Erfaringer fra Norge: Dans i skoletiden og store mængder sundhedsdata

POLITIK OG VELFÆRD Otte års systematisk arbejde med at fremme folkesundheden har sat den lille norske kommune Rana på sundhedens verdenskort. En lov om folkesundhed fra 2012 har gjort Rana og Norge til et folkesundhedens foregangsland. Nu kan Danmark lære af de norske erfaringer.

Foto: Ntb Scanpix Reuters/Ritzau Scanpix
Torben K. AndersenJens Reiermann

MM Special: Folkesundhedslov
Over 50 organisationer har en fælles appel til regeringen. De ønsker en dansk folkesundhedslov. Målet er at få bugt med den stigende sociale ulighed i sundhed og styrke forebyggelsen, så flere får et længere og sundere liv.

Pres på regeringen for at få en folkesundhedslov

Erfaringer fra Norge: Dans i skoletiden og store mængder sundhedsdata

Borgmester på cykel sætter gang i lokalt arbejde for folkesundheden

Den lille norske kommune Rana, der geografisk kliner sig op ad polarcirklen, har som få andre sat folkesundhed på dagsordenen.

Det kan børnene i kommunens ti folkeskoler mærke. Skolen og lærerne har flyttet dele af undervisningen ud i naturen eller på arealerne uden for de murede bygninger.

På nogle af skolerne afbryder lærerne også undervisningen i femminutters-breaks, og så bliver der danset.

Bevægelse og sund kost er blevet en integreret del af undervisningen på skolerne i Rana Kommune.

Det er blot ét af rigtig mange eksempler på, hvordan otte års arbejde med folkesundhed har ændret praksis i kommunen for dens borgere, unge som gamle.

Inde på rådhuset følger Gro Sæten nøje udviklingen. Hun er kommuneplanlægger og har ansvaret for kommunens strategiske arbejde med folkesundheden. Det er gået så godt, at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) henviser til Rana Kommune, når der tales om folkesundhed.

Selv er Gro Sæten blevet inviteret til Estland for at fortælle om sit og kommunens arbejde med folkesundhed i forbindelse med esternes forarbejde til en folkesundhedslov.

”Vi arbejder systematisk og vidensbaseret med folkesundheden på baggrund af folkesundhedsloven, så folkesundhed indgår i alt, hvad vi foretager os. Vi har identificeret hovedudfordringer for vores borgere, udpeget nogle mål, og vi følger med i udviklingen. Frafaldet på ungdomsuddannelserne er en af de indikatorer, vi holder øje med,” siger hun.

Her er der gode nyheder. Hvor frafaldet i 2014-2016 lå på 32 procent, er det nu nede på 25 procent. Trods den gode udvikling er frafaldet blandt Ranas unge dog stadig større end i en gennemsnitlig kommune.

På samme måde holder de løbende øje med andre parametre lige fra antallet af overvægtige og ensomme til unges trivsel i skolen, forventet levetid, kvaliteten i drikkevandet og tryghed i nærmiljøet. 

Sundhedsfremmende skoler

Stortinget i Norge vedtog i 2012 en lov om folkesundhed, der pålægger de 356 norske kommuner og de norske regioner, de 11 fylker, ansvaret for at fremme folkesundheden.

Det er derfor, en kommune som Rana har taget opgaven med at fremme folkesundheden på sig.

Men Rana har gjort det med en systematik og et engagement, der adskiller kommunen fra flertallet af de norske kommuner.

”Folkehelse indgår i alt, hvad vi foretager os. Vi har som kommune ansvaret for at fremme folkesundhed og udligne sociale forskelle i sundhed, men det er ikke os alene, der kan løse den opgave. Vi beder hele tiden andre kræfter i lokalsamfundet om at bidrage med forslag til løsninger og også bidrage med deres engagement,” siger Gro Sæten.

Den tilgang er med til at forankre arbejdet med folkesundheden langt bredere, end det har været tilfældet i de traditionelle kampagner for eksempelvis at få borgerne til at spise sundere eller bevæge sig mere.

