Forbandet radio

Bortset fra militæret er der næppe andre organisationer, der har oplevet så mange dødsfald i en så ung medarbejdergruppe som Radio24syv. I stadig mere intense intervaller mistede radioen ansatte, mens kolleger stod tynget af sorg tilbage. Daværende administrerende direktør Jørgen Ramskov havde to mål for øje: Radioen skulle blive ved med at sende, men der skulle samtidig være plads til sorgen. Det hele kulminerede med radioens egen død.

Foto: Arthur Cammelbeeck
Laura Ellemann-Jensen

Ledelse af følelser

Hvor der er mennesker, er der følelser. Også på arbejdspladsen. Men hvordan håndterer topchefer følelser på en måde, de selv, medarbejderne og hele organisationen kan være i?

Ugebrevet Mandag Morgen sætter gennem interviews med ledere og topchefer fokus på emnet ledelse af følelser. Alle har på hver deres måde skulle håndtere store følelser på arbejdspladsen.

Selvom det eneste, vi med sikkerhed ved om livet, er, at vi skal dø til sidst, så er der intet normalt over et dødsfald. For de pårørende, for vennerne, for de bekendte og for kollegerne. Det vil altid føles forkert at miste dem, man har med sig i sit liv.

Derfor er det her heller ikke et normalt interview med Jørgen Ramskov, der i sin tid som administrerende direktør for Radio24syv måtte lede en organisation i kontinuerlig sorg over flere dødsfald blandt de ansatte.

Der er den der underlige coronadistance mellem os på hans kontor; vi har ikke givet hinanden hånden, og når vi sidder, er det med hans skrivebord imellem os. Og hvordan taler vi så lige om det? Puha. Skal vi starte blidt ud med den anden voldsomme omstændighed, at radioen simultant med dødsfaldene kæmpede for sin overlevelse? Eller skal vi tage os sammen, se hinanden i øjnene og tale om det?

Ramskov tager selv hul på bylden.

”Dødsfaldene,” siger han bare.

Okay. Dødsfaldene. Skal vi starte med det? Selv om det er lidt …

”Næh, jamen det er fint. Det kom i nogle meget, meget ubehagelige byger, og uden at man skal graduere dødsfald, så er dødsfald blandt unge alligevel for mig værre og mere tragiske, fordi det er folk, der står på tærsklen til et liv, i stedet for os andre, der er gået ned i det bagerste tog.”

Jørgen Ramskov, der i dag er administrerende direktør for Producentforeningen, starter fra en ende af. Det kan virke usentimentalt, men det er nu engang hans måde at genkalde sig erindringen på. Det kræver i virkeligheden ikke meget af ham, for selv om han løbende siger, at han jo ikke har ført dagbog i perioden, kan han huske dem alle ret godt. Det er sket cirka en håndfuld gange; der var et selvmord, der var to alvorlige sygdomstilfælde, der var et drab, og der var et pludseligt dødsfald.

For hver gang blev sorgen blandt de ansatte større og mere hudløs. Gamle sår var ikke hele, når nye kom til, og sorgprocesserne tog længere og længere tid. Og for hver gang lærte han noget nyt om, hvordan han skulle håndtere det. Orienteringsmail. Flaget på halv stang. Kontakt til de nærmeste kolleger. Først senere kom samlingerne og deltagelsen i begravelserne.

Orienteringsmailen

Det første dødsfald skete et par år inde i radioens levetid. Det var en ung producerassistent, der efter et voldsomt leukæmiforløb døde.

”På den brutale måde var offentligheden ikke så optaget af dét, for hun var ikke kendt. Der var også en del på radioen, der ikke kendte hende, men dem, der kendte hende, var meget påvirket af det,” husker han.

Så, i sommeren 2016, begik værten Mads Holger selvmord. Det var markant anderledes end første dødsfald, fordi Holger var en eksponeret person, kendt på radioen, kendt i offentligheden. Men han var også en, der delte vandene, hvor han gik.

”Radioen var et sted med højt til loftet, fordi der var meget forskellige typer, og det betød også, at der var folk, der dybest set ikke brød sig om hinanden, og der var mange, der var uenige i næsten alting. Men der kan man sige, at sådan et dødsfald forener, fordi det er svært at være begejstret for et dødsfald. Der kommer en fællesskabsfølelse, og et selvmord er jo dybt tragisk. Jeg kendte ikke Mads Holger specielt godt – jeg har haft møder med ham og snakket med ham – og for langt de fleste af os på radioen var det … bum. En meget stor og ubehagelig overraskelse. Chok.”

Jørgen Ramskov gjorde som sidst. Orienteringsmail ud i organisationen. Flaget gik på halv. Tæt kontakt til de nærmeste kolleger til den afdøde.

”Det er nogle meget vanskelige mails at skrive.”

Mails. Han taler om dem i flertal.

”Man skal skrive det relativt nøgternt og alligevel skal det afspejle ens eget forhold til ham. Det er jo en personlig holdning, men de mails må ikke blive for omklamrende. Jeg ved ikke noget værre, end hvis folk lige pludselig har været de bedste venner. Kan du huske alle de mennesker, der pludselig kunne huske, at de havde mødt Kim Larsen?” spørger han.

Det handler om at give de rette personer det rette rum. Om ikke at stjæle det.

”Der er nogle, der kender personen meget tæt, og de skal have deres version af det, og de mennesker, der af forskellige årsager døde på Radio24syv, var mine ansatte. Så jeg skulle ikke ind og postulere, at det var mere end det.”

Begravelse

Han ser på mig. ”Det var to,” siger han. Og så: ”Den næste var Louise Hart.”

Det var i 2018, og værten på programmet Nattevagten havde efter et kræftforløb netop fortalt redaktionen, at hun var erklæret rask.

”Ganske få dage inden hun faldt om, var hun ude og spise med hele holdet omkring Nattevagten, og humøret var tårnhøjt, og der findes billeder af dem i virkelig, virkelig løftet stemning. Stor, stor glæde. Og derfor kom det også som et chok, da det skete.”

Det var ved Louise Harts dødsfald, at Jørgen Ramskov begyndte at føle intensiteten. Tre virkede uvirkeligt. Samtidig var hendes kontaktflade på arbejdet større, og derfor var gruppen af kolleger i sorg mere omfattende end ved de tidligere. Flere skulle krammes, for sådan en direktør var Ramskov i de situationer, og flere skulle sendes hjem.

Og så var der den ekstra krølle på det, at der i medierne opstod rygter om, hvorvidt der var mistænkelige forhold omkring dødsfaldet. Der blev skrevet om selvmord og om mord.

”Men hun var jo faldet om. Hendes krop havde givet op. Hendes hjerte havde sagt stop.”

Han ved ikke helt, hvorfor han ikke tog med til begravelserne af de ansatte, der døde før 2018. Det er nok en af den slags efterrationaliseringer, man kan gøre sig i en uendelighed. Slå sig selv lidt oven i hovedet, lade tvivlen få plads. Skulle han have gjort det ved de andre? Måske var det læringen undervejs, der ændrede det for ham, analyserer han sig frem til:

”Og så var vi vel bare nået dertil, hvor det var mange dødsfald, og jeg tænkte måske nok: Nu må jeg gå med til det her.”

Ophobningen

Da det tidligere bandemedlem, værten Nedim Yasar få uger efter Louise Harts død blev skudt ved lanceringen af sin bog, blev det med Ramskovs egne ord decideret tumultarisk på radioen.

Der er tavshed på hans kontor på Frederiksberg. Han stirrer.

”Jamen, fordi det var drab!”

Og fordi, fortæller han, der dermed var et reelt skyldsspørgsmål og en motivforskning nu. Politiet ringede. Medierne ringede. De ansatte brød sammen. Flere kunne ikke arbejde.

Nu føjede Ramskov fysiske orienteringsmøder til rullen af faste ledelsesmæssige tunge trin ved dødsfald.

Hvorfor begyndte du på de fysiske samlinger lige ved hans død?

”Det var et meget exceptionelt drab. Altså det er en medarbejder, der bliver slået ihjel, og hvorfor sker det? Er det, fordi vedkommende har sagt noget i radioen? Radioen var kontroversiel, og der havde før været dødstrusler mod radiomedarbejdere. Derfor var der ingen diskussion om, at der skulle være et orienteringsmøde. Og det var så der, jeg fortalte, at han var død. Og set i bakspejlet så tror jeg også her, at det havde noget at gøre med ophobningen. At vi simpelthen var nødt til at håndtere de her dødsfald anderledes. Fordi det blev ved.”

Nedim Yasar var en af dem, som Ramskov trods direktørtitlen alligevel kom tæt på. Yasar kom tit ind på direktørens kontor og bare snakkede.

