Whistlebloweren er blevet en central figur i det demokratiske samfund. I offentlighedens interesse fører de svindel og anden kriminalitet frem i lyset, som det var tilfældet med Howard Wilkinson, der afslørede hvidvask for milliarder af kroner i Danske Banks afdeling i Estland.

Whistleblowing er imidlertid en samfundsgerning, der kan have store personlige konsekvenser, og som i mange EU-lande ikke nyder nogen særlig beskyttelse. Heller ikke i Danmark.

I rapporten ’Gaps in the System: Whistleblower Laws in the EU’ har ngo’en Blueprint for Free Speech målt og vejet whistleblowerlovgivningen i alle EU-lande ud fra ni standarder for optimal beskyttelse af whistleblowere, som er udarbejdet i samarbejde med Europarådet, OECD og Transparency International.

Det handler blandt andet om whistleblowerens immunitet fra retsforfølgelse, straf ved chikane af whistleblowere, og om hvorvidt landene har en officiel whistleblowermyndighed. Se tekstboks.

Resultatet er klart: Danmark dumper. Hele syv lande – en fjerdedel af EU’s medlemslande – lever hverken helt eller delvist op til standarderne og ender derfor med en score på 0 i alle kategorier: Tjekkiet, Estland, Finland, Litauen, Polen, Spanien – og Danmark.

Pernille Boye Koch, der er cand.jur., ph.d. og forsker i bl.a. offentlige og privatansattes ytringsfrihed ved RUC, er ikke overrasket.

”Danmark har sovet en tornerosesøvn på det her område. Vi har troet, at vi har været dækket ind af vores relativt åbne arbejdskultur og vores ytringsfrihed. Men når vi ser på det i praksis, så er det ikke realiteten,” forklarer hun og minder om flere nylige sager, hvor offentligt ansatte har fået påtaler eller er blevet afskediget efter at have ytret sig.

”Samtidig har Danmark ikke nogen eksplicitte whistleblowerregler hverken for privat eller offentligt ansatte. Den private sektor har faktisk været mere progressiv på det her område, end det offentlige har,” siger Pernille Boye Koch.

Kun fire lande – Frankrig, Irland, Malta og Storbritannien – scorede mere end halvdelen af de mulige point, med Irland i førertrøjen med en score på 66,7 procent. Kun 13 ud af 28 lande havde en score over 25 procent. EU’s samlede score landede på 22,9 procent.

Undersøgelsen viser desuden, at en sporadisk tilgang til beskyttelse af whistleblowere er højst ineffektivt, mens vedtagelsen af specifik lovgivning, der samler regler under samme tag, fører til bedre resultater. Otte ud af de ni lande, der klarer sig bedst i undersøgelsen, har separat lovgivning for whistleblowere og alle en score på over 25 procent.

EU på vej med minimumsregler

Tidligere i år kaldte Europa-Parlamentet på handling og bedre beskyttelse af whistleblowere. EU-kommissionen fulgte op med et forslag til et direktiv, der skal beskytte whistleblowere mod arbejdsgiveren, og som omfatter både offentligt og privat ansatte.

Kommissionens forslag, som siden er blevet skærpet af Europa-Parlamentet, giver en styrket ansættelsesretslig beskyttelse af whistleblowere, hvis de rapporterer om alvorlige brud på EU-lovgivning inden for en række områder som blandt andet miljøbeskyttelse, finansielle ydelser og personlige dataoplysninger.

En whistleblower vil kunne bruge den nye lovgivning som forsvar mod at blive retsforfulgt for eksempelvis bagvaskelse eller brud på tavshedspligt eller ophavsret. Se tekstboks.

Europaparlamentariker Jeppe Kofod (S) er en af dem, der kæmper for direktivet. Ved en høring i Europa-Parlamentets Udvalg for Økonomisk Kriminalitet, Skatteunddragelse og Skatteundgåelse for nylig påpegede han urimeligheden i den ofte ikkeeksisterende beskyttelse af whistleblowere.

”Nogle whistleblowere bliver stillet for domstole. Det er helt grotesk, når det burde være myndigheder, som havde opdaget svindlen, og ikke journalister og whistleblowere,” sagde Jeppe Kofod (S) under høringen i udvalget.

Over for Mandag Morgen uddyber han, at som det ser ud i dag, er journalister og whistleblowere en uundværlig ressource til bekæmpelse af særligt økonomisk kriminalitet.

”Vi ved fra USA, at når det gælder opklaring af finansiel kriminalitet, så er whistleblowere en kæmpe kilde til, at det overhovedet kan lade sig gøre,” siger han og peger på, at bedre beskyttelse af whistleblowere vil være med til at komme mere kriminalitet til livs, når flere tør stå frem.

”Det er simpelthen en måde at optrevle ulovligheder på.”

