Det danske samfund befinder sig midt i en kæmpe transformation, der udfordrer det 20. århundredes velfærdsmodel. En række globale og forbundne megakriser vil i de kommende år tvinge den offentlige sektor til at udvikle nye og smartere løsningsmodeller, der gør os bedre rustet til at tackle den stigende turbulens i økonomien.

Det handler ikke så meget om bare at bevare de sociale rettigheder eller konkurrenceevnen, men om at nytænke dem. Forestillingen om, at rettigheder og strukturer skal bevares som de er, er for længst blevet overhalet af virkeligheden.

Først og fremmest vil forestillingen om ukrænkelige og umistelige velfærdsrettigheder blive udfordret, ikke bare af krisens økonomiske nødvendighedslogik, men også af et ideologisk og værdimæssigt skifte, hvor forventningerne til det enkelte individ hæves. Man kan allerede nu se i den danske samfundsdebat, hvordan pligtetikken vender tilbage og kobles til velfærdsrettighederne.

“Rettighederne” bliver mere dynamiske og vil blive taget op til konstante revurderinger. Borgeren, der f.eks. får tilkendt førtidspension, kan ikke længere forvente, at det gælder hele livet ud.

[quote align="right" author=""]I velfærdsstatens optik bliver den enkelte alt for ofte reduceret til en passiv modtager af uddannelse, sundhedsydelser, forsørgelse osv. Det er udtryk for et usympatisk og forældet menneskesyn.[/quote]

Selve ideen om mennesket som et forankret, rodfæstet og uforanderligt væsen vil forsvinde. Ligesom kroppens muskulatur og hjernen kan styrkes, stimuleres og forbedres gennem de rigtige stimulanser og systematisk træning, vil der være et pres for at tænke genoptræning, efteruddannelse og udvikling af nye kompetencer ind i alle sociale ordninger.

Man kan ikke bare nyde, men må også yde. Det er også derigennem, man opbygger det selvværd, der skal bringe én videre i livet.

I livets andre forhold er vi vant til at betragte hinanden som aktive og selvstændige mennesker, der former vores eget liv. Men i velfærdsstatens optik bliver den enkelte alt for ofte reduceret til en passiv modtager af uddannelse, sundhedsydelser, forsørgelse osv. Det er udtryk for et usympatisk og forældet menneskesyn.

I de kommende år vil borgeren i stigende grad forventes at stille op som medskaber af velfærden: I uddannelserne som kreativ projektmager og refleksivt individ frem for en fakta- og færdighedsbeholder, der blot skal tankes op. På arbejdsmarkedet som en innovativ og kreativ medspiller frem for en maskine, der passer sin tjans fra 8 til 16. I sundhedssystemet som en aktiv patient, der ikke bare venter på en diagnose, medicin og operation, men selv reagerer og agerer på kroppens signaler. I det politiske felt som en engageret borger, der ikke bare kræver sin velfærdsret, men tager medansvar for at præge og udvikle velfærdens institutioner og det offentlige rum, man bevæger sig i.

De skjulte ressourcer

Et velfærdssamfund, der stiller sig tilfreds med passive borgere, medarbejdere, patienter, elever osv., er i mere end én forstand et fattigt samfund. Det er et vældigt spild af både økonomiske og menneskelige ressourcer, at 800.000 danskere er parkeret på permanente overførselsindkomster. Det må i de kommende år gælde om at få langt mere ud af de menneskelige ressourcer i det danske samfund.

[quote align="left" author=""]Flere kommuner og andre offentlige frontløbere er allerede ved at bevise i praksis, at det kan lade sig gøre. I de næste år gælder det om at skalere erfaringerne op, så den offentlige sektor ikke øger skattebyrden, men formår at sænke den.[/quote]

Ved at mobilisere borgernes omstillings- og innovationskraft i stor skala kan den offentlige sektor forvandles fra en belastning for økonomien og konkurrenceevnen til at blive en motor for fornyelse og innovation, som gør det endnu mere attraktivt for virksomheder at lokalisere sig i Danmark og skabe nye værdifulde arbejdspladser.

