"Kina er en sovende kæmpe. Lad hende ligge og sove, for når hun vågner, vil hun ryste verden."

Sådan sagde Napoléon Bonaparte allerede tilbage i 1803, året før han lod sig udnævne til kejser.

Og da først Kina vågnede, gik det stærkt. Man kan dårligt forstå, hvor langt landet er kommet i løbet af de seneste 25 år. De kinesiske storbyer er fyldt med sofistikerede og velhavende forbrugere, fremadstormende virksomheder med avancerede forretningsmodeller, og masser af ny og velfungerende infrastruktur. Der er hurtigt internet, tusindvis af kilometer skinner til højhastighedstog, flotte lufthavne, vidtstrakte metroer, og der er rent og pænt. Det fungerer.

Når man går rundt i de endeløse landskaber af højhuse og glitrende shoppingcentre eller besøger virksomheder i spritnye bygninger med dristig arkitektur eller de mange hippe co-working spaces spækket med hårdtarbejdende startups, så kommer man som dansker let til at føle sig meget lille, provinsiel og langsommelig. På mange måder føles Kina som det nye USA: den unge nation, der nu har fået styrken til at præge verden økonomisk, teknologisk, politisk og måske med tiden også kulturelt.

Det er imponerende, inspirerende, opmuntrende – men også skræmmende. For danske virksomheder er Kina en kæmpe mulighed for eksport, og et veldrevet og stabilt Kina er en forudsætning for, at kloden som helhed kan imødegå fælles udfordringer såsom klimaforandringerne.

I Kina spiller man skak

Men man skal ikke tage fejl: Vi er også i konkurrence med kineserne, og Kinas strategi er langsigtet. Hvad enten det handler om ambitionerne om at forbinde Kina med landene langs den gamle silkevej, den gradvise befæstelse af øerne i Det Sydkinesiske Hav eller Kinas påfaldende interesse for at deltage i udviklingen af Arktis, er kineserne i gang med at placere deres brikker, længe før vi andre overhovedet har opdaget, at vi er i gang med et spil skak.

Som det fremgår af denne uges MM Special, kan vi lære meget af Kina, men der er også træk, som grundlæggende strider imod den måde, vi ønsker at organisere samfundet på. Da Kina først åbnede for det private erhvervsliv, troede mange i Vesten, at større rigdom ville gøre Kina til en fri markedsøkonomi i stil med det, vi kender i Europa og USA. Men ikke mindst under præsident Xi Jinping er der snarere sket en styrkelse af det politiske regime.

Man kan ikke fortænke den menige kineser i at bakke op om systemet. Man må anerkende, at der er en fantastisk kraft til at skabe resultater i den særlige blanding af central styring, håndfast social og politisk kontrol, snævert samarbejde mellem staten og den private sektor plus den enorme energi fra en befolkning på 1,4 mia., der knokler hårdt for at sikre sig en plads i solen. 

Men Kina er ikke et demokrati. I et demokrati kan borgerne debattere og søge de informationer, de vil. I et demokrati kan man gøre modstand og være med til at påvirke og fjerne politikere uden at blive registreret og degraderet til andenrangsborger. 

Vesten må stå tidligere op

Kina er heller ikke en markedsøkonomi, som vi kender det. Når udenlandske virksomheder konkurrerer med kinesiske i brancher, som af systemet er udråbt til at være strategiske – hvad enten det er kunstig intelligens, el-biler, bioteknologi, fly og rumfart eller solceller – så konkurrerer man også mod den kinesiske stat, som finder det helt i sin orden at støtte med penge og lovgivning, der favoriserer den nationale industri.

Den kinesiske vækst er ikke helt så høj som tidligere. Der står ikke længere kraner overalt i Shanghai og Beijing, og man hører ikke den konstante lyd af tryklufthammere i baggrunden. De er rykket videre ind i landet til mindre udviklede byer, hvor der er fuldt tryk på udbygningen.

I de kommende år forventer Kina en vækst på 7 pct. Herhjemme ville vi betegne dét som en rivende udvikling. Vi kommer til at mærke mere til Kina på alle områder fremover.

Kina er vågnet, og det betyder, at Vesten må stå tidligere op.