I årene 2021-25 modtager Danmark 1,3 millioner flygtninge fra Sverige, hvor der hersker en blodig borgerkrig mellem et skånselsløst autoritært regime i Stockholm og en række fanatiske og svært bevæbnede terrorgrupper. De mange svenske flygtninge indkvarteres privat hos danske familier, som i begyndelsen udviser stor velvilje, ikke mindst fordi flygtningene er i stand til at betale en pæn husleje med de værdier, de har med sig.

De danske skoler begynder at køre i toholdsskift med undervisning af danske børn først på dagen og undervisning af de svenske sidst på dagen, mens børnehaverne serverer köttbullar en gang om ugen. Men de praktiserende læger og sygehuse bliver hurtigt stærkt overbelastede.

Også i detailhandlen stiger efterspørgslen voldsomt og presser priserne op, mens lønningerne til gengæld presses ned på grund af de mange svenskere, der er villige til at arbejde for lønninger langt under overenskomstniveauerne. Samtidig sættes skatterne op, fordi de danske kommuner og andre offentlige myndigheder skal bruge langt flere penge på at hjælpe flygtningene såvel som på at bygge skoler og daginstitutioner samt på eksempelvis at håndtere de store mængder af affald. Trods skattestigningerne bliver det dog samtidig nødvendigt at skære i den danske ældrepleje, og modviljen mod de svenske flygtninge stiger til nye højder.

Efter fem år er situationen blevet uholdbar. Den svenske borgerkrig har bredt sig til Norge, mens Danmark jævnligt rammes af terrorhandlinger. Særligt den store flygtningelejr ved Næstved rammes flere gange, fordi lejren er blevet rekrutteringssted for en af de krigsførende fraktioner i den svenske borgerkrig.

De svenske flygtninge føler sig ikke længere sikre i Danmark og søger så langt mod syd som til Libanon, hvor der hersker fred og velstand. Men politikerne i Libanon kommer i oprør, da 500 lyshårede og blåøjede svenskere i alle aldre i august 2025 strømmer ind over grænsen. Samme dag kan man i Berlingske i København læse en svensksproget annonce fra det libanesiske integrationsministerium, som oplyser, at integrationsydelserne i Libanon vil blive beskåret kraftigt.

Tilbage til virkeligheden

Ovenstående politiske fiktion er skrevet for at anskueliggøre, hvilken ekstremt anspændt situation der hersker i de såkaldte ”nærområder”, hvor danske og europæiske politikere drømmer om at holde de millioner af mennesker, der er på flugt fra borgerkrigen i Syrien.

[graph title="Flygtningepres i nærområder" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/a91b7-ckr_figur1_kort-flygtningepres-i-naeromraade.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/936af-ckr_figur1_kort-flygtningepres-i-naeromraade.png" text="Flygtningepresset på Syriens nærområder er enormt. I øjeblikket søger flest til Tyrkiet, mens strømmen til Jordan og Libanon er taget af. Det skyldes bl.a. at Libanon den 6. maj lukkede for at registrere flere flygtninge og fra konfliktens start har nægtet at opføre flere flygtningelejre, hvor mange af landets 1.1 millioner flygtninge allerede bor. I Jordan og Tyrkiet bor størstedelen hos værtsfamilier."]Note: 1 Flygtningetal er indhentet af FN’s flygtningehøjkommissariat (UNHCR) den 17. september 2015. Finansieringen er opdateret den 25. august 2015 og er tal fra UNHCR. Økonomisk støtte er både direkte støtte til værtslandene og hjælp til FN’s organer og andre nødhjælpsorganisationer., Kilde: UNHCR og Dansk Flygtningehjælp. [/graph]

Fiktionen, hvor Danmark sættes i Libanons sted og Sverige i Syriens, bygger på analyser af situationen i Libanon, Jordan og Tyrkiet fra fire førende danske eksperter i nødhjælp og humanitær bistand, og analysen understøttes af den helt aktuelle analyse ”Syrian Refugees in Jordan: Confronting Difficult Truths” fra London-tænketanken Chatham House.

Historien illustrerer samtidig, hvilket massivt pres befolkningen, infrastrukturen og det politiske system er under i Libanon, som er det nok hårdest belastede nærområde i den aktuelle flygtningekrise. Se figur 1.

