Så var det igen en sommer og sensommer, hvor vi brugte uforholdsmæssig meget tid på uddannelsesdebat.

Den nye folkeskolereform blev introduceret, og de videregående uddannelser var forinden blevet undersøgt i alle ender, så ministeren behørigt kunne melde ud, hvordan det fremtidige optag skulle se ud, og dermed skitsere et udkomme af reformen.

Grundtanken er, at de skattepenge, vi lægger i de unge menneskers uddannelse, skal give hardcore, målbar cash-back den dag, de træder ud af uddannelsessystemet samt at de så hurtigt som muligt melder sig på arbejdsmarkedet.

Det kan jo i princippet være en meget god tankegang, og det giver i hvert fald en form for politisk ro på bagklappen, men ved nærmere eftertanke kan jeg godt gå hen og blive lidt nervøs for min og nationens fremtid. Det lyder svært kedeligt.

Er vi sikre på, at det vi gør, er det rigtigste set fremadrettet, eller lapper vi endnu engang lidt her og der?

For mig at se er der ingen, der tør stå politisk og fagligt frem og præsentere en helt ny vision for de videregående uddannelser eller komme med nogle scenarier, som eksempler på vores fremtid og som forslag til ændring af vores uddannelsessystem, så vi måske kan anvende samfundsressourcerne på en samlet set bedre måde.

På mig virker det, som om vi sidder fast i vedtagne normer og ideer og ikke evner at se, hvad der egentlig sker lige foran vores næser. I min generation kan vi ikke forestille os noget som er dynamisk og i løbende forandring, som f.eks. at man laver et mash-up af forskellige ting og dermed frembringer noget nyt. Det arbejde, som vores børn skal beskæftige sig med, er endnu ikke opfundet. Vi har svært ved at fatte, at der i dag fødes børn, der vil leve til de bliver 200 år, og at det, der var godt for min generation, ikke længere er i spil om bare 10 år.

Vi ser det hele meget statisk, sikkert som udtryk for et ønske om tryghed og stabilitet, og derfor stiller vi måske ikke de dumme spørgsmål, kommer ikke med nye radikale indgange til uddannelse og det, næste generation skal leve af.

På den positive side er det rigtig godt, at man har lavet en opsamling af data vedrørende uddannelse, tid, økonomi, beskæftigelse og arbejdsløshed. Nu har vi hardcore facts om alt det, vi kan putte ind i et regneark. Det, vi så mangler, er det, jeg kalder den imaginære/sociale side af regnearket. Hvis vi begynder at arbejde med disse data også, så kommer der en del spørgsmål frem, som vi bør diskutere og forholde os til, og hvis vi så igen sammenholder det med den verden, der er derude, nationalt og internationalt, så er vi ved at have et instrument for, hvad og hvordan vi måske skal navigere i vores uddannelsessystem.

Nu står DI og Danske Erhverv på nakken af hinanden og skriger på uddannelser med baggrund i science og business, hvilket er helt forståeligt deres nuværende interesser taget i betragtning.

Skær de bløde uddannelser ned og send dem over til science. Det vil jo sige, at de kreative uddannelser, som f.eks. arkitekt- og designuddannelserne, skal skæres meget ned, da der her er urimelig høj arbejdsløshed. (Heldigvis holder både Marianne Jelved og Sofie Carsten Nielsen lidt igen her).

Det er der jo ikke noget nyt i. Vi har altid haft en overproduktion af kreative kompetencer i dette land, og så vidt jeg ved, ligger de ikke døende rundt på gader og stræder. Hvad laver de så? Det kan være, at de laver alle de ting, vi holder af, og som sammenkæder de hardcore, strømlinede businessfragmenter. Det kan være, at netop fordi vi har uddannet for mange (og sikkert også for dårligt), har disse mennesker sneget sig ind i alle sprækkerne og er grunden til, at vores samfund og vores byer er elskede og eftertragtede af mennesker over hele kloden. Der er næsten ikke en dag, hvor vi ikke berømmes for disse imaginære værdier, som ikke skabes på CBS, men måske leveres af den overproduktion af kreative i vort samfund.

Pølsefabrik

Man kan stille sig selv det spørgsmål, hvorfor de nye studerende vil ligne deres forældre. De pæne unge fra de rige hjem søger ind på det studie, der billiges af deres forældre. De studerendes idealbillede er deres forældres liv. Far køber en lille lejlighed, så de kan ”have deres eget” og ikke skal tænke på at leve for en femøre og selv tjene penge til livets ophold. De beskyttes og pakkes ind og gøres klar til at leve forældrenes liv, hvilket forpligter og slår drømme ihjel.

Hvorfor kommer de fleste, der søger ind gennem kvote 1 på arkitekt- og designskolerne alle fra gode borgerlige hjem? De ligner også alle sammen hinanden. Alt for pæne unge mennesker, der ikke vil ændre det bestående. Hvor er alle dem med mange a’er i deres fornavne, tatoveringer, ”rend mig i røven”- og ”jeg skal nok selv finde ud af det”-attituder henne? Vi har simpelthen manøvreret dem ud, inden de kommer dertil. Vi skal jo nødig have dem ind og ændre vores verden, for hvad vil det medføre, og det passer ikke ind i studieplanerne.

Vi hælder unge mennesker ind på universiteterne, som om det var en pølsefabrik. Hvorfor skal alle have en kandidatuddannelse? Hvorfor ikke sige, at vi som samfund har brug for, at alle har en bachelorgrad, og derfor betaler vi den med glæde. Hvis man vil videre i systemet med en kandidatuddannelse, så bortfalder SU’en. Samtidig hæver man overliggeren, så det virkelig kun er de skarpeste knive i skuffen, der kommer hele vejen. Andre vil udvikle sig, ændre kurs og måske vende tilbage for at tage en overbygning senere.

Hvis vi laver reel adgangsoptagelse på kandidatuddannelserne, så udlændinge også kan søge med de samme rettigheder som danske studerende, så stiger niveauet nogle grader.

Hvorfor er det, at man ikke i Danmark kan tage en krydsuddannelse? F.eks. have en bachelor i filosofi og en kandidat i noget helt andet? Hvorfor anerkender vi ikke en master’s degree fra Oxford på samme niveau som en kandidat fra Odense Universitet?

Man kan stille spørgsmålet til erhvervslivet: Hvorfor er det, at man som 55+ ikke længere er en værdi for samfundet og erhvervslivet? Jeg har set og hørt det så tit, at man sorterer folk fra, der er 50+, for de er jo ikke værd at satse på. De skal snart på pension, og de er nok lidt trætte, så det tør vi ikke binde an med. Hvor lang tid er man i et job nu til dags? Bliver man ved i 25 år, skal man have en parkeringsbøde, eller også har man været så heldig at være et sted, der har givet mulighed for udvikling, hvilke der er få af. Sådan var det måske, da mor var barn for mange år siden, men det er helt normalt, at tilbagetrækningsalderen bliver senere og senere i livet. Ved hjælp af videnskaben og det sundere liv kan man let blive på arbejdsmarkedet, til man er 75+. Ja, de, der er kommet ind på uddannelsen i år, vil sikkert være på arbejdsmarkedet til de er 90 eller 100. Men nej, dansk erhvervsliv har en kulturel barriere på 50-55, hvilket i øvrigt er helt forskelligt fra andre lande omkring os.

Brug for mentorer

Problemet er, at de friske unge har brug for nogle ældre mentorer, og ikke alle over 50 vil ud og spille golf, ro kajak eller pusle om deres børnebørn. Der er et ekstremt validt potentiale for samspil her. Det er samspillet mellem de unge, der tør tage chancer og vil flytte hegnspæle, og de ældre, der ser ideen, støtter med viden, erfaring og kvalificering af setuppet.

Det er ikke ældre, der siger nej og passer de stabile rammer, men ældre, der siger ja og har en kultur, der driver ideer og viden frem. Det er dem, der har overskud til at samarbejde og være inklusive.

På min nuværende arbejdsplads ser vi aldrig på fødselsdatoen, familiære forhold, seksualitet eller religion. Det er simpelthen ulovligt, og man oplyser ikke noget af dette i sin ansøgning eller sit cv.

Vi ser på, hvilket universitet du kommer fra, dine karakterer og din erfaring. Universitetet har betydning og ikke kun din uddannelsesretning, for vi har brug for folk, der kan sætte sig ind i nye fagområder hurtigt, og det kan man, hvis man kommer fra topuniversiteter. Hvis du samtidig har en krydsuddannelse, bliver det rigtigt spændende. Kommer man fra et topuniversitet, Imperial, Cambridge, LSE osv., så har man en høj læsehastighed og kan derfor hurtigt sætte sig ind i svært stof og har evnen til at sætte sin viden i spil. Det tæller som udgangspunkt mere, at man har en master fra MIT end en fra Odense. Dog ingen regler uden undtagelser.

Alder er ingen hindring og faktisk ikke noget, vi bruger tid på. Det er personens cv, erfaring og kemien mellem os, der afgør ansættelsen.

Kommer du med en bachelor, skal vi nok få dig gennem systemet, så du får en master og en ph.d., hvis det er det, du vil, og det, vi har brug for. Ja, vi sponsorerer til og med de bedste studerende, når de er i deres studie, for så er chancen for at de søger hos os, når de er færdige, langt højere.

De sidste par år har jeg spurgt folk, som jeg syntes var dygtige og interessante, om hvad deres baggrund var, og hvor er jeg blevet overrasket. Vi taler om toperhvervsfolk fra IKEA, Nike, Google, Ideo, C40 osv. De fleste havde en krydsuddannelse, og de fleste havde en humaniora-bachelor, eller også havde de ingen uddannelse. De folk, jeg fandt mest interessante, havde alle en bachelor i filosofi kombineret med noget andet.

Klap hesten

Så klap hesten, inden I voldbeskærer de uddannelser, som DI og Danske Erhverv ikke kan se sig selv i, og besvar nogle af disse imaginære spørgsmål.

For mig drejer det sig om, hvorvidt vi kan forestille os den verden, vi måske kommer til at leve i, og hvordan vi sætter vores indlærte metoder i spil for at forme denne fremtid.

Jeg ved fra de uddannelser, jeg har mest tilknytning til (dem med den dårligste rating i regnearket), at metoderne, f.eks. til komplekse problemløsninger, på disse uddannelser er verdens bedste, så mangler der bare noget paratviden og vildskab.

Jeg håber, at de implicerede ministre vil tænke over alle disse spørgsmål, men for mig vil det bedste være, hvis det var de unge selv, som kom tilbage med et katalog over ideer og fremskrivninger af deres egen uddannelse.

Lad de unge selv definere deres interesser og krydsuddannelser og fortælle, hvilke uddannelser de ser samfundet har brug for, eller hvilke systemer der kan indeholde de nye tanker og den nye viden.

Hvis de unge ikke kommer på banen, så er det DI og vennerne, der sætter dagsordnen. Og sådan er det, men lad nu de unge få chancen.

Læs flere af Nille Juul-Sørensens indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning