Anders Fogh: Du bliver en dårlig politisk leder den dag du mister friheden til selv at gå

Hvordan begår en toppolitiker en velkomponeret exit? Anders Fogh Rasmussen har prøvet det et par gange, og han synes stadig, set i bakspejlet, at det er en svær øvelse. De etiske grænselande og mediers kritik lurer altid. Men én ting ved han: Man skal sørge for selv at gå.

Der sker noget i livets sidste kvartal. Tyngdekraften sætter ind og gør ansigtet mildt. Stemmen bliver dybere, mens grinet går en oktav op. Roen sænker sig, og man kan tillade sig at efterrationalisere på en mere indviende facon.

Det er der, Anders Fogh Rasmussen er nu. Han kan roligt fortælle om sin exit fra statsministerposten og om den måske lidt vanskeligere exit fra Nato’s hovedkvarter. Han kan uden problemer indvie os i de indre overvejelser, han gjorde sig, og hvorfor han var nødt til at drøfte sin Nato-exit med folk som Madeleine Albright, og senere Tony Blair, og han kan også – relativt – smertefrit forklare, hvilken strategi han har, når journalister vil tale med ham om fortiden, og hvorfor han ikke altid gider tale med dem. 

Men først vil han tale om 1981, for det var dér, han første gang overvejede at forlade politik. Af en mand, der som barn legede statsministerleg, forekommer det tidligt at ville smutte tre år efter sin folketingsdebut. Men overvejede det, det gjorde han altså

Login