De fire eksperter, Mandag Morgen har interviewet til denne analyse, har alle årelang erfaring med at beskytte flygtninge og håndtere de massive infrastrukturelle udfordringer, der opstår, når store befolkningsgrupper skal genhuses på ubestemt tid langt fra deres oprindelige hjemstavn. Se tekstboks.

Eksperterne fastslår samstemmende over for Mandag Morgen, at den hidtidige hjælp til nærområderne har været helt utilstrækkelig. Både hvad angår akut fødevarehjælp, støtte til opgradering af fundamental infrastruktur og støtte til økonomisk udvikling, er der ifølge de fire eksperter brug for massivt humanitært, økonomisk og politisk engagement fra EU’s side, hvis man skal håndtere de flygtningestrømme, som ifølge blandt andre FN og OECD kan ventes at fortsætte i adskillige år frem.

”Det eneste positive, man kan sige om den aktuelle situation i Europa, er, at der ud af denne krise kan komme den kollektive europæiske løsning, som EU-landene helt tilbage i 1999 selv var enige om. Man vidste godt, at Schengenområdet med åbne grænser ikke kunne fungere uden en fælles indvandrings- og asylpolitik. Men det er først nu, at medlemslandene er villige til at afgive den nationale suverænitet,” siger Søren Jessen-Petersen, der i mere end 20 år arbejdede for FN’s Højkommissariat for flygtninge og frem til 2006 indtog ledende stillinger i FN’s håndtering af kriserne på Balkan. I dag er han adjungeret professor i internationale relationer ved Johns Hopkins School of Advanced International Studies’ afdeling i Bologna i Italien.

”Når man i Danmark taler om nærområderne, så taler man om noget, som mange danske politikere har talt om i årevis uden at vide, hvad det egentlig drejer sig om,” siger Søren Jessen-Petersen.

Når han alligevel taler om en mulig positiv udvikling, så bygger det på det betydelige politiske momentum bag en fælles europæisk tilgang til håndteringen af flygtningekrisen, som er opstået, efter at Tyskland i begyndelsen af september i år åbnede sine grænser, sådan at tusinder af flygtninge fra Ungarn uhindret kunne rejse ind i landet via Østrig.

Dette momentum førte til, at EU-landene i sidste uge traf den historiske beslutning at gennemføre en obligatorisk kollektiv fordeling af de asylansøgere, der allerede opholder sig i EU. Beslutningen blev truffet med kvalificeret flertal, selvom Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet og Rumænien stemte imod. Dermed er der de facto tale om en betydelig overflytning af politisk kompetence på asyl- og indvandringspolitiske område fra nationalt til europæisk niveau. Og dét sker på et tidspunkt, hvor fremmedfjendtlighed, globaliseringsangst og islamkritik spiller hovedroller i stort set alle EU-landenes nationale politiske liv.

Tysklands kansler Angela Merkel omtalte i torsdags flygtningekrisen som en national, en europæisk og en global kraftanstrengelse, og hun understregede, at håndteringen af krisen er en ”samfundsmæssig, økonomisk, kulturel og moralsk duelighedsprøve” for Europa som et ”værdipolitisk, et retspolitisk og et ansvarspolitisk” fællesskab.

Merkels lederskab bakkes mere eller mindre modstræbende op af regeringerne i samtlige EU-lande bortset fra de fire ovennævnte østeuropæiske lande.

Derfor kan EU-Kommissionen nu fremlægge den byge af initiativer til fælles politikker, som man har udviklet, siden man i 1999 indgik principbeslutningen om, at de burde indføres. De mange initiativer har man hidtil måttet opgive at få gennemført, fordi de alligevel ville blive nedstemt af medlemslandene i Det Europæiske Råd.

Det har nu ændret sig. Se tekstboks.

Tre betingelser for hjælp i nærområderne

Nu, hvor EU-landene langt om længe er klar til at gøre en kollektiv indsats for at hjælpe flygtningene og de lande, hvor de kommer fra, er der ifølge Søren Jessen-Petersen tre betingelser, der skal opfyldes, hvis man skal holde flygtningene i nærområderne – Libanon, Jordan og Tyrkiet.