”I Rana har vi sundhedsfremmende skoler og børnehaver. De skilter med det, og de arbejder med at fremme elevernes sundhed. Fokus er på trivsel, mestring, daglig aktivitet og kost. Det er en vigtig del af kommunens arbejde med folkesundhed,” siger hun.

De enkelte kommuner må selv finde de mål inden for folkesundheden, de vil prioritere. Det sker blandt andet på baggrund af årlige sundhedsprofiler for borgerne, som det norske Folkehelseinstitut udarbejder.

Fire mål er pejlemærker

I Rana Kommune har byrådet, kommunestyret, vedtaget fire overordnede mål for arbejdet med folkesundheden.

Med de fire mål kombinerer kommunen arbejdet med folkesundhed med arbejdet for social bæredygtighed.

De fire mål er: Den sociale ulighed i sundhed skal mindskes, fraværet i skolerne skal nedbringes, der skal sættes ind over for psykiske problemer, ensomhed og en tilværelse på kanten eller uden for arbejdsmarkedet, og så skal der endelig arbejdes mere på tværs.

Der er en sammenhæng mellem fravær i skolerne, dårlige resultater ved eksaminerne og et senere liv på kanten af arbejdsmarkedet. Når man når frem til livets bundlinje, vil eleverne med det høje fravær og senere frafald have haft et kortere liv med mere sygdom end deres klassekammerater.

Der er tale om en benhård social ”naturlov”.

Med den viden er vi tilbage ved de ti folkeskoler i Rana og deres arbejde med trivsel, mestring og med at få eleverne til at bevæge sig mere. Målet er her, at de bevæger sig en time om dagen.

”Vi satser meget på mestring, tidlig indsats og kvalitet i skolen for at forebygge frafald. Vi ved, at bevægelse er forebyggende, og vi ved også, at bevægelse kan bidrage til at fremme læringen. Og når alle eleverne bevæger sig, så får vi også de elever med, der kommer fra hjem, hvor forældrene har lav uddannelse. Derfor kan bevægelse i skolen også være med til at mindske den sociale ulighed,” siger Gro Sæten.

Hele samfundet skal fremme sundheden

På NTNU, Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet, følger lektor Dina von Heimburg de norske kommuners arbejde med loven om folkesundhed fra 2012.

I hendes øjne markerer loven et markant skifte fra den hidtidige indsats for at fremme folkesundheden.

”Vi har talt og talt om folkesundhed, men det er først med folkesundhedsloven fra 2012, at folkesundheden for alvor bliver sat på dagsordenen. Med loven får kommuner og regioner tildelt ansvaret for folkesundheden,” siger hun.

Ud over dette første og helt afgørende punkt vurderer Dina von Heimburg, at loven også på andre områder har ført til et skifte i hele samfundets måde at arbejde med folkesundhed på.

”Med loven blev folkesundhed ikke bare et spørgsmål om en kampagne og opgaver for sygehuse og læger, men en opgave for alle dele af en kommunes og en regions arbejde. Hele organisationen har ansvaret for at fremme folkesundheden, og det gælder på tværs af forvaltninger og på tværs af sektorer,” siger hun.

Der er tale om det, Dina von Heimburg kalder en ”Whole-of-Society-Approach”, altså en tilgang, der trækker på alle kræfter i samfundet. Den står i modsætning til en mere traditionel tilgang, hvor folkesundheden alene bygger på centralt fastlagte initiativer, med myndighederne som de centrale aktører.

En åben invitation

Dermed åbner den norske folkesundhedslov for en dybere tilgang til arbejdet med folkesundhed. Det handler om at ændre strukturer i samfundet, så de også fremmer folkesundheden.

”Vi skal fremme folkesundheden der, hvor borgerne lever. Mange af udfordringerne kan kommunerne ikke løse alene. Det gælder for eksempel ensomhed, hvor det gælder om at fremme fællesskaber, der omfatter alle, også dem, der plejer at stå udenfor,” siger Dina von Heimburg.

Kommunen – og regionen – skal altså række hånden ud til borgere, organisationer og virksomheder, når folkesundheden skal fremmes. Det betyder et farvel til en mere traditionel rolle for en kommunes ansatte – fordi de offentlige myndigheder ikke alene kan fremme folkesundheden.

Siden lovens indførelse har nordmændene arbejdet med folkesundhed på kryds og tværs. Mange børnehaver sørger for eksempel for, at børnene ikke bare sidder ved en computer, men kommer ud og leger tagfat eller andre løbelege.

De årlige målinger af folkesundheden udgør det faktabaserede grundlag for indsatser overalt i landet.

”Vidensgrundlaget for de komplekse problemer, vi taler om, og den måde, vi skal løse dem på, bliver hele tiden udbygget. Folkesundhed er ikke længere et spørgsmål om gode viljer, men om vidensbaserede indsatser,” siger hun.

Godt begyndt, men kun halvt fuldendt

Med den norske lov er det for alvor lykkedes at sætte arbejdet med folkesundheden på dagsordenen.

Loven har også sat gang i arbejdet med folkesundhed i de fleste norske kommuner. Flere af dem har som Rana Kommune arbejdet systematisk med folkesundhedsloven og indarbejdet hensyn til folkesundhed i alle aktiviteter.

Det gælder lige fra planlægning til arbejdet i børnehaver og skoler. Samtidig er det lykkedes at inddrage andre kræfter i samfundet i arbejdet med at fremme folkesundheden.

Der er dog også tale om en ny type lovgivning, hvor nordmændene har måttet forsøge sig frem. I 2015 kritiserede den norske rigsrevision mangler ved det vidensgrundlag, loven bygger på.

Efter kritikken har det norske Folkehelseinstitut hvert år udarbejdet profiler af befolkningens sundhedstilstand. Derudover er der sat gang i en række indsatser for at øge vidensgrundlaget for arbejdet med folkesundheden. På det grundlag kan lokale politikere prioritere de områder, hvor der i særlig grad skal sættes ind.

Danmark kan hente inspiration i Norge

Dina von Heimburg understreger betydningen af, at indsatsen sker på et solidt grundlag af viden om sundhedsudfordringer i befolkningen.

”Vi skal sætte ind med midler, som virker, og som bygger på vurderinger og prioriteringer på basis af viden. Det er særlig vigtigt at fokusere på sociale uligheder og levevilkår og prioritere de virkemidler, som opbygger social bæredygtighed og livskvalitet for alle,” siger hun.

Ud fra de norske erfaringer er det ikke nok med en ny lov – der skal også følge et tilsvarende fokus på at udvikle den nødvendige viden om problemerne, og, selvfølgelig, hvad der virker bedst på de beskrevne udfordringer.

Hvis du skulle give input til en ny lov, hvad skulle så med?

”Loven præciserer kommunernes og regionernes ansvar, men får ikke rigtig beskrevet statens rolle. Det mangler,” siger Dina von Heimburg.

Og med den vurdering fører hun diskussionen af folkesundhed tilbage til det norske Storting.  For her kan de nationale politikere give en hånd med og justere på afgifter eller på anden måde sætte gang i tiltag, der også fremmer folkesundheden.

Ud fra de norske erfaringer savner hun også en mere tydelig beskrivelse af, hvad målet med en folkesundhedslov er. Hvis man som i den norske lov taler ”helse” og ”trivsel”, hvad er det så mere præcis, de nationale politikere lægger i det ord.

”Her burde loven have beskrevet ’livskvalitet’ mere tydeligt som den centrale målsætning for samfundets indsats for folkesundheden,” siger Dina von Heimburg.

En mulig dansk lov om folkesundhed kan altså hente inspiration i Norge og i en slags version 2.0 forbedre de ”huller” i lovgivningen, nordmændene er stødt på i deres ind til nu 8-årige arbejde med den.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu