”Jeg indrømmer, at det er en lidt vild ide,” sagde statsministeren, allerede da hun første gang præsenterede tanken om at sætte kommuner fri fra at følge almindelige love og regler på velfærdsområdet. Det skete ved Folketingets åbning i oktober 2020

Dengang talte Mette Frederiksen om et begrænset forsøg for syv kommuner: Fire på børneområdet og tre på ældreområdet. Forslaget blev stemt igennem af støttepartierne og forsøget gik formelt i gang i 2021. Meningen var, at det skulle løbe frem til 2024. Og det var i sig selv ret vildt: 'Nu starter vi med et blankt stykke papir," som social- og ældreminister Astrid Kragh sagde i et interview i Mandag Morgen tilbage i april, hvor vi også beskrev nogle af de konkrete rettigheder, de ældre stod til at miste.

Men de syv forsøgskommuner er knap nok nået at komme i gang med at omsætte deres nye frihed til konkret praksis, før statsministeren i sin nytårstale øgede indsatsen betragteligt: Nu skal forsøget rulles ud i samtlige kommuner.

Det indebærer "at vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter helt forfra," som statsministeren sagde i talen. Denne gang for alle kommuner.

Det er med Mette Frederiksens egne ord "vidtgående".

Vi taler om årtiers lovgivning. Resultatet af benhårde politiske forhandlinger. Sindrige aftaler. Ideologiske armlægninger. Detaljerede regler og rettigheder for borgerne om alt fra frit valg af private løsninger, kvalitetsstandarder for hjemmehjælp, ret til plejebolig og tonsvis af andre regler fra lov om social service og anden lovgivning, der regulerer forholdene for borgerne i vores velfærdssamfund.

Og det handler ikke kun om ældreområdet. Også på børne- og skoleområdet skal kommunerne "sættes fri" fra snærende regler.

DER ER EN GRUND til, at samtlige statsministre fra Poul Schlüter og frem har lovet afbureaukratisering: Det er en ekstremt populær dagsorden. Men der er også en grund til, at samtlige regeringsledere frem til og med Mette Frederiksen har fejlet: Det er ekstremt svært, så snart det bliver konkret.

Hvem skal afgøre, hvilke regler, der skal i smides i skraldespanden, og hvilke rettigheder, borgerne stadig skal kunne holde kommunen op på?

For hvad er det præcist for regler, der skal fjernes? Ældres ret til genoptræning? Retten til at vælge en privat hjemmehjælper? Eller krav om minimumsnormeringer i børnehaverne?

Hvem skal afgøre, hvilke regler, der skal i smides i skraldespanden, og hvilke rettigheder, borgerne stadig skal kunne holde kommunen op på? Borgerne selv? Eller de kommunale politikere, der har svært ved at få budgetterne til at hænge sammen?

Ingen tør være imod en så populær sag som at afskaffe bureaukrati, vise tillid og sætte kommuner fri. Det er nærmest umuligt at være imod.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Foreløbig er de syv frikommuner i gang de første spæde trin. De gamle borgmestre nåede kun lige at afholde borgerhøringer, og indsamle ideer fra de ansatte i frontlinjen om, hvad den nye frihed skal bruges til, før de skulle til kommunalvalg. Det er sin sag at kaste alle regler fra sig begynde forfra. Derfor har vi stadig til gode at se de vilde revolutioner. Og ingen af de syv kommuner har endnu høstet erfaringerne med at sløjfe hele eller halve lovkomplekser. Det ville ellers have været nyttige erfaringer for Mette Frederiksen.

INGEN TØR VÆRE IMOD en så populær sag som at afskaffe bureaukrati, vise tillid og sætte kommuner fri. Det er nærmest umuligt at være imod.

Men nogen skal sige det højt: Når noget lyder for godt til at være sandt, så er det ofte for godt til at være sandt. Og selvom det lyder besnærende enkelt at afskaffe kompliceret lovgivning og erstatte det med 'klare værdier', så er det ikke helt ukompliceret.

En så vidtgående forenkling, som statsministeren beskriver, kræver en afskaffelse af velerhvervede rettigheder, som politikere og interesseorganisationer har forhandlet sig frem til gennem mange årtier.

Det kræver et opgør med et system, hvor den enkelte borger kan holde sin kommune op på konkrete kvalitetsstandarder og minimumsrettigheder om alt fra hjemmehjælp til genoptræning efter en operation. Uden konkrete regler om, at kommunen har pligt til at yde den hjælp, står den enkelte tilbage uden andet end sine egne overtalelsesevner.

Kan du mærke komplikationerne komme snigende?

I DANSK VELFÆRDSPOLITIK har pendulet svinget mellem skøn og rettigheder lige siden K.K. Steinckes store socialreform i 1933. Siden dengang har det været definerende for velfærdsstaten, at hjælpen fra det offentlige til den enkelte skal følge nogenlunde ensartede retningslinjer, der gælder for alle borgere og i alle kommuner. Aldrig mere skulle borgeren stå med hatten i hånden og håbe på, at kommunens repræsentant skønnede, at han var værdigt trængende.

Som vi tidligere har beskrevet her på Mandag Morgen , så har pendulet taget et par sving op gennem velfærdsstatens historie. Med mere eller mindre vægt på skøn eller rettigheder.

I dag er vi nået dertil, hvor rettighedstankegangen har skabt et uhensigtsmæssigt system med minuttyranni, overdrevne dokumentationskrav og rigid overregulering, der hverken giver mening for den enkelte borger eller de kommunalt ansatte.

Det er der uden tvivl god grund til at rydde op i.

Men det spørgsmål, der ikke har noget enkelt svar, er, hvordan regeltyranniet kan løsnes og fleksibiliteten sikres for den enkelte - uden at man samtidig mister den sikkerhed og lighed for loven, som rettighedstankegangen giver?

Det er dilemmaet, som Mette Frederiksens ellers så dejligt enkle løsning ikke giver noget svar på.

Uden konkrete regler om, at kommunen har pligt til at yde den hjælp, står den enkelte tilbage uden andet end sine egne overtalelsesevner.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

En "ny, kort og præcis ældrelov" med nok så klare værdier om 'værdighed' rummer i sagens natur ingen detaljerede regler om, at mennesker, der ikke kan klare sig selv i eget hjem, skal have en plejebolig senest efter to måneder.

Men uden den slags konkrete regler, hvem skal så afgøre, hvornår det ikke længere er værdigt for den ældre at sidde hjælpeløs i eget hjem?

Hvordan ser virkeligheden ud for den enkelte ældre, hvis Mette Frederiksen vilde ide bliver til virkelighed, og vi lader det være op til den enkelte ældre at forhandle en rimelig hjælp med den evigt budgetpressede kommune?

Forslaget om at frisætte kommuner fra bureaukrati er i sandhed både vildt og vidtgående. Ikke mindst for borgerne.

DET ER FRISTENDE at heppe på ideen og have tillid til, at den kommunale velfærd kan fungere med rammelovgivning og i tillid til, at borger og kommune sammen kan finde løsningerne. Derfor er vi også mange, der venter spændt på de syv forsøgskommuners livtag med de mange dilemmaer og ikke mindst de løsninger, der kommer ud af forsøget.

Men hvorfor Mette Frederiksen har mistet tålmodigheden med sit eget forsøg, før det for alvor er gået i gang, og i stedet er rykket direkte til konklusionen, det er svært at forstå.