Regeringen har genstartet en ideologisk krig om offentlig og privat velfærd.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) fører an med sit forslag om at fjerne muligheden for, at private virksomheder kan tjene penge på sociale tilbud som for eksempel bo- og opholdssteder til udsatte børn og voksne.

Forslaget kommer på et tidspunkt, hvor grænsen for offentlig og privat velfærd er under hastig forandring.

År efter år stiger antallet af børn i private vuggestuer og børnehaver, mens antallet falder i de kommunale tilbud.

Flere og flere danskere tegner en lønforsikring, så de kan supplere dagpengene og få flere penge til sig selv, hvis de bliver ledige. Og over to millioner danskere har en sundhedsforsikring, så de hurtigt kan blive diagnosticeret eller behandlet.

Privatiseringen har også fundet vej til pensionsområdet. Næsten samtlige danske lønmodtagere indbetaler nu typisk mellem 12 og 18 procent af lønnen om året til pensionen i et privat pensionsselskab som et tillæg til den offentlige folkepension.

Markedet for privat velfærd er i hastig vækst. Konsekvenserne er omfattende, men meget forskellige.

På nogle områder tiltrækker de private tilbud især de bedst stillede og deres børn. På andre områder supplerer de private tilbud de offentlige velfærdsydelser, og her er de kortest uddannede storforbrugere af de nye private tilbud. Det gælder for eksempel de sundhedsforsikringer, der er knyttet til de fleste lønmodtageres arbejdsmarkedspensioner.

Mandag Morgen kortlægger i denne analyse en række områder, hvor private har sat sig på en stadig større del af markedet for velfærdsopgaver.

Optur for privatskoler

På skoleområdet tegner de kommunale folkeskoler sig for en stadig mindre andel af eleverne, mens privat- og friskoler fortsætter deres optur.

Bare i løbet af de seneste fem skoleår er elevtallet i landets folkeskoler faldet med cirka 20.500 elever, mens det i samme periode er steget med knap 5.500 elever på landets fri- og privatskoler.

Det betyder, at knap hver femte elev i 0. til 9. klasse går i en fri- eller privatskole – svarende til godt 18 procent. 

Udviklingen afspejler sig meget godt i toppen af Socialdemokratiet. Regeringspartiet brugte i mange år masser af krudt på at trække skarpe streger mellem offentlig og privat velfærd. Også på skoleområdet.

Men siden de store ideologiske slagsmål i 1990’erne og 2000’erne har blandt andre de to seneste S-formænd Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen samt den tidligere topstrateg Henrik Sass Larsen alle haft børn i privatskoler.

Forældre til børn i privatskoler tjener typisk væsentlig mere og har en højere uddannelse end forældre til børn i den kommunale folkeskole. Den største forskel på forældrenes indkomst findes i landets hovedstadskommuner, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. Her tjener forældre med børn i fri- og privatskolen i snit knap 667.000 kroner før skat, hvilket er 26 procent mere end forældre med børn i de lokale folkeskoler.

33.000 børn bliver passet af private

Vi skal ikke mange år tilbage i tiden ført stort set alle børn blev afleveret om morgenen af deres forældre i enten en kommunal eller selvejende daginstitution.

Sådan er det ikke længere.

År for år stiger antallet af børn, som bliver afleveret om morgenen i private daginstitutioner. Ved årsskiftet var der således indskrevet omkring 23.000 børn i landets privatinstitutioner, viser en opgørelse foretaget af analyse- og forskningsinstituttet Bureau 2000. Og antallet af privatinstitutioner er fordoblet i løbet af de seneste ti år. 

Også antallet af børn i private pasningsordninger, hvor forældre får et økonomisk tilskud fra kommunen til ansættelse af en privat børnepasser, er steget gennem de seneste år. Sidste år nåede antallet af børn i private pasningsordninger op på knap 10.200. Det er dobbelt så mange som for ti år siden.

Bureau 2000’s nye kortlægning af de danske daginstitutioner viser, at børn i privatinstitutioner har langt mere ressourcestærke forældre end dem i kommunale og selvejende institutioner. De kommer oftere fra hjem, hvor begge forældre har en uddannelse og ikke er på overførselsindkomst, hvor forældrene ikke er skilt, og hvor der bliver talt dansk.

