Chefredaktørens blog 
Tanja Nyrup Madsen

Mette Frederiksen får brug for en ny Rossen-tavle

En ny regering skal håndtere flere sammenhængende kriser, der ikke kan løses med silotænkning og lappegrej. Det kræver en klar fælles retning på tværs af ministerier. Måske skulle man bede Martin Rossen starte motorcyklen?

Mette Frederiksen og Martin Rossen, dengang han var hendes stabschef i Statsministeren. Rossen forlod Marienborg på motorcykel den dag, regeringssonderingerne begyndte. Forklaringen til de undrende journalister lød, at han blot hentede sin motorcykel, som han havde efterladt, sidst han besøgte Mette Frederiksens mand. 
Mette Frederiksen og Martin Rossen, dengang han var hendes stabschef i Statsministeren. Rossen forlod Marienborg på motorcykel den dag, regeringssonderingerne begyndte. Forklaringen til de undrende journalister lød, at han blot hentede sin motorcykel, som han havde efterladt, sidst han besøgte Mette Frederiksens mand. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Når en ny regeringskoalition træder ud af Marienborg med en playbook under armen for de næste fire år, vil alt, hvad der står på den politiske menu, være farvet af fem uomgængelige dagsordner:

  • klima- og biodiversitetskrisen
  • den geopolitiske usikkerhed
  • den økonomiske krise
  • den digitale transformation
  • velfærdssamfundets krise.

Fem skelsættende udfordringer, der fletter sig sammen og går på tværs af alle andre politikområder. Derfor er det også nødvendigt, at politikudviklingen bryder med de sædvanlige skel, når de store udfordringer skal løses.

I den Socialdemokratiske mindretalsregering blev den daværende stabschef Martin Rossen berømt og berygtet for at revse ministrene én for én foran en tavle med ’Centrale Mål’, hvor røde, gule og grønne magneter markerede, om de holdt sig på sporet.

Klimaloven er et eksempel på, at horisontal tænkning kan skabe resultater, der langt overstiger silotænkningens. Men vi kan også hente inspiration et andet – og måske mere overraskende - sted, nemlig i EU, hvor man er vant til at tackle myriader af hensyn og udfordringer af stor kompleksitet.

 

Da Ursula von der Leyen som ny formand skulle sammensætte sin kommission, valgte hun at udnævne en kommissær med særligt ansvar for de store, tværgående dagsordner. Han hedder Maroš Šefčovič og har ansvar for ’Interinstitutional Relations and Foresight’. En slags samarbejds- og fremtidsminister, kunne man måske kalde ham.

Det kan lyde fjernt og EU-bureaukratisk. Men måske kan vi alligevel lære noget af det herhjemme, hvor siloministeriel tankegang – ligesom i EU – risikerer at spænde ben for gode løsninger.

Šefčovič’ opgave er groft sagt at sørge for, at kollegerne hele tiden tænker deres politik sammen med digitaliseringen og den grønne omstilling – det, EU-Kommissionen kalder en tvillingetransition af samfundet - samtidig med, at de tager bestik af en ny geopolitisk virkelighed præget af Ruslands invasion af Ukraine, Kinas stormagtsambitioner og et politisk ustabilt USA.

Den opgave kommer de danske ministre også til at stå overfor.

 

KOMPLEKSITETEN ER ENORM, og derfor kan det være fristende at søge ly i sin silo – sit ministerium, sin sektor eller branche – for at forenkle verden og de kompromisser, der skal indgås. Men der er ingen vej udenom. Et par eksempler, der viser, hvorfor det er nødvendigt at omfavne kompleksiteten:

Intelligent digital styring af vores energiforbrug er forudsætningen for at minimere vores udledninger. Men det kræver samtidig en høj grad af sikkerhed, hvis det ikke skal gøre os ekstra sårbare for hybrid krigsførelse. Indgår forsyningsselskaber 20-årige gasaftaler med Qatar med et snævert blik for at løse den akutte energikrise, så risikerer de at give Europa store geopolitiske, klimamæssige og økonomiske problemer i fremtiden. Og lader vi vores vindmølleproduktion afhænge af Kinas råstoffer eller Taiwans mikrochip-fabrikker uden hensyn til den geopolitiske usikkerhed, risikerer vi at skabe en afhængighed, der er lige så ubehagelig som den vi har haft af russisk gas.

Geopolitiske, grønne, digitale, sociale og økonomiske hensyn må med andre ord tænkes sammen for at blive hinandens hjælpere. Lykkes det, kan vi til gengæld komme langt her i Danmark og Europa med at vise vejen for resten af verden og skabe en samfundsmodel, andre vil have lyst til at kopiere. Det er vores bedste chance for reel global indflydelse.

Hvis ’Danmark som foregangsland’ stadig er Mette Frederiksens drøm, får hun – ligesom von der Leyen – brug for at organisere sig på en måde, der nedbryder siloer og gør det muligt at sætte en klar og samlet retning for det politiske projekt.

 

BEHOVET BLIVER KUN STØRRE, hvis Mette Frederiksen træder ud fra Marienborg med et kludetæppe af aftaler og studehandler med partier fra højre og venstre. Danner lapperne ikke noget klart mønster, risikerer Danmark en regeringsperiode, der i højere grad handler om regeringens overlevelse fra tue til tue end om Danmarks fremtid.

Derfor må Mette Frederiksens vigtigste forhandlingsmål være at få mandat til radikale reformer, der både tager højde for den grønne omstilling af energi og produktion, en mere usikker verden, en økonomi truet af recession, digitaliseringen af samfundet og borgernes velfærd og trivsel.

Selvfølgelig er det vigtigt også at søge løsninger på konkrete og akutte udfordringer som sundhedssektorens rekrutteringsproblemer nu og her, psykiatriens nær-sammenbrud eller vinterens varmeregninger. Men risikoen er, at politikerne nøjes med at koncentrere sig om driftsspørgsmål, der får maskinen til at køre videre, nogenlunde som vi kender den.  

Mette Frederiksen kan muligvis give sig selv og sit parti endnu en regeringsperiode ved at skrue på de små knapper i maskinrummet, silo for silo. Måske er det netop det, der sker i de tema-opdelte forhandlinger bag Marienborgs mure. Men Danmark står overfor en kompleks omstilling, der kræver mere end justeringer af det nuværende system. Derfor må Mette Frederiksens vigtigste forhandlingsmål være at få mandat til radikale reformer, der både tager højde for den grønne omstilling af energi og produktion, en mere usikker verden, en økonomi truet af recession, digitaliseringen af samfundet og borgernes velfærd og trivsel.

 

SPØRGSMÅLET ER, hvem der tænker på tværs af alle disse områder og sikrer, at silotænkerne tvinges til at løfte blikket? Måske får Mette Frederiksen ligesom von der Leyen brug for en tværgående Fremtidsminister? I den Socialdemokratiske mindretalsregering blev den daværende stabschef Martin Rossen berømt og berygtet for at revse ministrene én for én foran en tavle med ’Centrale Mål’, hvor røde, gule og grønne magneter markerede, om de holdt sig på sporet. Forhåbentlig er Mette Frederiksen og de øvrige partiledere nu i gang med at tegne et nyt og mere cirkulært gameboard til næste runde på Marienborg - med eller uden Rossens hjælp. 

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu