Nogle kalder dem primadonnaer, mens andre kalder dem urimelige. Hvad end det korrekte er, så føler de så meget for deres arbejde, at følelserne ofte går højt. Det gør de helt generelt, og det gør de især, når ledelsen gennemfører forandringer, der skubber til alt det, der bliver følt stort for.

Morten Hesseldahl, administrerende direktør for Gyldendal, har gennemgribende erfaring med alt det. Han, der er erklæret borgerlig og medstifter af Cepos, betræder helst topstillinger i den kreative og lidt venstresnoede verden, hvor kunstnerne og kunsten regerer, og hvor ord som strategi og besparelser mest af alt fremkalder fnys og nervøse tics hos de ansatte.

Da han var chef for forlaget Lindhardt og Ringhof, meddelte han, at der skulle være en bedre balance mellem de smalle og de brede udgivelser, og at man ikke kunne fortsætte med at udgive så mange bøger, der slet ikke solgte. Fem forfattere forlod forlaget i direkte protest mod Morten Hesseldahl, og 13 år senere gentog det sig næsten, da Gyldendal ansatte ham som øverste chef, og forfatterne Carsten Jensen og Jens Smærup Sørensen smækkede med døren. Ikke om de ville udkomme med deres bøger et sted, hvor Hesseldahl skulle sætte retningen. 

Ledelse var ikke rigtig et begreb, da jeg startede derinde. Man agerede som i det gamle Sovjet: De dygtige, der havde været der længe og kendte systemet, kunne altid få kaviar og champagne

Morten Hesseldahl