”Man bliver jo nødt til at tale med regeringerne i de tre lande, hvis man ønsker, at de skal samarbejde med os. Man kommer jo ikke bare og sætter et flag op og åbner en flygtningelejr,” siger Søren Jessen-Petersen og uddyber de tre forhold:

1.Hvordan er sikkerheden?

”Man må vurdere sikkerhedssituationen i regionen, hvor Libanon, Jordan, Tyrkiet og også Irak har taget et meget stort antal flygtninge. I Libanon er hver fjerde indbygger nu flygtning. Libanon, Jordan og Irak er på randen af sammenbrud, mens Tyrkiet med dets administration nok er noget stærkere. Libanon, der i forvejen er meget dybt præget af religiøse spændinger, har pludselig fået flere end en million nye indbyggere, hvoraf hovedparten er sunnimuslimer. Det giver store sikkerhedsrisici. Det samme gør sig gældende i Jordan. Det første, man må gøre, er at forstå, om de er parate til at modtage flere. Hvis de lande destabiliseres, så har vi flere konflikter og flere flygtninge i vente. Denne dialog om sikkerheden må føres af EU. Jeg tror ikke, at FN vil gå ind i det,” siger Søren Jessen-Petersen.

2.Hvilke behov har de lande i nærområderne, der skal modtage flygtningene?

”Vi skal forestille os, hvad det ville betyde for Danmark, hvis der pludselig kom mellem en million og halvanden million til Danmark? Hvad vil det betyde for presset på skolerne? På sundhed? Det sociale pres. Her taler vi om et fattigt og skrøbeligt samfund. Så også her må vi sætte os ned og tale med den lokale regering og høre, hvad deres behov er. Det er et massivt bistandsprogram, der er behov for. Det er noget, man først går ind i, hvis man har opfyldt det første punkt med sikkerheden,” siger han.

3. Flygtningene. Hvordan tager vi os af dem i nærområderne?

”Her må vi starte med at gøre noget ved det problem, at World Food Programme og lignende nødhjælpsorganisationer til dato kun har kunnet råde over 35 pct. af de midler, de har brug for. Hvad mener vi med det her, hvis vi ikke kan levere det, man har brug for. Det er den diskussion, der skal tages, når vi taler om at hjælpe flygtningene i nærområderne.”

Søren Jessen-Petersen pointerer, at de tre lande – Libanon, Jordan og Tyrkiet – der udgør Syriens nærområder, naturligvis vil kunne stille en lang række af krav som betaling for at hjælpe de europæiske lande med at holde flygtningene i deres lande. Derfor vil det både kræve betydelige økonomiske midler og diplomatisk benarbejde, hvis man skal hjælpe de tre lande, hvor ikke mindst Tyrkiet i en række sammenhænge har følt sig dårligt behandlet af EU-landene. Tyrkerne har for længst indset, at de aldrig bliver medlem af EU, selvom optagelsesforhandlingerne formelt set fortsat er i live. Omvendt påpeger Søren Jessen-Petersen også, at det alt andet lige er positivt, at USA nu er klar til fornyede bestræbelser på at nå til en politisk løsning på konflikten i Syrien. Disse nye bestræbelser kommer, efter at USA og Europa har fået skabt diplomatisk tøbrud i henseende til Iran, der er en central kulisseaktør, hvad angår krigen i Syrien, som støtte for Bashar Al-Assad og for den stærke shiamuslimske Hizbollah-millits i Libanon.

En milliard euro fra EU

Men selv på baggrund af den nye politiske beslutsomhed i Europa og de forsigtige diplomatiske åbninger i den fastlåste situation omkring Syrien, ligger der en monumental opgave og venter i nærområderne. Allerede siden foråret har man set, at hundred tusinder af flygtninge rejser fra Libanon og Jordan mod først Tyrkiet og siden illegalt videre ind i Europa.

Dette skyldes ifølge Anne Poulsen, nordisk direktør for FN’s World Food Programme, WFP, ikke mindst, at man ikke længere er i stand til at brødføde de mange flygtninge, fordi man helt elementært mangler penge.

[quote align="left" author="Anne Poulsen, nordisk direktør for FN’s World Food Programme."]De fleste flygtninge i dag skal klare sig for godt tre kroner om dagen.[/quote]

”Siden slutningen af 2014 har vi haft stadig større problemer med at finde pengene til at finansiere flygtningeindsatsen i Syriens nabolande.

Derfor har WFP både reduceret antallet af flygtninge, vi støtter, og selve fødevarehjælpens størrelse. WFP har måttet halvere værdien af den hjælp, vi giver til 1,3 millioner syriske flygtninge i nabolandene. Det betyder, at de fleste flygtninge i dag skal klare sig for godt tre kroner om dagen,” siger Anne Poulsen.

Ved sidste uges ekstraordinære EU-topmøde om flygtningekrisen lovede EU-landene, at man vil finde i alt en milliard euro fra fælles EU-budgetter og nationale kasser til WFP, og samtidig lægges der maksimalt pres på de arabiske lande for at øge deres finansielle hjælp til flygtningene.

Flygtningelejre er dårlig løsning

Men problemerne er langt fra løst med den forøgede fødevarehjælp. Carsten Hansen, der er regionaldirektør i Norsk Flygtningehjælp med ansvar for operationer i Mellemøsten, er udstationeret i Amman i Jordan. Og han gør det klart, at håndteringen af de i alt omkring fire millioner flygtninge i regionen ikke handler om at bygge flygtningelejre på bar mark.

”Vi kan sagtens bygge flygtningelejre. Men hvis endelig vi får anvist et sted at bygge, ligger det som regel dårligt rent geografisk. Samtidig skal man gøre sig klart, at flygtningelejre er den dårligst tænkelige løsning. De kommer ikke til at fungere som byer men derimod nærmere som et fængsel, hvor du ikke kan komme ud og arbejde,” siger Carsten Hansen og fortsætter:

[quote align="right" author="Søren Jessen-Petersen, tidl. vicehøjkommissær i UNHCR."]Hvis de i deres flygtningetilværelse bliver del af det danske samfund gennem uddannelse og job, så er det den samfundsmodel, de tager med, når de skal være med til at genopbygge Syrien, når krigen er forbi.[/quote]

”Lokalsamfundene og myndighederne her i regionen reagerer jo på samme måde, som vi ser i nogle kredse i de nordiske lande. Man ønsker ikke, at flygtninge bliver en del af samfundet og får et arbejde. På den måde får de ikke gavn af det velfærdssamfund, som trods alt eksisterer.”

Ann Mary Olsen, international chef i Dansk Flygtningehjælp, understreger, at hvis EU og det internationale samfund i det hele taget ønsker, at Libanon og Jordan fortsat huser de over 2,5 millioner flygtninge, de har nu, så handler det om massiv støtte til opbygning af de nødvendige kapaciteter i infrastrukturen for sanitet, vand og affaldshåndtering.

Mens der altså er akutte behov i nærområderne, opfordrer Søren Jessen-Petersen også til, at man tænker flygtningenes personlige og deres hjemlandes fremtid ind i det integrationsarbejde, der foregår i Danmark og andre europæiske lande.

”Vi ved fra erfaringerne med krigene på Balkan i 1990’erne, at langt de fleste flygtninge allerhelst vil tilbage til deres hjemegne, så snart det er muligt.

Derfor er det meget vigtigt, at vi i vores integrationsarbejde opbygger kompetencer, som både er nyttige i Danmark på den korte bane, men som også er nyttige, når flygtningene forhåbentlig en gang vender tilbage til deres hjemland,” siger Søren Jessen-Petersen.

Han understreger, at tilbagevenden til oprindelsesstedet er indskrevet i selve mandatet for arbejdet i FN’s Højkommissariat for Flygtninge, UNHCR, som den allerbedst løsning for flygtninge.

”Derfor skal vi bruge den tid, syrerne er i Danmark, til at vise dem det modelsamfund, Danmark er. Det er jo her hos os, de kan opleve et samfund, som fungerer uden vold og korruption. Hvis de i deres flygtningetilværelse bliver del af det danske samfund gennem uddannelse og job, så er det den samfundsmodel, de tager med, når de skal være med til at genopbygge Syrien, når krigen er forbi. Hvis man omvendt fastholder dem i en passiv venteposition, bliver de en belastning for modtagerlandet Danmark på meget længere sigt, fordi de ikke har kompetencerne til at vende tilbage og medvirke til genopbygningen af Syrien,” siger Søren Jessen-Petersen.