En dag i begyndelsen af maj holdt den unge direktør Yael Bassan et afgørende møde med to af sine medarbejdere. På dagsordenen var ét punkt: Hvad er det bedste liv for os?

Spørgsmålet havde rumlet længe hos Yael Bassan, og det var ikke blevet mindre presserende i de 14 måneder, der var gået, siden landet blev lukket ned første gang i marts 2020.

Svaret kan aflæses på flere måder.

Den ene er den konkrete og kontante konsekvens. På døren til butikken, der i årevis har huset Copenhagen Bicycles på hjørnet af Nyhavn og Havnegade i indre København, hænger nu et skilt med teksten ’Til Afståelse’.

En anden er lyden af dyb lettelse i stemmen, når hun fortæller om den svære beslutning, som hun efter lang tids tvivl og tilløb traf i maj.

”Jeg kunne nærmest fysisk mærke en byrde falde fra skuldrene. Der har været så mange grublerier og spekulationer, og jeg har fået hjælp fra rådgivere og en psykolog, fordi jeg ville være sikker på at vælge det rigtige, og på at kunne overskue konsekvenserne. Siden 2019 har jeg gået med tanken om, at jeg enten skulle ansætte en direktør eller sælge butikken for at få mere tid til andre ting. Og det var en befrielse endelig at få en afklaring,” siger hun.

Yael Bassan overtog sin fars forretning i en meget ung alder og siden har butikken fyldt det meste af hendes liv. FOTO – Arthur Cammelbeeck

Selvom tanken om at slippe pres og ansvar ikke opstod på grund af de besværligheder, som nedlukningen bragte med sig for en forretningsdrivende, der er stærkt afhængig af tilrejsende turister, blev epidemien den faktor, der førte til handling. Forud var gået fem år med konstant travlhed og få frie stunder til at reflektere over, hvordan et anderledes liv ideelt set kunne forme sig. 

Yael Bassan har været ejer og direktør for Copenhagen Bicycles siden 2015, da hun og lillesøsteren arvede virksomheden efter faderens død. To år senere købte hun lillesøsteren ud. Da faderen døde, var Yael Bassan i færd med at afslutte journalistuddannelsen i Aarhus og havde på ingen måde drømt om eller forestillet sig som nyuddannet, 25-årig journalist at blive ejer, direktør og ansvarlig for op mod 30 ansatte i en cykelbutik med salg og reparation samt udlejning af cykler til turister plus en aftale med en række hoteller om at levere og servicere cykler til gæsterne.

”Jeg blev direktør umiddelbart efter eksamen. Det var nok en følelse af storesøsterforpligtelse at drive forretningen videre. Og jeg er i dag meget taknemmelig for alt det, jeg har lært. Jeg elskede medarbejderne og tilfredsstillelsen ved at give folk arbejde og synet af glade kunder og liv i butikken. Udlejningen af cykler er stærkt afhængigt af vejr og turister. Der har været år, hvor jeg skulle lære at drive forretning uden kunder. Og der har været virkelig travle og fantastiske år med høj omsætning, som i de varme somre i 2016 og 2018 efter åbningen af den nye inderbro i 2016 tæt på butikken. Men uanset om det er gået godt eller skidt, har det været enormt hårdt at have ansvar for økonomi, vagtplaner, logistik, kundereaktioner med videre oven i jobbet som direktør. Og især i løbet af 2020 blev det et surt slid, der satte sig i mig og truede med at gøre mig bitter på sigt.”

Især i løbet af 2020 blev det et surt slid, der satte sig i mig og truede med at gøre mig bitter på sigt.

Yael Bassan
Direktør, Copenhagen Bicycles

Da pandemien ramte Danmark, og den første store nedlukning var en realitet i marts 2020, blev presset øget på Yael Bassan og Copenhagen Bicycles. Medarbejdere blev sendt hjem, hun skulle håndtere hjælpepakker, prøve at lægge nye planer for driften og i det hele taget drive det meste selv, fordi alle andre var sendt hjem på lønkompensation.