Den benhårde jagt på kortsigtede besparelser kan let komme til at skygge for den kendsgerning, at en stærk offentlig sektor er en vigtig forudsætning for en stærkere dansk konkurrenceevne, ikke en forhindring.

Den offentlige sektor gemmer på enorme ressourcer og kompetencer. Der findes et kæmpemæssigt uudnyttet produktivitetspotentiale på 10 pct. eller mere, og radikal ressourceeffektivitet kan blive et mantra i de kommende år. Flere kommuner og andre offentlige frontløbere er allerede ved at bevise i praksis, at det kan lade sig gøre. I de næste år gælder det om at skalere erfaringerne op, så den offentlige sektor ikke øger skattebyrden, men formår at sænke den. Der er grænser for vækst, ikke kun i omgangen med naturens ressourcer, men også med statens økonomiske ressourcer.

Regeringens produktivitetskommission kan forhåbentlig sætte endnu mere skub i en nytænkning af den offentlige ressourceforvaltning, når den senere i år barsler med en rapport. Indtil da er politikerne velkomne til at skele til Mandag Morgen, der har identificeret og beskrevet massevis af eksempler på erfaringer, der kan blive next practice i alle landets kommuner og institutioner.

Bedre ledelse, en mere effektiv organisering af arbejdet, et farvel til overflødige kontrol- og arbejdsgange, nye digitale teknologier og innovation af serviceydelserne kan rykke den offentlige sektor i en grad, som vi måske ikke forestiller sig.

Velfærd som innovationsmotor

Danmark har verdens højeste skattetryk, og vi investerer langt mere i uddannelse, social beskyttelse og sundhed end de fleste vestlige OECD-lande, uden at vi kan spore et signifikant bedre resultat og højere kvalitet. Faktisk performer vi på nogle områder under middel. Vi kan helt sikkert gøre det langt bedre, hvis vi nytænker de nuværende ordninger.

Det handler lige så meget om innovation som besparelser. Danmark kan ikke klare sig i forhold til omverdenen ved bare at skære ned, effektivisere og sende alle ordninger på fitness-kur. I sidste ende er det vores evne til at omstille os hurtigt, innovere og skabe højere værdi og livskvalitet, der afgør vores langsigtede velstands- og velfærdsniveau.

[quote align="right" author=""]Hvis de politiske partier for en stund kunne tilsidesætte spin, drillerier og taktiske spilfægterier, burde det være muligt at etablere en ny samfundskontrakt, der fornyer den danske velfærdsmodel.[/quote]

Her kan langt mere intelligente offentlige indkøb og udbud være med til at stimulere innovationsevnen. De offentlige institutioner kan udvikles til innovationsplatforme, hvor de i samarbejde med virksomheder tester helt nye løsninger og sætter nye standarder for medarbejderengagement, brugerinvolvering og offentlig-private partnerskaber.

Staten kan gennem endnu skrappere miljøkrav og højere standarder sætte virksomheder og borgere under pres for at udvikle de løsninger, der skal gøre Danmark førende i omstillingen til den nye ressourceøkonomi, som bliver en vigtig konkurrenceparameter i de kommende år.

Hvis de politiske partier for en stund kunne tilsidesætte spin, drillerier og taktiske spilfægterier, burde det være muligt at etablere en ny samfundskontrakt, der fornyer den danske velfærdsmodel.

Der er, på tværs af politisk-ideologiske skel, en voksende erkendelse af, at de gamle modeller ikke længere holder. Den offentlige sektors rolle i samfundet skal nytænkes, og den skal gøres til en innovationsdriver, der sikrer, at det danske samfund formår at omstille sig hurtigt og sikkert til de nye krav og udfordringer, som vil ramme os i en stadig mere turbulent og globaliseret økonomi.

Velfærdssamfundet skal stadig give borgerne en fundamental tryghed og sikkerhed. Det er også en forudsætning for, at man tør tage en krævende uddannelse, investere i fremtiden eller starte en virksomhed. Men der er også brug for, at velfærdssamfundet selv bliver præget af større risikovilje og innovationslyst, hvis det skal leve op til de omstillingskrav, der er blevet et grundvilkår i en turbulent verden.