Politik handler om ledelse, ledelse af lande, ledelse af samfund. Og derfor er det naturligvis interessant, når en ledelsesprofessor begynder at tale om politik, for det er at løfte blikket fra virksomheds- og organisationsniveauet til samfundsniveauet.

Jeg taler om den verdensberømte canadiske ledelsesprofessor Henry Mintzberg fra McGill University i Montreal. Hans markante ledelses-, organisations- og strategibøger er i årtier blevet læst overalt i verden. I sin seneste bog oversat til dansk, ‘Rebalancering af samfundet’, præsenterer Mintzberg en nytænkning af de politiske programmer og visioner – en vej til at rebalancere samfundet. Denne bog er højaktuel i en dansk valgkamp, der allerede er godt i gang og igen synes at fokusere overdrevent på valget mellem rød og blå blok.

Jeg siger ikke dermed, at man blot kan eksportere ledelsesteorier og -modeller fra virksomhedsniveauet op på samfundsniveauet 1:1, for det kan man ikke. Men man har et godt udgangspunkt for samfundstænkning, når man i en menneskealder har beskæftiget sig med ledelse og virksomhedstænkning.

I 1989 kollapsede de kommunistiske regimer i Østeuropa, og alle eksperter troede, at nu havde kapitalismen sejret. Det var forkert. Eksperterne ”tog lodret fejl,” siger Mintzberg. ”Og nu viser konsekvenserne sig at være skæbnesvangre.” Derfor, siger han, har ”den verden, vi lever i, brug for radikal fornyelse, som vi ikke tidligere har set magen til.”

Tænk, hvis man kunne drøfte radikal fornyelse af dansk politik og samfundstænkning i en dansk valgkamp!

Det burde man. For det er vigtigt at diskutere principperne for samfundets langsigtede indretning, værdier og visioner, bæredygtig udvikling og balance. Men gør man det? Nej, langt fra. Man diskuterer kortsigtet politik, kortsigtede letforståelige politiske slagnumre, varmechecks, skattefradrag, meget konkrete tilbud til vælgerne om det ene og andet. Det er ikke forkert at diskutere kortsigtede løsninger. Det forkerte er, hvis man ikke diskuterer andet.

Man diskuterer kortsigtet politik, kortsigtede letforståelige politiske slagnumre, varmechecks, skattefradrag, meget konkrete tilbud til vælgerne om det ene og andet. Det er ikke forkert at diskutere kortsigtede løsninger. Det forkerte er, hvis man ikke diskuterer andet.

Steen Hildebrandt
Professor emeritus

Favorisering af den private sektor

Mintzbergs hovedbegreb i forbindelse med en rebalancering af samfundene er begrebet den pluralistiske sektor. Han ser for sig et samfund, der hviler på en skammel med tre solide ben:

1. En offentlig sektor med respekterede myndigheder, som skal sørge for mange af vores beskyttelsesforanstaltninger.
2. En privat sektor med ansvarlige forretningsvirksomheder, der skal levere en stor del af vores varer og tjenesteydelser.
3. En pluralistisk sektor med stabile fællesskaber, hvor vi finder mange af vores sociale tilhørsforhold. Det omfatter for eksempel kooperativer, ngo’er (ikke-statslige organisationer), fagforeninger, religiøse organisationer, visse hospitaler og uddannelsesinstitutioner, sociale bevægelser og initiativer og en række foreninger, socioøkonomiske virksomheder etc.

I 1989 var det balancen, der sejrede i de vestlige demokratier. Mens de kommunistiske regimer var helt ude af balance og overvejende havde magten koncentreret i deres offentlige sektor, opretholdt de velfungerende vestlige lande en passende balance mellem deres offentlige, private og det, Mintzberg kalder den pluralistiske sektor. En manglende forståelse af denne pointe har imidlertid lige siden bragt mange lande ud af balance, ikke mindst på grund af en favorisering af deres private sektor. Det er også, hvad der er sket i Danmark. Det accelererede i konkurrencestatsårene, og vi har endnu ikke fundet veje, der gør situationen i Danmark mere balanceret, eller som i hvert fald bevæger os systematisk mod mere balance. Måske tværtimod. Den private sektor har – både i verden som helhed, men også i Danmark – fortsat så store frihedsgrader, at vi betaler en meget høj pris for denne ubalance.

Den private sektor har – både i verden som helhed, men også i Danmark – fortsat så store frihedsgrader, at vi betaler en meget høj pris for denne ubalance.

Steen Hildebrandt
Professor emeritus

Socialt uansvarlige virksomheder

Spørgsmålet er nu, hvordan vi genvinder balancen i vores samfund? Nogle vil sige, at svaret skal findes i den private sektor, og de vil henvise til virksomhedernes større og større sociale ansvar. Én ting er sikkert: Det har vi brug for mere af, men, siger Mintzberg, ”enhver, som tror, at virksomheders sociale ansvar kan kompensere for virksomheders sociale uansvarlighed, lever i en win-win-eventyrverden.” Det er jeg enig med Mintzberg i. Det er naivt at forestille sig, at de socialt ansvarlige virksomheder kan kompensere for den voldsomme skade, som de uansvarlige virksomheder påfører verden. Tænk blot på omfanget af skatteunddragelser – i Danmark og i verden. Tænk på forurening af det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, tænk på en lang række eksempler på uansvarlig adfærd fra private virksomheders side. Og man kunne givetvis også tilføje: Uansvarlig adfærd fra en række offentlige virksomheders side. Andre vil fæste lid til den offentlige sektor og give den mere magt, mere plads og flere ressourcer.

Danmark er ikke det værste land, når det kommer til disse spørgsmål, men også i Danmark er der meget at rette op på, hvis vi skal tale om et balanceret samfund. Også Danmark har balanceproblemer.

Tilbage er det tredje ben, den pluralistiske sektor, og samtidig en konstant årvågenhed overfor råd og svamp i både den offentlige og private sektor. Mintzberg taler om en ”march mod ubalance”. Han taler om ”det økonomiske menneske, for hvem grådighed er godt, ejendomsretten hellig, markederne tilstrækkelige og regeringerne suspekte”. Han taler her specielt om USA, men enhver kan se parallellerne til vort eget samfund. Skaden er sket, siger han, om end vi ser ud til at være blevet en smule klogere.

”Efterhånden som grådighed blev kult, fik ejendomsretten lov til at løbe løbsk, og mange markeder kom ud af kontrol. I 1989, to hundrede år efter vedtagelsen af den amerikanske forfatning, var vejen banet for landets frie fald ned i ubalancen.”

Hvad mener vi om demokratiets måde af fungere på i Danmark? Er vi blinde for råd og svamp her? Er vi blinde for de advarselslamper, der måske allerede lyser? Sådanne spørgsmål bør diskuteres i en sund valgkamp i et vestligt demokrati.

Steen Hildebrandt
Professor emeritus

Hvad er et balanceret samfund?

Vi bør have denne debat i Danmark og stille os selv en række spørgsmål:

Hvad er det for et samfund, vi ser for os, hvis vi er enige om at søge mod mere balance? Hvad er balance? Hvad betyder balance i en dansk historisk og fremtidig kontekst og forståelse? Hvordan ser de tre sektorer ud i Danmark lige nu? Accelererer det, Mintzberg kalder excesserne i den private sektor, også i Danmark, sådan som det helt klart sker og er sket i USA?

Så meget er det sket i USA, at Mintzberg hævder, at ”hvis vi sammenholder konsekvenserne af alle de bevidste, men spredte handlinger (i det amerikanske erhvervsliv), så er landet endt med det, der svarer til et statskup.” Noget af en påstand! Hvad mener vi om demokratiets måde af fungere på i Danmark? Er vi blinde for råd og svamp her? Er vi blinde for de advarselslamper, der måske allerede lyser? Er vi blevet så vant til excesser og unoder i den private sektor, at vi ikke ser dem?

Sådanne spørgsmål bør diskuteres i en sund valgkamp i et vestligt demokrati. Ikke kun i form af konkrete forslag og ideer, men i form af principielle værdi- og visionsdebatter, hvor man hæver sig op over det dagsaktuelle. Det bør ske i forbindelse med valgkampen, men det bør selvfølgelig også ske i den løbende politiske debat. Medierne har et meget stort ansvar her.

Ja, vi skal i hvert fald have noget mere at vælge imellem end rød og blå blok, højre og venstre, stater og markeder, nationalisering og privatisering, socialisme og kapitalisme, og det er her, Mintzberg igennem hele bogen understreger det tredje ben, den pluralistiske sektor.

”Så længe vi kun kan vælge mellem et grådigt marked og en regulerende stat, er vi fanget i en demoraliserende nedadgående spiral”, skriver han. Og det er sådan en spiral, vi også er fanget i, når vi vedholdende lader os være fanget i den simple dikotomi: Rød og blå blok.

Læs også Mandag Morgens interview med Henry Mintzberg: ”Vi kan ikke fikse verdens problemer ved at reparere på kapitalismen”