Nogle privatinstitutioner bliver oprettet i tilknytning til en fri- eller privatskole og udgør dermed en slags fødekæde. Andre bliver oprettet som følge af, at grupper af forældre har taget skeen i egen hånd, da den kommunale institution måske skulle lukke, eller fordi de har været utilfredse med det kommunale tilbud.

De private institutioner har større frihed end de selvejende, både økonomisk og i forhold til at sammensætte børnegruppen. Til gengæld er kommunen ikke forpligtet til at fylde pladserne i private institutioner.

Et svar fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i Folketinget viser, at 20 ud af de 50 privatinstitutioner med offentligt tilgængelige regnskaber har udbetalt et udbytte til deres ejer i 2018. De udbetalte i gennemsnit 200.000 kroner. Hvad pengene er gået til, fremgår ikke af svaret.

Spørgsmålet om udbytte er også årsag til et aktuelt politisk slagsmål i Folketinget i disse uger om, hvorvidt privatinstitutioner denne gang skal have del i en ny millionpulje til at sikre bedre normeringer. Det fik de ikke i den første pulje på en halv milliard kroner, da forligspartierne var bange for, at pengene kunne gå i ejerens egne lommer og ikke blive brugt på mere personale, hvilket medførte skarp kritik fra partier i blå blok.

Resultatet af disse forhandlinger kan afgøre, om antallet af privatinstitutioner vil fortsætte med at vokse, forudser direktør i Bureau 2000, Niels Glavind.

”De aktuelle forhandlinger kan begrænse mulighederne for at tjene penge på privatinstitutioner. Det vil i så fald være en bremseklods for disse institutioner. Omvendt kommer der flere børn de kommende år, og derfor skal der bygges flere institutioner. Hvis kommunerne kan få nogle private investorer til at bygge, kan de spare penge på kort sigt. Der er også mere udtalt utilfredshed med standarden i daginstitutioner end for bare fem år siden. Det taler for, at der kommer flere privatinstitutioner,” siger Niels Glavind.

Stor vækst i private plejeboliger

Vi hører ofte om de mange ældre, som har fravalgt den kommunale hjemmehjælper og i stedet foretrækker at få en privat leverandør til at gøre rent, lave mad og ordne andre praktiske ting.

Godt hver tredje modtager af hjemmehjælp benytter sig i dag af den mulighed for frit valg, som VK-regeringen indførte i 2003, til at vælge privat hjemmehjælp.

Men vi hører kun sjældent om de mange privat finansierede og privat drevne plejeboliger, som er skudt op overalt rundtomkring i de danske kommuner, siden loven om friplejeboliger trådte i kraft i 2007 under den daværende VK-regering. Loven giver private aktører mulighed for at etablere og drive plejeboliger i konkurrence med de kommunale plejeboligtilbud.

Senest har pensionsselskabet PFA og OK-Fonden lavet et joint venture om at bygge friplejehjem og seniorbofællesskaber i ti større danske byer til en samlet investeringssum på 2,5 milliarder kroner.

Sidste år var der bygget over 1.200 friplejeboliger. Det lyder måske ikke af så meget sammenlignet med det samlede antal af plejeboliger på godt 40.000. Men denne boligtype har haft den største vækst siden 2010 og er mere end fordoblet på fem år.

Samtidig er nye boliger klar på tegnebordet. Myndighederne har således på nuværende tidspunkt givet grønt lys til i alt næsten 2.200 friplejeboliger over det meste af landet. 

4.000 milliarder på kistebunden

Danmark og Holland er udråbt til at have verdens bedste pensionssystemer af det toneangivende Melbourne Mercer Global Pension Index.

De fleste danskere betaler hver måned til deres pension. I løbet af årene er indbetalingerne blevet til en pensionsformue på op mod til 4.000 milliarder kroner - incl. pension i pengeinstitutter og Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Det svarer til næsten det dobbelte af Danmarks årlige BNP.

Den enorme opsparing betyder ikke bare, at de fleste danskere kan opretholde en høj levestandard som pensionister. Det offentlige sparer også penge på velfærdsydelser, da folk har penge på kistebunden til at klare sig for udover folkepensionens grundbeløb.

Gennem årene har pensionsordningerne også fået mange flere forskellige varer på hylderne som supplement til den offentlige velfærd. Nu kan folk for eksempel få helbredsforsikringer som en del af deres pensionsordning. Eller de kan forsikre sig mod tabt erhvervsevne, så de kan supplere en eventuel førtidspension med mange tusinde kroner ekstra om måneden, hvis de en dag mister evnen til at arbejde.

Dermed er den historiske trepartsaftale fra 1987 – Fælleserklæringen – som blev startskuddet til den omfattende udbygning af danskernes private pensionsformue, blevet en kæmpe succes, som mange lande i verden misunder os. Som administrerende direktør i Pension Danmark Torben Möger Pedersen forklarer:

”I 1987 var der ikke udsigt til, at folkepensionen kunne sikre pensionisterne en levestandard på niveau med den levestandard, de havde vænnet sig til som erhvervsaktive. I dag sikrer kombinationen af folkepensionen og den egenopsparede pension alle lønmodtagere en fornuftig levestandard som pensionister,” siger han.

Massiv vækst i lønforsikringer

For få år siden var der ikke mange, som havde tegnet en ekstra forsikring, hvis de skulle blive arbejdsløse.

Men sådan er det ikke længere. Markedet for supplerende lønforsikringer er vokset dramatisk de seneste år og kan sætte den danske model under voldsomt pres.

Antallet af folk med lønforsikringer er steget fra 70.000 i 2008 til 333.500 sidste år, viser en opgørelse fra Forsikring & Pension. Det svarer til næsten en femdobling på godt ti år. Dermed kan de supplere deres dagpenge med mange tusinde kroner måned efter måned, hvis de en dag skulle miste jobbet.

Den markante vækst hænger blandt andet sammen med, at flere fagforeninger og a-kasser har tegnet kollektive obligatoriske lønforsikringer på vegne af deres medlemmer, i takt med at dagpengene er blevet beskåret.

En analyse fra tænketanken Cevea om lønforsikringer viser, at dagpenge under ledighed gradvis er blevet udhulet og kompensationsgraden faldet. Hvor en typisk lønmodtager i midten af 1990’erne havde en kompensationsgrad på 57 procent, er den nu faldet til blot 48 procent, og man kan altså med andre ord forvente at modtage under halvdelen af sin lønindkomst i dagpenge i tilfælde af ledighed.

Fortsætter udviklingen, kan det betyde, at mange lønmodtagere vender dagpengesystemet ryggen og melder sig ud af a-kassen og fagforbundet for i stedet at købe private lønsikringer.

Over to millioner har en sundhedsforsikring

Der var engang, hvor debatten om sundhedsforsikringer kunne splitte både danskerne og de politiske partier.

Men nu synes de skarpeste fronter at være blødt op. Tiden har vist, at disse forsikringer ikke er forbeholdt de mest velstillede, og at de ikke har ført til et boom af privathospitaler i Danmark, der ville skumme fløden på bekostning af de offentlige sygehuse.

Karina Ransby, underdirektør i Forsikring og Pension, fastslår, at målet med sundhedsforsikringer er at komme hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet. Hun erkender samtidig, at det stort set kun er folk på det private arbejdsmarked, som har en forsikring i dag.

”På den offentlige del af arbejdsmarkedet er det ikke udbredt. Mens parterne på det private arbejdsmarked har set en gensidig fordel i sundhedsforsikringer. Medarbejdere kan få hjælp til ondt i ryggen og virksomheden får færre syge medarbejdere,” siger Karina Ransby.

Over to millioner danskere har i dag en sundhedsforsikring – næsten alle betalt af arbejdsgiverne. Den største gruppe er – måske lidt overraskende – ufaglærte og faglærte. Og den gruppe, som oftest gør brug af deres sundhedsforsikring til at blive behandlet eller udredt, er dem med kort videregående uddannelse, ifølge brancheforeningen Forsikring & Pension. 

Sundhedsforsikringerne udløste i 2018 erstatningsudgifter til operationer og behandlinger for tilsammen 1,9 milliarder kroner. Det er under 2 procent af de samlede udgifter til det danske sundhedsvæsen.

Næsten halvdelen af erstatningsudgifterne gik til operationer, mens den anden halvdel gik til blandt andet fysioterapi, kiropraktor, psykolog, psykiater samt hjemmehjælp, rekreation og ledsageordning.