”Først troede jeg, at vi ville ride stormen af forholdsvis hurtigt. Det var tiden med fællessang og samfundssind og stemningen af, at vi klarer det sammen. Men det var en kaotisk periode, jeg anede ikke, hvad der skulle ske, og jeg forventedes at have en plan. I dag kan jeg næsten ikke huske, hvordan jeg kom gennem de måneder. Senere på året, i juli og august, kom vi op på 25 til 30 procent af den forventede omsætning, men over hele året endte det på under 10 procent. Jeg fyldte 30 år, tænkte på at få børn og mere frihed, og det blev sværere og sværere at se meningen i at arbejde 60 timer om ugen og putte hele min opsparing i en butik, der ikke længere gav mig megen glæde. Corona var ikke årsagen til, at jeg nu sælger butikken, men omstændighederne var klart med til at fremskynde beslutningen.”

Det, der giver mig energi og glæde

Men lukningen af butikken i Nyhavn betyder ikke afslutningen på Copenhagen Bicycles. Den del af forretningen, der står for cykelserviceringen af hoteller, vil hun beholde og fortsætte med som ejer, og med de tilbageværende to rullende mekanikere som ansatte. Og det er der mindst én god grund til.

”Hoteldelen af forretningen har hele tiden passet mig godt. Jeg har fået mange kontakter og relationer, og jeg elsker, at der over hele byen er steder, hvor jeg kan gå ind og snakke med folk, der kender mig og bliver glade for at se mig. Dét giver mig energi og glæde, hvilket otte til ti timer dagligt i butikken ikke har gjort længe. Desuden kan mekanikerne i høj grad styre det selv, hvilket giver dem maksimal fleksibilitet i hverdagen. Og dét var en af de ting, vi alle tre ønsker i vores liv, kom det frem på mødet i maj. De er begge to blevet fædre til barn nummer to for nylig, så for dem er det optimalt. Nu skal vi bare have turisterne tilbage og fylde hotellerne.”

FOTO – Arthur Cammelbeeck

Jeg har ikke holdt ferie siden januar 2019, så bare det, at jeg nu kan tage på en uges ferie, bliver så lækkert.

Yael Bassan
Direktør, Copenhagen Bicycles

Hvad var det så for et arbejdsliv, Yael Bassan så for sig på mødet i maj, hvor hun tillod sig selv og sine to mekanikere at drømme højt efter mange måneders hjemsendelse?

”Jeg skal lige sige først, at det ikke handler om, at jeg ikke må have travlt, eller at der ikke må være forpligtelser. Det må der godt. Men det skal give mig energi, give mig gnist i øjnene og gøre mig glad. Og det skal være sjovt. I hvert fald det meste af tiden. Jeg føler, at nu er det min tur. Man kan ikke være modtagelig for nye muligheder, hvis ens kalender er overfyldt. Det handler om, at når universet ringer, tager man telefonen. Man skal være klar. Jeg har ikke holdt ferie siden januar 2019, så bare det, at jeg nu kan tage på en uges ferie, bliver så lækkert.”

Forandringerne, som hun ser frem til med længsel, handler ikke kun om arbejdslivet. Da hun beskrev drømme-scenariet om en ny og anderledes hverdag for de to andre, lød det sådan her: 

”En dag hvor jeg vågner stille og roligt ved otte-tiden. Min kæreste er taget af sted og har afleveret børnene i børnehave … ja vi har også fået børn i det perfekte scenarie. Når de er kørt, sætter jeg mig ind til et stort hjørnebord med morgenkaffen og svarer på mails. Så kører jeg ud og holder nogle møder og måske et foredrag. Bagefter henter jeg børnene tidligt, og vi smutter hjem og hygger os. Sådan ser drømmen ud. Nu får vi se. Mere konkret er jeg blandt andet blevet repræsentant i Det Jødiske Samfund, hvor jeg lærer meget om bestyrelsesarbejde. Det med indtjening må komme senere. Som mange andre ønsker jeg også at have en god indtægt, men jeg har været vant til at leve på en sten. Det vigtigste er, at jeg kan styre min egen kalender. Og at jeg er glad.”