Jeg sad for nylig i et bestyrelseslokale og diskuterede forskellen på “teflonvirksomheder” og “velcrovirksomheder” med en CEO og en del af hans chefhold. Forskellen? Teflonvirksomheder bliver nok udfordret på deres etiske, sociale og miljømæssige aftryk, men står i reglen uskadte og uplettede tilbage. Sådan var Apple en overgang, og Google også. For velcrovirksomheder er udfordringerne større, og mere af snavset hænger ved. Den CEO, jeg talte med, driver en virksomhed, der for nylig har udviklet stærke velcro-tendenser – og den dag vi mødtes, kørte der endnu en negativ historie i medierne.

Mængden af potentielle sager, der kan ramme store virksomheder, er svimlende – og vokser støt. Tag bare Google, hvis teflon-status er under nedslidning. Virksomheden er blevet udfordret af så forskellige dagsordener som sikkerhedsrisici i forbindelse med førerløse biler og privatlivsbeskyttelse i forbindelse med “Google Glass”-brillerne. Mindst én kvinde er blevet angrebet for at bære Google-briller i en bar i San Francisco. Folk følte sig udspioneret.

Sidst i februar kom så busfejden i San Francisco. Demonstranter satte fokus på Googles brug af offentlige busstoppesteder til opsamling af passagerer til sine egne private medarbejderbusser. Google forsøgte at gyde olie på vandene ved at donere 6,8 millioner dollar til et program, der tilbyder ubemidlede unge gratis transport i byens offentlige transportsystem.

En haj i akvariet

De chokbølger, som hurtigvoksende virksomheder som Google har skabt, var i mine tanker, da jeg satte mig i et fly til Indonesien og gik i gang med at læse The Circle, Dave Eggers’ seneste roman. Historien omhandler, som nogle vil vide, verdens største og mest magtfulde internet-virksomhed, The Circle, i en nær fremtid. Et Google på speed.

I en mindeværdig passage vender en af virksomhedens stiftere tilbage fra et ubådseventyr til Marianergraven med flere sære erobringer, ikke mindst en meget stor og meget gennemsigtig haj. Man kan se den fordøje og udskille sit bytte på ingen tid. Hvad der sker, når hajen slippes løs i et akvarium med en række andre skabninger, symboliserer det, der kan ske, når opkomsten af nye industrier betyder, at velstand og magt koncentreres på få hænder.

The Circle viser sig at ligne denne haj temmelig meget, med sine ambitioner om at erstatte (og i egen forståelse forbedre) verdens demokratiske institutioner. Mod slutningen af romanen advarer en anden af stifterne om, at virksomhedens accelererende drift mod at gøre alt – og alle aspekter af alles liv – transparent vil have konsekvenser, som end ikke Big Brother kunne have drømt om.

Alt dette lå forrest i min bevidsthed, da jeg talte ved en række konferencer arrangeret af Nestlé i Jakarta og Unilever i Singapore. I begge lande var der, ikke overraskende, fokus på forhold som fødevaresikkerhed, klimaforandringer, over- og underernæring.

Mit ærinde var at præsentere ”Den nye normalitet”, og min pointe var, at efter mere end fem årtier, hvor erhvervslivets samfundsmæssige dagsorden har udviklet sig i højt tempo, er en række nye problemstillinger begyndt at trænge sig på i magtens cirkler og på direktørgangene verden over.

Dette betyder ikke, at alle CEO’er, virksomheder, brancher og økonomier vil reagere effektivt og rettidigt på dem. Og det skyldes især, at så mange topledere i verden de sidste ti år er uddannet på erhvervsakademier og MBA-kurser, der har lært dem at fokusere på kortsigtede resultater – meget som den forslugne haj, der tømte akvariet for alt andet liv.

Løsningernes Tidsalder

Ligesom hajer er nødt til at holde sig i bevægelse eller dø, må vores økonomier vokse eller risikere kollaps. Pessimisten i mig ser vores globale økonomi – der langtfra er lige så transparent som hajen fra Marianergraven – opsluge liv, som det har taget millioner af år at udvikle, og udskille det som aske og affald. Optimisten konkluderer derimod, at vi, efterhånden som Problemernes Tidsalder viger for Løsningernes Tidsalder, vil se nye tankeformer, nye teknologier, nye forretningsmodeller og, nok så vigtigt, en ny kultur spredes i erhvervslivet i stigende tempo.

Dette mere opmuntrende syn blev forstærket, da jeg mødte den nye dekan for det Singapore-baserede INSEAD. Han er del af erhvervsakademiernes nye generation af dekaner og professorer, der ser emner som markedstransparens, cradle-to-cradle-analyse, nul-forurening og cirkulær økonomi som del af en fremvoksende markedsvirkelighed – en ny normalitet.

Et par dage efter jeg var vendt hjem, fik vi besøg af direktøren for et nyt business- og bæredygtighedsprogram ved University College London. Hun efterlod pensumlisten til den nye naturvidenskabelige masteruddannelse, hvor jeg skal holde afslutningsforelæsningen. Listen omfattede sværvægtere inden for ressourcesikkerhed, industriel økologi, cradle-to-cradle-analyse, cirkulær økonomi, shared value, bæredygtighedsregnskaber, integreret afrapportering og klimaforandringer.

Alt sammen godt, men burde vi ikke også udvide forestillingsevnen blandt erhvervsskolernes studerende?

Selv om jeg også i fremtiden vil tale om ”Den nye normalitet”, kunne jeg lige så godt have brugt en anden overskrift: ”Hajen, der åd vores fremtid”.

En af mine anbefalinger til UCL og alle lignende uddannelsesinstitutioner er faktisk, at de burde føje flere relevante romaner til deres pensumlister. Måske forhindrer det ikke unge mennesker i at begå fejl, men det kan gøre dem mere forbeholdne over for formodede teflonvirksomheder end den unge rekrut, der i romanens første afsnit vandrer omkring på The Circles californiske campus og tror hun er kommet i himlen.