”Han var den der glade mand, og jeg havde også haft noget med ham at gøre … passet på ham. Altså vi har haft ham installeret på et hotel efter et drabsforsøg, så jeg var involveret på en anden måde. Og så er der det med, at hvis en medarbejder bliver slået ihjel, og der er en begrundet frygt for, at han bliver slået ihjel, fordi han har sagt noget i radioen, så er det jo et langt større ansvar, end hvis folk dør efter et sygdomsforløb. Så må man jo også gå tilbage og tænke: Har vi passet godt nok på ham?”

Det gjorde radioen, synes Ramskov. Han er ikke i tvivl. Nedim Yasar blev ikke tvunget til noget som helst: ”Nedim gjorde kun, hvad Nedim ville. Selv om flere prøvede at tegne et andet billede op.”

Det var en dramatisk tid, fortæller han. Mange græd åbent på redaktion og samtidig blev det af nogle opfattet som et angreb på radioen. Der opstod en kortvarig frygt for, at nogen var efter radioen.

”Her kan du virkelig tale om en radio, der var ked af det. Der var mange, mange flere, der var meget, meget kede af det. Og det varede meget længere.” 

Hvad gjorde du så?

”Jamen jeg gik rundt. Brugte meget tid på at være til stede, lade folk komme ud med deres sorg. Og gjorde det, man jo skal gøre, nemlig at tilbyde dem, der er hårdest ramt, at de må gå hjem og komme til hægterne. Tillod, at folk samledes om sorgen i grupper. Men kilder, der kom ind for at tale om skattereformen, skulle jo ikke mødes af ti mennesker, der stod og hulkede i et hjørne. Der var mange bolde i luften der.” 

PR-bureau

Hvor Jørgen Ramskov er sikker i sin sag, hvad angår Nedim Yasar, anes der en flig af noget andet, når vi taler om værten Morten Lindberg, også kendt som Master Fatman, der døde i 2019. Man kan ikke kalde det fortrydelse, det ville nok være for meget, så lad os kalde det endnu en eftertanke.

”Man kan ikke sige, at han døde ud af det blå, for vi havde faktisk talt med ham om, at hans livsstil ikke var helt sund. Han var meget stresset. Vi var ikke meget, men lidt bekymrede, og jeg talte da flere gange med programcheferne om, at vi skulle til at passe på ham. Fordi han var … han så ikke frisk ud.”

Fordi Morten Lindbergs kontaktflade på radioen ligesom Yasars var kæmpestor, ramte hans død også hårdt blandt de ansatte. Radioen skulle i luften, men flere kunne ikke arbejde. Vikarer blev hyret ind, og genudsendelser sat på. Og ligesom det skete ved Nedim Yasars død, blev radioen en art koordinator for kommunikationen til offentligheden. Hvornår finder begravelsen sted? Noget nyt om omstændighederne? Pressen ville vide det hele.

Han er selv pressen, men alligevel var begravelserne en vild oplevelse.

”Vi var så også rigtig mange fra radioen, der var med til begravelserne, og det blev meget kraftigt dækket i medierne – der var jo sendevogne og det hele. På vej væk fra begravelse skulle man stadig lige svare på nogle spørgsmål. Det var noget helt specielt,” siger Ramskov.

Det var grænseoverskridende?

”Ja.”

Oven i de sidste dødsfald kom de politiske dødsstød mod radioen, politikerne selv havde opfundet et årti tidligere. Og man skulle tro, at der nu ville opstå tristesse i hidtil uset grad på redaktionerne, men der indfandt sig i stedet en fandenivoldskhed.

To dage efter Morten Lindbergs død kom nyheden om, at Radio24syv ikke ville søge sendetilladelse igen.

”Der er det klart, at der er jeg ved at være godt slidt. Og så skulle jeg stå foran medarbejderne og forklare, at på grund af de absurde geografikrav, der kom, havde ejerne og bestyrelsen besluttet, at vi ikke søgte. Det gode ved det var, at det var en beslutning, medarbejderne støttede. Altså det blev modtaget med klapsalver. Men det ændrer ikke på, at det er en sørgelig beslutning.”

Der kom som bekendt en redningsflanke i form af en DAB-kanal, der alligevel ikke reddede radioen, og lige dér gik der måske nok tristesse i den. ”Dødsdruk,” kalder Jørgen Ramskov det, der skete på dagen, hvor de tabte udbuddet.

”Og så var der en underlig form for optur den sidste sendedag, fordi den var præget af en kæmpestor fuckfinger.”

En kort bog

Det er jo ikke normalt, at der dør så mange på en arbejdsplads. Så derfor er der heller ikke skrevet meget om det, og du har helt sikkert ikke været på kursus i det. Hvem har du trukket på i forbindelse med dødsfaldene? 

”Der var en god ledelsesgruppe derinde, og vi snakkede jo sammen. Vi besluttede ting, og vi lavede om på ting. Det var en løbende proces. Og der var heldigvis en masse gode mennesker, som man kunne diskutere med. I forbindelse med Nedims død tilknyttede vi en psykolog, fordi det var så voldsomt. Så vi tilbød folk, at de kunne tale med en psykolog. Så det klarede vi – og det må andre vurdere, om vi gjorde – internt i ledelsesgruppen.” 

I kørte på den menneskelige intuition?

”Ja i høj grad på intuition, og så aflastede vi hinanden godt. For der var også folk, der kendte dem rigtig godt. Der var nogle chefer, der kendte de pågældende, der døde, bedre end andre. De har selvfølgelig haft nogle helt særlige følelsesmæssige relationer og nogle intuitioner, som de har brugt.”

”Og jeg ved ikke … jeg tror egentlig, med al respekt, så ville det jo nok blive en tynd ledelsesteoribog, fordi jeg mener, at rigtig meget ledelse handler om at lytte og forstå og så sige det, man gør, og gøre det, man siger. Jeg kan undre mig over, at bøgerne når op på over 300 sider. Kernen i det er jo, at som chef, når sådan noget sker i en virksomhed, så er du nødt til at sørge for, at virksomheden kører videre. Selv da vi holdt møde om Nedims drab, var der jo folk i studiet, som sørgede for, at vi sendte. Det er den rationelle, lavpraktiske del af hjernen, du bruger der. Og det skal så selvfølgelig gøres på en måde, der ikke virker fuldstændig afstumpet. Og det vil også sige, at du kan være nødt til at pille nogle folk af, som skulle have været med i et program, men så sige, at de simpelthen er for hårdt ramt, så andre har måttet overtage.”

Hvad tænkte du i forhold til at vise din egen sorg? 

”Jeg har ikke været i nærheden af at græde. Jeg havde nok ikke haft problemer med det, hvis jeg havde haft behov for det. Men der er et element af, at nu var det mig og ledelsen, der skulle sørge for, at det hele ikke brændte sammen. Det går ikke ned, vi sender, det er i de dødes ånd. De var showfolk. Og så må man samle sig. Jeg tror, at hvis du som chef fortæller sådan et budskab og brænder fuldstændig sammen, så er det et meget voldsomt signal oveni. Og nogle af dem, der står og lytter, skal jo høre det og blive chokeret, men skal fem minutter efter producere radio. Og så tror jeg bare ikke, at de har brug for, at chefen ligger i fosterstilling og græder. Så der bliver du nødt til at have en facade.”

”Det samme, når du skal fortælle, at nu søger vi ikke den nye sendetilladelse, eller at vi har tabt. Altså der er du nødt til at have en eller anden form for facade. Jeg ved, at der var et enkelt personalemøde, hvor jeg, da vi diskuterede, at vi ikke havde vundet, var meget, meget ekspressivt vred over, hvad jeg fandt, var en elendig sagsbehandling. Det var der nogle, der fandt historisk.”

Tror du nogensinde, du møder en sådan udfordr ...

”Det vil jeg fandeme ikke håbe. Og statistisk set kan det nærmest heller ikke lade sig gøre.”

Det ville du nok også have sagt, inden du startede på 24syv.

”Ja. Jeg har fået stor respekt for folk inden for militæret, som jo er ude for det her ofte. Bortset fra militæret kan jeg ikke forestille mig andre, der så kontinuerligt oplever dødsfald i en så ung medarbejdergruppe.” 

Blå bog: Jørgen Ramskov

1988: Uddannet journalist, Danmarks Journalisthøjskole 

2019-?: Administrerende direktør, Producentforeningen

2011-2019: Administrerende direktør og chefredaktør, Radio24syv

2009-2011: Administrerende direktør, Copenhagen International Film Festival

2006-2009: Administrerende direktør, Nimbus Film

2004-2006: Direktør, Produktion og Udvikling, Det Danske Filminstitut

2001-2004: TV Direktør og direktør for digitale medier, Danmarks Radio

2001-2001: Executive producer, EBU (Europæiske Melodi Grad Prix)

1998-2000: Programchef, DR1.

Omtalte personer

Jørgen Ramskov

Afgående direktør, Producentforeningen (1/8-2024), formand for Copenhagen Film Fund og Teater Grob
journalist (DJH 1988)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu