Nogle samtaler er ved at snuble, inden de kommer i gang. Tag nu denne snak med tidligere integrationsminister Rikke Hvilshøj. Isdronningen. Hende ministeren uden følelser. Men den gider hun sgu ikke have siddende på sig.

”Må jeg ikke lige starte med at anholde den præmis, du sætter op for interviewet,” begynder hun.

Ja? Hvis du vil bryde den ned, så gør du bare det.

Hun har armene over kors. Og så går hun i gang:

”De spørgsmål, du har sendt, er jo helt regulære, og de overrasker mig ikke. Du er ikke den første, der stiller mig de spørgsmål. Men en præmis, der alene tager udgangspunkt i nogle rigtig svære sager, det er meget, meget snævert. De enkeltsager fyldte meget i medierne, de fik forsiderne, men hvis du ser på det, jeg lavede i løbet af de tre år, jeg var minister, så er det jo meget bredere. Det, jeg brugte tid på, var integrationsdagsordenen. Initiativerne ’Brug for alle unge’ og ’Bydelsmødre’ er noget af det, jeg nok er allermest stolt over, og som stadig lever i dag. Så mange af de integrationsdagsordener var det, der timemæssigt fyldte rigtig meget. Det fik bare ikke de samme forsider på Politiken…”.

Hun griner lidt sammenbidt. Jeg afbryder. Bløder op. Mægler. Vi finder hinanden igen.

Det synes jeg egentlig også, mine spørgsmål rummer implicit. Det, som et af mine første spørgsmål handler om, er jo, hvorfor du tror, du fik prædikatet ’isdronning’. I det ligger, at jeg godt ved, at du har lavet meget andet end enkeltsager om udvisninger. At der var lovgivning, der skulle administreres, at ministeriet skulle ledes. Så jeg spørger igen: Hvorfor tror du, du fik prædikatet ’isdronning’?

”Der var et behov i medierne for at sætte et prædikat på mig. Og det er sådan, det ér. Om jeg ville have ønsket mig et andet? Øh ja. Men der har jeg det sådan lidt, at sådan er det. Og sådan fungerer medierne. Men det er jo ikke sådan, at jeg syntes, det var nemme sager. Jeg tror ikke, du møder en tidligere integrations- eller udlændingeminister, der siger, den slags sager har været nemme. Når du som minister får et offer præsenteret, og du skal balancere følelser i forhold til lovgivning… Det er da svært!”

Følelser og ministre

Det kan da godt være, at det kunne være gjort anderledes. At hun kunne have udvist mere empati og samtidig have stået fast på, at lov er lov. Men her 13 år efter hun gik af, er hun oprigtigt i tvivl om, hvor meget medfølelse en minister faktisk skal udvise. Balancen er hårfin. 

”Det, der gjorde det rigtig vanskeligt var, når det blev præsenteret for mig som en enkeltsag, et medie havde fået kendskab til. Nogen havde fået fat i en god advokat til at sælge deres historie i et lokalsamfund, som har stor sympati med og kender vedkommende. Fuldt forståeligt. Men jeg var bare rigtig optaget af, at alle var stillet lige – uanset om man havde fået nogen til at hjælpe sig med at få god medietid. Du kan ikke styre og lede et land alene efter empati i en enkelt sag med et enkelt offer,” siger hun.

”Den balance er faktisk et emne, jeg stadig diskuterer. Skulle jeg have vist mere empati? Men det ville jo også være falsk at give indtryk af, at vi alle sammen føler det samme, og for øvrigt så gennemfører jeg så lige en lovgivning, som har konsekvenser for nogle mennesker.  Balancen kan jo også tippe på den måde, at du kan give indtryk af, at der, hvor der kommer nogle historier frem, der laver jeg så lige et eller andet som minister, og så er alle glade. Men lovgivningen er stadig den samme.”

Det ville være at tale med to tunger?

”Yes. Det synes jeg.”

Så den balance, du taler om. Hvor ligger den så?

”Den er i hvert fald bare svær for ministre. Hvis man kunne finde en balance, hvor man på én og samme tid kan skabe forståelse for, at vi er nødt til at trække stregen her, og samtidig sige ja, det er hårdt på det menneskelige plan. Men jeg tror egentlig bare, konklusionen er, at det ér en svær balance. Hvis det overhovedet kan balanceres. Så jeg vil lige så meget vende den rundt og sige: Hvis du tror, du kan fjerne fokus fra, at regler er regler, og ret er ret, ved at følge med på nogle følelser, når du er minister, så er der risiko for, at det kan blive falsk.”

”Det var mit ansvar. Og jeg skulle kunne stå på mål for den lovgivning, som jeg har været med til at vedtage, og som jeg som minister var ansvarlig for. Det er lederansvaret som minister. Hvis jeg ikke vil stå på mål for den lovgivning, hvis jeg ikke synes, det er den rigtige, så er redskabet som minister at foreslå, at loven bliver ændret.”

Attentatet

Få måneder efter Rikke Hvilshøj var tiltrådt som minister, kom følelserne til gengæld i sin reneste, instinktive form uden på tøjet, da ministerens private hjem blev ramt af et brandattentat, der med al sandsynlighed var politisk motiveret.

