Hvad gør den moderne leder, som har overtaget ansvaret for en organisation i oprør? Hun arrangerer naturligvis teambuilding i rare omgivelser.

Sidste efterår overtog Christine Lagarde posten som chef for Den Europæiske Centralbank, og som noget af det første blev medarbejderne inviteret på femstjernet ophold lidt uden for Frankfurt.   

På Kronberg Slotshotel skulle gamle konflikter løses, læk til pressen stoppes, og et nyt sammenhold opbygges. 
Til gengæld for sine krav har Lagarde lovet at lede ECB med større transparens og sende vigtige beslutninger til debat, før hun melder noget ud offentligt. Mere disciplin til gengæld for mere konsensus, lød kompromiset.  

Da Lagarde tiltrådte, havde hendes forgænger, Mario Draghi, i en årrække kørt en egenrådig ledelsesstil, som flere gange sendte ham på kant med eurozone-landenes nationalbankdirektører. Ifølge Bloomberg udviklede det sig i begyndelsen af sidste efterår til en regulær revolte, da cheferne for både den hollandske, franske og tyske centralbank protesterede lodret imod Draghis beslutning om at lempe pengepolitikken og iværksætte et ekstra opkøbsprogram.

Flertallet af ECB-bestyrelsen var imod, men manden i spidsen beordrede programmet gennemført alligevel. Det blev en af Draghis sidste gerninger som ECB-chef og dermed kulminationen på en effektiv, men kontroversiel æra i Frankfurt.

”Der var stor vrede i organisationen, da Lagarde kom til. Så hendes første tid handlede om at samle sin nye stab på et slot og få dem til at arbejde sammen,” fortæller Frederik Engholm, der er chef for international makro og strategi i Nykredit, hvor han følger de europæiske markeder tæt. 

Et år efter står Europa midt i en verdensomspændende økonomisk krise. Endnu en gang har Den Europæiske Centralbank indtaget en hovedrolle i krisens akutte fase. Selv om den stadig relativt nye chef for butikken allerede har jokket i spinaten én gang under coronakrisen – det vender vi tilbage til – kan Christine Lagarde alligevel være et godt bud på fremtidens centralbankchef. Hun er fleksibel, samarbejdsvillig og politisk snarrådig. Og måske kan hun puste nyt liv i den fastfrosne europæiske økonomi.  

Generationsskiftet personificeret 

En organisation i oprør kalder i første omgang på ro og orden. Det kan også kalde på udskiftninger. Og ifølge Piet Haines Christiansen, chefstrateg i Danske Bank med fokus på Den Europæiske Centralbank, har organisationen gennemgået et generationsskifte i de sidste par år.  

ECB-chefens nærmeste samarbejdspartnere i det daglige er de fem øvrige direktionsmedlemmer. Tre ud af disse fem er ansat i enten 2019 eller 2020.  

”Den gamle direktion var primært tunge og fagligt dygtige, klassiske økonomer,” siger Piet Christiansen og forklarer, at den nye ledelse i ECB er præget af en større faglig diversitet. Det personificerer den jurauddannede Christine Lagarde. 

Ifølge professor i statskundskab ved Københavns Universitet Rebecca Adler-Nissen var udpegelsen af Lagarde med til at ruske op i nogle traditionelle idéer om, hvad en centralbankchef skal kunne.  

”Det var et stort chok for mange, at man kunne finde på at udpege en ikkeøkonom til sådan en rolle,” siger hun. 

Der kan dog være mening med galskaben. ECB har i mange år fået kritik for at være en lukket institution, der ingen forsøg gjorde på at tale med omverdenen og gøre sin politik forståelig. ”Det kan hun i højere grad end sine forgængere,” vurderer Rebecca Adler-Nissen. 

“Flagrante dumheder” i kompromisets navn 

Meget tyder på, at det på både det organisatoriske og det strategiske plan er nye tider. Ud over den alternative faglige baggrund er Lagarde den første kvinde på posten. Ifølge Henrik Prebensen, der er seniorforsker i fransk ved Københavns Universitet, optræder den tidligere elitesynkronsvømmer elegant og tjekket, hvilket gør, at hun skiller sig ud fra andre teknokrater. 

Lagarde nyder en relativt høj agtelse i den franske befolkning, måske særligt fordi hun ikke bliver set som en typisk politiker, fortæller Henrik Prebensen: ”Til gengæld har hun som politiker udmærket sig ved at lave nogle flagrante dumheder.”  

Blandt de mere kulørte sager fra Lagardes fortid stikker særligt en sag om den prominente franske forretningsmand og eks-politiker Bernard Tapie ud. Som fransk finansminister fik Lagarde i 2007 det øverste ansvar for at lukke den årelange retssag, som Tapie havde ført mod staten.

Et udvalg, som blev nedsat i den anledning, konkluderede, at Tapie skulle have 403 millioner euro i kompensation fra staten. Det skabte furore, men Lagarde holdt fast i afgørelsen. I 2013 blev Lagarde som IMF-chef indkaldt i retten, hvor hun efter at have fået ransaget sin lejlighed i Paris mødte op med løfter om at spille med åbne kort. Sagen endte med, at Lagarde blev dømt for forsømmelse, men blev fritaget for straf, da retten vurderede, at hun intet personligt havde vundet på Tapie-affæren.

Ifølge Henrik Prebensen har sagen skadet hendes omdømme ganske betragteligt, men den er samtidig et godt eksempel på et karaktertræk ved Lagarde. ”Det er sådan, hun ser verden. For hende var det en sag med to parter, som var uenige, og den sag måtte vi i hendes øjne se at få en ende på,” siger han.  

Viljen til at få modsætninger forenet er med andre ord dybt forankret i hende – til et punkt, hvor Lagardes kritikere altså har rettens ord for, at hendes forhippelse på at finde kompromiser til tider kammer over. 

Som at række fanden en lillefinger 

Som ECB-chef er Lagarde også kommet under beskydning for at begå nogle særdeles dyre fejltagelser. I marts, da coronapandemien begyndte at lamme de finansielle markeder, indkaldte Lagarde til et pressemøde om situationen, der skulle blive centrum for en debat, som stadig rumsterer i de finansielle markeder.  

”Vi er ikke sat i verden for at lukke rentespænd,” sagde ECB-chefen med henvisning til de styrtdykkende italienske statsobligationer. Flere var begyndt at kalde på en intervention fra ECB, som skulle få Italien tilbage på niveau med resten af eurozonen, men det afviste Lagarde. 

Den udmelding reagerede finansmarkederne på med udpræget panik. Italienske statsobligationer faldt med rekordfart, og finansielle analytikere, kommentatorer, forskere og politikere gik ud med skarp kritik af Lagarde. Også Niels-Henrik Bjørn, der er partner i det amerikanske konsulent- og analysehus Applied Global Macro Research, fulgte pressemødet, og hans dom over Lagardes udtalelser er nådesløs. ”Det svarer til at række fanden en lillefinger,” siger han. 

Niels-Henrik Bjørn forklarer, at pressemødet blev afholdt på et særdeles kritisk tidspunkt, fordi markederne rystede, og usikkerheden var på sit højeste. Når chefen for ECB åbner mulighed for, at eurozonen ikke kollektivt holder bunden oppe på hinanden, gør man sig selv sårbar. Han vil ligefrem sige, at Lagardes udtalelser udsatte euroen for en eksistentiel risiko.  

”Det, hun i virkeligheden siger, er, at det ikke er ECB’s opgave at afholde markedsaktører fra at spekulere i euroens sammenbrud,” siger han. Ifølge Niels-Henrik Bjørn har ”hele euro-projektets troværdighed lidt et tab” og markederne fået en klar indikation af, hvilken type Lagarde er. 

Kort efter pressemødets afslutning trak Lagarde i land. Hun fik hurtigt arrangeret et interview, hvor hun korrigerede udtalelsen. I den transskriberede udgave af pressemødet blev der også indføjet en rettelse af udtalelsen. 

Niels-Henrik Bjørn har en positiv og en negativ analyse af udtalelsen. På den ene side kunne man sige, at det var bevidst af Lagarde, at hun ville lægge pres på politikerne og opfordre dem til at komme på banen og tage ansvar. ”Den negative udlægning er, at hendes udtalelse var en svipser af rang, og at den var fuldstændig samfundsnedbrydende. At det simpelthen er undergang, det, hun står og prædiker.” 

Kontrasten til Lagardes forgænger er slående. Niels-Henrik Bjørn husker øjeblikket i 2012, hvor daværende ECB-chef Mario Draghi udtalte de berømte ord om, at han ville gøre ”whatever it takes” for at redde euroen. 

Dengang var der meget få, der forstod betydningen af den udmelding i øjeblikket. Niels-Henrik Bjørn så ikke engang pressemødet direkte. Men lige så stille begyndte det at afspejle sig i markedet, at den nye virkelighed havde indfundet sig: Euroen er måske en besynderlig konstruktion, men den står på et urokkeligt fundament. Derfor har han som rådgiver, når han har talt med kunder, været vant til at analysere Europas økonomi i lys af det regime, Draghi indvarslede.  

Så når I taler med jeres kunder, er I simpelthen ikke sikre på, at Lagarde har tjek på det? 

”Det er lige præcis det, vi siger hun ikke har. Vi havde lige vænnet os til en ny virkelighed i ECB, hvor de sørgede for ro på vandene, men nu lever vi igen i en verden, hvor der er tvivl om, hvorvidt ECB faktisk vil gøre det, der skal til,” siger han. 

Samhørighed som pengepolitisk instrument 

I Nykredit er bekymringen ikke så stor. Der er for chefstrateg Frederik Engholm ingen tvivl om, at Lagarde lavede nogle fodfejl, da det virkelig gjaldt. ”Til gengæld er hun ekstremt hurtigt til at rette op på dem igen, og det synes jeg taler til hendes fordel,” siger han med henvisning til det interview, Lagarde gav efter pressemødet.  

Ifølge Engholm har de folk, som var bekymrede for, at Lagarde var mere jurist og politiker end økonom, fået brænde på bålet med Lagardes uheldige udtalelse. Man skal dog ikke underkende, at hun har bragt nogle andre kompetencer i spil, som kan være ganske gavnlige for en centralbankchef. 

Engholm forklarer, at de fleste værktøjer, som centralbankerne kan finde frem i dag, har været brugt før. Og selv om alt krudtet ikke er fyret af, er der med de lave renter og den stagnerende inflation et begrænset spillerum. Derfor handler det om at få den fulde effekt af indgrebene. 

”Det har også positive pengepolitiske effekter, at man opnår større samhørighed. Centralbanken som et politisk signalværktøj står stærkere, når den står samlet,” siger Frederik Engholm. Det kan være Lagardes helt store styrke, og det er ifølge Engholm også en grund til, at europæerne skal føle sig heldige.  

Under eurozonekrisen var der brug for en person, der havde en dyb forståelse af, hvilke kræfter der var på spil i hele det finansielle system. Draghis egenrådighed var på sin vis et lykketræf, for hans whatever it takes-linje mødte modstand internt. Den positive udlægning af Lagardes lederskab er, at hun ligesom Draghi er den rigtige person på det rigtige tidspunkt. 

En politisk leder til en aktiv centralbank 

Rebecca Adler-Nissen så også udnævnelsen af Lagarde i lyset af den franske præsident Emmanuel Macrons ønske om at få besat de tungeste poster i EU med en franskmand. Dertil kommer et fransk syn på, hvad en ny ECB-chef gerne må stå for. ”Det franske synspunkt har traditionelt været, at centralbankerne skal være mere interventionistiske. De skal ikke bare køre stabilitetspolitik men være klar til at rykke hurtigt ud med krisepakker og lån, hvis økonomien får et behov,” siger Adler-Nissen.   

Det kan være smart nok med en aktiv centralbank. Der opstår dog et problem, hvis den demokratiske forbindelse til vigtige beslutninger ikke er klar. I mange år har det ifølge Rebecca Adler-Nissen været behændigt for politikere at overlade en stor del af ansvaret for at håndtere eurokrisen til ECB. Den logik er dog ikke uden udfordringer: ”ECB’s pengepolitik hviler på et særligt mandat, men mandatet kan og bliver fortolket”. Den seneste disput mellem den tyske forfatningsdomstol og ECB er blot et eksempel på, at der er grænser for hvad man kan overdrage til en centralbank uden at det giver politiske rystelser. 

Set i det lys er Lagarde en ærlig udpegning. Hun er en politisk leder, som er udpeget til en fundamentalt politisk position. 
Piet Christiansen fremhæver også, at tiden lige nu kalder på en anden type centralbankchef end den, vi har været vant til. Han har selv en fortid i ECB, hvor han arbejdede i deres pengepolitiske afdeling i 2009-2012. Dengang hed centralbankchefen Jean-Claude Trichet og senere Mario Draghi, og synet på pengepolitikkens rolle i økonomien var et andet.  

”Vi har brug for nogle friske idéer,” vurderer han. 

Fra sin stol ser Piet Christiansen på nuværende tidspunkt et behov for strukturelle reformer i flere af eurozonens lande, og der vil ECB kunne have en understøttende rolle.  

ECB er selvfølgelig politisk uafhængig, understreger Piet Christiansen, men en chef som Lagarde, der har mere politisk finesse end sine forgængere, kan så kimen til en ny balance.