Erhvervslivet frygter administrative omkostninger

Ud over beskyttelsen af whistlebloweren foreslår EU-direktivet også, at alle virksomheder med mere end 50 ansatte eller en omsætning på mere end 10 mio. euro om året skal indføre faste indberetningsprocedurer.

Men det vil for mange virksomheder være en stor økonomisk og administrativ mundfuld, mener Anton Kraev, der er ansættelsesretschef i Dansk Erhverv. Det foreløbige overslag, som DE har beregnet, viser, at direktivet gennemsnitligt vil koste de enkelte virksomheder 42.000 kr. i etableringsomkostninger og herefter 36.000 kroner årligt. Og der er alene tale om omkostninger for, at virksomheder er klar teknisk til at håndtere indberetninger.

”Vi støtter selvfølgelig på ingen måde lovovertrædelser, men endnu et indberetningssystem vil bare medføre ekstra omkostninger og administrative byrder, uden at der fra EU-Kommissionens side er anført overbevisende argumenter for behovet. Der findes i forvejen mange kanaler i Danmark til håndtering og indberetning af lovovertrædelser som f.eks. politiet, SKAT, borger.dk og øvrige myndigheder. Desuden er der i forvejen adgang til at håndtere evt. uhensigtsmæssigheder internt i virksomhederne evt. ved brug af samarbejdsudvalg eller tillidsmandssystemet, hvor virksomhederne selv får mulighed for hurtigt at rette op på evt. utilsigtede kritisable forhold,” siger Anton Kraev.

Heller ikke i Dansk Arbejdsgiverforening er man ovenud begejstret:

”Whistleblowere er allerede i Danmark beskyttet mod afskedigelse begrundet i whistleblowing gennem de almindelige regler på arbejdsmarkedet. Man skal også tage hensyn til virksomhedernes størrelse og ikke pålægge mindre virksomheder at opbygge et større administrativt apparat. I Danmark har vi med god grund en meget generel høj tillid til myndighederne.,” skriver ansættelsesretschef Flemming Dreesen i en mail til Mandag Morgen.

Direktivet omfatter også alle statslige og regionale forvaltninger samt kommuner med over 10.000 indbyggere. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mener, at det er afgørende for et velfungerende demokrati, at offentligt ansatte deler deres viden i den offentlige debat, og at ansatte, der benytter deres ytringsfrihed, er beskyttet.

På baggrund af Tibetsagen er Justitsministeriet i gang med at etablere whistleblowerordninger i bl.a. politiet, Justitsministeriets departement og PET. Whistleblowerordningerne, der forventes etableret i begyndelsen af 2019, vil også medføre en beskyttelse af ansatte, der bruger ordningerne.

”I det lys følges forhandlingerne om Kommissionens forslag til yderligere beskyttelse af whistleblowere tæt, men regeringen finder dog generelt forslaget vidtgående og er umiddelbart skeptisk over for behovet for en horisontal regulering af whistleblowerordninger omfattende hele den offentlige og private sektor,” skriver Søren Pape Poulsen i en mail til Mandag Morgen.

Internationale sager kræver fælles regler

For Jeppe Kofod er det vigtigt med fælles minimumsstandarder på EU-niveau. Han peger på Danske Banks hvidvasksag som blot det seneste eksempel på, at en whistleblower afslører finansiel kriminalitet på tværs af landegrænser.

”Mange af de her sager er grænseoverskridende i deres natur, og det kompromitterer integriteten af det indre marked, vi har lavet i Europa. Derfor er det fornuftigt, når de 28 EU-lande deler skæbne med hinanden, at vi har et direktiv og dermed nogle minimumsregler for, hvordan vi sikrer whistleblowere,” siger Jeppe Kofod (S).

Den finansielle sektor har hidtil selv skullet føre kontrol med ulovlige aktiviteter. Banker har fået tildelt banklicenser ud fra en medfølgende tillid til, at pengeinstitutterne selv ville overvåge og rapportere om ulovligheder til myndighederne. Men eksempelvis sagerne om hvidvask i Danske Bank og refusion af udbytteskat har vist, at det ikke sker. Og så må der strammes op, mener Jeppe Kofod.

”Vi har desværre haft for meget tillid til, at den finansielle sektor kunne være selvregulerende i forhold til at overholde loven. Det har været naivt. Straffen for ikke at overholde loven har været ringe i Europa, og derfor har det også været ganske risikofrit at lægge ryg til ulovligheder,” siger han.

Direktivet blev for nylig i en skærpet udgave vedtaget af Europa-Parlamentet og skal nu stå sin prøve i forhandlinger mellem parlamentet og Det Europæiske Råd, som består af medlemslandenes regeringschefer, før det endeligt kan vedtages. Jeppe Kofod (S) er optimist.

”Der er et vis pres i lyset af alle de sager, der har været, og eftersom kommissionen er enig med parlamentet om, at der er behov for et direktiv, så er det meget svært ikke at tage det alvorligt,” siger han.