Det var ikke noget, hun var forberedt på, og hun tror heller ikke, at det overhovedet er muligt at forberede sig på den slags. Ingen aner, hvordan de vil reagere i sådan en situation, siger hun.

”Selv om nogen havde sagt til mig, da jeg fik ministerjobbet: ’Rikke, forbered dig lige på, at du en dag bliver udsat for et attentat’ – og så skal man lige rent mentalt kunne forberede sig. Det kan man ikke! Det er et fysisk chok, du får. Det sætter sig i kroppen. Og der er nogle helt instinktive reaktioner i kroppen, der sætter i gang, og som du ikke kender til, før det sker.”

”Når man bliver udsat for noget så voldsomt, så er der mange ting, der pludselig står knivskarpt. For mig var det…” Hun laver en oplistning: ”Et: sørge for at min mand og børn har det godt, og to: ikke lade mig kue.”

Så breder hun armene ud som en menneskelig mur.

”Jeg beskyttede mine børn. Der var 117 journalister, der gerne ville lave interview med mig og min mand og tage billeder af mig og børnene, og jeg sagde bare no way. I kan tale med mig. Fordi der skulle jeg bare stå foran familien, og de skulle slet ikke hives ind i det der.”

Dagen efter attentatet var hun bevidst om at troppe op i ministeriet og vise sit ansigt. Ikke gemme sig, tage kampen op.

”Min instinktive reaktion var: fandeme nej. De skulle ikke få mig. Også fordi jeg sådan set synes, jeg havde været ret tilgængelig som minister. Så hvis de var uenige med mig, så kunne de jo bare have stillet sig op over for mig. Derfor synes jeg også, det var lidt kujonagtigt gjort.”

Og da hun så troppede op i ministeriet, var det ikke, fordi hun havde nået at tænke mange rationelle tanker om, hvordan man som øverste leder, der lige er blevet udsat for et attentat, agerer på kontoret. Skulle hun vise sine følelser? Skulle hun smide en facade på? Hun tænkte ikke de tanker – hun gjorde bare.

”Det blev et miks af at vise min sårbarhed, vise, at jeg selvfølgelig var berørt af det her, vise, at der bare var nogle ting, jeg ikke kunne forholde mig til, fordi nu var der lige noget andet, jeg skulle have styr på. Familien, for eksempel.”

Hvorfor ville du så hurtigt på arbejde?

”Der var også mange, der syntes, det var underligt, og ’skulle jeg ikke være hjemme ved mine børn’. Men jeg havde det bedst med, at det var mig, der havde hånden på rattet, og jeg havde brug for at få styr på det. Og det kunne jeg ikke, hvis jeg sad et hemmeligt sted med mine børn og familie. Det gjorde jeg ved at gå ud og handle, få hånden på rattet og sørge for at få os styret igennem det her. Så jeg tog ind på Christiansborg, og der var det vigtigt for mig at vise, at jeg var følelsesmæssigt berørt. Det ville da være mærkeligt, hvis ikke man var helt vildt ramt af det, men det var ikke noget, der slog mig ud som minister. På det politiske plan blev jeg bare harm. Jeg blev nok mere slået ud som mor,” fortæller Rikke Hvilshøj.

Hun husker, at hun den dag skulle have behandlet tre beslutningsforslag fra Enhedslisten. Men det kunne hun simpelthen ikke, og hun måtte bede partiet om at udsætte forslagene til et senere tidspunkt, så hun ikke skulle stå på Folketingets talerstol lige dén dag.

”Der var selvfølgelig fuld forståelse hos Enhedslisten for, at jeg ikke kunne stå på Folketingets talerstol den dag og bare lade som om, at alt er, som det plejer.”

Hun møder ofte folk, der tror, at brandattentatet fik hende til at overveje at gå af, eller at attentatet, da hun så faktisk gik af et par år senere, havde indflydelse på det.

Det havde det på ingen måde, siger hun.

”Der er også mange, der tror, at det har påvirket mine politiske holdninger over for indvandrere og flygtninge. Jeg tror nok, at de tror, at det var nogle med flygtningebaggrund, der gjorde det, og så må jeg jo hade dem. Altså, sådan er det ikke. Selv om de folk, der gjorde det, ikke er blevet fanget og dømt, så er jeg ret overbevist om – også når man ser på, hvad politiet har efterforsket, for eksempel Grænseløse Beate (ukendt gruppe, der hævdede at stå bag attentatet, red.) – at det jo ikke er nogen med flygtninge- eller indvandrerbaggrund, der har gjort det. Der er størst sandsynlighed for, at det er nogle med etnisk dansk baggrund fra den yderste venstrefløj.”

”Men jeg plejer så også at sige, at jeg ikke ved, hvordan jeg havde reageret, hvis et eller begge mine børn eller min mand var kommet det mindste til skade. Så det er ikke sådan, at jeg sidder på en høj stol og stadig siger, at jeg ville have reageret på samme måde. Jeg kunne sagtens have reageret anderledes, men jeg aner det ikke.”