for, hvordan det går med økonomien i et land. Men der er voksende bevidsthed om problemerne med at styre efter et mål, som hverken afspejler miljøets tilstand, sociale forhold eller værdien af den hastigt voksende digitale økonomi. Flere steder, herunder i Danmark, arbejdes der på alternative eller supplerende mål.